Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Selvom lykken over det lille nye liv ikke var til at tage fra den store varulv, betød det ikke at livet i flokken gik i stå. Selvom knægten i øjeblikket kunne klare sig med mælk fra sin moder, betød det ikke at resten af ulvene havde det ligeså let. Vinteren var over dem og de skulle have mad i munden hvis de ville klare sig igennem den. Som alfaen var det Conrís opgave at sørge for at de ikke sultede. Ikke alene, men som han så på magen der lå på den modsatte bakkekam, var det hans plan de førte ud i livet. De havde gjort det før. Ungmøen var et af de ældste trick i bogen, og alligevel virkede den næsten hver gang. Den krævede blot at Alecto spillede sin rolle til perfektion. Han var ikke i tvivl, som hans stålgrå blik kiggede ned på den unge hvalp. Hun havde ikke været hos dem længe, men hun var ikke deres fange, hun var en del af flokken. Der var en fare forbundet med at lade hende tage kontakt på denne måde. Hun levede hos dem, og alligevel kunne hun vende sig imod dem, påråbe sig deres offers hjælp eller sætte sig imod når de blev nødt til at gøre hvad der var nødvendigt. Det var ligeså meget en prøvelse af hendes loyalitet, som det var at sørge for flokkens overlevelse.
Lyden af hestehove lød i det fjerne. Han trak den sorte hætte tættere om sig. Det var lige over frokosttid, da velnærede købmænd som ham de havde udset sig havde det med at føle sig tryggere på denne tid. Hans hestevogn var omgivet af fire ridende vagter. De var Conrí og Morrigans opgave. Alectos var at distrahere dem og den fyldige købmand, som hun spillede sin rolle som den nødstedte ungmø. Det var en stålsikker plan, og som købmanden lagde sit blik på den unge kvinde, var det blot at sætte den i værk.
Selvom Alecto kun havde fået planen at vide én gang, var hun mere eller mindre forstået med aftenens opgave. I starten havde hun ikke forstået meningen med at de ville tage afsted midt på dagen, hvor de ikke kunne skjule sig bag de mørke skygger. Hun havde dog ikke protesteret særlig meget. Alecto havde underligt hurtigt tilpasset sig sin nye livsstil, selvom det krævede langt mere, end blot at vende sig til levevilkårene.
Hun havde i dagens anledning iført sig en lang kjole, og benyttet sig at de færdigheder hun havde lært da hun var en Black. Håret var pænt flettet og snorede bag om hovedet på hende. Selvom det var lyst, havde hun ikke anstrengt sig for at det skulle sidde perfekt, da det trods alt skulle se troværdigt ud; hun havde jo vandret i timevis og forvildet sig i skoven.
Hun skubbede sig selv ud blandt de nøgne stammer, og tilpassede sit bedste skræmte skrig.. Hun prustede og hev efter vejret da hun løftede den ene hånd i et forsøg på at fange købmandens opmærksomhed. "Jeg ber dem" startede hun ud med og forsøgte at fange den andens blik. "Min vogn styrtede i grøften, og jeg har vandret rundt i timevis, uden at kunne finde et eneste menneske" hun smurte tykt på, men så det blev realistisk.
Købmandens mine ændrede sig fra skeptis til medlidenhed. Alecto var jo i sig selv en flot kvinde, og selvom han måske ingen intentioner havde haft til en start, stoppede han alligevel vognen og lod hende kravle op på kuskesædet.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 3, 2017 17:24:46 GMT
Morrigan himlede med øjnene, da pigebarnet skreg, men hun var ikke sen til at udnytte, at vognen var standset og vagterne det samme. Modsat almindelige landevejsrøvere, havde hun magi på sin side og da først hun havde et godt sigte, hvislede forbandelsen igennem luften og ramte den ene mand i sadlen, så han stivnede og væltede af sin hest.
Den næste var en større udfordring, eftersom han havde set sin makker komme galt afsted, men Morrigan var ikke våd bag ørerne. Hun dukkede sig i budskadset og afventede det bedste øjeblik.
Post by Conrí Singleir on Jan 3, 2017 19:58:06 GMT
Conrí havde udført Ungmøen flere gange, oftest med et succesfuldt resultat. Selvom man skulle tro at folk lærte af deres fejl, at de ikke skulle samle en fremmed op, havde en ung, køn pige det alligevel med at få mænd som den brede købmand til at glemme deres forholdsregler. Conrí havde intet imod at Alecto smurte en smule tykt på. Hendes brune øjne skulle nok overbevise det lille følge, og ganske rigtigt gik der ikke længe før hun sad på kuskesædet. Varulvens fokus skiftede. Ved vognens side red de to vagter der var hans opgave. En hest skrabede utålmodigt i jorden, som et ængsteligt øjeblik gled forbi. Købmanden købte måske det forvirrede pigebarns historie, og dog gik der et par sekunder hvor alt i skoven var stille, tyst og spændt som om det lille følge ventede på at noget skulle ske. Det skete ikke. Blikkene blev igen rettet fremad, trætte lunger åndende lettet op, og så pludselig.. Pilen satte sig tværs igennem halsen på den ene vagt. Han faldt af hesten med en gurglende lyd, mens hans makker dårligt nåede at reagere før en tilsvarende havde sat sig i hans skulder. Conrí bekymrede sig ikke med at bruge sin tryllekæp. Da den sårede vagt skreg forskrækket og begyndte at fumle efter sit sværd, var den mørkklædte varulv allerede på vej ned af skrænten, med en håndøkse i den ene hånd og en lang kniv i den anden.
