Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Annea havde aldrig været direkte i kontakt med Black slægten. Hun kendte dem fra sin tid på Hogwarts, og hun hørte om dem i de spor af diplomatiske diskussioner, der forekom i det Aquitinske gods, som hun var heldig at overhøre. Hun vidste at sin far havde kontakt med dem, når han skulle gøre forretninger, men ellers var det et nyt område for hende. En gift kvinde var del af taktiske forbindelser, som repræsentant for sin familie, men til sin skuffelse følte Annea på grund af sit køn, efter ægteskabet, at hun ofte blev bagatelliseret med sine evner, selv om hun besad mange af dem og var yderst belæst. For det meste følte hun at de sider af hende der bar engagement i omverdenen forblev uset, nu hun havde fået en ny rolle som hustru.
Det var derfor med en sær fornemmelse, da Guiscard og Filippa havde valgt at slæbe deres svigerdatter med, da de havde ærinder at ordne med Black familien. Jacquet havde ikke haft mulighed for at deltage, men det var efter hånden ikke noget nyt for Annea, og hun havde indset at mange ting måtte hun gøre uden ham. Hans små diplomatiske missioner var mange, og når hun eller svigermoderen forsøgte at forhindre ham, blev han i dårligt humør. Hun anså ikke at hun skulle være andet end ekstra underholdning som gæst, alligevel var hun en anelse spændt. Specielt fordi – hun kom for sent til middagen med mere end 1 time, og det var med vældig hast at hun genfandt fodfæstet i den grønne ild, da susepulveret havde transporteret hende ind i pejsen et sted i Black slægtens gods. På nær var hun ved at miste balancen, så de første skridt ud af pejsen blev akkompagneret af viftende arme. Når hun havde vundet kampen om ikke at vælte i den store pompøse kjole, rettede hun på skørtet og sit bølgede hår. Rummet hun ankom i så ud til at være tomt, så de befandt sig nok et andet sted på godset. Men det gav Annea en perfekt mulighed for at gå lidt rundt og betragte de mange malerier og den typiske engelske adelsarkitektur.
Et specielt maleri af en vis ung mand faldt hende i øjnene, og som hun kørte fingeren hen af rammen læste hun op for sig selv. ”Alfred Black. Det eeer.. Den ældste søn, så vidt jeg husker”. Hun smilte bly for sig selv. Han var pæn. Selv om at han ikke smilte på billedet, en vane mænd af magt ofte havde, udstrålede han en vis charme i det.
At der var inviteret gæster var der intet nyt i, det var derimod ganske almindelig når Black-slægtens overhoved var ingen ringere end Cerdic Black, en mand der var kendt for at være dygtig politisk, men som samtidigt elskede fest og farver, måske ligeså meget som han elskede politik, hvis ikke mere. Det var dog ingen fest denne aften, nærmere.. en middag afholdt mellem Black og d'Montacute. Den eneste grund til at Alfred ikke havde deltaget ved denne middag, var hans pligter som vogter. En mission han havde været sendt ud på tidligere samme dag, og som havde trukket ud, desværre. Det havde bestemt ikke været planen, denne forsinkelse altså, og netop derfor, var humøret ikke specielt høj da han omsider nåede hjem. Af en mand der elskede regler, planer og overholdelse af aftaler, var det næsten for meget. Heldigvis havde han da haft mulighed for at sende besked hjem omkring det, så forældrene var orienteret. Det sidste han ønskede på sig var rygter om manglende opdragelse eller pli.
Netop derfor var han netop på vej ned ad godsets gange da lyden af en gæsts ankomst meldte sig. Helt stille gik den slags trods alt ikke for sig når en person valgte magikernes traditionelle transportmiddel. Af ren nysgerrighed, og formentlig for at sikre sig at det ikke var en ubuden gæst der snagede, gik han nærmere værelset han havde hørt lyden komme fra. Døren blev åbnede langsomt - og ubevidst også lydløst - og han kastede et blik derinde. De blågrå øjne fæstnede sig mod en kvinde, blikket gled over hende, men fordi hun stod med ryggen til, blev det blot svære at genkende hende. De blonde krøller kunne tilhøre hvem som helst, trods alt.
Kvinden var standsede ved et maleri af ham selv, og til stadighed fulgte han hende med blikket mens han langsomt trådte nogle skridt ind i rummet. Rank stoppede han op, hænderne foldede bag ryggen, og hovedet løftede på sin sædvanlige facon og givende indtrykket af en stolt og lettere arrogant mand. "De husker korrekt.." brød hans stemme stilheden omkring dem efter hendes udtalelse.
