Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
D. 28/29 januar 1360, sent om aftenen Paxton havde forvandlet sig til den perfekte søn denne aften, han havde gjort som sine forældre sagde til punkt og prikke og tilmed opført sig som en glimrende vært. Han havde danset med alle de unge kvinder, selv de grimme af dem og talt pænt til alle hans faders vigtige forbindelser. Man skulle næsten tro at det var løgn og det var det selvfølgelig også. Ind i mellem gik han tilbage på sit værelse, for at sparke til et eller andet og få sine frustrationer ud, men ud over det kunne man ikke sætte en finger på ham.
Da festlighederne efterhånden var ved at være færdige og midnatstimen var passeret for længst, fandt Paxton sin fader alene i biblioteket, hvor de så ofte havde deres bedste samtaler. Han vidste han ikke ville forstyrres og husalfen der rendte i hælene på ham, havde da også forsøgt at fortælle ham det. Paxton marcherede hen imod ham, med tryllestaven gemt i sit ærme. "Hvad er der galt med dig? Du havde ikke behøvet, at slette alle Iseabails minder om mig, bare fordi jeg fortalte hende om Ethel og vores helt sindssyge familie?" Snerrede han vredt og så direkte ind i sin faders blik.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 5, 2017 0:00:42 GMT
Nicholas havde trukket sig tilbage for aftnen og havde placeret sig selv i en af de magelige stole, med en gammel bog om fortidens druider. Han var blevet for gammel til at feste hele natten, og vidste at hans hustru ville sørge for at underholde gæsterne i hans fravær. Efter en nat med både ønsket og uønsket selskab var det hans måde at slappe af, og han havde derfor også gjort det tydeligt for slottets stab at han ikke ville forstyrres. Da sønnen alligevel valgte at brase ind i biblioteket kiggede de lyse øjne derfor også op fra bogen med et skarpt blik. Et øjeblik var han ellers blevet narret til at tro at deres sidste samtale havde haft en form for effekt, eksemplarisk som sønnen havde opført sig, men da han begyndte at kaste anklager efter sit fædrene ophav strammede minen sig til, selvom forundringen dog også fandt en plads i hans øjne. Han havde ingen ide om hvad knægten talte om. "Du har fortalt nogen om din søster?" Tonen var skarp, og ignorerede hans anklager, men fokuserede i stedet på det væsentlige i det han sagde.
Paxton stivnede svagt over hans spørgsmål, det lignede ikke hans fader at spille dum, hvis han reelt vidste hvad der skete. Et usikkert blik dukkede op i hans øjne, mens han trådte et skridt baglæns. Han havde været så sikker på at det måtte have været hans fader der havde gjort det, men pludselig dannede tvivlen sig i hans tanker. "Øhm.. Nej, det gjorde jeg ikke." Sagde han derfor og trak på skuldrene. "Hun fandt ud af det selv, det var ikke meningen." Hans løgn var dårlig, fordi han måtte komme frem med en undskyldning så hurtigt. Sandheden var, at han havde undret sig over hvorfor Nicholas ikke havde gjort noget for at straffe ham, men hvis det ikke var hans fader der havde opdaget det, så forklarede det en del. Det betød også, at Paxton var på den.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 6, 2017 1:08:13 GMT
Nicholas blik var skeptisk, som han betragtede sin yngste søns søforklaringer. Han havde ingen anelse om hvilket pigebarn han fablede om, men tydeligvis havde han valgt at indvige denne Iseabail i familiehemmeligheder er ikke vedkom nogen udenfor Malfoyslægten. Faktisk kom det en smule bag på rådmedlemmet at Paxton overhovedet kendte til hans søsters skrøbelige sindstilstand. Han godtog derfor heller ikke forklaringen om at den formodede skoleveninde havde fundet ud af det på egen hånd. Han brød sig ikke om at blive løjet for, særligt ikke af sine børn, men selvom knægten foran han tydeligvis var i gang med at fortryde at han overhovedet var trådt ind på biblioteket, gav han ham en sidste chance for at forklare hvad han fablede om. "Har hun måske mødt Ethelburga? Eller er det blevet moderne blandt jer unge mennesker at afhøre hinanden under indflydelse af veritaserum?" Han kiggede afventende på sin søn. Det var tydeligt at han ikke ville godtage at knægtens forklaring havde noget at gøre med de to forslag.
