Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 16, 2017 22:16:45 GMT
Lorcan satte mere end noget andet pris på hendes små lyde. De var et udtryk for at hun overgav sig til ham, som han tog hendes uskyld i hånden og ledte hende mod synden. Der skulle ikke meget overtalelse til efterhånden. Han slap hendes læber og søgte i stedet hendes halskrumning som han blidt kærtegnede med sine læber. Han dvælede der lidt, før læberne slap ligeså pludseligt som de var kommet til. Øjnene hvilede afventende på hende, forventende at den iver der havde hersket i dem ikke var forsvundet med hans læbers arbejde.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 16, 2017 22:53:53 GMT
Emmas hånd var gået mere eller mindre i stå, da Lorcan trak sig væk fra hendes sarte halskrumning og så på hende igen, men hun genoptog sine kærtegn i det samme øjeblik og tog en hørlig indånding, før hun lænede sig frem og på eget initiativ kyssede ham.
Det var ikke meget hun gjorde sådan. Impulsivt og af sig selv. Hun var altid bange for at gøre noget forkert. I dag var hun dog mere frembrusende; primært fordi det var begrænset hvad der kunne gøres mere forkert. Det var slut og måden hun trykkede sin krop ind imod hans demonstrerede hendes lyst lige så tydeligt som de hungrende, mørke øjne havde gjort det.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 16, 2017 23:10:02 GMT
Lorcan var ikke helt sikker på hvad han havde vækket i hende. Han havde efterhånden vænnet sig til at han skulle anspore hendes initiativ eller føre hendes hænder, men som hun endnu engang fandt hans læber havde han gjort ingen af delene. I stedet skildte han blot deres læber, som han lod sig selv falde ned på sengen med et opfordrende blik i sine lyse øjne. Det var sjældent at han slap kontrollen på denne måde, men hvis det ikke behagede ham skulle der ikke meget til at tage den igen.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 16, 2017 23:18:20 GMT
En lille, lavmælt protest forlod Emmas læber, da Lorcan trak sig væk fra hende. Hun fulgte ham dog med blikket og sank en enkelt klump, som han lagde sig ned. At han ville have hende til at følge med var ikke så svært at regne ud - og hun var ikke dum - men det tog hende flere små øjeblikke at lave den viden om til handling. En smule klodset, primært fordi hun var nervøs, kravlede hun over sengen og fandt op på hans skød med et ben på hver side af ham og en kriblende fornemmelse i mellemgulvet.
Det var altid ham, der styrede. Ham, der tog hende. Hun kunne altid sige, at hun ikke rigtig ville. At han gjorde det og hun ikke turde protestere. Nu, som hun greb om ham igen og sænkede sig ned til ham med en enkelt, klemt lille lyd og lukkede øjne, havde hun ikke den samme undskyldning. Hun var løbet tør for måder at lade som om hun ikke ville have ham. Desperat.
Heldigvis var der en let kur for at indrømme det helt og hendes øjne forblev lukkede, som hun fandt sig tilrette på knæ.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 17, 2017 0:21:05 GMT
Måske Lorcan havde brugt sin indflydelse på Emma til hans egen fornøjelse. Han havde forført og anvist hende, men som hun kom over ham var det ikke længere den mørkhårede troldmand der fik hende til at gøre noget som helst. Det veltilfredse smil var ikke til at fjerne fra hans læber, som hun af egen fri vilje intog ham. Det var en praktikalitet der havde ført dem sammen. Det havde været argumentet han havde brugt til at snørre hendes lille sind, og føje det. Lorcan var en praktisk mand, og da han de første par gange var trådt ind i hendes sovekammer havde han ikke forestillet sig at det skulle være andet. Som hans øjne gled i, og et højlydt suk faldt over hans læber, var han ikke i tvivl om at deres fælles udbytte af møderne havde udviklet sig. Hendes lyst til at tilfredsstille ham var al den bekræftelse han havde brug for. Hans hænder fandt hendes hofter, hvor de ikke længere kunne modstå fristelsen til at have en form for kontrol over slagets gang. Til en start var de dog blot en opfordring, som hans tommelfingre strøg hendes blege hud.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 17, 2017 14:27:04 GMT
Emma tog sig et øjeblik til at finde på plads, som Lorcans hænder lagde sig på hendes hofter. Hun sank en klump og slog langsomt øjnene op for at se ned på ham, en smule fortabt.