Post by Annea d’Montacute on Jan 23, 2017 17:07:29 GMT
Annea var lidt forvildet i sine tanker som hendes brune dådyrblik gled hen over maleriet og de indtryk det gav hende. Det virkede på en eller anden måde næsten hjemligt i forhold til Aquitaine. Det gav sig selv – Det var engelsk. Det var London, som hun kendte det og som hun havde levet iblandt i hele sin barndom. På trods af det maskespil der altid var i adlen, så virkede det trygt, og som hun gled hovedet på sned, rødmossede hendes kinder let.
Den mørke stemme der brød stilheden fik hende til at spjætte og komme med et lille hvin, da hun vendte sig om og så den selvsamme mand som på billedet i egen person foran sig. Hun blinkede befippet. Hun havde taget sig til brystkassen og måtte tage et par dybe indåndinger for at presse hjertet ned på plads igen. ”Dee.. De forskrækkede mig” var det eneste og første der kom til tanke. Selv om der var varmt, kunne Annea mærke hvordan en kuldegysning spredte sig hen over hendes hud. Hvad ville han da ikke tænke at hun lavede, sådan som hun havde kigget på maleriet? Der var ikke stor sandsynlighed for at hun kunne løbe med sådan et stort maleri, så tyv regnede hun ikke med at han kunne tænke om hende. Det var mere bare at hun var blevet fanget iii… Hvad end hun så havde lavet. Og hun var ikke engang sikker på at hun selv vidste det.
Hans udstråling sendte en form for æresfrygt igennem hende. Han var intimiderende. Beregnende. Alligevel virkede noget ved ham dragende. Der gik en del spørgsmål igennem hendes hoved, nysgerrig som hun med sit ungsind var. Familiens historie. Hvordan de havde opnået så meget magt. Hun vidste at de var tilknyttet troldmandsrådet. Nok var hun selv en del af adlen, men slet ikke af sådan en position og alene af den grund havde hun svært ved at forestille sig det. Annea blik mødte Alfreds, og hun kunne ikke få sig selv til at kigge væk. Der var noget ved ham der var som at kigge i en personificeret bog. Der var noget ved den kølige aura hun kunne forholde sig til. Hun havde kigget på Jacquet på samme måde den første gang hun så ham. Men Jacquet var et fjummerhoved uden tålmodighed til at tage hende seriøst. Det her var anderledes.
Hun lukkede sit guldbroderede sjal tættere om sine skuldre og nejede. ”Uhm… Godaften. Jeg undskylder ærbødigst. Det var ikke min mening at snage omkring”. Eller jo. Lidt? Måske.
At han havde sneget sig ind på hende og nu forskrækkede hende sådan som han brød stilheden, var vidst ret tydeligt ved måden hun reagerede på. Hendes ord efterlod heller ingen tvivl for de sags skyld. "Om forladelse, det var ikke min mening at snige mig ind på Dem.." faldt svaret blot mens han stod rank ved døren, og egentlig uden at se specielt beklagende ud. Han stod rank, rolig og med hænderne foldede bag ryggen nu mens hun stirrede på ham. Det ene bryn blev skudt i vejret, og da hendes blik faldt i hans, måtte det blot blive hævet en ekstra grad.
Naturligvis så han hende an, som hun gjorde ved ham, og han noteret sig hendes ungdommelig træk, og vurderede hende til ikke at vær en dag over de tyve, hvis ikke yngre. Spørgsmålet var blot, hvem hun var, og hvad hun foretog sig der helt alene. Øjeblikket efter nejede hun, og han reagerede ved at bukke høfligt for hende som reglen nu forskrev. "Det håber jeg så sandelig heller ikke. Jeg syntes ikke at kunne genkende dem, hvem har jeg ære af at stå overfor..?" endte han med at spøge. På en eller anden måde måtte han f hendes identitet fastslået, og så måtte hun jo fortælle hvem i alverden hun var.
Post by Annea d’Montacute on Jan 23, 2017 22:33:25 GMT
Annea så op på ham og holdt posituren i den nejende position i et par sekunder. Da han hævede øjenbrynet op i hårgrænsen, flakkede hendes opmærksomhed væk og ned i gulvet, og det gik op for hende at hun måske havde kigget for længe og var forekommet uhøflig. Det var ufortrødent, men hun skulle jo forekomme som fra sin bedste side. Og hans manglende mimik slog hende lidt ud af den. Med lidt mod fik hun ranket sig, rettede på sit skørt igen, sank en klump, før hun så op og etablerede øjenkontakt med ham igen, dog en anelse mere nervøst. Hun ville ikke kommentere mere på maleriet og hendes arrangement i det, så i stedet sprang hun elegant over hans kommentar og tog en dyb indånding.
