Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Man kunne roligt sige han fik lukket munden på hende, og det var ganske tilfredsstillende. Naturligvis var han bevidst om måden hendes hånd havde lukkede sig om hans tøj, det faste og stramme greb, han kunne næsten smile! Men nej, i stedet endte hans blik koldere, hårdere og mere isende - hvis det overhoved var muligt. Han regnede ærlig talt med at spore frygt i hendes blik, og selvom det var der, var det ikke det eneste han så sådan som hun så mod ham som en skræmt lille pipfugl, nej.. i hendes blik så han nysgerrighed, og han så begær. Brynet skød atter i vejret, øjeblikket inden hendes hofter gav sig til at foretage små roterende bevægelser hvor hun nærmest gnubede sig mod ham.
Overraskelsen var heldigvis skjult bag hans evige kolde og distanceret maske, for pigebarnet blev åbenbart opstemt over hans handling, om end hun hun føjede ham. Javel ja, spændende! "Stå stille.." smældede hans stemme hårdt, skulle hun stå der og tro hun kunne få gang i hans krop? Ikke på hans vagt, og det skulle han nok sørge for. Hans hånd endte med at låse sig i et fast greb om hendes kæbe, chancen for at skrige forsvundet fra hende fuldstændig nu. "Hvem skulle have troede det, en uartig lille sag hva.." kommenteret han med et fnys. Afskyeligt, hvad vidste pigebarnet overhoved og lyst og begær til at føle dette, og så i nærheden af ham! Hendes forældre skulle se at få giftet hende bort, så hurtigt, som muligt! At pigebarnet så var gift, men manden at den uduelige mand anså hende for ligegyldig at bruge tid på så hun endte i sådan en situation, anede Alfred af gode grunde ikke.
Post by Annea d’Montacute on Feb 8, 2017 21:06:31 GMT
Annea så fra Alfred og ud over gangen. Pludselig ængstelig over at blive fundet sådan. Specielt ængstelig over muligheden for at sin nye familie fandt hende. Alfreds greb om hendes kæbe var ubehageligt, og kort efter tog hun af refleks fat om hans håndled, uroligt strejfet af tanken om hans hånd snart ville strammes om hendes hals også. Små klynk kom fra hende. De udviklede sig til hulk, da han hævede stemmen over for hende, og hun havde lyst til at gemme sig, at skrumpe og forsvinde. Det var også det Annea forsøgte: At bøje sine knæ og krympe sammen imod væggen for at komme væk fra noget der var så uvant, men hun kunne ikke, da han havde låst hende fast med sig imod hende. Da det mislykkedes forsøgte hun at se væk fra ham så godt som hun kunne, når nu han fastholdt hendes hoved fra at vende sig. Den lyse porcelænsfine hud var efter hånden blevet kraftigt rødlig over kinderne. Rødlig af det begær han havde antændt og som hun inderligt skammede sig over var nået op til overfladen. Hun følte sig latterliggjort over at være associeret med begrebet ’uartig’. Det stak på alle måder imod de dyder hun altid var blevet påduttet hjemmefra.
For at forsikre sig mindede hun sig selv om at sin stav var inde for rækkevidde, men Annea havde aldrig været den offensive dualist. Hun var bedst til forsvar og bedst i forlængelse af en anden, hvor hun ikke stod alene. Selv om situationen trykkede hende følte hun ikke et behov for at trække sin stav endnu. Hun nikkede uden ord, dog væsentligt modvilligt og forblev tavs - meget imod hendes person og stigende behov for at forsvare sig selv imod hans beskyldninger.
Han tolkede hendes reaktion som frygt, og det var mere end nok for ham. Farven steg da også op i hendes ansigt, og hun forsøgte at trække hovedet væk, hvad han ikke gav hende mulighed for. Den præcise grund til hendes rødme var han naturligvis ikke klar over. Hun endte da også med at lystre ham, og dog uden ord, men blot med nik. Ganske fint hvis man spurgte ham. Hvad angik hendes adgang til en stav, var hun forhåbentlig ikke så dum at hun ville tye til magi. Hans egen tryllestav var også lige inden for rækkevidde, og han var ikke sen til at bruge den hellere. Under alle omstændigheder var det ikke det valg hun traf, og ved hendes respons, så han ingen grund til at holde hende længere. Derfor slap han hende, og trådte et skridt tilbage.
"Denne vej, milady.." kommenteret han og slog ud med hånden ned ad gangen. Uartig havde hun været, og han agtede at lade hende være i følelsen eller troen om man ville. Ikke et ord forlod ham dog mere, han ville egentlig blot slutte sig til deres forældre.
