Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Luften var kølig den forårsmorgen og rim havde sat sig på græsset, der knasede under den unge troldmands støvler da han begav sig mod Queerditchbanen. Mercy pustede en pink krøllet lok væk fra øjnene, kun for at den kort efter faldt tilbage igen. Han havde hænderne begravet i lommerne på sin jakke. Hun måtte være der af alle steder. Han havde ikke haft mange muligheder for at fange hende siden da, men til yuleballet havde han da fået lidt af en forklaring. På hvordan hun var fjern. Alligevel følte han at der måske bare var så meget der ikke var blevet sagt.
Han følte sig lettere anspændt, alligevel forholdt han sig rolig udenpå. Det var nu, i denne tid at han ville få at se om hun havde løjet for ham. Og om Avery virkelig var ved at forsvinde. Han ønskede ikke at bære nag over hendes valg til yuleballet, men for Mercy var det næsten en symbolsk handling da hun valgte Diarmad over ham.
Han tog en dyb indånding da han syntes at kunne se den velkendte skikkelse længere fremme og rystede på hovedet. Et sted kunne han ikke lade være med at føle et stik af ubehag. Men han tvang sig selv til at mande op, rettede ryggen og pustede brystkassen lidt op. Så strammede han de hvide læderhandsker an og gik imod hende.
Post by Avery Slughorn on Jan 8, 2017 16:24:45 GMT
Avery nød den kølige morgenluft mod sit ansigt, som hun fløj rundt på Queerditchbanen. Det var næsten det eneste der kunne få hende tidligt op af senge, men efter at hun endelig havde fået sin kost tilbage fra sin far, var der meget der skulle indhentes. Hun ænsede ikke rigtig omverdenen, som hun fokuserede på gang på gang at kaste tromleren igennem en af de tre målringe. Sådan gik det gang på gang, indtil tromleren faldt til jorden foran en fjollet fyr med lyserødt hår som hun genkendte som Mercy. "Pas på dernede!" Hun grinede ned til ham, før hun satte i et skarpt dyk, hvorefter hun elegant sprang af sin kost foran ham.
”Avery hvad er du la- PAS PÅ! WOAH!” Tromleren for igennem luften og Mercy nåede lige at kaste sig til side og undgå at brække halsen. Han landede på maven med et ’omph’. Knap så elegant som sin barndomsveninde lå han fladt og stirrede opgivende op i himlen indtil Avery med sin lille opvisning landede foran ham i stor kontrast. Han kunne ikke lade være med at fnyse et lavt grin og støttede hagen i hånden.
”Jjjjaaaah… Sådan kan man også gøre! Jeg ser at din far har sluppet sit fedtede greb i din kost. Jeg kongratulerer”. Lidt kluntet fik han rejst sig og begyndte at børste sin jakke af og rette Hufflepuff tørklædet.
”Det er en fantastisk teknik. Meget skarp og præcis, hvis man vel at mærke gerne vil brække folks ben. Den kan du bruge når du prøver på at jage Diarmad. Har du prøvet det?”
Post by Avery Slughorn on Jan 10, 2017 1:24:52 GMT
Avery havde altid siddet bedre på en kost end hun stod på sine to ben, og dog var hun alligevel mere yndefuld en Mercy, som han faldt omkuld i det frosne græs. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule kærligt da han kom på benene, mens hun selv satte sin kost i jorden så hun kunne læne sig op af den. Hun rynkede brynene en smule da han specifikt gik efter Diarmad. Hun havde ikke glemt deres samtale fra yuleballet, men ærlig talt havde hun slået det hen, og i stedet blot nydt sin aften med anføreren for Gryffindorholdet. "Måske skulle jeg, så vi ikke taber til Gryffindor i år.. Nå nej.. Femkampen har stjålet vores turnering." Hun var tydeligvis bitter, og havde ikke tænkt sig at snakke med sin ven om MacFustydrengen.
Mercy havde ikke indset at hans kommentar kunne være fornærmende, heller ikke at tonefaldet i sin stemme var blevet let snerrende. Næsten uhørligt, men er trænet øre der var vandt til at omgås det storsmilende pokerface ville kunne opfange det. Til gengæld opsamlede den unge troldmands intuition hurtigt op at ikke alt var hvad det skulle være, og yuleballets episode syntes at glide væk og erstattes med let bekymring for Averys velbefindende.
