Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Avery Slughorn on Jan 23, 2017 1:02:46 GMT
Avery kendte udmærket Mercys enetaler. Mange antog at den spraglede Wright dreng var mindre begavet, men modsat Avery der tænkte logisk og ofte lige ud af posen, var han langt mere reflekterende og klog på livet end hun var. Hun ville aldrig indrømme det, og hun fnøs derfor også blot med et lille grin af han svada om at tage morgendagen og skille sig ud. Det syntes hun at de gjorde nok i forvejen. I stedet var hun langt mere fokuseret på hans våde og kolde modangreb som hun selv fik lov til at smage sne. Det var ikke noget hårdt kast, og alligevel var hun over ham med en hånd fuld af sne, som hun væltede ham om i sneen, mens hun grinene børstede hans ansigt til. "Så må du heller bøje dig for min vilje James Wright. For jeg bestemmer at du skal have sne!" Hun grinede karikeret og ondskabsfuldt, før latteren blev mere hjertelig, som hun sad overskrævs på hans mave med hænderne løftet triumferende i vejret.
Angrebet var perfekt, og metamuffinen blev væltet baglæns ned i sneen med et hyl. ”Ajj! Dværgangreb! Hjælp!” Da først han var landet og sneen blev børstet blødt rundt i hans ansigt vendte han kinden til, men gjorde ellers ikke modstand. ”Åh, vis nåde. Nåde! Smerte… Åh”. Hans stemmeføring blev tiltagende doven, som den lille Slughornkvinde skubbede ham rundt. Han prustede atter sne, så opgivende op på Avery, og smilte smørret. Han havde absolut intet imod at underholde hende. Det havde en værdi i sig selv at se hendes gejst, når hun sejrede.
Efter et let ”Oompf” lod han sig sig bestige og lå stille. ”Jeg giver op. Du vinder. Men jeg ville dog sige at du ikke er den værste jeg kunne bøje mig for.. Dog er dine teknikker yderst ukreative”. Han lagde en hånd op på Averys bløde hofte og begyndte at ae hende på den begyndende kurve.
Han så sig omkring på plænen. Over dem strakte grenene sig langt fra et ensomt træ. At dømme på dets størrelse var det nok ca. 100 år, og det fyldte sådan så sne havde dækket toppene af grenene. Mercy fniste, svang sin stav diskret. En enkelt beregning med øjemål, og han dirigerede en stor sten fra græsplænen. Den var på størrelse med en knytnæve og med fart satte den nemt de tyndeste grene i bevægelse, da den ramte et bærende punkt i træet. ”Og Avey-pige?... Psst. Det er ikke mit navn”. Øjeblikket efter rystede sneen af og en let storm af puddersne dyngede ned over dem.
Post by Avery Slughorn on Jan 25, 2017 14:21:17 GMT
Avery vidste ikke om hun havde savnet Mercy. De havde jo som sådan ikke været væk fra hinanden. Men når de nu endelig pjattede på græsplænen og kæmpede med sne, kunne hun ikke lade være med at give sig hen, og falde tilbage til de gode gamle dage. Hun tronede ovenpå ham som han overgav sig, og var ikke sen til at triumfere. Tommelfingeren på hendes hofte avlede dog en mærkelig følelse i hendes mellemgulv, men før hun kunne nå at protestere havde Mercy trukket sin tryllestav. Diskret i forvirringen flyttede hun hans hånd, men nåede derfor samtidig ikke at trille væk da stenen ramte sit mål og overdyngede dem begge med sne. Hun lo hjerteligt, som snefaldet mest gik ud over den liggende skikkelse, mens hun selv rystede sig som en våd hun og fik det værste væk. "Du er James når du opfører dig som en tøsedreng." Hun børstede med et bredt smil det værste sne væk fra hans ansigt, og blev tronende siddende.
På trods af dyngen af sne der dækkede ham en del på grund af det liggende kropsareal kunne han ikke lade være med at grine, da Avery børstede ham fri. ”Ey’, det er jeg da bestemt ikke. Jeg tager bare hensyn. Jeg kan jo ikke vinde hele tiden, forstår du vel nok” brummede Mercy lidt betuttet.
