|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 18:44:57 GMT
Da gråden ophørte kunne Lorcan igen forsøge at nyde sin stund med sin unge hustru. Han måtte endnu engang lukke øjnene og tænkte sig væk, mens hænderne lukkede sig om de benede hofter, og hans stød tog til i både tempo og kraft. Lydende der stammede fra hans bryst var prustende som han kæmpede for at præstere, indædt besluttet på at han ikke ville fejle sin del af deres bryllupsnat. Da han endelig fandt sin forløsning var de blå øjne stadig ikke gledet op, i stedet trykkede han sig ind imod hende og gjorde sig færdig, før han endelig kiggede ned på hende med et accepterende lille nik. Deres elskov havde ikke avlet noget kærligt smil, i stedet trak han sig væk og rakte ud efter sine broger. "Få dine skørter på plads igen.. De vil se lagenet." Selv kiggede han undersøgende efter det lille blodspor der skulle afsløre at hun havde været jomfru.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 17, 2017 19:15:16 GMT
Willhelmina følte sig lidt ved siden af sig selv da han blev færdig, det havde ikke været specielt rart og hun havde ikke haft sig selv med. I stedet havde hun følt sig lidt som et stykke kød. Det var ubehageligt og hvis han ikke havde talt til hende med det samme var hun nok begyndt at græde igen. Forsigtig trak hun sin særk ned over sine ben igen og samlede et af tæppet rundt om sig, så hun ikke følte sig så nøgen.Hun forstod ikke hvorfor de ville se lagenet, men hun turde ikke stille spørgsmål nu. Ikke mens alle vidnerne stod omkring deres seng og lyttede til deres samtale. Derfor nikkede hun blot en enkelt gang og håbede på at det betød det snart var ovre.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 19:31:24 GMT
Lorcan fandt den røde plet mens han trak i sine broger. Med et lille accepterende nik fik han resten af sit tøj på, og lignede efter et par glattende bevægelser ikke længere en der for lidt siden havde prustet ind over hendes spinkle krop. I stedet tog han hendes hånd og trak hende med et fast ryk ud af sengen, hvor en slatten klapsalve mødte dem på den anden side af gardinerne. De mange blikke var ikke i tvivl om hvad der var foregået bag forhænget, og med en beslutsom hånd trak Lorcan lagenet af madrassen og fremviste pletten til forsamlingen. "Det er gjort" Sagde han, og skænkede ikke et blik til sin særkklædte hustru, som hans blik i stedet var fokuseret på at høste de accepterende nik fra den lille forsamling.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 17, 2017 19:40:07 GMT
Det var lige før hun protesterede da han hev hende ud af sengen, men der var ikke meget at stille op. Han var trods alt stærkere end hun var. Hun følte sig dog ikke specielt godt tilpas med alle gæsternes stirren og formåede ikke andet end at stirre ned på gulvet. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule dårlig over de klappede. Hun syntes ikke det var noget at fejre og så ikke op før hun kunne høre folk var ved at forlade lokalet. Først da alle var ude derfra, vred hun sig fri af hans hånd og stirrede vredt på ham, inden hun marcherede tilbage mod sengen med en lettere fornærmet mine i ansigtet.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 19:59:57 GMT