”Uh, Annea d’Montacute, Lord Black. Jeg oplevede… forhindringer og har først formået at komme nu. Jeg beklager meget. Jeg ved at min familie har været her i lidt tid”. Visse forhindringer som usamarbejdsvillige kjoler var af og til vigtige at tage sig af. Men det var ikke noget hun havde tænkt sig at udrede for den fornemme adelsherre.
Var det ham, eller virkede pigebarnet nervøs? Og hvorfor tænkte han hende som en mus der netop var levet trængt op i en krog? Han var ikke sikker, men at se på hende, fik tanken til at skyde gennem hans hoved. Uanset hvad, havde hun selv placeret sig i denne situation!
Omsider faldt en præsentation, og det var heldigvis et svar der kastede lys over situationen. En af gæsterne, blot ankommet en del senere end de andre. Hun undskyldte dog, og i grunden kunne han ikke vide hvad der havde holdt hende tilbage, alligevel kunne han ikke andet end forestille sig det formentlig havde været noget fuldstændig ligegyldigt.
"Javel ja. I så fald, må jeg hellere eskortere Dem til Deres familie Lady Annea.." faldt svaret roligt og afbalanceret, udtrykket stadig ligeså køligt og distanceret som det altid var med ham. "Medmindre..der skulle være en anden årsag til at de ønsker at blive her? Eventuelt flere malerier De ønsker at se nærmere på..?" det ville egentlig ikke undre ham hvis der var, for det var en selvfølge af folk fandt hans familiehistorie spændende, han var trods alt en Black, og Black familien havde alle dage været spændende. Uden tvivl deri. At han var en stolt mand på den front, blev der heller ikke lagt skjul på.
Post by Annea d’Montacute on Jan 24, 2017 20:45:18 GMT
Annea snoede en lok af de blonde bølger om sin finger, og et lille skævt smil spirede frem på den unge kvindes læber. Hendes blik gik fra Alfred og om ved den lange gang bag ham. Hun havde en ide’ om at det var et stort sted. Og hvis hun skulle ind til middagen, skulle hun sidde stille i flere timer og snakke om kedelige ting hun egentlig ikke havde lyst til. Hvis hun over hovedet ville blive spurgt. Der var ofte for vane at overhovederne førte slagets gang under middage, så en del af hende trak imod at bevæge sig andetsteds. Med et halvkvalt grin foldede hun hænderne og smilte nuttet til adelsherren foran sig. ”Meget vel, når nu De spørg, såå er jeg faktisk ikke så sulten lige nu. Jeg føler lidt at jeg mangler at indhente lidt appetit. Og Deres ejendom ER et vældigt spændende sted, Lord Black”.
Den petite heks gled sit blik rundt i rummet igen før hun tog et par skridt hen imod Alfred. ”Rent faktisk er det endnu mere spændende, nu De er her. Der må være sååå meget De kan fortælle!” I modsætning til Alfreds iskolde blik, var Anneas varmt og opsøgende, og denne gang påvirkede kulden hende pludselig ikke det mindste. Det kunne hun ikke lade den, når hun havde sat sig en lille plan og agenda for. ”Min far har snakket om det her sted en del gange, da jeg var lille. Det er interessant at være her selv. Jeg ville elske at se mere”.
Hun fik med lethed og elegance klemt sig forbi Alfred i døråbningen, selv om der ikke var særligt meget plads. På vejen sendte hun ham sit mest charmerende dådyrblik og smil, viftende med de lange øjenvipper. ”Jeg håber ikke at De har noget imod det, Lord Black? De ved – I det gode naboskabs navn. Og alt det der”. Han fik ikke lov til at svare før Annea havde begivet sig ned af den næste lange gang hun stødte på, med en fart og kådhed som en kulret då i vår.
Nok havde han tilbudt det, men egentlig havde hans forventning været at det ikke ville blive accepteret. Dels fordi hendes tilstedeværelse ikke var blevet annonceret, dels fordi hun ville rende rundt med ham på egen hånd og uden en anstandsdame, og dels fordi de rygter der gik om ham ikke just var varme eller kærlige. Han gad ikke andres selskab, ikke for at hygge, og da slet ikke når de ikke var familie og oven i købet var kvinder.
