|
|
Post by Silvester Nordström on Jan 29, 2017 0:45:59 GMT
Selvom bitterheden over at tabe duellen syntes at være den følelse der vejede tungest, betød det at de to piger, som ovenikøbet var de eneste på dette sted han stolede på, straks kom hen til ham alligevel mere end man kunne få ham til at indrømme. Han kiggede lidt fra den ene til den anden, med en underlig trang til at undskylde nederlaget som han dog ikke tillod sig selv at agere på. Så hans tanker hoppede til det næste; han ville ønske at de ikke gav ham de blikke.
I et øjeblik tillod han sig selv at glo tvært op mod Kailen, men tvang derefter sig selv til at kigge væk da helbrederen fik ham til at sidde stille med hovedet og gav sig til at behandle hans sår efter at have fjernet rebet med en trylleslag. Han skar endnu en grimasse over smerten da såret først og fremmest blev renset, hvad der ikke var en direkte behagelig oplevelse, men formåede ellers mere eller mindre at holde masken, omend det var en der fremviste hans bitre sindsstemning.
|
|
|
|
Post by Kailen Fawley on Jan 29, 2017 1:13:54 GMT
Da rusen var sunket ind hos sejrherren, kunne han igen fokusere på sin modstander. Hjertet sank i brystet på ham, da han så de to unge kvinder der sad ved hans side, og selvom det måske gav mening at en søster og en gammel ven satte sig ved deres sårede kriger, gjorde det ligeså ond at ingen skyndte sig ned fra tribunen for at stå ved hans side. Han havde næsten håbet at Frida ville råbe hans navn oppe fra rækkerne. I stedet sad hun nu og så bekymret på Silvester hvis blødende hoved blev tilset af helbrederne. Han holdt stadig hans stav i hånden. Han stod en smule fanget i det hele uden at vide hvad han skulle stille op, men han kunne dårligt gå derfra og bede nogle andre om at bytte stavene rundt. Han havde slået Silvester i ærlig kamp, og derfor burde han også være i stand til at se ham i øjnene, selvom han havde Frida siddende ved siden af sig. Han var ikke særlig yndefuld da han hoppede ned fra tribunen. Adreanalinen var begyndt at bruse af, og han kunne mærke hvordan hans muskler værkede, de havde stadig ikke glemt svenskerens torturbesværgelse.
Han rømmede sig let da han stillede sig foran ham, og prøvede ikke at kigge på de to piger da han rakte tryllestaven frem med håndtaget først.
"Den er vidst din.." Han var stadig indebrændt, sejren havde hjulpet, men han var ikke særlig god til at skjule det, da han mødte Durmstrangdrengens lyse blik.
|
|
|
|
Post by Frida Vinter on Jan 29, 2017 9:09:20 GMT
Frida sad hos Silvester men hun skævede ind i mellem hen mod Kailen og da han hoppede ned fra tribunen, huskede hun hvordan havde ligget og vredet sig under Silvesters besværgelse. Hun fik det en smule skidt over sin opførsel og da han kom hen til dem, skævede hun op mod Kailen for at møde hans blik. Hendes øjne var fylde af bekymring, hun vidste ærlig talt ikke om hun ville kunne holde ud at se ham duellere mod den sidste modstander. Det havde været hårdt at kigge på denne kamp og den næste ville nok blive endnu mere intens.
"Held og lykke." Mumlede hun så lavt, at kun han kunne høre det og smilede lidt til ham, inden hun så væk.
|
|
|
|
Post by Svala Nordström on Feb 1, 2017 18:53:14 GMT
Svala var hurtig. I næsten som samme bevægelse Kailen havde rakte staven mod Silvester, løftede hun hånden hun tog den. Hendes læbe dirrede. Hun var ikke helt vred på ham, og selvom hun gerne ville kunne hun ikke få sig selv til at sige noget til ham. Han havde vundet ærligt og redeligt, men det betød ikke at hun skulle juble på hans vegne. Hun lod i stedet Frida føre en samtalen med ham, så Svala i stedet kunne vende dem ryggen og lægge alt sin fokus hos sin bror. |
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Feb 1, 2017 22:42:45 GMT
Silvester skulle til både at sige noget og tage imod staven, men Svala kom i forkøbet og han syntes pludselig at det var temmelig tamt at sige noget så. I stedet stirrede han kort på søsteren, næsten anklagende, hvorefter han blot gav Kailen et nik og samlede den stav der tilhørte ireren op fra ved siden af sig og rakte den tilbage til ham. Silvester så kort fra ham til Frida og tilbage igen mens han overvejede hvad hun havde sagt til ham og hvad der foregik mellem dem.
Først da helbrederen mente at han var klar, kom han op at stå for at bevæge sig væk fra banen så der var plads til næste kamp. Hans ansigt var så godt som udtryksløst; han havde det som om at noget i ham var dødt, måske håbet.
|
|
|
|
Post by Kailen Fawley on Feb 1, 2017 23:47:57 GMT
Kailen ville egentlig helst have ordnet det her, mand til mand, og en let irritation trådte derfor også frem i hans blik da Svala blandede sig. Så slemt var Silvester heller ikke kommet til skade - desværre. En lille smil listede sig dog frem på hans læber da Frida ønskede ham held og lykke. Det var næsten bedre end sejren, og han tog sig tid til at rette ryggen og sende hende et alvorligt, indforstået nik, før blikket gled tilbage til Silvester så han kunne få sin stav tilbage. Han tog imod den uden et ord, men med et lidt for selvtilfreds blik i de blå øjne, før han nikkede og forlod sin modstander så han selv kunne blive klar til den kommende duel med Timur.
|
|
|
|
Post by Frida Vinter on Feb 2, 2017 0:09:29 GMT
Frida kunne ikke helt lade være med at smile lidt over det indforståede blik han sendte hende, men heldigvis, var der ingen tid til at de kunne sige mere til hinanden lige nu. Derfor kunne hun fokusere på Silvester og vendte også blikket mod ham, inden hun trak sig væk så han kunne komme op at stå.
Til sidst fulgtes hun med ham væk fra duelområdet og vendte tilbage til sin plads, hvor hun satte sig mens hun nervøst ventede på den næste kamp.
Forlader tråd
|
|
|
|
Post by Svala Nordström on Feb 11, 2017 14:13:15 GMT
Der var intet der efterfølgende forlod Svalas læber, hvilket i sig selv var en smule mærkværdigt, da hun normalt ikke havde noget imod at ytre sine meninger. Desuden var det et eller andet sted ikke hende der skulle bestemme om den verbale kamp skulle fortsætte. I stedet fulgtes hun med sin bror og veninde ned fra tribunen.
/Forlader tråden |
|
