|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 23:26:44 GMT
Nicholas skulle til at nikke anerkendende, som sønnen erkendte sit nederlag, på trods af det lettere vanvittige udtryk i hans blik. Han var ikke en mand man sagde imod, og det tilfredse smil var næsten kommet frem på hans læber da hans yngste søn udtænkte endnu en tåbelighed. Blikket var ikke bekymret da blodet lystigt sprøjtede fra hans arm, han havde ikke tænkt sig at lade ham dø på gulvet, hvad der rørte ham mest var det forrykte smil på drengens læber. Han havde set det før, Rubeus havde sendt det til ham utallige gange, og den ellers så stolte troldmand frøs da det kiggede op på ham igen. Han havde uddrevet det, fjernet skampletten fra familien, men noget fremmed han ellers følte ganske sjældent rev i rådsmedlemmet som fortiden hjemsøgte ham. "Tåbelige knægt." Han præsterede et fnys. "Vanvid får dig ingen steder.. Var det det værd?" Alligevel var stemmen rystet, som han stod fast som en stenstøtte og betragtede blodet synke ned i det kostbare gulvtæppe.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Feb 7, 2017 23:39:55 GMT
Paxtons blik blev uskarpt mens han betragtede sin fader tale til ham, det åbne sår i hans arm gjorde så ondt, at han knapt nok kunne fokusere på at få lydene til at give mening. Det ville bestemt være det værd hvis Nicholas blev stående og lod ham dø, ville slægten være blevet mere skrøbelig. Han forsøgte at svare, men ingen ord kom over hans læber, i stedet vred han sig en smule, som hans krop kæmpede med at modarbejde det der ville være konsekvensen af såret på hans arm. Hans smil var forsvundet fra hans ansigt nu, mens hans blik hvilede tomt på Nicholas' skikkelse mens han langsomt blev blegere.
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 23:57:49 GMT
Til at starte med blev Nicholas stående og betragtede hvordan husalfen panisk forsøgte at flå strimler af sin usle klædning der kunne bindes om knægtens arm. Sønnen blev gradvist blegere mens den hvinende husalf kæmpede med forbindingerne, der blev dybrøde de øjeblik de rørte såret. Rådsmedlemmet bed tænderne sammen. Paxton skulle lære at han ikke ville tolerere den slags impulse vanvid, og alligevel kløede det i fingrene efter at skride til handling. "Har du fået nok?"
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Feb 8, 2017 0:14:39 GMT
Paxton blev langsomt mere stille, på trods af husalfens forsøg på at stoppe blødningen. Hans faders ord var en fjern rungen i hans ører og da han lukkede øjnene, havde han en underlig fornemmelse af ikke at være til stede i sin krop. Han var ikke helt forsvundet og dog var han ikke i kontrol, et øjeblik havde han det næsten som om han svævede hen over sig selv og betragtede situationen udefra. Det gjorde ikke ondt længere, han havde det bedre nu end han havde haft det længe. Udsigten til at forlade verden, var slet ikke så slem som han havde regnet med.
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 0:16:46 GMT
Manglen på svar fik en lille muskel til at dirre ved Nicholas' øje. Han var ingen hjerteløs mand, knægten var hans eget kød og blod, og han kunne ikke se til mens livskraften sev ud af ham, ikke længere. Efter et par lange øjeblikke hvor de lyse øjne havde været fikseret på sønnens svømmende blå trådte han endelig frem. "Flyt dig..!" Hans hvæsende stemme fik husalfen på bedre tanker, mens Nicholas selv knælede ned og pegede tryllestavens spids imod sønnens tåbelighed. "Vulnera Sanentur" Han gentog besværgelsen tre gange mens spidsen blev trukket over drengens sår. Han var ingen healer, men han havde plejet nok af Rubeus dumheder i sin ungdom til at sætte en stopper for den lystige blødning.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Feb 8, 2017 0:32:30 GMT
Det var sidste øjeblik da hans fader helbredte såret, men han havde samtidig tabt så meget blod, at han ikke ligefrem kunne komme på benene med det samme. Han var dog ved bevidsthed igen, men alting omkring ham var tåget og han hev en smule efter vejret, som havde han været tæt på at drukne. Paxton forsøgte at sige noget, men han kunne ikke formulere ordene i sin mund og derfor blev det blot til et par ynkelige hæse klynk. Det var ikke rart at være tilbage i en krop, som han lige havde været tæt på at slå ihjel. Et øjeblik havde han troet hans fader ville lade ham dø og han vidste ikke helt om han var lykkelig eller vred over han havde stoppet ham.