Paxton blev meget stram i ansigtet mens Nicholas talte. Forslagene var helt hen i vejret og han brød sig ikke helt om det. Den unge mand overvejede om det ville være klogt at digte en historie op over faderens tanker, men hans intuition fortalte ham, at han hellere måtte krybe til korset på en mere logisk måde. "Nerj.. Jeg kom til at nævne det for hende.. " Sagde han og trak på skuldrene som om det ikke rigtig var en særlig alvorlig ting han havde sagt. Nonchalant strøg han fingrene gennem håret og rettede sig lidt op, mens han betragtede sine fader. "Er det virkelig så galt? Ethel er jo ikke af nogen betydning." Sagde han og pressede sine læber mod hinanden.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 6, 2017 21:01:48 GMT
Nicholas' ansigt blev ikke mildere af at sønnen krøb til korset og indrømmede hvad han havde gjort. Bogen lagde han fra sig på bordet, og rejste sig derefter op i sin fulde højde, så han kunne stirre ind i øjnene på knægten der tydeligvis ikke var klar over hvad han havde gjort. Ethelburga var måske ikke længere hans ansvar, men derfor var hun stadig en Malfoy. De ting han var blevet nødt til at gøre for at tæmme hende hørte til indenfor husets fire vægge, og ikke i ørerne på ligegyldige Hogwartspiger. Det var tydeligt på den kolde mine at sønnen var gået over stregen. Tryllestaven blev i en rolig bevægelse trukket fra bæltet, og samlede sig sammen med hans hænder på ryggen, mens det lyse blik hvilede på hans uvorne afkom. "Ethelburga betyder mere end din løgnhals." Han fnøs let, og lod blikket glide op og ned af knægten. "Hvad havde du tænkt dig at opnå ved at brase herind, med dine beskyldninger?" Øjenbrynet løftede sig let afventende, mens tryllestaven forblev på ryggen.
Paxton krøb ikke under faderens blik, selvom han burde og det var klogest at vise ham den respekt, han mente han fortjente. I stedet for rankede han sig en anelse, han var snart ikke den lille knægt som han havde været længe. Den ældre troldmands fornærmelse huede ham ikke, en lille trækning dukkede op på hans læber, det var alt. "Få dig til at ændre det. Hun er ikke dum. Hun ved godt hun ikke skal sladre." Sagde han og løftede det ene øjenbryn, mens et mindre smil dukkede op på hans læber. "Det må være hårdt, at være så lidt istand til at kontrollere sin familie, at man bliver nødt til at hviske deres hukommelse ud." Sagde han og blottede sine tænder i et hånende smil.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 0:01:11 GMT
Sønnens mangel på respekt fik hånden til at stramme sig om tryllestaven bag hans ryg. Han var ikke sikker på hvad der var gået af knægten på det seneste, men han brød sig ikke om det. Stadig virkede det til at han blev anklaget for en gerning han ikke havde nogen part i, og dog var sønnens anden beskyldning langt værre end den første. Han anede ikke hvad han talte om. Det var ikke fordi at det gav ham nogen velbehag at fjerne Ethelburgas minder, til hendes sind var en usammenhængende drøm, men han havde gjort hvad der var nødvendigt for at bevare familiens ansigt udadtil. Malfoyfamiliens omdømme var alt, og langt vigtigere end et fjollet pigebarn. "Din søster er ikke rask i sit sind. Jeg har kun gjort hvad der var nødvendigt. Til gengæld har jeg ikke rørt din lille veninde, men hvis du bliver ved med at være uopdragen kan jeg godt få dig til at glemme hende, eller ønske at du aldrig havde fortalt mig hendes navn." Hans tone var rolig, fattet, og dog var truslen ikke til at tage fejl af. Nicholas ville ikke tillade at hans afkom brugte den tone overfor ham.
Paxton havde ikke meget at tabe, minderne om Iseabail fyldte ham blot med smerte og hvis Nicholas ville tage dem fra ham, havde han ikke rigtig noget imod det. Derfor smilede han antydningsvist, mens han strammede grebet om sin tryllestav, som han havde fat i, gemt under sit ærme. "Fint." Sagde han og lagde hovedet let på skrå, mens han trak på sine skuldre. "Hvad skal det være? Minder eller afstraffelse? Jeg tager imod alt. Sir." Bemærkede han og løftede sine øjenbryn, mens han sendte den ældre mand endnu et lettere nedladende blik. Han havde ikke meget respekt for sin fader tilbage og den lille rest der var, var mest baseret på frygt.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 0:35:04 GMT
Nicholas havde forventet en smule mere modstand fra sønnen, end at han blot villigt stillede sig op og tog imod hans straf. Hånden strammede sig om tryllestaven. Det kløede i de gamle fingre efter at lade ham vride sig i smerte, måske lære ham en smule respekt, men han ville ikke få andet end yderligere trods ud af det hvis han gjorde det nu. På den anden hånd var det at slette drengens minder for nemt. Nic havde altid nydt en udfordring, og at knække den trodsige søn, skulle åbenbart være hans næste. Tålmodighed i disse sager var en dyd han var vel trænet i, og derfor rystede han også blot på hovedet og afviste at give sønnen hvad han gerne ville have. "Du har jo været ærlig overfor mig som jeg forlangte.. Så hvorfor skulle jeg straffe min yngste søn? Du er ikke min tyende, men mit kød og blod, nej.. I stedet har jeg en belønning til dig.. Jeg har fundet dig en hustru." Han holdt en kunstpause for at lade ordene synke ind. "Når du er færdig på Hogwarts skal du giftes med Rosamund of Burgh." Han var temmelig sikker på at den skrappe pige ikke faldt i sønnens smag, nu han gik og delte hemmeligheder med lavtbårne piger, og i stedet fandt et lille, farligt smil frem til hans læber som om han var meget bevidst omkring giften i hans gave.