Post by Annea d’Montacute on Feb 11, 2017 22:53:41 GMT
Så snart trykket fra Anneas kæbe blev lettet åndede hun lettet op, da hun mærkede Alfreds vægt fjerne sig fra sin krop. Følelser af både lettelse og skuffelse fyldte hendes bryst, som hans varme, duft og hud forsvandt. Hun tog sig til kæben hvor hans hånd før havde været og gispede tungt et par gange for at berolige de bankende hjerteslag, hvis gallopperen ingen ende syntes at ville tage. Anneas dådyrblik fandt da hans igen, og da chokket havde lagt sig og rovdyret syntes at slippe hende fra sit greb, tiltog en stædig størrelse i hende. Hun havde ikke meget selvtillid, men Alfred Black var absolut ikke den eneste der kendte til reglementer blandt adlen, og med den baggrund forsvandt blyheden fra hende.
”Jeg har færdedes meget omkring i mit unge liv, Lord Black. Men i mine kredse er dette ej en måde at behandle en gæst, der står for døren på”.
Hun tog sig øjeblikke til at samle sig, og han gav hende de øjeblikke. Han regnede nu ikke med at få noget brugbart ud af hendes mund, og forhåbentlig var hun klog nok til slet ikke at sige noget i det hele taget. Blikket gled han roligt over hendes ansigt, som hun omsider tog mod til sig, og sagde noget. Ordene kunne have fået ham til at smile..kunne, for han morede sig oprigtigt over hendes forsøg på at jorder ham, tydeligvis uden held.
”Jeg må minde Dem om at De ej tog hoveddøren, milady. Desuden, De har ikke gjort Dem fortjent til anden behandling…” svarede han roligt. ”Welcome to Black’s mansion, milady..” og med disse kølige ord, gik han forbi hende som var hun absolut ingenting.
Post by Annea d’Montacute on Feb 12, 2017 14:09:54 GMT
Annea fnøs måbende over Alfreds kølige kommentar. Hun måtte tage sig et øjeblik. *Sagde han lige det der?* Hans utroligt selvophøjede og arrogante attitude var ikke lig nogen hun havde mødt før. Og hun tænkte i sit stille sind at han kun opførte sig sådan, sandheden bag overfladen, når ingen så til hans side. ”Og De gør dem så sandelig heller ikke fortjent til nogen respekt – hverken min eller andres, når De vover af behandle en kvinde af høj stand således”.
Med hurtige skridt og skørtet hævet en anelse i professionel elegance, så det ikke slæbte langs gulvet, gik hun om til hans side og sendte ham et hævet øjenbryn som han selv havde gjort så meget den dag. Hendes stemmeføring var på trods af sin irritation hverken hævet eller vise spor af vrede. Tvært imod var den blid og med en rolighed, nærmest malende, som hvis hun debatterede pøblens arbejdsindsats i markerne. ”Milord… De må være en meget svagelig mand, når de eneste De tør forårsage plage og kval er kvinder ”.
Åh hvor blev det pludselig spændende, og hendes svar tvang ham til at standse op og vende sig mod hende, hænderne foldede bag ryggen, mens han stod rank og et kort øjeblik betragtede hende. ”Må jeg minde Dem om at De bragte Dem selv i situationen? De overtrådte den anstændig afstand der bør være mellem en kvinde og en mand, og de tilmed vovede at udfordre en mand langt over Deres egen stand. Kan De ikke tage det, burde de slet ikke gøre det til at starte med..” svarede han blot køligt. Om han var noget andet under overfladen hun så, ville hun højst sandsynligt ikke komme til at se.
Så kom hun ellers nærmere, og søgte at give igen. Hvor han dog morede sig, ikke at det udadtil var synligt. I stedet for, gled han hovedet en anelse på sned ”Åh nej Milady, ser De, der er forskel på at forårsage plage og kvaler hos kvinder, og på simple småpiger… så, har De tænkt Dem at fortsætte denne leg i et forsøg på at genoprette noget af Deres stolthed, eller skal vi finde Deres familie?” nu gav han hende chancen for ikke at træde mere i det end hun allerede havde gjort.
