Ungmøer og røverpak (s)

Lyden af Morrigans støn fik Alecto til at smile. Der var noget bekræftende ved det. Uden at sige noget til hende slap hun kluden ned i vandet. Som hun sænkede dig selv længere mod gulvet, gled hun på samme tid læberne og tungen hen over alfahunnens bare maveskind. Med lette fingre trak hun bukserne ned. Den eventuelle generthed der før havde ligget som en svag skygge hen over Alecto var ved at forsvinde.

Det var i et hurtigt tag af hun viklede skoene af Morrigan. Da alt forhindring ikke længere var synlig samlede hun kluden op fra spanden og vred den smule. Hun blev dog siddende på sine knæ imens lagde kluden mellem hendes ben. Kort kiggede hun mod Morrigan for at se hendes reaktion. Hun var dog primært optaget af alt det nye.

Som hånden kærtegnede inderlåret og bevægede sig mod hendes inderste, rejste Alecto sig en smule; nok til at fange den ene brystvorte med munden. Følelsen af det fik hende til at sukke svagt. Hun havde glemt alt om at Conrí stadig var i stuen. For hende handlede det om at få den ene af sine ledere til at larme.

Alecto måtte indrømme at hun lige nu ikke var særlig fokuseret på Morrigan, dels fordi hun blot for et øjeblik siden selv havde sagt at hun skulle tage sig af Conrí. Hun havde dog ikke lyst til at skuffe eller træde over stregen. men da et sæt læber blev presset mod hende, blev opmærksomheden for alvor rettet lige frem for sig. Hun ville lyve for sig selv hvis ikke hun i takt til rytmen fra rummet ved siden af hendes, havde overvejet hvordan det måtte være at være så tæt på ham. På samme tid skulle hun overbevise sig selv om at hun tilhørte en anden. selvom båndet til Ludwik var stærkt, så slog det ikke igennem hos den kraft som hun følte fra sin Alfa.

Hun tog imod kysset, og reagerede ved hans berøring mod hendes bryst ved at træde et halvt skridt tættere mod ham. Hendes greb strammede sig let om kluden da der igen var afstand mellem dem. Hun holdte let på vejret inden hun løftede hånden op, for let at gnide den mod Conrís blodige overkrop. For hvert nogenlunde rene sted, plantede hun et kys. De var ikke blide og ømme, snare mere legende.

Alecto kendte særligt godt til det med at dele et særlig bånd med hinanden. Alligevel syntes det ligemeget i netop dette øjeblik. Hun kunne mærke hvert eneste nerve i kroppen rykke på sig. Ikke kun efter Conrís berøring, men også Morrigans hæse stemme og den måde hun havde følt om hende havde sat sig. Og nu ville hun have mere. Hendes vejrtrækning havde ændre sig en smule, og det var tydeligt for en hver at da Alfahannen tog bedre fat omkring hendes bryst, holdte hun vejret et kort øjeblik.

Hun bed ned omkring den fyldige underlæbe og fulgte Conrís blik da han kørte et par fingre over hendes ar. Hun bar det stolt, selvom det havde taget hende noget tid at vende sig til.

Det var tydeligt af Morrigans henvisning, hvad der skulle ske. Et eller andet sted var Alecto flov over den erfaring hun allerede på kort tid havde fået sammen med Ludwik. Hun blinkede langsomt med sine øjne og lukkede hånden sammen om kluden. Hun stoppede ikke sig selv, og lod i stedet sin hånd fortsætte i samme retning som den var blevet ført. Som før pressede hun kys ned over den veltrænede krop og sank langsomt i sine ben, så hun til sidst sad på huk foran ham. Hun flyttede fletningen så den ikke var i vejen inden hun lod hånden med kluden gled om hans hofte, og lagde sig på hans ene balde. Til en start lod hun blod læberne og tungen glide hen over den tynde hud.