”Ey”. Han smilede skævt ned til den mindre Slughorn og gik om på siden af hende før han begyndte møvende at skubbe blødt til Avery med siden. En del af en større selvudviklet undersøgelsesindsats for at nå frem til problemet. ”Ey. Troldetøs, ey. Jeg synes nu at du holder dig meget godt i form. At du ved det. Femkamp taget i betragtning”.
Post by Avery Slughorn on Jan 10, 2017 23:52:27 GMT
Avery syntes at Mercy havde opført sig mærkeligt på det seneste. Hun havde aldrig været særlig dygtig til at se når der var noget galt med folk, men det var som om at der var sket et eller andet, og det hele var kulmineret da han havde konfronteret hende ved yuleballet. Hun var stadig ikke helt sikker på hvad det havde handlet om. Ærlig talt havde hun bare slået det hen som om at han var blevet en smule fuld af den stærke punch. Da han skubbede til hende virkede alt dog til at være ved det gamle, og hun lyste op i et bredt smil. "Det bliver jeg jo nødt til. Det går ikke at vi taber næste år, fordi jeg har fedtet den af hele sæsonen." Ravenclaws sejr hvilede måske ikke på hende alene, men hun mente selv at hun havde en god del i den.
Mercy smilte skævt ned til Avery. I en stor armbevægelse greb han fat om Averys talje, trak hende ind til sig og begyndte at rode rundt i hendes hår med knoerne. Taget om hende var ikke særlig stramt, men Mercy havde på trods af sin ikke særligt intimiderende person en del kræfter i de muskler han nu havde og han havde ikke i sinde bare sådan at slippe hende. ”Nej, det kan vi jo ikke have, kan vi? Jeg er sikker på at det er noget du kan trække hjem, Avey. Hvis nogen kan gøre det, så er det dig”.
Det var rart. Som de stod der et øjeblik kunne han ikke lade være med at føle at de stod fast i tiden. Som om alt var som det plejede. Han ville ikke indrømme det, men han kunne også se det. Hvis ikke på den måde hun havde været væk fra ham på, så fysisk. I en lang periode havde Wright drengen været på højde med Avery. Pludselig skød han i vejret og nu var han en ung mand der var et par hovedet højere end ikke bare Avery, men også de fleste unge troldmænd på Hogwarts. Men Avery, Avery blev ved med at være lige så nuttet uanset hvordan han så på hende, og han følte et behov for at passe på hende som at han altid havde gjort.
Han stoppede med at nulre rundt i Averys hår. I stedet lukkede han armene om hende i en omfavnelse og hvilede sin kind imod hendes hår imens han så ud over græsplænen. … ”Jeg har.. Virkelig savnet det her”.
Post by Avery Slughorn on Jan 12, 2017 23:52:04 GMT
Avery smilede som han valgte at tro på hende. Han burde selvfølgelig holde med Hufflepuff, men ærlig talt var der ikke særlig meget at holde med i den unge ravns øjne. Hun dukkede sig en smule, og forsøgte halvhjertet at komme fri som han rodede rundt i hendes halvlange hår. Siden hun havde så mange drengevenner havde hun efterhånden vænnet sig til at de alle var vokset hende over hovedet, og derfor var det alligevel en smule irriterende at de blev ved med at understrege det. Morgan gjorde det også, men det var noget andet, han var hendes bror. Det var lidt mærkeligt at blive omfavnet af Mercy på den måde. Hun kæmpede sig fri med et svagt undskyldende grin. "Stop. Er du blevet blød Merc? Hvis du er blevet sød og sentimental, så lad venligt være med at smitte mig." Der var intet galt med at være sød og rar, men hende og Merc plejede at være for seje til den slags nære omfavnelser. Det var Callum og Dia i hvert fald.
”Åh, øh!” Mercy rettede statisk ryggen, da Avery brød fri af sit greb. Og hun brugte ordet blød, som var det et skældsord. ”Nej, selvfølgelig ikke!” Hans læber sendte hende et lettere nervøst smil.