"Min faders ejendom.." skyndte han sig at rette hende, det var ikke hans før faderen engang gik bort, og indtil da, ønskede Alfred at have titlerne på plads så der ikke var nogen tvivl. Hun lod ham dog ikke tale ud før hun fortsatte, og hans bryn skød atter i været. Før han havde set sig om, havde pigebarnet mast sig forbi ham, og naturligvis strejfede de hinanden ved døren sådan som hun klemte sig forbi, han var trods alt ingen lille mand,
"Er De nu sikker på at Deres fader vil finde det sømmeligt at de render rundt her med kun mig? Tillad mig at udtrykke min bekymring for Deres ry, my lady. Ser de, jeg ønsker ikke at være årsagen til at De får ødelagt Deres omdømme" at hun så rent faktisk var gift ind i familien og ikke en datter, havde han ingen ide om, han havde af gode grunde ikke gidet sætte sig ind i hendes familiehistorie, kendte hendes mand tilstrækkeligt til at vide hvem han var, men hans hustru.. ja det betød intet for ham. Og hvad angik hans ord, så var det nu ikke så meget hendes ry som hans eget omdømme han tænkte på.
Post by Annea d’Montacute on Jan 25, 2017 22:19:00 GMT
Da først Annea havde sat farten ned efter få skridt, og hun over skulderen kunne se at Alfred var nået hen til hende fortsatte hun. ”Ja da, selvfølgelig. De er da ikke forbandet, er De det? Og min fader er ikke her”.
Blondinen snurrede rundt om sig selv et par gange og så op mod herren igen, ikke mindre munter end før. Hun kunne forekomme naiv, men det var langt far tilfældet. Som enedatter i et kuld af ældre brødre, og med en fysik som en porcelænsdukke vidste hun, hvordan hun skulle få sin vilje uden at virke påtrængende. I det her tilælde: At få tid til at snakke med den mystiske Alfred Black fra maleriet og måske lære ham lidt at kende.
”Rent faktisk – er her ikke nogen som helst. Og hvad er der at sige der skulle forstyrre mit ry, Lord Black? Hvis De ikke ønsker at ødelægge mit omdømme, kan De så ikke bare lade være?” De brune dådyrøjne sendte ham endnu et blomstrende blik med de lange øjenvipper, og et lille muntert grin undslap hendes rosa læber. Ufortrødent fortsatte hun ned af gangen i langsomt tempo. Det morede hende tydeligt.
Hendes svar, direktheden, tonen, og ... hendes flagrende opførsel, det var alt samen noget der fik Alfred til at standse op og betragte hende opmærksomt. Denne blondine, hun var da ikke helt klog i hovedet. Var hun ikke adelig? Kendte hun ikke til normerne? Nok var hendes fader ikke tilstede, men hun havde absolut ingen forebehold mod at rende rundt et fremmed sted med en fremmed person. Skulle han gøre hende noget, ville alle beskyldninger tilfalde hende, sådan var det, kvinderne fik skylden fordi de ofte kunne friste mænd, eller fordi de gav sig for let. Han gik dog udefra at Annea var en heks, og så måtte hun virkelig være dygtig med en stav siden hun satte sig selv i en situation som denne.
"Det kommer vel hel an på hvad De betragter som værende forbandet, Lady Annea.." svarede han langsomt. I manges øjne, skete der ting og sager bag Black-murene, så mon ikke hun skulle være forsigtig?
Hun fortsatte, og forekom ham ganske enkelt så naiv. Han kunne ikke gøre sig klog på hvorvidt det var skuespil eller om hun reelt var så.. tomhjernet. Sidstnævnte var en tanke han fik om de fleste kvinder, egentlig var det kun kvinderne i hans familie der ikke hørte ind under denne kategori, dermed betød det hans søster og moder. Brynet skød derfor satter i vejret, og han måtte følge hende modvilligt i det hun bare rendte videre. Det spændte i kæben som han bed tænderne sammen, og hænderne blev foldede bag ryggen. "Jeg advare Dem blot om hvad problemer De kan ende ud i, resten er op til Dem.." svarede han blot med kølig distrance i blikket.
