En alvorlig snak

Nicholas havde trukket sig tilbage for aftnen og havde placeret sig selv i en af de magelige stole, med en gammel bog om fortidens druider. Han var blevet for gammel til at feste hele natten, og vidste at hans hustru ville sørge for at underholde gæsterne i hans fravær. Efter en nat med både ønsket og uønsket selskab var det hans måde at slappe af, og han havde derfor også gjort det tydeligt for slottets stab at han ikke ville forstyrres.
Da sønnen alligevel valgte at brase ind i biblioteket kiggede de lyse øjne derfor også op fra bogen med et skarpt blik. Et øjeblik var han ellers blevet narret til at tro at deres sidste samtale havde haft en form for effekt, eksemplarisk som sønnen havde opført sig, men da han begyndte at kaste anklager efter sit fædrene ophav strammede minen sig til, selvom forundringen dog også fandt en plads i hans øjne. Han havde ingen ide om hvad knægten talte om.
"Du har fortalt nogen om din søster?" Tonen var skarp, og ignorerede hans anklager, men fokuserede i stedet på det væsentlige i det han sagde.

Nicholas blik var skeptisk, som han betragtede sin yngste søns søforklaringer. Han havde ingen anelse om hvilket pigebarn han fablede om, men tydeligvis havde han valgt at indvige denne Iseabail i familiehemmeligheder er ikke vedkom nogen udenfor Malfoyslægten. Faktisk kom det en smule bag på rådmedlemmet at Paxton overhovedet kendte til hans søsters skrøbelige sindstilstand. Han godtog derfor heller ikke forklaringen om at den formodede skoleveninde havde fundet ud af det på egen hånd. Han brød sig ikke om at blive løjet for, særligt ikke af sine børn, men selvom knægten foran han tydeligvis var i gang med at fortryde at han overhovedet var trådt ind på biblioteket, gav han ham en sidste chance for at forklare hvad han fablede om.
"Har hun måske mødt Ethelburga? Eller er det blevet moderne blandt jer unge mennesker at afhøre hinanden under indflydelse af veritaserum?" Han kiggede afventende på sin søn. Det var tydeligt at han ikke ville godtage at knægtens forklaring havde noget at gøre med de to forslag.

Nicholas' ansigt blev ikke mildere af at sønnen krøb til korset og indrømmede hvad han havde gjort. Bogen lagde han fra sig på bordet, og rejste sig derefter op i sin fulde højde, så han kunne stirre ind i øjnene på knægten der tydeligvis ikke var klar over hvad han havde gjort. Ethelburga var måske ikke længere hans ansvar, men derfor var hun stadig en Malfoy. De ting han var blevet nødt til at gøre for at tæmme hende hørte til indenfor husets fire vægge, og ikke i ørerne på ligegyldige Hogwartspiger. Det var tydeligt på den kolde mine at sønnen var gået over stregen. Tryllestaven blev i en rolig bevægelse trukket fra bæltet, og samlede sig sammen med hans hænder på ryggen, mens det lyse blik hvilede på hans uvorne afkom.
"Ethelburga betyder mere end din løgnhals." Han fnøs let, og lod blikket glide op og ned af knægten.
"Hvad havde du tænkt dig at opnå ved at brase herind, med dine beskyldninger?" Øjenbrynet løftede sig let afventende, mens tryllestaven forblev på ryggen.

Sønnens mangel på respekt fik hånden til at stramme sig om tryllestaven bag hans ryg. Han var ikke sikker på hvad der var gået af knægten på det seneste, men han brød sig ikke om det. Stadig virkede det til at han blev anklaget for en gerning han ikke havde nogen part i, og dog var sønnens anden beskyldning langt værre end den første. Han anede ikke hvad han talte om. Det var ikke fordi at det gav ham nogen velbehag at fjerne Ethelburgas minder, til hendes sind var en usammenhængende drøm, men han havde gjort hvad der var nødvendigt for at bevare familiens ansigt udadtil. Malfoyfamiliens omdømme var alt, og langt vigtigere end et fjollet pigebarn.
"Din søster er ikke rask i sit sind. Jeg har kun gjort hvad der var nødvendigt. Til gengæld har jeg ikke rørt din lille veninde, men hvis du bliver ved med at være uopdragen kan jeg godt få dig til at glemme hende, eller ønske at du aldrig havde fortalt mig hendes navn." Hans tone var rolig, fattet, og dog var truslen ikke til at tage fejl af. Nicholas ville ikke tillade at hans afkom brugte den tone overfor ham.