Han havde gjort hende til sin hore og hun skulle nok græde flere, salte tårer over det. For nu, gav hun sig dog til at bevæge sig imod ham med et lavt suk af nydelse. "Morgana," mumlede hun opslugt, imens hun forsøgte at finde den bedste måde at gøre det på for sig selv og trykkede sig tæt ind til ham.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 17, 2017 14:45:29 GMT
Lorcans øjne gled op igen, og de betragtede den tronende kvinde. Han nød hendes fortabte blik, nærmest mere end hendes ridt. Hun var fanget i hans magt, om hun ville det eller ej, var hun som et uskyldigt kid gået i hans fælde. Hun havde opgivet sin modstand og overgivet sig. Han måtte stramme grebet om hendes hofter, som triumfen over hendes tronende fortabte skikkelse blandede sig med den brusen deres forening sendte strømmende rundt i hans krop. De lyse øjne fandt hendes, han behøvede ikke engang at anstrenge sig for at læse hvad der stod i dem. "Sig at du vil have mig.. Bed om mere." Han havde brug for bekræftelsen, han hungrede efter den, som de dybe suk faldt over hans læber.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 17, 2017 21:22:48 GMT
Emma tildækkede sig ikke engang mere. Hun var fuldt synlig for Lorcan, som hun gav sig til ham. Det var en anelse overvældende i sig selv, men blev det ikke mindre, som han brød den ladede tavshed med endnu et krav. Denne gang tøvede hun mærkbart, selvom det ikke var første gang han bød hende at tale.
"Jeg..." Hun stoppede lidt op, men formåede ikke at lade være med at trykke sig tæt ind til ham i jagten på egen tilfredsstillelse og klynkede lavt.
"Mere," bad hun genert, som hun samlede mod. "Jeg vil have dig, Lorcan. Sådan her." Hun flyttede lidt på sig igen og knyttede sin hånd sammen i tynd luft. "Rør ved mig?"
Post by Lorcan LeStrange on Jan 17, 2017 22:17:25 GMT
Emmas underkastelse gjorde noget ved ham han havde svært ved at forklare. Han afskyede kvinder der strittede imod og gjorde vrøvl, en kvinde var langt smukkere når hun føjede sig og adlød som Emma gjorde. Der var ingen fysisk vold eller tvang, i stedet skubbede han hende ud over afgrunden ved hendes svage vilje og modsat stærke lyst alene. Som hun bad om mere, begyndte hans underliv mere insisterende at følge hendes rytme. Med et farligt blik i hans øjne, løftede den stærke overkrop sig, hvor den ene hånd fandt hendes bryst, mens den anden lagde sig om hendes nakke og trak hende ind i endnu et dybt kys.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 17, 2017 22:35:11 GMT
Da Lorcan satte sig op, fandt Emmas ene arm omkring ham uden tøven og hun gav sig med en lavmælt lyd over hans bratte måde at tage styringen tilbage på. Selvom hun var øverst, efterlod hans kys hende ikke i nogen form for tvivl om hvem der ledte slaget.
Hun protesterede ikke. Hans nærhed føltes god og med støtte på hans skulder, trykkede hun sig stigende insisterende imod ham, imens hun stønnede fortabt mod hans læber. "Mere," halvmumlede hun, da de skiltes lidt igen. "Bare en gang... Mere..."
Post by Lorcan LeStrange on Jan 18, 2017 14:11:42 GMT
Lorcan var ikke sen til at besvare hendes bønner. Han var ellers ingen gavmild mand, men opslugt af at tilfredsstille hendes frodige krop kunne han ikke andet end at gøre de små bevægelser med sit underliv mere insisterende. Han havde aldrig turde forestille sig at det ville komme hertil. Sveden glinsede i det svage lys, mens hans stødende vejrtrækning afspejlede den varme ild der strømmede igennem hans krop. Han ænsede ikke rigtig hvad hun sagde, han var et helt andet sted, som hans mund fandt hendes halskrumning og skænkede den sultne kys. Hans mund nåede hendes øre, han tænkte ikke længere over hvad han sagde. "Du er min Emma. Min.."