Post by Annea d’Montacute on Jan 27, 2017 12:32:46 GMT
Anneas opmærksomhed løb mellem Alfred og arkitekturen i gangene, men hans respons fik hende til at stoppe op og ligeledes folde hænderne foran sit skød. Hun kiggede op på Alfred, aflæsende og seriøst. ”Det forstår jeg meget vel, Lord Black”. Den unge heks vidste godt hvad der kunne ske. Det havde i Aquitaine været ved at gå galt for hende, da hun fulgte en mand afsides, og han havde forsøgt at forgribe sig på hende. Oplevelsen havde brændt sig ind i hendes hukommelse, men den forekom alligevel lidt fjernt. Fjernt nok til at den ikke overrumplede hendes nysgerrighed, der vejede lige så tungt som før hændelsen. Men den havde gjort hende mere påpasselig. Hun var blevet en skade klogere, og hun var altid mere på vagt når hun var alene. Og hendes stav blev altid holdt i et fast greb og inde for rækkevidde.
Hun noterede sig af Alfreds kropssprog. Hun var dygtig til at opfange detaljer, selv om hun ikke altid vidste hvad hun skulle gøre ved dem, og ud fra det han sagde gik der et par analyser i gang hos hende. Hun prøvede at aflæse om han udgjorde en umiddelbar trussel i det øjeblik. Hendes svar ville være nej, men han så ud til at holde en del frustrationer tilbage, som afspejledes i hans fysiske udstråling. Om det var generelt eller blod i øjeblikket var svært at sige. Situationen og hendes lille leg gav hende også mulighed for at lave en kort profil af ham: Alfred Black var en reglen og vanens mand. Som hende selv i mange situationer. Måske var det en af de ting der gjorde det nemt at forholde sig til hans kulde for hende. Ganske enkelt fordi det lidt var som at se en delvis spejling af hende selv. Det var derfor også nemt for hende at strække hans grænser, for at se hvor de gik til.
Hendes blik kørte ned på spændingen i hans kæbe og op til hans øjne, hvor hun holdt det der. I stedet for fortsat at argumentere for hendes opfundne ret til at slæbe en arving afsted som fremmed i eget hus, valgte Annea at følge sin interesse og bide fast i hans forrige kommentar. Selv om at en del af hende følte at det måske var farligt område at bevæge sig ind på. … ”Hvad ville eder definere som et forbandet liv, milord?”
Hun forstod det? Ordene der kom ud af hendes mund sagde at hun gjorde, hvorvidt det reelt set var sandt, ja det var en anden sag, og spurgte man ham, virkede det ikke til at være tilfældet. Hun var alt for barnlig, og havde alt for få forbehold og grænser. Alfred vidste bare at, hvis hans søster opførte sig sådan, ville han ikke se med milde øjne på det. Hvor gammel pigebarnet her var, anede han ikke, men han fandt hende alt for barnlig og alt for livlig.. på en ikke speciel charmerende eller tiltalende måde. Nok var der mange han tænkte sådan om, fordi han var den han var og det altså var svært at være på hans eller Black-familiens niveau, men det der var alligevel for meget. Det ene bryn gled da også i vejret, antydende at han var skeptisk over hendes svar.
Måske var pigebarnet dygtig til at opfange kropssprog, men så måtte man jo også kunne lære at bruge det til noget. At opdage folk var vrede, irriteret, eller lignende, var en præstation i sig selv, men ganske unyttig viden hvis man alligevel ikke brugte det til særlig meget. Hvilke frustrationer hun tænkte han ejede som blev udstrålet, ville ikke være til at vide, det var vel blot formodninger fra hendes side, for det ville ikke være noget han kunne stå ved. Frustrationer havde alle mennesker vel, hans var primært rettet mod faderen, og dennes opførsel af og til, hvordan det på nogen måde kunne have en indflydelse i den situation han var i nu, var vel gåde.
"Min definition er ganske underordnet, my lady eftersom det var Dem der bragte emnet op.." svarede han køligt igen, det ene bryn stadigt hævet nærmest afventende. Han orkede ikke disse juleleje, så hvis hun ikke snart gav ham en grund til at blive, ville han højst sandsynligt ende med at vise hende netop hvorfor hun skulle kende sin plads.
Post by Annea d’Montacute on Feb 1, 2017 22:22:39 GMT
På trods af stilheden af den lange mørke gang med dens få vinduer og Alfred Blacks tiltagene stejlen følte Annea sig ikke afskyet af situationen. Snarere tiltrukket af den. Hun opsatte sig normalt sjældent autoriteter, som Montacuterne og det de repræsenterede, og regler var noget hun fulgte til det yderste i sit liv, men den stimuli hun ikke følte at hun havde oplevet længe fik hende til at drages af sporet af eventyr og noget nyt. Den viftede foran hendes næse med lange lokkende fingre og sendte små bølger af varme igennem hendes krop.
