|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 22, 2017 23:19:47 GMT
Lorcan kiggede ned på hendes grædende forskræmte skikkelse. Alt hvad han fik ud af hende var tårer og undskyldninger, og selvom hun var smuk når hun græd, satte det ingen ord på de følelser der rasede i ham. De havde været her før. Han huskede deres første nat hvor hun havde svoret ham langt væk. Hysteriet klædte hende, modsat hendes tårer, ikke, og med en forsigtigt og blid hånd tørrede han dem bort fra hendes øjenkroge. "Shh Emma.. Du ved hvordan jeg bliver når du hidser mig op.." Det var tydeligvis hendes skyld at hans følelser løb løbsk. Hånden der før ville have slået hende, kærtegnede dog nu i stedet hendes kind. Med et par dybe indåndinger fik han sig selv under kontrol, så hans hans tone igen blev silkeblød. "Jeg har blot brug for at forstå hvad der er sket imellem os. Om du blot er en hore, drevet af din kødlige lyst, eller om det der er opstået imellem os er langt større end det.. Du bærer vores barn nu.. Er det også mit navn du hvisker i dine drømme?" Han gled ned ved siden af hende, hvor hans hånd fortsatte med at kærtegne hendes kind.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 23, 2017 18:28:05 GMT
Emma græd videre, selvom Lorcan tyssede på hende. Hun hulkede dog ikke, men tårerne sev stille ned over hendes kinder. Som Lorcan gled ned ved hendes side, svandt terroren lidt ind og hun så tvivlende på ham, som hun blinkede sin gråd en anelse væk.
Ordet hore genlød i hendes tanker. Det var ikke første gang han havde brugt det og det ramte hendes selvfølelse hårdt. Hun sank en klump og tvang sig selv til ikke at trække sig væk fra ham, selvom hun havde lyst til det. Hendes mørke øjne var store og fugtige, som de hvilede i de lyse tæt på.
"Du skræmmer mig, Lorcan," hviskede hun. "Jeg ved ikke hvad jeg føler. Jeg har brug for at tænke..."
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 23, 2017 23:54:54 GMT
Lorcan fik svært ved at opretholde smilet der lå på de bløde læber. Det var sjældent at han gav andre tid til at sætte ord på deres tanker og følelser. Han var så vant til at rive det ud af deres øjne, men selv da han prøvede forstod han ikke hvad der rasede inde bag det brune blik. Det frustrerede ham, som det betød at han i stedet måtte give hende tid til at tænke. Tid hvor hendes fjollede lille sind kunne vende alting på hovedet. "Hvad har du tænkt dig at fortælle min broder?" Spørgsmålet kom uden noget svar på hendes hviskende ord. Om det så var kærlighed der herskede imellem dem eller ej kunne broderen ødelægge det hele. Ikke blot imellem dem. Hvis hun begyndte at fortælle sin husbond løgne kunne hun ødelægge det mærkværdige bånd der herskede brødrene imellem. Han havde indtil videre stået fast på at han ville tage samtalen med sin broder, men som han så i de brune øjne var han ikke i tvivl om at hun allerede forsøgte at vælge sine ord til den sårede arving.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 24, 2017 0:01:29 GMT
Emma sank en klump over Lorcans pludselige skift, men det var ikke usædvanlig. Hun nåede aldrig at få vejret med ham. I bogstaveligste forstand.
