|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 8, 2017 21:40:09 GMT
Det var en livlig aften på De Tre Koste og der var nok at se til. Dodderidgebørnene var dog opflasket med den slags travlhed og Helena var ikke videre mærket med det, som hun snoede sig mellem borde, sendte en munter kommentar efter en flok stamkunder og smøg sig under baren med et tandsmil på læberne og aura af energi omkring sig. "Står du bare der og danderer den?" drillede hun sin storebror, der tydeligvis blot var mellem kunder. Det hindrede hende ikke i at tjatte til ham en enkelt gang med det stofstykke, som hun gav sig til at tørre krus af med. |
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 8, 2017 22:52:16 GMT
Arthur var ved at tage en tår tynd øl, da Helena kom svævende forbi ham. Han hostede en enkelt gang, før han returnerede hendes dask med et puf med hoften og smilede skævt.
"Jeg er gammel og træt og har brug for at hvile mig," konstaterede han tørt, men muntert. "Hvad er din undskyldning?"
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 10, 2017 22:23:46 GMT
Helena grinede lidt af svaret og besværede sig ikke med selv at svare på spørgsmålet. I stedet lænede hun hoften ind mod baren og tørrede endnu et krus af, før hun trak sin tryllestav og fik dem til at svæve på plads. Blikket gled en enkelt gang over Arthur og noget glimtede svagt i de mørke øjne.
"Hvad har du gjort af min yndlingsnevø?"
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 10, 2017 23:30:40 GMT
Arthurs drillende mine veg i baggrunden for at varmt smil, da hun nævnte Tobias. Hans faderhjerte bankede stærkt og han svarede beredvilligt, at "knægten snorksover på værelset."
Han vendte sig flygtigt mod en kunde, der gerne ville have et krus øl. Den handel var hurtigt klaret og blikket tilbage på søsteren. "Han havde en lang aften i går. Det går ikke at lade ham tumle rundt herinde altid - selvom han ville have elsket musikken vi har på besøg, hm?"
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 10, 2017 23:34:55 GMT
Helena knuselskede sin unge nevø, men det betød ikke, at hun ikke havde bagtanker med sit spørgsmål. Smilet var dog reelt nok og hun tog sig muligheden til at se sig lidt omkring i den korte tid, hvor Arthur var optaget af den nye kunde. Blikket var dog snart tilbage og det samme med hendes opmærksomhed. En enig lyd undslap hende.
"De er gode. Det er næsten en skam at spilde det ved at stå stille," konstaterede hun uskyldigt. "Jeg kunne passe baren lidt, mens du udnytter det..."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 10, 2017 23:52:27 GMT
Arthur så lidt forbløffet på sin lillesøster, selvom forslaget ganske givet ikke burde have overrasket ham. Han fnøs lidt af hende og samlede selv et efterladt krus op fra bardisken, som han gav sig til at tørre af.
"Du har lige spurgt hvorfor jeg stod og lavede ingenting, smarte," konstaterede han, før han hang det på plads og stak hende et kindkys på vejen hen imod køkkenet for at hente hvad der nu var klart til kunder. Inden da, stoppede han dog op og drejede hovedet mod hende. "Desuden er der ikke nogen at danse med - og jeg danser ikke med dig på baren igen."
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 11, 2017 0:03:53 GMT
Helena viftede en affærdigende hånd over hans pointering, men smilede alligevel. Hun havde tydeligvis fået en idé og det var ikke umiddelbart hendes plan at give op på den. "Du ville have godt af at røre dig lidt. Jeg har mindre brug for det," faldt det flabede svar med løftet hage og et drillende smil.
"Jeg kan desuden se en mulighed herfra," tilføjede hun og slog diskret med nakken. "Helt alene..."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 11, 2017 0:19:50 GMT
Arthur var på ingen måde tyk og fnøs blot af søsterens hentydning. Han hævede til gengæld et bryn, da hun slog med nakken. Nysgerrig, på trods af sig selv, trådte han lidt væk fra køkkendøren igen og kiggede. Det han så fik ham dog hurtigt til at træde bagud igen og skære en grimasse.