Han blev liggende med Avery over sig og støttede i stedet sine arme om bag nakken, mens han betragtede den skyfrie himmel. ”Det er lidt underligt… At om kort tid er vi færdige. Så lukker en del af bogen sig og der starter et helt nyt kapitel. Jeg har bare ikke så mange ideer til hvad jeg skal skrive i mit”.
Post by Avery Slughorn on Jan 28, 2017 0:31:23 GMT
Avery havde intet imod at han lod hende vinde. Sådan virkede det altid til at have været, og ærlig talt brokkede hun sig ikke. Hun kunne måske godt klare sig, også selvom han gav hende modstand, men han havde altid formået at gøre det på en måde så hun ikke følte at han nedladede sig. Da hun endelig sad der brokkede hun sig derfor heller ikke, men grinede bare. "Jeg tænker at dine forældre ville blive glade hvis du skrev metalsmed?" Hun vidste godt at Mercy ikke havde de store ambitioner om at arve sin fars smedje, men derfor kunne hun alligevel ikke lade være med at drille ham med det. Hun nev lidt i hans overarme. Det var ikke just fordi at hun kunne forestille sig hans ranglede krop bøjet ind over en esse. "Hvis du altså kan løfte en smedehammer med dine tynde arme." Hun smilede drillede ned til ham, og fleksede triumferende sine egne overarme med et bredt grin.
”Hmm” Mercy så tænksomt op på Avery. Kort efter greb han fat om hendes talje med den ene hånd og væltede hendes ned at ligge i sneen ved siden af sig. ”Jeg kan løfte dig. Jeg synes at det er et godt sted at starte”. Forsigtigt lod han da sin hånd falde fladt imod hendes ansigt og begyndte at trykke og forme hendes kinder med fingrene. ”Jeg tror nu stadig ikke at det er mig. På en gang virker det bare ikke til at det er det jeg skal bruge mit liv på. Og dog – det kræver ingen boglige færdigheder. Min far og min onkel vil lære mig alt hvad jeg skal bruge. Og min stav udvalgte mig efter farfar Botulf. Det virker lidt skæbne-agtigt. Men jeg synes bare at det virker for simpelt for mig. Jeg vil gerne ud og smage på verden”.
Han sukkede tungt. ”Jeg har dog lovet mor at give det en chance – MEN. Hun sagde ikke hvornår. Måske efter en jordomrejse eller to”.
Post by Avery Slughorn on Jan 28, 2017 0:52:37 GMT
Averys latter klingede ud over græsplænen igen da han løftede hende ned i sneen. Hun havde ellers siddet temmelig godt, men ud over kulden lod hun sig ikke mærke med at de nu lå ved siden af hinanden. Det havde de gjordt så tit. Hun sørgede for at skære nogle ekstra grimme grimasser mens han formede hendes ansigt, før hun endelig baksede hans hænder væk og kiggede op i himlen. "Jeg vil også ud og se verden.. Alle de andre elever fortæller så mange historier om hvor de kommer fra. Jeg vil ud og se drager, og trolde.. Og store have af sand og sne." Hun smilede lidt for sig selv ved tanken. "Jeg er dog ikke sikker på at min far syntes at det er en god ide. Ham og Morgan var nær ved aldrig at tale til hinanden igen da Morgan valgte at spille Queerditch." Hun huskede udmærket skænderiet mellem hendes storebror og hendes far. At rejse verden tynd var ganske vidst ikke det samme som at spille queerditch, men hun var næsten sikker på at det også faldt udenfor Téarlach Slughorns fremtidsplaner.
Mercy besluttede sig for at han godt kunne tillade sig også at få noget støtte der i sneen, så han lagde en arm rundt om Avery og lænede sin hoved ind imod hendes mave. ”Det skal du ikke bekymre dig om. Din far elsker dig. Jeg kan mærke det. Altid. Selv om han har svært ved at udtrykke det. Han vil ikke bare kunne stoppe igen. Derfor vil han savne dig. At slå hånden af dig vil være meget fatalt for ham selv. Det er nok også derfor han vil have svært ved at velsigne din eventyrlyst”.
Han lukkede øjnene med en doven brummen og begyndte at tegne små usynlige mønstre på Slughornens arm med sin finger. ”Det er bare som om forældre har en vane med at ville leve igennem deres børn. De prøver at skabe os i deres eget billede, som den perfektion der i første gang fejlede. Hvilket jo ikke er fair på nogen måde… Duuu’?”