*Blød?* Det opalfarvede blik skævede lidt væk, og troldmanden sank en klump. Han plejede lidt at være en rebelsk type. En der sjældent lyttede til hvad folk sagde, hvis ikke det gav mening for ham selv. En der lavede sine egne regler. Han betragtede ikke sig selv som blød, selv om han altid havde haft hjertet og sine idealer med i alt hvad gjorde. Og Avery havde været hans medsuspekte i hans påfund sideeen… Ja, siden altid? Så længe han kunne huske. Han havde kendt hende inden de fik deres brev. Men nu hvor det var som om det ikke helt var sådan længere… Så føltes det rart at røre hende på den måde. At holde hende tæt, for i det øjeblik var han sikker på at hun ikke ville forsvinde. Det var ikke noget han havde gjort sig i før. Det var egentlig heller ikke noget han havde overvejet. Det var bare en pludselig indskydelse han fik lyst til… Og han forstod ikke helt selv hvorfor. Det havde været et ideal at kunne stå på egne ben. Altid et skridt foran andre. At være hård.
Det pinke hår pjuskede han op i. ”Jeg var bare ved at se oom.. At tjekke dine reflekser!Ja, altid klar, altid parat til hug”.
Post by Avery Slughorn on Jan 17, 2017 20:21:50 GMT
Avery var ikke helt sikker på hvorfor Mercy var begyndt at opføre sig så underligt. De havde altid kendt hinanden, og selvom han var svær at blive klog på, syntes hun at hun havde en ret klar ide om hvem han var. Hun grinede derfor også blot en smule usikkert som han kom med sin forklaring. Hun ville gerne have at alting var ved det gamle, men det var som om et eller andet havde forandret sig ved den farvestrålende metamorphmagus der gjorde det besværligt. "De virker.." Hun demonstrerede det ved at give ham en kærlig knytnæve på skulderen. "Så hvorfor er du begyndt at være så mærkelig?" Mange ville nok mene at Wrightknægten altid havde været mærkelig, men på det punkt havde den unge ravn lidt andre standarter.
Den velplacerede knytnæve ramte Mercy, der dramatisk begyndte at vakle dom følge der af. Han tog en hånd for panden og begyndte teatralsk et smertens støn. ”Aoouv.. Smerten! Den er uudholdelig. Avey. Jeg tror… Jeg tror at det er for sent for mig. At det er ved at være min tid”. Han smed sig ned i græsset på ryggen og begyndte at hoste overdrevet.
”Tænk ikke på mig. Du må fortsætte. Uden mig, Avey”. Han hostede igen og foldede sine hænder over brystkassen. ”Jeg kan ikke mere. Fortæl mine forældre… -host- at det var mig der stjal honningkrukken. Farvel Avey. Erk”. Da alle kræfter var sluppet op, gled hans hoved ud til siden med tungen ud af munden, og hans øjne lukkede i. Sådan lå han i et par sekunder, indtil han åbnede det ene øje.
”MEN!” Med et hurtigt greb i udstrakt arm om Averys ankel, trak han benene væk under hende, dog ikke uden at sikre sig at hun ville lande på ham i faldet. ”Hvad mener du med mærkelig, hva? Jeg er aldeles ikke mærkelig. Jeg er UNIK. At du ved det, Slughorn”.
Post by Avery Slughorn on Jan 22, 2017 1:42:41 GMT
Et bredt smil gled over Averys læber som han overspillede hendes knytnæveslag. Hun slog måske en proper næve, men hun havde aldrig slået nogen ihjel med sine knyttere. Hun var derfor heller ikke på noget tidspunt reelt bekymret for Wrightdrengen, men ventede bare tålmodigt på at han var færdig med at skabe sig. Han havde allerede indrømmet hundrede gange at han havde stjålet honningkrukken. Da han trak hende ned på jorden måtte hun alligevel hvine overrasket. Landingen på Mercys brystkasse satte gang i hendes lattermuskler, og selvom han opførte sig underligt, kunne hun ikke lade være med at blive liggende et øjeblik. De havde ligget sådan tit da de var små og kigget på alt fra skyer til havenisser. Nu føltes nærheden en smule underlig, og hun skyndte sig at sætte sig op da det gik op for hende. "Hvis unik betyder at du har hovedet fuld af dragelort, Wright.. Så forstår jeg hvad du mener." Hun grinede ned til ham, før hun lagde sig i sneen ved hans side.