"Tro mig - det har hun ikke lyst til," konstaterede han. "Jeg ved slet ikke hvad hun laver her. Hun synes hun er alt for god til os her."
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 11, 2017 0:24:54 GMT
Helena smilede smørret for sig selv, da Arthur kiggede. Reaktionen var dog uventet og hun hævede øjenbrynene lidt, før en halvt munter, halvt skeptisk lyd undslap hende.
"Hvad snakker du om? Hun kan godt lide det her. Det har jeg selv hørt," konstaterede hun med overbevisning. Mørke øjne glimtede. "Kom nu, Art. Ikke være så kedelig."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 11, 2017 2:01:43 GMT
Arthur bakkede lidt væk fra søsteren, som lagde an i sin bedste, overtalende stemmeføring, imens han rystede på hovedet.
"Hun synes mors mad smager så kedeligt, at hun ikke andet end nippede til det," forsikrede hun. "Og hun synes jeg er doven. Sådan en snob... Det ville hun aldrig sige ja til alligevel."
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 11, 2017 11:09:36 GMT
Helenas indtryk var et andet og af samme grund lod hun ikke Arthur slippe så nemt. "Sludder. Jeg overhørte hende sige, at det er langt bedre end noget hun selv kunne lave," konstaterede hun lyst i samme, overtalende tone og fulgte efter ham.
"Og prøv ikke at bilde mig ind at en udfordring nogensinde har stoppet dig i en dans..."
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 11, 2017 22:14:59 GMT
Arthur vred sig mentalt ved tanken om at skulle spørge enkefru Clagg om hun havde lyst til at danse. Han nåede til gengæld også døren til køkkenet og hvis ikke han gik derind, så var der ikke så mange veje væk fra hans insisterende lillesøster.
"Har hun virkelig sagt det?" Hans udtryk var skeptisk, selvom Helena ganske sjældent løj. "Hvornår?"
|
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 11, 2017 22:31:47 GMT
Helena var udmærket klar over, at hun havde trængt Arthur op i en krog og hun skammede sig ikke det mindste over det. Nogle mennesker havde brug for et skub i en retning, der måske kunne være den rigtige og hun var ikke i tvivl om, at Arthur var en af dem.
"I går," konstaterede hun med en skuldertrækning, men med en overbevisning i stemmen der var mere insisterende. "Hun talte med den ældste af Nottbørnene, nede fra apoteket. Desuden er det bare en dans. Hvad kan det skade?"
|
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 11, 2017 23:04:45 GMT
Arthur brummede lidt over lillesøsterens stædighed. Han himlede med øjnene ved spørgsmålet og trak på skuldrene.
"Potentielt både mine tåspidser og min stolthed," svarede han med overgivelse i stemmen. Han rankede sig ubevidst en anelse op, før han trådte forbi hende med et lavmælt, mumlende "stædige pigebarn."
Med det, forlod han baren og gik over imod Clagg med en følelse af, at han var på vej til skafottet og et udtryk der matchede det.
|
|
|
|
Post by Edith Rabnott on Jan 11, 2017 23:13:25 GMT
Hollis var stadig hos sin mormor og Edith havde næsten ikke dårlig samvittighed over at tilbringe endnu en aften i krostuen med deres varme stemning og gode mad, over en af alene i huset med det arbejde, som på et tidspunkt skulle gøres. Hun havde dog alle ambitioner om at gøre den kort - i hvert fald indtil musikerne spillede op.
Det sad hun og nød for sig selv sammen med et krus te, da hun fangede en bevægelse ud af øjenkrogen. Mørke øjne gled til siden, netop som Arthur Dodderidge stoppede ved bordet og hun så op på ham med tilbageholden overraskelse.
"Ja...?"
|
|
