Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 12, 2017 20:49:30 GMT
Arthur var ikke vandt til at vægte sine ord meget nøje, men han tænkte sig om, inden han åbnede munden overfor Edith Clagg. Denne gang fik han også skruet sig op til et et venligt, omend lidt anstrengt smil.
"Jeg tænkte på, om du havde lyst til... En dans?" Han skulle til at sige et eller andet med, at hun jo alligevel bare sad og lavede ingenting, men bed sig lidt i tungen og skottede til musikken i stedet. "Ingen burde sidde stille, når der bliver spillet sådan op," konstaterede han efter et øjeblik, som måske var dræbende tavshed. I hvert fald var han forberedt på det.
Post by Edith Rabnott on Jan 12, 2017 21:35:23 GMT
Mørke øjne blev en smule større, som hun blinkede i overraskelse over spørgsmålet. Det var så uventet som noget og bragte hende en smule ud af fatning et øjeblik. Det første der faldt hende ind, var at spørge hvorfor, men det var et spørgsmål han allerede havde besvaret og hun endte i stedet med kort at skotte ud mod det åbne rum, hvor der allerede var dans i gang.
Hun så tilbage på Arthur og da hun indså, at hun ikke kunne komme op med en eneste, valid afvisning endte hun med at nikke lettere stift - og til sin egen overraskelse. "Det kan der være noget om," svarede hun med en tilbageholdenhed, der mest af alt kom sig af at hun følte sig temmelig usikker, da hun kom på benene. Måske var det en frygtelig idé.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 12, 2017 21:45:28 GMT
Arthur var ret overrasket over, at han ikke blev afvist. Han tørrede dog rimelig hurtigt den afslørende måben af fjæset og bød i stedet Edith sin hånd. Den var ren, sådan da. Han havde i hvert fald tørret den af i bukserne før.
Post by Edith Rabnott on Jan 12, 2017 22:04:55 GMT
Arthurs tydelige overraskelse fik hende nærmest til at fortryde, men hun var allerede i færd med at rejse sig og der var ikke andet for end at gennemføre. Uanset lod hun være med at overtænke det hele. Der var intet underligt i at kropersonale ville sende et godt signal og det var ikke ligefrem fordi det vrimlede med enlige kvinder.
Blikket faldt til hans hånd et kort øjeblik, før hun tog imod den. Så tæt på, kunne hun ane duften af øl omkring ham. Ikke så overraskende. Hun klarede halsen og så op på ham med et smil, der vist mest af alt bare var høfligt. Tilbageholdenheden var ikke væk.
"Jeg er ikke håbløs," svarede hun diplomatisk og kastede et enkelt blik rundt. "Men ikke den store erfaring med... Krostuer."
Post by Arthur Dodderidge on Jan 12, 2017 22:56:02 GMT
Måske troede Edith at hun var diplomatisk, men Arthur var ikke så dum som hun regnede ham for og han fanged umiddelbart den nedladende tøven i hendes stemme. En trækning ved hans mund viste flygtigt hans utilfredshed og han bed tænderne lidt sammen, før han tvang sig selv til at smile og trække hende med sig alligevel.
"Du er sikkert vant til finere forhold. Men vi er nu ikke så håbløse her," konstaterede han, en anelse bestemt. "Må jeg?" Han lagde an til at lægge en hånd på hendes hofte.
Post by Edith Rabnott on Jan 12, 2017 23:03:17 GMT
Edith var helt reelt i tvivl om, hvorvidt hun ville kunne følge med i den mere løsslupne dans, der fandt sted i krostuen. At hendes ord antydede noget helt andet, var hun ikke slev klar over. I stedet drejede sig hun mod Arthur, en smule overrasket over det bestemte tonefald.
"Det er jeg ikke i tvivl om," svarede hun, let drævende og nikkede sin accept, før hun selv - med et kort sekunds tøven - lagde sin hånd mod hans skulder. Det var ikke hverdagskost.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 12, 2017 23:23:25 GMT
Arthur skar lidt tænder over hendes tonefald, men han svarede ikke. I stedet trak han hende med ud i en dans, der gik for hurtigt til at snakke.
På trods af, at han virkelig ikke kunne lide hende, førte han hende sikkert med sig, løftede hende en enkelt gang for at forhindre at hun faldt og styrede slagets gang på slagmarken, der var dansegulvet.
Post by Edith Rabnott on Jan 12, 2017 23:30:22 GMT
Edith tog ikke fejl i sin egen, personlige formodning om at hun ville have svært ved at følge det livlige tempo. Det var et held, at Arthur havde et sikkert greb om hende og det var først da han løftede hende, at et lille, overrasket udbrud slap over hendes læber.
