Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kailen Fawley on Jan 27, 2017 15:50:18 GMT
Kailens muskler skreg som hans hud føltes som en stor glødende masse. Da det endelig stoppede var han gledet ned på det ene knæ. Selvom der kun var tale om sekunder, føltes det som flere minutter. Hivende efter vejret så han hvordan svenskeren skød sig selv i luften. Som han kæmpede sig op at stå igen, fulgte han banen med blikket. Han fortalte sin arm at den skulle rette tryllestaven mod den flyvende svensker, men hans torturerede muskler lystrede ikke, som han i stedet blot kunne følge svenskerens landing for hans fødder. Endelig indhentede hans tanker virkeligheden. Der var ingen tilgivelse tilbage i det blå blik. En ting var ønsket om at vinde der måtte brænde lige stærkt hos de to konkurrenter, men torturbesværgelsen havde været dråben. Tryllestaven pegende ned på uslingen, klar til at færdiggøre ham. "Diffindo!" Kailen tænkte ikke længere på blot at uskadeliggøre svenskeren. Han ville gøre ham ondt, gengæld. På trods af at tryllestaven skar ned imod ham i en træfsikker vinkel, nåede han dog ikke at se om den ramte, før han blev revet omkuld. Instinktivt sparkede han ud med benene, mens han kæmpede for at komme til at se hvad der foregik.
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 11:15:09 GMT
Et brøl galopperede ud af Silvesters mund da diffindoen skar siden af hans ansigt da modstanderen faldt bagover. Det understregede samtidig hans efterhånden dalende kontrol og stadigt kun stigende frustration. Han ville ønske at han havde haft mere selvbeherskelse end at give udtryk for smerten, men det var for sent, og han havde nu mere travlt med at rykke sig tilbage for at undgå Kailens sprællende fødder, efter at de allerede havde ramt ham en gang, og komme halvt på benene igen, mens han kunne mærke blodet begynde løbe som en varm kilde ned over hans kind. Han havde ikke tid til at tage sig af det. "Har du virkelig ikke givet op endnu?" spurgte han idet han havde rejst sig nok op og lænet sig fremad til at få øjenkontakt med ireren, som trods alt gav ham et unægteligt hårdt modspil, men Silvester håbede på at kunne psyke ham og trak af samme grund også op i mundvigene, dog uden at det gav ekko i hans øjne. "Jeg vil ellers råde dig til det. Expelliarmus!"
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 13:46:16 GMT
Kailen kunne ikke tilbageholde en mærkelig triumferede lyd da Silvester brølede. Det var en sær blanding af latter og et koncentreret grynt, der var dog ingen tid til at triumfere. Han blev nødt til at fokusere, hvis han ikke ville ligge og vride sig forsvarsløst på gulvet til Silvester tog sig sammen og afgjorde duellen. Hans hjerte bankede ud af hans bryst, da nederlaget pludselig kom tæt på. Der var ingen nåde, hverken i ireren eller svenskerens blik. Hans tænder var for sammenbidte til at svare. Han var på vej til at hæve sin tryllestav. Udvalget af besværgelser gled igennem hans tanker, men han kunne ikke finde noget modsvar der ville være en passende hævn for den crucioforbandelse han havde været underlagt tidligere. Alt andet syntes tamt efter den. Hans spændte kæbemuskler nåede ikke at løsne sig så de kunne tale, før hans tryllestav fløj ud af hans hånd. Det slog klik inde bag de blå øjne. Det kunne ikke betyde at han havde tabt.. Det måtte ikke betyde at han havde tabt. Blikket hvilede stadig hadefuldt på svenskeren, der lænede sig ind over ham i sejrspositionen med en hævet tryllestav. Jeg er en kriger Endnu engang lød mantraet gennem hans hoved. Lemmerne genfandt deres vilje til at kæmpe. Pludselig gik alting meget stærkt. Hvor kræfterne kom fra anede han ikke, men de klaskede hans ene hånd op på svenskerens blødende rift. I et snuptag og uden advarsel greb han ud og rykkede Silvesters tryllestav ud af svenskerens hånd. Behændigt blev staven vendt, og pegede nu imod den afvæbnede svensker. "Giver du op.. Silly?" Han vidste ikke hvorfor han stadig gav ham chancen for at overgive sig. Måske fordi det eneste angreb han kunne tænke på, var strengt imod reglerne.