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 0:39:02 GMT
Det blev underlig tydeligt for Nicholas at han arbejde imod tiden. Som han tog sønnen ind til sig, og lyttede efter hans åndedrag var han et øjeblik ved at tro at det var for sent. Det var ikke første gang at han gav slip på sit eget kød og blod. Rubeus var dog hans vanvittige broder, mens Paxton var hans vildledte søn. Som de to hjerter igen begyndte at slå blev han opmærksom på forskellen, og i en stilling der kunne betegnes som omsorgsfuld blev han siddende med knægten til han var helt sikker på at han var stabil. "Næste gang redder jeg dig ikke.." Ordene var ikke ligeså skarpe som han gerne ville gøre dem, og han hostede en smule for at klare halsen. "Sørg for at der ikke bliver en næste gang."
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Feb 8, 2017 0:55:53 GMT
Paxton var modtagelig overfor faderens uventede omsorg, fordi han var så svækket. Han havde brug for den nu han følte sig så afkræftet og lagde derfor hovedet ind mod Nicholas, mens han så op i den ældre mands øjne med et sløret blik. Han kunne stadig ikke tale, men formåede dog at nikke ganske svagt, inden han fjernede sit blik igen. Måske var Nicholas ofte en dårlig fader, men lige nu i dette øjeblik, var Paxton ikke længere vred på ham. Faktisk elskede han ham så højt, at han knapt nok kunne holde følelsen ud. Det var det han havde længtes efter at mærke så længe og nu da det skete, var det for overvældende.
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 5:02:35 GMT
Nicholas havde det mærkeligt med at sidde med sønnen i sine arme. Han virkede mærkeligt skrøbelig, og på trods af at han aldrig havde knyttet sig synderligt til drengen, brød han sig alligevel ikke om den tanke at han nær havde mistet ham. Om det så var for hans egen eller familiens skyld var usikkert, men den ubeskrivelige følelse gjorde ham lettere utilpas, og gav ham ikke lyst til at udforske hvad den kunne være. I stedet kastede han et sigende blik på den usikre husalf, der forsvandt med et lille knald, og lod de to være alene i biblioteket. Krybet skulle nok tage sig af det spildte blod, og i stedet fokuserede han på sit skrøbelige afkom. Tryllestavens spids pegede ned imod ham, og gjorde ham let som en fjer, så hans aldrende krop sikkert kunne løfte ham op i favnen og bære ham op imod hans værelse.
Slottet var efterhånden blevet tyst, som gæsterne enten var draget hjem, eller til deres gæsteværelser, og med en lettere selvhøjtidelig, alvorlig mine bar Nicholas sin søn igennem de tomme gange. Han kunne have overladt det til husalferne, men lige nu var hans søns liv for dyrebart til deres klamme fingre. I stedet lagde han omhyggeligt Paxton i hans seng, og ophævede besværgelsen, før han tog sig et øjeblik til at tage synet af den sårede søn ind.
|
|
|
Post by Paxton Malfoy on Feb 8, 2017 11:19:06 GMT
Det øjeblik Paxton indså at hans fader ville bære ham i seng, ville han ønske at han kunne gå på sine ben. Det var en smule ydmygende for den unge mand at føle sig som et lille barn der skulle puttes, men han var dog glad for at han var så svækket at han egentlig ikke behøvede at reagere på det. I stedet lukkede han bare sine øjne og håbede på ingen ville se ham mens de gik ned ad gangene. Specielt hans moder havde han ikke lyst til skulle se ham sådan her, selvom han nok ikke kunne skjule det for hende særlig længe.
Da Paxton blev lagt ned på sengen, stønnede han let af udmattelse og åbnede sine øjne for at se på sin fader. Han kunne ikke finde på noget godt at sige, han var både taknemmelig og flov på samme tid. På trods af Nicholas' omsorg, skammede han sig over sin gerning og derfor endte han med at dreje ansigtet væk og se ud i luften. Hans udstråling var dog mere føjelig end den havde været i lang tid, han havde ikke styrken til at opføre sig provokerende overfor sin fader lige nu.
|
|
|
Post by Nicholas Malfoy on Feb 8, 2017 21:34:57 GMT
Nicholas forventede at hans yngste søn havde fået sig en lærestreg. På trods af at han havde været døden nær, var han godt tilfreds med den føjelighed knægten syntes at udstråle, og nikkede kortvarigt mens et lille tilfreds smil tegnede sig på hans læber. "Jeg håber at det har givet dig noget at sove på.. Godnat." Der var ingen kys eller faderlige kærtegn. Kun endu et lille nik til sønnens skikkelse, før han drejede om på hælen og forlod værelset.
Lukket
|
|