Det hele efterlod hende stakåndet, rød i kinderne og lidt mindre tilknappet, som hun fandt fodfæste og instinktivt holdt bedre fast i ham for at kunne følge med, som musikken nærmede sig sin sidste del og snart ville ebbe ud inden et nyt nummer.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 12, 2017 23:42:49 GMT
Det var ganske enkelt umuligt ikke at nyde dansen. Dels fordi det var sjovt, men også en lillebitte bitte smule fordi Edith tydeligvis ikke kunne følge med. Han var ikke modbydelig, han udstillede hende på ingen måde, men han sansede det.
Da hun holdt fast i ham, tog han en enkelt, hastig indånding, før han snurrede dem rundt og hev hende med videre i den sidste, hæsblæsende slutning.
Da musikken stoppede var han stakåndet og han slap hende kun langsomt og med et lidt forundret blik. Det virkede som om hun vitterligt havde moret sig.
Post by Edith Rabnott on Jan 12, 2017 23:49:11 GMT
Edith kunne ikke mere end lige følge med og det var, da han snurrede dem rundt og hun nær havde mistet fodfæstet, at en lidt håbløs, men helt reel latter undslap hende og i et kort øjeblik afslørede tænderne i et smil. Måske mest fordi hun var en anelse overrumplet, men det dvælede stadig ganske let omkring mundvigene, da dansen var ovre og hun endelig fandt fodfæste.
Forpustet og en anelse usikker på benene, fandt hendes blik hans og det hun så der, fik hende til at gå i stå i et sekund eller to. En lys krølle havde revet sig løs fra den ellers pertentlige frisure og hun skubbede den væk fra panden med en pegefinger, før hun endelig klarede halsen dæmpet og sænkede blikket et lille stykke; væk fra øjenkontakten.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 0:22:06 GMT
Han var ret sikker på, at han aldrig havde hørt hende grine før. Det undrede ham nok mest af alt. Da hun sænkede blikket, trak hans bryn sig lidt sammen, men han trak sig samtidig væk med en dæmpet rømmen.
"I lige måde," faldt det stadig overraskede svar, før han knyttede hænderne en smule sammen og løsnede dem igen.
Han forstod hende ikke, ganske enkelt. Til gengæld trak han flygtigt på smilebåndet, før han nikkede let og det gik i sig selv. "Har du brug for mere at drikke...?"
Edith fik samlet sig selv lidt og glattede kjolen med hænderne, før hun selv tog et skridt tilbage. Afstanden var tilbage mellem dem, selvom den på en eller anden måde ikke føltes helt så udpræget. Hun løftede hagen og så på ham igen, før blikket gled kort mod baren og hun tydeligvis overvejede.
Ryggen blev en anelse mere rank og det sitrede kun i det korteste øjeblik omkring hendes mundvige. "Måske et lille krus øl? Du sagde, at det var det bedste..."
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 20:35:42 GMT
"... I hele verden," afsluttede han hendes sætning, selv med et enkelt lille træk i mundvigene og kort efter på skuldrene. "Men det troede du ikke på."
Han hævede et enkelt bryn, lettere udfordrende. "Kom med op. Så skal du få et krus på huset."
Og samtidig kunne han vise Helena hvordan hun opførte sig, Edith.
Post by Edith Rabnott on Jan 13, 2017 21:36:14 GMT
Et enkelt øjenbryn hævede sig over hans tilføjelse og det forblev det eneste svar. Det var selvsagt svært at sige om noget var verdens bedste, når man ikke havde smagt det - eller alt andet der var at sammenligne med for den sags skyld. Hun fulgte dog alligevel med og fandt en tom skammel at tage plads på ved disken.
"Hvor meget øl fra resten af verden har du smagt?" endte hun alligevel med at spørge, blikket mod den krølhårede krodreng. Hendes udtryk afslørede ikke meget, foruden en enkelt trækning omkring mundvigene og lidt mere levende interesse i blikket, end der havde været før.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 22:46:14 GMT
Det startede... Ikke godt. Arthur himlede med øjnene, da hans ryg var vendt imod Clagg, men havde et mere høfligt udtryk øjeblikket senere, som han greb et krus og gav sig til at skænke op.
"Jeg har smagt øl fra de dele der betyder noget," konstaterede han. "Og hørt ølsmagere i hele magikerverdenen rose vores bryg." Han stillede et krus foran hende med blot en anelse mere kraft end han behøvede og lænede sig lidt ind over disken, som han så ind i de store, mørke øjne.