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 15:00:28 GMT
Silvester greb Kailens tryllestav da den fløj ud af hånden på ham men nåede knapt at registrere det, og endnu mindre at føle nogen rus, da han med det samme fik et slag der kun tilføjede ekstra smerte til hans kind og fik taget sin egen tryllestav fra sig. Han så i et øjeblik forundret på modstanderen, hvad der hurtigt blev til raseri. "Du må være idiot," konstaterede han arrigt til spørgsmålet mens han rykkede tilbage og skiftede den fremmede stav over i sin tryllestavshånd for med det samme at rette den mod ireren og understrege at han ligeså hurtigt kunne kaste en besværgelse tilbage. Frem for at kaste en, begyndte han dog at forlange det der tidligere havde været et spørgsmål. "Overgiv dig. Medmindre du gerne vil vride dig igen," lød det hvæsende i en trussel fra svenskeren, der helst så at han allerede havde vundet og derfor igen forsøgte at hyle modstanderen ud den, inden han måtte skære en grimasse over smerten i den ene halvdel af ansigtet.
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 16:21:36 GMT
Kailens tænder tyggede sig igen sammen. Han håbede at svenskeren ville overgive sig, mest af alt for hans egen skyld, men også fordi han ikke vidste hvad den nordiske tryllestav var i stand til. Da hans egen tryllestav pegede ned imod ham, var hans trussel dog mindre intimiderende. De var tilbage hvor de havde været for lidt siden, og Kailen kunne derfor ikke lade være med at fnyse af Silvesters ord. Dolorosoforbandelsen havde sat sine spor i ham, men de ville aldrig nå til et punkt hvor han lå og vred sig igen. Ikke hvis det stod til den irske troldmand. Han kunne ligeså godt kaste noget imod svenskeren. I et langt øjeblik knugede han den fremmede tryllestav, mens det føltes som om hele salen holdt vejret. Han stolede ikke en skid på det nordiske træ. Han stolede langt mere på williestaven der lige nu pegede truende imod ham. "Prøv.." Opfordringen var iskold, som han stirrede ind i svenskerens blik med en nærmest vanvittig ro i de blå øjne. Modangrebet lå klar på hans læber, og alligevel gav han sin modstander endnu et langt sekund til at overgive sig.
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 17:12:18 GMT
Silvesters ene øjenbryn skød i vejret ved svaret han tolkede som en udfordring. Han blottede sine tænder i en ny grimasse, mens han tog en indånding for at samle sig for at tage udfordringen op. "Crucio..." Ordet lød bittert i hans mund som han kanaliserede magien igennem tryllestaven der allerede var rettet mod Kailen. Hvad han ikke havde taget højde for, eller overvejet om kunne være årsagen til modstanderens selvsikkerhed, var at den andens stav kunne nægte at gøre som befalet. Og det var akkurat hvad der skete. En skydende smerte gik igennem kroppen på Silvester da besværgelsen gav bagslag. Naturligvis opgav han hurtigt at kaste den, men endte stadig med at krølle sig en smule sammen - og ikke mindst trække sig lidt tilbage fra den anden for at gøre dette - på grund af smerten han havde påført sig selv.