"Jeg håbede vi kunne fortælle ham det sammen," svarede hun lavmælt og forsigtigt. "Du er så god med ord, Lorcan, men jeg er hans hustru. Måske kan vi få ham til at forstå hvorfor vi gjorde det? Hvorfor det er så vigtigt. Han behøver vel ikke at vide... Det andet?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 24, 2017 22:38:27 GMT
Lorcan løftede et øjenbryn, som hun foreslog at de skulle fortælle ham det sammen. I det mindste havde hun ikke fået ind i sit lille hoved at det var en samtale de to ægtefæller skulle tage alene. Lige meget hvad blev det ingen nem samtale, men han nikkede let og gav hende ret i at han skulle føre ordet. Hendes vigtigste opgave var ikke at bryde sammen, eller pludselig portrættere sig selv som et offer. Hun havde selv lukket ham ind i sit kammer, han havde blot foreslået det. "Du har ret. Det er bedst at jeg fortæller ham det. Det vigtigste du kan gøre er at fortælle ham at du selv inviterede mig ind. Éamons venskab betyder meget for mig. Jeg vil ikke se det ødelagt af dine forvirrede små ord." Hans ene finger begyndte dovent at cirkulere omkring hendes bryst. Selv nu hvor samtalen var blevet alvorlig, og hans opgave var løst havde han svært ved at modstå hendes blege hud.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 24, 2017 22:47:39 GMT
Emma var ikke tryg. Ikke det mindste. Men hendes tårer var tørret og hun snøftede ind for en sidste gang, som hun lyttede til Lorcan. Et sted inde i hende var der noget, der protesterede. Han fremstillede hende som en idiot og hun var mange ting, men ikke det. Til gengæld var hun tilpas intimideret til ikke at sige noget til en start, men blot trykkede læberne lidt sammen og tage en dyb indånding, der fik hendes næsefløje til at udvide sig en smule.
Det blev dog for meget for hende, berøringen og hans insinueringer. Hun løftede sin hånd og tog blidt om hans håndled, for at stoppe ham. "Ikke mere," hviskede hun bestemt. "Det er gjort nu."
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 24, 2017 23:36:29 GMT
Lorcan havde forventet et af hendes små syndige suk. Det var sjældent at hun sagde nej til ham, men som han greb hendes håndled, gjorde han intet for at gennemtvinge sig adang til hendes bryst. Måske de også var færdige for i aften. Hendes lille nyhed havde givet ham en del at tænke over, og siden han ikke kunne få sig selv til at tage alle de følelser den havde ophobet ud på hende, måtte han i stedet finde et andet offer. Stadig i hendes greb, gled hans hånd ned og strejfede hendes mave. Han havde ingen planer om at få et forhold til afkommet, det kom blot til ham som en indskydelse, alligevel dvælede hans hånd et øjeblik for længe, som han forsøgte at afkode hvad det fik ham til at føle. Det kom pludseligt tæt på, og han slap hende, som om hendes hud var blevet gloende hed. I stedet satte han sig op, og kom ud til sengekanten. "Vi kan snakke med Éamon om en uge, nu vi ikke længere har behov for at mødes. Jeg har brug for at vælge mine ord." Han greb endnu engang ud efter sine broger, og begyndte at tage dem på.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 24, 2017 23:59:08 GMT
Emmas blik havde været bestemt, men da hans hånd dvælede over hendes mave, var det noget andet, der spillede i det. Medlidenhed? Han ville aldrig blive faren til barnet i hendes mave. Ikke rigtig. Ingen af dem kunne vedkende hvad der var sket.
Hun fyldte lungerne med luft og satte sig op, før hun trak et tæppe til sig og dækkede sig til. De mørke øjne fulgte ham og hun nikkede en anelse til ordene. "Om en uge," gentog hun. "Efter maden."
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Jan 25, 2017 0:28:59 GMT
Lorcan brummede let som svar. Han skulle nok vælge tidspunktet, men efter aftensmåltidet lød ikke usandsynligt. Det var dog ham der satte rammerne, hvilket var vigtigt at udvise i alle henseender. "Vi taler efter aftensmåltidet, indtil da siger du ikke et ord om det." Uden at veksle andre ord med hende kom han i tøjet. Fornemmelsen af hans hånd på det spirende liv sad stadig i ham som en underlig urolighed, der satte fart i de sikre hænder der lukkede hans bælte. "Godnat Emma." Han nikkede let, og gjorde mine til at forlade værelset.
Lukket
|
|