Lorcan fik et anerkendende klap på skulderen fra sin fader, som han modtog med et lille nik. Der blev ikke vekslet andre ord som følget forlod rummet, men han fulgte i stedet flokken med det blå blik, med sammenbidte tænder. Der var ikke særlig meget stolt eller overlegent over ham, han virkede mest af alt træt, og det kom for alvor til syne da de igen var alene. "Vent.. Der er ikke noget lagen på.." Han løftede en hånd for at stoppe hende, og dog gik han ikke over imod hende. "Der er et kar klar i det næste værelse du kan vaske dig i.. Tal ikke til pigen, men kom tilbage når du er ren." Han pustede tungt ud, og sendte to utålmodige knips ud i luften for at hidkalde husalfen.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 17, 2017 20:11:48 GMT
Willhelmina var efterhånden meget træt af at blive kostet rundt med, men hun ville egentlig gerne vaskes og nøjedes derfor med at vise sin modvilje på den hidsige måde hun gik på. Badet viste sig at være forfriskende og stadig en smule varmt. Hun brugte så lang tid på det som hun følte hun kunne, hvorefter hun tog en natkjole på og gik tilbage ind i soveværelset. Hendes hår havde hun ikke vasket, men det hang nu løst om hendes skuldre. De blå øjne hvilede på hendes mand, som hun lagde sig ned på sengen, der var blevet redt op med et nyt lagen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle forvente af ham nu de alle var væk.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 20:30:37 GMT
Locan fulgte utålmodigt husalfen med blikket som den skiftede sengens linned. Han trommede sin finger mod overarmen der beslutsomt var lagt over kors med sin sidemakker før den lille alf endelig nejede for ham og forlod værelset med et lille knald. Da hans hustru vendte tilbage lå han i sengen under tæpperne. Hans klæder lå omhyggeligt foldet sammen i en stol, og efter at stilheden havde samlet sig over værelset var han døset en smule hen. Han slog øjnene op, vagtsomt, da han hørte døren gå, og stirrede på hende med sit blå, kærlighedsløse blik. "Du skal fedes op.. Jeg bryder mig ikke om at du er så mager.." Han nikkede imod hendes halvdel af sengen, men gav hende ikke anden velkomst til deres fælles seng.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 17, 2017 21:08:04 GMT
Willhelminas blik blev vred da hun hørte hans ord, det var en ubehøvlet måde at tale på, men man kunne vel ikke forvente andet fra en mand af hans blod. "Måske kan jeg godt lide at være mager, hvis det betyder du ikke vil have mig." Sagde hun og lagde sig ned i sengen, selvom hun ikke havde lyst til at ligge ved siden af ham. Tæppet trak hun over sig og lagde sig om på siden så hun kunne se på ham, hun gik ud fra han ville blive vred over hun svarede sådan, men det var det hun havde talent for. At gøre folk vrede var sådan hun fik opmærksomhed i sit liv.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 21:29:25 GMT
Ovenpå en lang aften var Lorcan efterhånden ved at være træt. Hans bemærkning havde ikke været en åbning til diskussion, og til at begynde med fejede han blot hendes næsvise svar af med en lille håndbevægelse. "Det gør det ikke lettere for dig at jeg ikke vil have dig, tværtimod." Han gabte let og blinkede et par gange, før han rakte ud og lod en finger stryge ned af hendes kind. "Du må forstå at jeg ejer dig nu.. Jeg kan gøre præcis hvad jeg vil med dig, så længe du bærer mig en søn. Alt hvad jeg skal bruge fra dig, er dit rene blod." Det var tydeligt i de blå øjne at han havde flere gode ideer til hvordan han kunne straffe hendes ulydighed, hun skulle blot give ham anledning til det. "Jeg er ikke din fader, jeg slår dig ikke med mit bælte.. Jeg gør ting der er langt værre."