Det var også derfor at hun tog to skridt tættere på Alfred, mens hun observerede ham. ”Åh nej milord. Jeg synes ikke at det er underordnet. Ingenlunde. Jeg betragter ej noget af det De siger eller ville have at sige som underordnet. Tværtimod”. Den unge heks nærmede sig et par skridt endnu, til hun stod forholdsvist tæt på ham og tillod sig igen at smile muntert op til den høje mand foran sig. ”Det er derfor at jeg spørg, Lord Black”.
Hvad der drev hende til denne meningsløse opførsel anede han virkelig ikke, han kunne simpelthen ikke se det. Han kendte hende ikke, og kunne derfor af gode grunde ikke vurder om det var normal opførsel for hende eller ej, men det der, tolererede han i alt fald ikke. Den attitude og opførsel kunne hun pakke langt væk igen, og hun måtte hellere passe på den der lange næse hun ejede, hvis hun ikke ønskede at miste den.
At hun så kom nærmere var virkelig ikke godt for hendes eget helbred, og Alfred overvejerede at sætte hende godt og grundigt på plads. Så standsede hun ellers helt tæt på, smilede muntert, og afsluttede sine ord, ord der blot fik et fnyse fra ham før hende med lethed fik puffede hende op mod den nærmeste væg og stillede sig tæt på hende så hun ved den simpleste vejrtrækning, ville have hans fært helt tæt ind mod sig. "De har ingen anelse om hvad De er oppe imod, milady..." svarede han lavmælt men dog med en kølig intensitet i stemmen der gjorde den isende og underligt ligegyldig.. nærmest død. "Jeg råder Dem kraftigt til at vare Deres tunge, og føje mig omgående. De er trods alt ikke andet end en kvinde, og én på ukendt terræn.." tilføjede han øjeblikket efter, han havde tilmed løftede sin hånd,og strøg bagsiden af fingrene langs hendes ene kind, de kølige øjne der skæret af lyset af gangen virkede helt grå, hvilende mod hende.
Post by Annea d’Montacute on Feb 8, 2017 19:59:52 GMT
Det gik lidt hurtigt og kom uventet, da Annea pludselig mærkede den kolde, hårde væg bag sin ryg. Den var det første hun lagde mærke til. Det gjorde ikke ondt. Alfred havde ikke behøvet at bruge særlig magt for at få trykket hendes slanke krop fast. Alligevel lukkede hun kort øjnene og kom med et lavt gisp af forskrækkelse, inden hun førte hænderne op og gravede neglede ind i stoffet på hans brystkasse for bedre at have kontrol med situationen. Det at være trykket fast imellem ham og fundamentet satte en mærkelig sammensætning af følelser i gang i hendes mave. Lidt uroligt, for hun kunne genkende det som en negativ erfaring, den eneste hun havde gjort sig.
Den næste fornemmelse hun lagde mærke til var Alfreds varme, hans duft og konturerne af hans krop igennem kjolens stof. Skulle hun skrige?... Nej. Spørgsmålet stillede hun for sit indre, men hun kunne ikke få sig selv til det. Der var noget fascinerende og nærmest hypnotiserende ved hans øjne, der gjorde at hun ikke kunne så snart hendes skælvende blik mødtes med hans. Hendes hjerte begyndte at slå hørligt hurtigere og anspændtheden fik hendes vejrtrækning til at blive tung. Selv om hun absolut ikke ville indrømme det, så følte hun sig spændt på en positiv facon. Fornemmelsen gik mellem at være sommerfugle der fo´r rundt i 27 afdelinger og knudren i maven. Det virkede vanvittigt, men en del af hende havde lyst til at blive og se mere. Se hvor det bar hen. Ja, kunne ligefrem.. lide det? Mærke mere.
Hun ville sige noget, men hendes mund nægtede. I stedet bed hun sig selv i underlæben og fulgte opmærksomt Alfreds store hånd op til sin kind. Kærtegnet var ikke noget hun havde modtaget før på samme måde. Kroppen skælvede svagt og sanserne skreg efter den nærhed der endnu var nægtet hende. Grebet i hans klæder blev strammere, stoffet knagede mellem hendes fingre. Selv om lysten var begyndt at svide, og hendes hofter vred sig ufrivilligt, ude af hendes egen kontrol. Selv om hun vidste at hun ikke kunne. Hun måtte ikke og burde ikke.
Fuldstændig fortabt i hans greb kunne Annea ikke gøre andet end åndeløst at nikke til hans krav. ”Ja”.