Post by Annea d’Montacute on Feb 12, 2017 19:19:50 GMT
”JEG bragte mig selv i situationen?” Annea lagde illustrativt hånden mod sin brystkasse og stirrede vantro på Alfred. Så slog hun en perlende latter op og holdt sig for munden. Nok var hun en kvinde og kunne derfor forekomme som en fristende dæmon for mange, men som adelsherre burde man have en vis form for vedholdenhed, og den havde Black arvingen ikke mødt på alle punkter. ”De får det næsten til at lyde som om det er alment skik og brug for Dem her i huset sådan at trykke kvinder op af en væg. Hvis jeg var Dem, ville jeg virkelig gå tyst ved dørene omkring Deres lille spidsfindighed, som De så fint har illustreret for mig. Det kunne komme til at påvirke Deres troværdighed at fremstå som et udhungret dyr, der sådan springer efter det der nu bevæger sig”.
Hun rettede på sin kjole, sit hår og sikrede sig at intet skulle kunne give det mindste hint om deres lille sammenstød. Selv om det bed sig på hende at blive omtalt som en småpige, nægtede hun at lade det vise, skønt det var et ømt punkt for hende. Anneas krop havde kvindelige former, men de var ikke så udtalte som hos de fleste kvinder, og der af følte hun ofte at hun manglede et vist konkurrenceelement ”Jeg har selv opbygget appetit, så jeg finder det en ganske forrygende ide’”.
To fingre gled hun hen over arvingens brystkasse og op over hans adamsæble og hage inden hun fortsatte forbi ham og ned langs gangen som om intet var hændt. Hendes hofter rokkede fra sine til side med hendes skridt. ”Har De tænkt Dem at vise mig vejen til banketten og min familie, eller agter De at stå og glo udstående som en strandet torsk resten af dagen? Jeg er sulten. Tjep tjep”. Over skulderen tillod hun at vifte sine fingre vinkende efter ham.
Og så gav hun sig ellers til at være dramatisk. Han måtte modstå fristelsen til at rulle med øjnene, og i stedet skød det ene bryn i vejret, tydeligvis i skepsis over hendes latterlige opførsel. Hun fik da også lov at holde en monolog, mens hans arme gled overkors, tydeligvis afventende hende blivende færdig. Så blev hun ellers nærgående igen, rørte ved ham og han var et øjeblik fra at vride armen om på hende. Pigebarnet var virkelig uopdragen, og han ønskede blot at få det overstået, så kunne han ellers gøre livet surt for hendes fader i stedet for, som straf for datterens opførsel naturligvis. At fortælle hende hvad han mente om hendes opførsel havde han dog ingen planer om, han havde tydeligvis ramt ømt punkt som han kaldte hende for en lillepige, det skrev han sig bag øret til fremtidige viden. I stedet for, fulgte han blot med, og kort efter kunne de træde ind i spisestuen til deres respektive forældre. Han hilste pænt med buk til gæsterne, og sine forældre, undskyldte sig forsinkelsen, og var endda gentleman nok til at trække stolen ud for pigebarnet så hun kunne sætte sig.
Post by Annea d’Montacute on Feb 12, 2017 21:45:36 GMT
Svigerforældrene så lettede ud, da deres tilgiftede datter kom ind i spisesalen. Hun hilste kort på dem og Black repræsentanterne, nejede og undskyldte ligeledes for forsinkelsen før hun satte sig over for dem. Jo mindre hun sagde, jo mindre forstyrrede hun. Da stolen var trukket ind og hun havde fundet sig på plads, sagde Annea ikke meget. Hun holdt lav profil, med hænderne pænt foldet i skødet og lyttede ellers opmærksomt til samtalerne, som om intet var sket. Af og til skævede hun mod Alfred Black, men hun kunne ikke lade være med at se væk de gange han så hendes vej. De ambivalent gnavende fornemmelser manden fremkaldte hos hende af ubehag og fascination blev skyllet ned med vin og slugt af den sparsomme mad hun spiste.
Da måltidet var slut senere på aftenen, og Annea var hjemvendt til Aquitaine, stirrede hun op i loftet i den kolde bryllupsseng. Hun kunne ikke sove og måtte endnu en gang indse at hun var helt alene, lige så alene og uværdsat som hun plejede. Med ingen til at hviske søde ord i sine ører, ingen til at holde om sig i mørket og ingen hun trygt kunne putte sig ind til, når hun lukkede sine øjne. I stedet lagde hun armene og den store pude med et klynk. Det var trods alt det tætteste hun kunne komme på fornemmelsen. Og i sit stille sind kunne hun ikke finde ud af om hun ville glemme gangens hændelser, eller tænke på dem som en pirrende trøst, der trods alt i nogle få sekunder havde bragt hende tættere på de drømme hun længtes efter.