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 17, 2017 21:43:49 GMT
Willhelmina rykkede sin kind væk fra hans finger og ned i madrassen mens hendes blik stirrede vredt ind i hans. Hans næste ord gjorde det ikke bedre, hendes øjne lynede af vrede. Han kunne ikke gøre præcis som han ville med hende, så meget var hun sikker på. Hun var fra en fin fuldblodsslægt, ikke en eller anden klam tjenestepige. Hans sidste ord fik hende dog til at knibe øjnene mistænksomt sammen. Hvordan kunne han vide det? Hun var ret sikker på at hun aldrig ville fortælle ham noget så privat. "Du kan ikke røre mig. Jeg er en Salevyn. Hvis du gør mig ondt flår min far dig levende. Du er bare en beskidt halvblodsmagiker der tror du er fin på den! Min far har aldrig slået mig!" Sagde hun og lagde sig vredt om på den anden skulder, så hun havde ryggen til ham.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 17, 2017 21:53:03 GMT
Hendes tåbelige udbrud gav Lorcan en smule mere energi. Han havde set i hendes øjne hvordan hendes fader trak bæltet af og slog hende for hendes ulydighed, og han vidste derfor også at hun løj da hun påstod at Lord Salevyn ville beskytte hende. Han fnøs, og fyldte kortvarigt rummet med en glædesløs latter. "Du er ikke længere en Salevyn.." Han lod sine fingre danse ned af hendes hår, og videre ned af hendes skulder. "Jeg har set i dine øjne hvordan han har slået dig.. Du kan ikke skjule noget for mig Wilhelmina.. Han har kun giftet dig med mig for at blive af med dig." I en hurtigt bevægelse gled hånden om og greb hendes kæbe, hvorefter han tvang hendes ansigt rundt, så han let løftet ind over hende igen kunne se hende i øjnene.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 18, 2017 14:27:22 GMT
Willhelmina strittede imod da han greb om hendes kæbe, men var ikke stærk nok til at holde ham tilbage. Hendes blik mødte hans igen, men det var frygtsomt nu hun vidste han måtte kunne læse hendes tanker. Desperat forsøgte hun at gemme alle sine mest private minder væk, men som det ofte skete, tænkte hun på lige præcis det hun forsøgte at skjule for ham. "Du kan læse tanker." Sagde hun ængsteligt og en smule forbløffet. Hun blev ramt af en besynderlig blanding af frygt og utrolig beundring over hans evner. Alligevel var hun ikke helt overbevist om at denne mand kunne være hendes ligeværdige, hans blod ville altid være frastødende i hendes øjne.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 18, 2017 15:31:21 GMT
Lorcans blik veg ikke fra hendes, da hun endelig indså hvad han var. Det morede ham, hvordan hun som så mange andre tænkte på lige neop det hun forsøgte at skjule da hun indså at hun ikke længere var alene i sit eget sind. "Dine tanker er ikke længere dine egne Wilhelmina.. Der er ingen steder du kan gemme dig." Han holdt fortsat om hendes kæbe og strøg den med sin tommelfinger. Smilet på hans læber fra triumferende, nærmest hånende. "Din faders løse bælte, din moders foragt for dit væsen.. Dine søskendes og kammeraters frygt.. Så ensom som du er, troede jeg at du ville føle dig hjemme her?" Han var for træt til at grave dybt, men med det hele stående klart i hendes tåbelige forsøg på at skjule det, var det som at plukke lavthængende frugter.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 18, 2017 21:50:17 GMT
Willhelminas blik forblev frygtsomt mens han talte, hun havde opgivet at vride sig fri fra hans greb og der var ikke meget andet at gøre end at lade ham se ind i hendes øjne. Det var en besynderlig følelse, at møde det første menneske i sit liv der forstod hende - selvom hun ikke ønskede han gjorde. Det var et ønske der blev opfyldt på en helt uventet måde. Havde hun vidst det, havde hun måske ikke modsat sig ægteskabet så meget. "Hvorfor skulle jeg føle mig hjemme når du hader mig så meget?" Spurgte hun og så lettere spørgende på ham. Hun forsøgte ikke at skjule sig længere, han havde allerede fundet vej til hendes aller nærmeste hemmeligheder.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 19, 2017 16:22:53 GMT
Lorcan var ingen sympatisk mand. På trods af at minderne han så i de mørke øjne fik han ikke medlidenhed med sin unge brud over hendes hårde barndom. Han kunne samtidig se at det i høj grad var selvforskyldt, af hendes trodsige natur. Det morede ham, hvordan hun følte at han forstod hende. "Jeg hader dig ikke Wilhelmina. Jeg foragter din trods, og dit temperament. Jeg bryder mig ikke om hysteriske kvinder." Det var ærlig snak, men selv hvis hun ændrede sig skulle der ske meget før han for alvor ville kunne sætte pris på hende. Han slap hendes kæbe, og lagde sig igen tilbage på sengen. Han var efterhånden træt, hvilket han afslørede med et højlydt gab.
|
|