Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 18, 2017 23:48:22 GMT
Emma tumlede ned på sengen, som Lorcan gjorde sig fri af hende. Hun dumpede ned i skrædderstilling og trak et tæppe omkring sig, imens han kom op og ville gå. Det var altid den samme rutine.
Denne gang; nu, samlede hun dog mod til sig. Det var nu hun kunne sige det. Ikke om en uge, men nu.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 18, 2017 23:58:58 GMT
Lorcan var allerede ved at række ud efter sine broger. Det var ikke fordi at han havde travlt med at komme derfra, han skulle trods alt ikke bruge sin aften på andet, men der var heller ikke nogen grund til at blive og dvæle. Det havde moret ham i starten, at nyde efterdønningerne af hendes selvbedrag, men nu hvor hun var kommet så langt var det efterhånden blevet kedeligt. I stedet plejede det at foregå i tavshed. Hun skammede sig som euforien forlod hendes lille sind, mens han klædte sig på og forlod hende der i mørket. Han vendte sig med et let rynket bryn da hun brød rutinen, halvt på vej ned i sine broger. "Ja..?" Hans tone var ikke irriteret, og dog lød den ikke til at have meget tid til at lytte på hendes klynk og selvmedlidenhed.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 19, 2017 0:03:11 GMT
Emma sank en klump. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, men det var det det hele havde handlet om. I starten. Hendes blik flakkede, men hun så ham i øjnene, da hun endelig fik det over sine læber.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 19, 2017 0:17:37 GMT
Lorcan havde forventet et par klynkende sætninger om hvorfor det de gjorde var forkert, mens hendes brune øjne skreg på mere. Ordene der kom i stedet for, frøs ham som brogerne han havde fået op til sine knæ gled ned igen. Han var ikke tungenem, han forstod godt hendes ord første gang hun sagde dem, og alligevel tog det et par lange sekunder før de sank ind. Der var hverken lykke eller lettelse i hans ansigt over at han havde del i det liv der groede i hendes mellemgulv. I stedet var han over hende, pludseligt og adræt, mens hans hånd greb hendes kæbe og skubbede hende ned i madrassen så han kunne låse sit lyse blik fast i hendes. Han var ikke vred, men øjnene der granskede hendes var alligevel kolde som det spørgsmål der forlod hans læber. "Hvorfor..? Hvor længe har du vidst det?"
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 19, 2017 0:33:38 GMT
Emma nåede intet at gøre, før Lorcan var over hende og en overrumplet, rædselsslagen lyd forlod hende. Det var ikke den reaktion hun havde forventet og hendes skyldfølelse gik op i tynd luft, som hun så bange op på ham.
"To uger," gispede hun, imens hendes øjne fyldtes med tårer. "Undskyld. Undskyld, vær sød."
Post by Lorcan LeStrange on Jan 19, 2017 0:44:22 GMT
Lorcan var ikke vred, han vidste ikke hvad han var. Han kunne ikke fordrage at blive løjet overfor, men som han stirrede ned i de brune øjne fandt han ingen spor af løgn. Hans øjne blev smalle sprækker. Var hun enhver anden ville han havde slået hende, banket hende gul og blå til hun ikke var til at kende igen. Han forsøgte, knyttede sin frie hånd, men han kunne ikke. Hendes bange blik havde ingen magt over ham, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at gøre hende ondt. En kølig finger tørrede hendes tårer bort mens han fattede sig med en svag rømmende lyd. "To uger.. Og hvorfor har vi så elsket i aften Emma? Det var jo ikke en del af vores aftale." Han fortrød intet, og alligevel spredte det en mærkelig følelse i hans bryst at hun havde set ud over deres praktiske arrangement og taget ham i sin seng alligevel.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 19, 2017 0:50:58 GMT
Emma rystede svagt, da Lorcan tørrede en tåre fra hendes kind. Hun glippede med øjnene og snøftede ind en enkelt gang, før hun så væk fra hans blik med en borende skyldfølelse.
"Fordi... Det var rart." Hendes stemme svigtede og hun rømmede sig svagt. "Undskyld. Jeg ville ikke lyve. Jeg ville bare... En sidste gang." Hendes blik vendte tilbage til ham, som hun appellerede til hans forståelse. Medlidenhed havde han næppe.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 19, 2017 1:04:24 GMT
Lorcan havde ingen medlidenhed. Hun var ikke den første bange og forskræmte kvinde han sad bøjet ind over, og i sit forskruede sind fandt hand det blot ynkeligt og smukt på en og samme tid. Selvom hun vendte sit blik væk fra ham havde han set alt hvad han behøvede at se. Lysten, frygten, desperationen. Han bebrejdede hende ikke, han nød også deres ugentlige møder, men han nød ikke at folk gik bag om ryggen på ham. Han havde måske lagt mere i det end det egentlig var. Elsket med sin broders hustru, strakt sig ud over det praktiske mål at gøre hende med barn. Alligevel havde det altid været den grund han kunne bruge, det skjold han havde holdt op foran sig når han havde forsvaret sig imod den lille rest af samvittighed han havde tilbage. "Elsker du mig Emma..?" Ordene faldt roligt fra hans læber. Han vidste ikke om han selv var i stand til at føle så stærkt for et andet menneske. Alligevel blev han nødt til at vide om hun blot var tåbelig eller om der var noget større på spil imellem dem. Større end hendes ægteskabsløfte og hans broderlige bånd.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 19, 2017 12:55:00 GMT
Hun lå stadig fanget under ham og var bange, da han stillede et nærmest uvirkeligt spørgsmål. Blikket mødte hans igen med tydelig forvirring, men hun tøvede, før hun gav ham et rungende, benægtende nej; mest fordi hun var skræmt, men også en smule fordi hun var i tvivl.