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 18, 2017 22:54:27 GMT
Det var en helt primal lyst, der fik Emma til at vride sig imod Lorcan. Hun ville også have fulgt hans ord og siddet hvor hun sad, hvis det blot var hans ord, men viden om den tilfredsstillelse, der lå for enden for hende selv, gjorde absolut hendes iver større. Hun var fortabt i den; fortabt i deres fælles bevægelser og Lorcans kys mod hendes hals.
De usande ord nåede hendes øre, men i rusen protesterede hun ikke. Hun var ligeglad i det øjeblik. Med løgnen, bedraget, det faktum at ingen af dem længere tænkte på hvilke lyde der slap ud fra hendes sovekammer. Hun stønnede opslugt af sin jagt og trykkede sig endnu et par gange imod ham, før hun fandt sin forløsning med et hjælpeløst klynk og ansigtet gemt ved sin svogers skulder.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 18, 2017 23:10:51 GMT
Lorcan selv var ikke langt fra sin egen forløsning, som deres kroppe smeltede sammen og blev et. Det bragte ham kun tættere på at han noterede hvordan hun nåede sin. Hans støn blev bragt med hans varme ånde mod hendes øre, som han med sammenbidte tænder gjorde sig færdig. Hans arme var låst om hende, som han brugte et par øjeblikke på blot at nyde vinterkulden der forsøgte at trænge igennem deres varme svedige hud. Han plantede et enkelt kys på hendes pande, mens han snoede sine fingre ind i hendes mørke hår. "Blev du forløst?" Hans stemme var lav, som den nærmest hviskede i hendes øre. Han havde måske fornemmet det, men han ville høre at hun indrømmede det. At hun var i stand til at give slip i hans selvskab og kaste sig ud over afgrunden.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 18, 2017 23:17:55 GMT
Med hendes hjertes banken, som støt blev langsommere, kom også skammen tilbage til Emma. Hun sank en enkelt klump, men kunne alligevel ikke lade være med at svælge svagt i nærheden, som Lorcan kyssede hendes pande og snoede fingrene ind i hendes hår. Hun selv forsøgte ikke at gemme sig, men så forsigtigt op på ham og nikkede svagt.
"Det... Ja. Næsten hver gang, nu," svarede hun lavmælt. Det var i den grad en del af problemet. Hun havde så svært ved at sige stop og fortælle ham sandheden, fordi hun ikke ønskede at det stoppede længere. Hun skammede sig, men hun fandt også sig selv i tanker om hvordan det ville have været, hvis hun rent faktisk var hans hustru og aldrig behøvede at stoppe med at dele hans seng.
Hendes blik flakkede lidt, før hun slog det ned. Hun kunne ikke sige til ham, at det var slut, imens han stadig var i hende.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 18, 2017 23:43:19 GMT
Lorcan sendte hende et lille accepterende nik. Han kunne høre at hun skammede sig nu, og alligevel havde der ikke været nogen skam at spore i den frodige kvinde der for få øjeblikke siden havde forløst sig med ham. Han bebrejdede hende ikke, han fandt det meget tiltrækkende, som om hun stadig var det forskræmte kid han gang på gang lokkede ind i ulvens hule. Hans fingre snoede sig ud af hendes hår, og løftede hende fri af sig. På trods af at den behageligt fornemmelse der gav ham lyst til at råbe hans navn ud fra det højeste tårn stadig sad i ham, var det tid til at han kom videre. Hvad de skulle gøre var overstået, og han havde fået det ud af det han var kommet efter. Fri af hende, kastede han dog alligevel et sidste blik på hendes svedige nøgne krop, før han nikkede let og kom ud til sengekanten. "Godt."