Nicholas havde forventet en smule mere modstand fra sønnen, end at han blot villigt stillede sig op og tog imod hans straf. Hånden strammede sig om tryllestaven. Det kløede i de gamle fingre efter at lade ham vride sig i smerte, måske lære ham en smule respekt, men han ville ikke få andet end yderligere trods ud af det hvis han gjorde det nu. På den anden hånd var det at slette drengens minder for nemt. Nic havde altid nydt en udfordring, og at knække den trodsige søn, skulle åbenbart være hans næste. Tålmodighed i disse sager var en dyd han var vel trænet i, og derfor rystede han også blot på hovedet og afviste at give sønnen hvad han gerne ville have.
"Du har jo været ærlig overfor mig som jeg forlangte.. Så hvorfor skulle jeg straffe min yngste søn? Du er ikke min tyende, men mit kød og blod, nej.. I stedet har jeg en belønning til dig.. Jeg har fundet dig en hustru." Han holdt en kunstpause for at lade ordene synke ind.
"Når du er færdig på Hogwarts skal du giftes med Rosamund of Burgh." Han var temmelig sikker på at den skrappe pige ikke faldt i sønnens smag, nu han gik og delte hemmeligheder med lavtbårne piger, og i stedet fandt et lille, farligt smil frem til hans læber som om han var meget bevidst omkring giften i hans gave.

Nicholas løftede blot et enkelt øjenbryn ved sønnens reaktion. Han havde måske håbet på en smule mere elendighed, men knægten prøvede tydeligvis at skyde følelsen fra sig. Endnu engang strammede grebet sig om tryllestaven, men sikker som han var i sin egen autoritet forblev den bag hans ryg.
"Måske fortjener du ikke bedre.. Hvis ikke din opgave var at give mig en søn jeg kunne være bekendt at kalde en Malfoy, havde jeg viet dig bort til Muldoon." Han ville ikke høre på sønnens beskyldninger, der var ingen hold i dem, siden Burgh var en god familie..
"Men siden du er så observant på dine søskendes vegne, er det sikkert heller ikke gået dig forbi at Lady Malfoy endnu ikke har undfanget en søn. Det bliver derfor din fornemmeste opgave at putte en i Lady Burgh når i er færdige på Hogwarts, om jeg så skal tøjre jer sammen i brudesengen." Hans tone var blevet en smule skarpere. Det var tydeligt at det ville blive som han sagde det, den gamle drage var snart træt af hans tåbelige trods.

Nicholas løftede et enkelt øjenbryn da sønnen endelig knækkede og valgte at fortælle ham hvordan han følte omkring ægteskabet til hans ansigt. På trods af at de stod så tæt virkede den aldrende troldmand til at være temmelig upårvirket, og hans eneste umiddelbarre handlig var at svinge tryllestaven en enkelt gang rundt i rummet med et afdæmpet Muffliato, så resten af festen ikke blev forstyrret af sønnens udskejelser.
Derefter kiggede han på sønnen i et langt sekund før han endelig åbnede munden.
"Tro mig, havde jeg kunne var du blevet fodret til svinene, men du er min søn, og nu hvor det ikke kan være anderledes, har jeg udført min ret som dit fædrende ophav, og planlagt din fremtid. Sanctimonia vincent semper. Bær det med stolthed, for det bliver som jeg har sagt." Han udtalte de gamle familieord med en hvis selvhøjtidelighed før det skarpe bliv vendte tilbage til at nedstirre hans yngste søn.