Med et tryk på Averys næse fortsatte han. ”Hvis din far er så bange for at miste dig… Så kan jeg passe på dig. Så kan vi tage på jordomrejse sammen. Ud og se fremmede øer og sejle. Hvis nu jeg starter lidt som lærling inden, så kan det være at jeg kan bruge en smedehammer som magisk våben. Det lyder da meget sejt, synes du ikke?” Han blinkede til hende.
Post by Avery Slughorn on Jan 28, 2017 1:36:36 GMT
Avery kunne ikke skjule et lille varmt smil da Mercy fortalte at hendes far elskede hende. Det gav hende altid en mærkelig kriller i maven at få bekræftet, om hun så var vred på ham eller ej. Derfor syntes hun alligevel at det var fjollet hvis han ikke ville lade hende tage af sted fordi han var bange for at miste hende. Hvis han på den måde var urolig for hende, kom hun jo aldrig ud af Skotland. Hendes blik var rettet mod himlen mens hun lå og lyttede til Mercy. Hun blev en smule fraværende som de tunge hvide skyer gled forbi, hun var ikke sikker på om hendes far prøvede at skabe hende i sit billede, måske havde det nærmere noget at gøre med den mor hvis plads i verden hun havde taget. "Måske.. Jeg er dog ikke sikker på at han er mere tryg ved at du tager med." Hun smilede til ham, og prikkede ligeså hans næse. "Jeg spurgte Dia, men det virkede ikke rigtig til at han havde lyst." Hun trak på skuldrene. Hun ville ellers gerne på eventyr med angriberen.
Med Averys trykken på Wright drengens næse, udgjorde han den bedste knap han kunne komme til og imiterede en gækkende gås, mens han ændrede sin læber til at minde mere om et næb. ”Aaaaw! Tror du virkelig? Så kunne du passe på mig i stedet for at jeg passede på dig. Jeg er sikker på at jeg kan overbevise ham med ingen snilde om at du er langt mere fornuftig end jeg. Og at jeg derfor nok godt kunne bruge en skjoldmø ved min side – Nu når du alligevel også har bevist at du har sådan en uovertruffen styrke”.
Han begyndte at nusse sin veninde på maven lettere fraværende. ”Nå dada. Hvad er angriberens plan da?”
Post by Avery Slughorn on Jan 28, 2017 2:18:14 GMT
Avery sendte ham et bredt grin, som hans næse blev til et næb. Modsat Mercy der blev nødt til at ommøblere hendes ansigt med hænderne, kunne han gøre det af egen fri vilje, noget hun aldrig rigtig syntes at blive træt af. Hun ville så gerne fortælle ham at hun var ligeglad med hvad hendes fader syntes, og hvis han satte sig imod kunne hun bare stikke af, men helt ærligt betød det en hel del om hun havde den strenge troldmands velsignelse eller ej. "Jeg er ikke sikker på at det hjælper. Heller ikke hvis jeg tog Diarmad med. Men han vil hellere være dragetæmmer." Hendes blik gled kort ned på hånden der nussede hendes mave. Mercys hænder var intet fremmed for hende, og alligevel var de begyndt at føles en smule mærkelige. For nu lod hun den dog blive, som hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle stille op med den. "Jeg vil gerne se en drage.. Tror du at der kommer til at være drager i en af udfordringerne?" Avery fandt det ikke utænkeligt, men hendes far havde været meget hemmelighedsfuld da hun havde udspurgt ham i julen.
Mercys ansigt returnerede til sin oprindelige form. Han så tænksomt frem for sig som Diarmads plan blev fremlagt for ham. ”Jeg ville sige at det lyder mere kedeligt. Men det kan jeg ikke. Det må være spændende at omgås de skabninger, selv om jeg ville håbe at man kan opsøge spændingen på anden vis”. Nu hvor rastløsheden alligevel havde sat sig i ham, kørte han hænderne igennem håret og begyndte at gennemgå en række forskellige looks i særlige mønstre, som zebra, påfugl og nordlys. Lidt efter lidt som han snakkede gled hans stemme rundt i forskellige toner, som han imiterede lyden af dem han kendte.