"Det tror jeg ikke," faldt ordene derfor, ganske uklart og måske lige så meget som hendes tanker føltes i det øjeblik. Hun holdt af Eam, men hun var ikke sikker på om hun elskede ham, så hvordan skulle hun vide hvordan det føltes. Var det at være forvirret hele tiden en del af at være forelsket?
Post by Lorcan LeStrange on Jan 19, 2017 19:43:51 GMT
Lorcan var ikke sikker på hvilket svar han ønskede. Han var ikke sikker på om det han følte for den mørkhårede kvinde under sig var kærlighed. Måske var det blot et simpelt kødligt begær. Han læber snørrede sig sammen da hun kom med endnu et usikkert svar. Han kunne ikke bruge hendes tvivl til noget som helst. "Det tror du ikke?" Det var intet rart tonefald han brugte, han kunne måske ikke få sig selv til at skade hende fysisk, men som det lyse blik kikkede ned på hende var det svært at tyde om han ville slå hende eller slippe hende fri. Alligevel blødte øjnene op. En lys finger strøg endnu engang blidt hendes kind som den slap hendes kæbe. "Du tror det ikke.. Og alligevel har du ligget med mig, i to uger blot fordi Det var rart?" Hans tone var mild, lokkende, som fingrene endnu engang strejfede hendes bryst. Hun var enten et fjollet pigebarn fanget af sin lyst, eller ude på meget dybt vand. Måske begge dele.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 20, 2017 9:52:00 GMT
Emma var forvirret og Lorcans kærtegn hjalp ikke. Hun slog blikket ned ved hans hån og hendes kinder glødede mørkt, som hun rystede svagt på hovedet.
"Jeg ved det ikke," hviskede hun usikkert og bange. Hun havde ikke lyst til at trodse ham, men hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige; hvad han ville have af hende. Tydeligvis ikke sandheden, som hun havde forsøgt sig med.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 21, 2017 10:51:22 GMT
Lorcan blinkede et par gange ved hendes spørgsmål. Det var sjældent at nogen spurgte ham om noget hvor han ikke kendte svaret. Han ville have at hun elskede ham. Han kunne ikke benægte det, men fornemmelsen af at hendes små fjollede følelser klyngede sig til ham var større end noget han kunne sætte ord på.. Men han kunne ikke gøre det overfor Eam. Hun var hans hustru og det var deres opgave at elske hinanden, hans var blot at sikre familiens fremtid. Knuderne i hans mave frustrerede ham. Måske var hun blot en vulgær hore, fanget i sit begær.. som han kiggede ned på hende havde en let desperation fundet frem til hans blik. Hånden fandt endnu engang hendes hage, med øjne der så lige igennem hende. "Elsker du mig!?" Desperationen havde også sneget sig ind i hans stemme som han ledte efter svaret i hendes øjne.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 21, 2017 17:36:15 GMT
Emma havde ikke på nogen måde slappet af, men der var alligevel et stykke fra hendes tilstand før og efter Lorcan greb om hendes hage igen. Hun skælvede af frygt og hendes øjne fyldtes med tårer, før hans intense blik fik hende til at sprænge bare en lille smule i luften.
"Jeg ved ikke hvordan det føles!" Hun hævede ikke stemmen, men frustrationen var alligevel helt tydelig på hende, som hun rystede under ham.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 22, 2017 3:09:19 GMT
Et sted i det forskruede sind havde Lorcan håbet på at Emma havde svaret. Det var hende der var kvinden, men som hun hævede stemmen overfor ham blev han langt fra klogere. Han fandt ikke hendes tone tiltrækkende. Han afskyede når folk hævede stemmen overfor ham, særligt kvinder, men overfor den mørkhårede heks var han nærmere frusteret end vred. Han kunne slå hende, han burde kvittere med en syngende lussing. Han hævede hånden, men endte med at knytte den i frustration over at han ikke kunne få sig selv til at slå. "Du.. Du må forstå at det vi gør er forkert. Kærlighed er det eneste der kan retfærdiggøre det du har gjort. Dig og Eam har svoret et løfte, men fortæl mig om vi betyder mere end det." Han var ligeglad med om han stillede for svære spørgsmål. Han måtte stille hende til ansvar, nu hun var gået bag hans ryg.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 22, 2017 15:42:24 GMT
Emma havde ikke hævet stemmen, men det var alligevel tydeligt, at hun var frustreret over Lorcan og hans krav til hende. Hun gav sig og forsøgte at komme væk, da han hævede hånden. Han skræmte hende og hun var ikke en kvinde, der var stærk under pres. Tværtimod faldt hun mere eller mindre fra hinanden og begyndte at græde stille, som hun vendte ansigtet væk og indstillede sig på, at han ville give hende tæv.
Vold var ikke komplet fremmed for hende, selvom hun med Eam havde været velsignet på det område. Hun forstod at bide tænderne sammen og tage hvad verden bød hende. Til gengæld svarede hun ikke Lorcan på hans spørgsmål. Hun anede ikke hvad hun skulle svare. Et spinkelt "undskyld," var alt der forlod hende.