Da Avery fik sat sig op kom Mercy med et skævt smil over hendes kommentar. Det var rart at høre hende le. Det var trygt og tilvendt, og for en del af ham betød det at han gjorde noget rigtigt, når han stadig vidste hvilke knapper han skulle trykke på for at muntre hende op. ”Men du kan jo lide det, kan du. Og du er også mærkelig”. Det var lige så meget en konstatering om hendes person, som det var en beskrivelse af det han følte var ved at ske.
Efter Avery havde rettet sig, gik der heller ikke lang tid før han greb fat i hendes håndled og skubbede hende ned mod jorden med hendes hænder naglet fat på siderne af kroppen med hans egne. Han støttede på sine arme og lænede sig ind over hende, dog stadig med en jævn afstand imellem dem. ”Du er den mærkeligste pige jeg kender, Avey. Som jeg nogensinde har kendt”.
Han hævede det ene øjenbryn og smilede skævt i stilhed ned til hende. Sådan lå han blot og betragtede hendes ansigt inden han gav slip på hendes ene håndled og knipsede hende over næsen. ”Men det betyder ikke at det er en dårlig ting. Jeg synes at det er fantastisk. Og jeg tror - rent faktisk - at det er en af grundene til at jeg altid har syntes godt om dig, Avey”. Med sin frie hånd fjernede han en lok af hendes pjuskede brune hår fra hendes pande og kørte det om bag hendes øre. ”Jeg håber ikke at du forandrer dig. Nogensinde. Det ville være et spild af verden, for den ville ikke ane hvad den går glip af”.
Post by Avery Slughorn on Jan 22, 2017 2:26:03 GMT
Avery og Mercy havde lavet mange ting sammen. De havde kæmpet imod usynlige drager, skåret deres navne i krogede træer, men efterhånden var det gået op for Avery at de ikke var syvårige børn længere. Avery var netop blevet sytten, og alligevel føltes det som om at Mercy sad fast et eller andet sted i fortiden. Hans relation til hende gjorde i hvert fald. Om det var den kolde jord, eller Mercys blik kunne hun ikke helt beslutte sig for, men der var noget i hans bevægelser der frøs hendes krop. Hun var simpelt ikke rigtig sikker på hvordan hun skulle reagere. Hun var ikke helt sikker på at hun havde lyst til at ligge sådan under metamorfen, det føltes mærkeligt, og alligevel gjorde hun ikke noget for at slippe fri. I stedet rynkede hun let sine bryn over hans ord. De sagde mange underlige ting til hinanden, men komplimenter plejede ikke rigtig at være iblandt dem. I hvert fald ikke nogen der var så dybfølte som Mercys lød. "Hvorfor.. Skulle jeg også det?" Situationen lå en smule fra Averys komfortzone, og hendes spinkle krop anede ikke rigtig hvad den skulle stille op. Endelig tog hendes frie hånd sig sammen, og greb en håndfuld sne som hun kastede i ansigtet på ham. "Vil du så venligst også lade være med det Mr. Wright?" Der var en tydelig hentydning i hendes ord. Han havde måske altid været mærkelig, men han opførte sig direkte anderledes.
Sneen ramte plet i ansigtet på Mercy, og det gjorde også at han med en prusten over at have fået sne i munden trak sig væk. Han havde ikke tvivlet på at gøre det, hvis hun havde bedt ham om det. De havde brydet rundt som små, men han var blevet stærkere end hende nu, og han kunne mærke og se det på hendes fysik. Derfor skulle han også passe mere på, men det stoppede ham ikke fra at give hende igen på hendes små puf og skub, som da de havde ligget der. Som han satte sig op, begyndte han at gnubbe sneen væk fra ansigtet og rystede kraftigt på hovedet, meget lignende en hund. ”Fordi det er det de fleste gør. De glemmer det de selv har lyst til og tilpasser sig til hvad alle andre forventer at de skal gøre. De er ikke sande til deres hjerte. Og de lyver og glemmer hvem de selv er”.
Mercy skævede mod Avery. Kort efter var tjenesten returneret, og en let klump sne blev kastet blidt mod hendes kind. ”Så gerne da, frk. Slughorn”. Han børstede opmærksomt sin jakke af fra den resterende sne, men opmærksomheden blev dog ved hende. ”Verden skabes ikke af folk der er bange for sandheden. Det er dem der træder i karakter der bestemmer hvordan morgendagen ser ud”.