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 18:54:08 GMT
Kailen kunne have leet hånligt, højt og længe, da Silvesters torturforbandelse gav bagslag. Når det hele var slut ville det sandsynligvis gå op for ham hvor tosset en ide det var, men der var ingen tid til at lade den fare han lige havde set i øjnene synke ind. Han kunne få skældud for sin dumdristighed når han havde vundet. Indtil da måtte han udnytte Silvesters sammenkrummede tilstand, som han kæmpede sig på benene. "Giver du op?" Der var ingen øgenavne nu. Spørgsmålet blev udtalt kort og kontant. Den fremmede tryllestav pegede fortsat ned imod Silvester, denne gang et skridt længere væk så han ikke kunne blive trukket omkuld igen.
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 20:05:30 GMT
Da Kailen gentog sit tidligere spørgsmål fnøs Silvester og kiggede op mod ham med et blik der gav hele svaret. Han havde ikke i sinde at give op; han så det ganske simpelt slet ikke som en mulighed så længe han stadig kunne stå og det fornærmede ham endda en smule at Hogwartseleven overhovedet kunne finde på at spørge. Efter at have kæmpet sig helt op at stå igen var tryllestaven i hans hånd igen rettet mod modstanderen og han følte sig en smule svimmel men forsøgte at skjule det. Hans anden hånd søgte op til hans kind som den berørte væk fra såret hvor Kailens hånd havde været. Han sænkede den og skævede kort mod blodet på den, inden han tog sig til kinden uden den fjerneste fornemmelse af hvor slemt det egentlig stod til og om det var en del af grunden til hans svimmelhed. Hvad han bemærkede, var at det ikke just var et kort snitsår. Hvis bare han havde sin egen stav, men den var i stedet peget mod ham.
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 21:08:35 GMT
Kailen havde håbet at svenskeren ville indse at han havde tabt. Hans blik hvilede i de blå øjne, og selvom de var fulde af vrede var der også et sted i ham der havde respekt for hans kampgejst. Lige nu forbandede størstedelen af ham den dog langt væk, som Silvesters påståelighed i stedet tvang ham til at bruge den fremmede stav i hans hånd. Trods den dumdristighed han tidligere havde udvist, havde han lært af Silvesters fejl. Han havde mest af alt lyst til at blæse den anden bagover med en af de eksplosive besværgelser han havde tillært sig. Ordene lå på hans læber, men uden at kende noget til tryllestavens loyalitet ville han ikke tage chancen. En confringobesværgelse kunne ligeså godt kaste ham igennem rummet. Han kunne dog heller ikke stå og glo dumt på sin modstander. "Meget vel.." Han satte hælene i og trak vejret dyb ind, så hans næsefløje vibrerede. "Everte Statum!"
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 21:38:33 GMT
Silvester forsøgte at afværge, men staven var ikke just samarbejdsvillig og besværgelsen endte med både at ramte og sendte ham flyvende bagud. Dette fald formåede han ikke at redde, men landede i stedet på ryggen. Al luften blev på et splitsekund slået ud af ham og som han satte sig op forsøgte han desperat at få vejret igen, helst så hurtigt som muligt så han kunne komme op og kæmpe videre. Ivrigheden gjorde det dog kun værre og for en stund kunne han ikke rigtig koncentrere sig om andet end at komme til at trække vejret igen. Alt imens arbejdede hans hjerne på højtryk og forbandede at han sad som en svækling på gulvet og ikke formåede at rejse sig op indenfor kort tid.
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 22:08:00 GMT
Noget i Kailen åndede lettet op, da det ikke var ham selv der fløj bagud gennem rummet, men i stedet hans modstander. Grebet strammede sig om tryllestaven. Han havde håbet at det ville slå ham ud, men selvom sejren begyndte at smage sødt i hans mund, kunne han ikke falde hen til tanken om at han havde vundet før det rent faktisk blev annonceret. Han spyttede demonstrativt på gulvet for at få sig selv tilbage til duellen, og udnyttede at hans modstander ikke havde kommet sig efter flyveturen. "Incarcerous" Rebene skød ud af tryllestavens spids, og viklede sig om svenskeren, mens Kailen tog et par lange skridt hen af podiet til han stod på dets kant, og pegede tryllestaven ned imod hans modstander. "Giver du op?" Han forsøgte ikke at lyde hoverende. Professor Eklund havde belært ham om sportsånd, men det var svært, som den søde smag på ny lagde sig på hans tunge.