Paxton rynkede på næsen så snart hans fader kom til ordet 'giftes' og navnet på den han ville blive forlovet med, fik ikke hans mine til at forsvinde helt. Han løftede sine øjenbryn en smule ligegyldigt og rystede på hovedet, mens han trak arrogant på smilebåndet. "Hvor desperat er du? En Burgh? Jeg troede vi kunne gøre bedre." Bemærkede han og pustede skødesløst til en krølle fra sit hår. "Og hvad hvis jeg siger nej? Fordi det tror jeg at jeg gør. Der er ingen grund til at jeg skal giftes så hurtigt. Specielt ikke når det går så godt med min brors ægteskab" Sagde han og mødte sin faders blik, lettere afventende. Han vidste skam godt, at det kommende ægteskab ikke var noget han kunne diskutere.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 0:53:51 GMT
Nicholas løftede blot et enkelt øjenbryn ved sønnens reaktion. Han havde måske håbet på en smule mere elendighed, men knægten prøvede tydeligvis at skyde følelsen fra sig. Endnu engang strammede grebet sig om tryllestaven, men sikker som han var i sin egen autoritet forblev den bag hans ryg. "Måske fortjener du ikke bedre.. Hvis ikke din opgave var at give mig en søn jeg kunne være bekendt at kalde en Malfoy, havde jeg viet dig bort til Muldoon." Han ville ikke høre på sønnens beskyldninger, der var ingen hold i dem, siden Burgh var en god familie.. "Men siden du er så observant på dine søskendes vegne, er det sikkert heller ikke gået dig forbi at Lady Malfoy endnu ikke har undfanget en søn. Det bliver derfor din fornemmeste opgave at putte en i Lady Burgh når i er færdige på Hogwarts, om jeg så skal tøjre jer sammen i brudesengen." Hans tone var blevet en smule skarpere. Det var tydeligt at det ville blive som han sagde det, den gamle drage var snart træt af hans tåbelige trods.
Paxton havde indtil videre formået at holde sig på afstand til de følelser han reelt havde, men da faderen begyndte at tale, vendte vreden tilbage i den unge mands blik og begyndte at tage overhånd. Da han endelig var færdig med sit vandfald af ord, stirrede Paxton sammenbidt ind i hans faders øjne. "Jeg.. Vil.. ikke.. giftes.." Snerrede han og trådte et skridt tættere på sin fader og stak næsen helt ind i ansigtet på ham. "Og jeg ville langt hellere være en del af Muldoon familien end vores syge udgave af en fuldblodsslægt!" Sagde han så højlydt, at dem der gik forbi udenfor døren nok ville høre ham.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 7, 2017 1:29:04 GMT
Nicholas løftede et enkelt øjenbryn da sønnen endelig knækkede og valgte at fortælle ham hvordan han følte omkring ægteskabet til hans ansigt. På trods af at de stod så tæt virkede den aldrende troldmand til at være temmelig upårvirket, og hans eneste umiddelbarre handlig var at svinge tryllestaven en enkelt gang rundt i rummet med et afdæmpet Muffliato, så resten af festen ikke blev forstyrret af sønnens udskejelser. Derefter kiggede han på sønnen i et langt sekund før han endelig åbnede munden. "Tro mig, havde jeg kunne var du blevet fodret til svinene, men du er min søn, og nu hvor det ikke kan være anderledes, har jeg udført min ret som dit fædrende ophav, og planlagt din fremtid. Sanctimonia vincent semper. Bær det med stolthed, for det bliver som jeg har sagt." Han udtalte de gamle familieord med en hvis selvhøjtidelighed før det skarpe bliv vendte tilbage til at nedstirre hans yngste søn.
Paxtons vrede forsvandt fra hans blik og blev erstattet af et lettere vanvittigt udtryk, mens han trådte et skridt tilbage og blottede sine tænder i et bredt smil. "Sandt nok. Du har bragt mig til verden og så længe jeg lever, er dit ord min lov." Sagde han og mødte sin faders blik, med et lettere besejret udtryk i sit ansigt. Et øjeblik efter, havde han peget sin tryllestav mod sin ene arm og mumlet besværgelsen 'Diffindo'. Det sortnede for hans blik da han faldt ned på knæ og mærkede blodet flyde ned ad sin arm. Samtidig smilede han en anelse, velvidende, hvor meget Nicholas ville tabe hvis han døde. Husalfen, der havde stået i baggrunden siden Paxton var marcheret ind på biblioteket, skyndte sig at springe efter hjælp.