”En drage, hmm?” Mercy smilte til Avery, da hans stemme slog over i Téarlachs klang a’ den kritiske slags han af og til brugte. Den unge metamorph havde hørt den så mange gange så han kunne lave en meget passende kopi af manden. Og hvis han ikke skulle tage fejl – nok også rektorens ydre. ”Det ville væres højest uansvarligt!” udbrød han med rynkede bryn, selv om han ikke helt kunne gøre det på samme måde, når han trods alt ikke var født med så velskabte buske i midten af ansigtet, som visse medlemmer af Slughorn familien. Han kunne bare ikke holde masken særligt længe før et grin steg til overfladen, og han ændrede sin stemme tilbage igen.
”Nej, virkelig. Det ville være spændende at se en i levende live, men visse dele af mig er dog meget glade for at jeg endnu kun har set dem bevæge sig i bøger. Men. Det er ikke umuligt. En del af forhindringerne har været skrappe i år. Så det skulle ikke undre mig…” Han skævede til sin veninde. ”Ville du ønske at det var dig i ringen?”
Averys ansigt stivnede da barndomsvennen begyndte at tale som hendes far. Hun var vant til hans skiftende stemmer og udseende, men dette var alligevel over stregen. Det vendte sig mærkeligt i hendes mave, både af længsel efter hendes fædrende ophav, men også fordi hun havde svært ved at han på den måde blev lavet sjov med. Hun kom op at sidde, tydeligvis ukomfortabel med situationen, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare før han endelig skiftede emne. "Jeg.. Smed da mit navn i pokalen. Jeg er temmelig sikker på at jeg kunne gøre det bedre end ham alfedrengne." Hun rømmede sig let, og prøvede at vende tilbage, hun ville ikke være en dødbidder men lyden af faderns stemme havde slået hende en smule ud.
Mercy var vant til at få opmærksomhed og at bruge sit skiftende udseende og identitet som underholdning. Han lavede ofte parodier på folk han kendte, og af og til glemte han at folk rent faktisk kunne tage det ilde op. Det var derfor også sent, da han opdagede og lavede koblingen at Avery ikke brød sig om at være vidne til hans imitationer af skolens rektor. Men han vidste ikke helt hvad han kunne gøre, og det var derfor først en lettelse da hun fortsatte emneskiftet, selv om han følte at det ikke helt havde fuld effekt. Hendes svar fik troldmanden til at se lettere tænksom ud inden han klemte læberne sammen til en smal streg.
”Jeg kan se hvor du kommer fra. Det ville være spændende at medvirke, meen…” Efter en kort kunstpause angreb han akavetheden på den nemmeste måde han kunne komme til og skubbede til den lille frk. Slughorn. Bestemt nok til at hun lagde sig tilbage på jorden igen, men ikke hårdt nok til at det ville gøre hende ondt. ”Du ved godt hvor farligt det er ikke? Flere af deltagerne er allerede kommet kraftigt til skade. Brækkede lemmer, forgiftninger, var det ikke? Jeg må indrømme at selv om jeg kan forestille dig som en glimrende repræsentant for skolen, så bryder jeg mig ikke om tanken at der kunne ske dig noget”
Han skubbede hende igen blidt i siden. ”Uden at jeg ville kunne have mulighed for at hjælpe dig… Jeg ville have det forfærdeligt”.
Post by Avery Slughorn on Feb 14, 2017 20:10:45 GMT
Avery væltede ned i sneen igen, og forsøgte at kæmpe sig tilbage i samtalen med et lille smil. Mercys ord fik det dog alligevel til at vende sig mærkeligt i hendes mave, hun havde ikke brug for at blive beskyttet, og det faldt hende ikke ind at ordene blot var søde og omsorgsfulde som et tegn på deres lange venskab. Hendes modnende hjerne læste uden at hun kunne styre det, andre forklaringer ind i kommenetaren, som ikke reflekterede hendes følelser for metamorphmagussen. Hun stirrede et par øjeblikke op i den overskyede hvide himmel, før hun endelig fik brækket tankestrømmen over og puffede kammeraten i siden. "Jeg ville da ikke have brug for hjælp..! Jeg ville have stirret den trold lige i øjnene og fortalt den hvem der bestemte. Jeg er sikker på at min far pillede ved pokalen så den ikke spyttede mit navn ud." Avery var temmelig sikker i sin sag. Var hendes navn blevet udtrukket ville hun have vundet turneringen.