Post by Silvester Nordström on Jan 28, 2017 22:50:33 GMT
Da rebene lagde sig om Silvester havde han det som om hans hjerte sank dybt ned i hans mave. Han kunne ikke tro at det allerede var slut. "Ligner jeg... en der er i stand til at kæmpe videre?" var ordene han fik presset ud over læberne som ellers var foldet bittert sammen - han var stadig ikke helt tilbage til en normal vejrtrækning - som svar. Det forsøgte ganske vidst at male Kailen som svagere begavet at han overhovedet stillede spørgsmålet, men gemt bag det var det klart at det der lå bag var et ja. Hvis ikke det var svar nok slap han grebet om den andens tryllestav så den dumpede ned på gulvet. Der var ingen grund til at holde fast om den længere, han var så grundigt bundet af rebene at han ikke engang kunne svinge staven for at bruge en modbesværgelse.
Post by Kailen Fawley on Jan 28, 2017 23:27:56 GMT
Som duellen havde bølget frem og tilbage havde Kailen svært ved at tro det. Den svinebundne svensker der lå i pulveret af hvad der engang havde været tribunen var nedkæmpet, men før ordene rent faktisk kom ud af hans mund kunne han ikke tro at det rent faktisk var slut. Han stod lidt dumt på kantet af podiet, før en højtidelig dommer annoncerede duellens vinder. Rundt omkring ham begyndte folk at klappe. Det var ikke første gang i dag, og alligevel føltes det ligeså uvirkeligt. Han stirrede ned i svenskerens øjne, mens sejrsrusen spredte sig som en løbeild igennem hans krop. Armene blev hævet i vejret, hvor han løftede den fremmede tryllestav mod det fortryllede loft, og brølede sin sejr ud til publikum.
Frida var bleg som et lig da Kailen endelig blev erklæret vinderen af duellen og det første hun gjorde var at løbe hen over til Silvester og sætte sig ved hans side. Imens en helbreder gik igang med at tage sig af hans sår i ansigtet, stirrede Frida vredt op på Kailen som han solede sig i sin success. Kampen havde ikke levet op til Fridas høje moralske krav og hun følte de havde brugt beskidte tricks. De havde været lige gode om det, men Silvester var taberen nu og den der havde endt ud som den mest sårede. Derfor blev hun siddende hos ham og endte med at vende blikket væk fra Kailen og så i stedet en smule bekymret på sin gode ven. Hvis Kailen havde været en lidt mindre selvfed vinder, havde hun måske ikke været tilgivende overfor Silvester.
Post by Svala Nordström on Jan 29, 2017 0:05:58 GMT
At Svala havde været i stand til at forholde sig i ro var mildes talt en kamp for hende. Hun havde op til flere gange grebet ned efter sin stav. Selvom hun godt vidste at det intet godt ville bringe, havde lysten til at hjælpe sin bror, været så stærk at hun nærmest kunne have efterladt kradse mærker ned af træet. Hun havde stået ved siden af Frida hele tiden, men blikket havde været fesnet mod Silvester under hele kampen, næsten uden at blinke.
Da de velkendte greb havde låst ham fast og kampen var blevet afgjort, var hun allerede på vej mod ham. Hun var i konflikt med sig selv; om hun skulle springe direkte i flæsket på Kailen, eller beherske den ro hun endnu havde tilbage. Men siden hun ikke havde tænkt sig at skabe mere postyr, blev hun i stedet siddende ved siden af Silvester. "Ved Odin, Thor och Frejya. Silvester!" hun kneb øjnene tæt sammen i et forsøg på at skjule de tårer der havde sat sig fast i øjenkrogen. Hun var for vred og for frustreret til at lade gråden overtage. I stedet koncentrerede hun sig bare om hvad helbrederne gjorde.