Hun havde gennemgået planen flere gange i hovedet, og selvom det på sin vis var simpelt nok, var der ikke noget der kunne måle sig med virkelighedens hændelser. Det kvalte skrig der forlod hende var delvist oprigtigt. Hun var blevet anelse forskrækket over turmulet der foregik omkring vognen, i stedet for at gøre noget yderlige blev hun siddende, nærmest stiv som et bræt.
Købmanden, rund som han var, kunne med sikkerhed trille ned af bakke, hvis man skubbede til ham, kom alligevel op og stå og var i gang med at trække det korte svær. Alecto tog dog chancen, hvor tam den så end var, at skubbe fødderne mod hans knæhaser så manden faldt forover og ned fra kuskesædet.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 3, 2017 21:05:18 GMT
Morrigan nedlagde den næste mand ligesom den første, med en solid lammer. Så snart det var overstået, var det hendes mening at dræbe dem. Inden hun nåede så langt, væltede købmanden dog ned fra huskesædet og hun tog sine forholdsregler og forbandede ham med det samme.
Hestene var de eneste, der rigtig rørte sig i selskabet efter det. De to heste, som vagterne havde siddet på, vrinskede, før de begyndte at løbe deres vej. "Skyd dem," råbte hun af Conrí. Kødet kunne holde dem kørende i ugevis.
Conrí var travlt optaget, som vagten var ikke havde tænkt sig at give op med en pil i skulderen. Magens råb gav ham dog ikke meget tid at reagere på, men med et behændigt kast var håndøksen på vej igennem luften før den fældede vagten, så varulven i stedet kunne fokusere på deres aftensmad. Buen var blot slynget hastigt over skulderen, men som der blev brug for den fandt den igen hans hånd mens en pil blev lagt på strengen. Det var nærmest smukt at iagttage, hans præcision, som de stærke muskler bevægede sig som om de aldrig havde lavet andet. Særligt hvis man var vandt til tryllestavens uovervindelighed. Pilen fældende den forreste hest med et arrigt vrinsk. Sikker på at magen havde styr over vognens situation var han tryg ved at vende ryggen til den og sende en pil efter den anden. Han var langt fra nogen mester med sin tryllestav, men med sin bue derimod, og selvom den anden hest krævede endnu en pil før den ligeså styrtede i grus syntes han at have understreget sin pointe som han tilfreds vendte sig mod magen tids nok til at slippe buen og hugge sin lange kniv i halsen på hest nummer tre.
Der skete meget omkring hende, hvilket gjorde at Alecto mest af alt endte med at kravle ned fra sædet og i stedet trække sin stav frem. Selvom den var brugbar, kunne hun mærke at den føltes svag, som om den var ved at give afkald på hende. Hvis hun blev angrebet bag fra var der større chance for at den ville knække, end at hun kunne nå at kaste nogen forme for besværgelse. Hun havde længe overvejet at mestre et andet våben; kniven havde fra dag et af fanget hendes interesse, selvom buens ynde ikke var hende fremmede.
Hun følte sig en smule nytteløs. Nok havde hun været udmærket til duellering i skoletiden, men det var langt fra det samme som det her. Hun stod derfor en smule hjælpeløs på jorden, og endte kort med at puffe til den lammede kusk med sin fod. Hun knugede sine fingre omkring staven, og kiggede efter Conrí.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 4, 2017 19:14:44 GMT
"Hvad laver du?!"
Morrigan råbte af pigebarnet, der kravlede ned fra vognen. Foran den var trækhesten tydeligt urolig og der kunne ikke gå længe, før den satte i løb. "Få styr på hesten, din idiot," beordrede hun hidsigt, inden hun vendte opmærksomheden imod den første vagt, som var begyndt at røre på sig. Uden nogen medlidenhed med hans skæbne, trak hun sin kniv frem og skar uceremonielt halsen over på ham.
Post by Conrí Singleir on Jan 5, 2017 23:49:13 GMT
Conrí havde en anden ro en magen. Han levede for det her, og et bredt, uhyggeligt grin hvilede på hans læber, som han greb tøjlerne på den sidste hest. Den var der ingen grund til at slå ihjel. Modsat de andre kunne han ikke transferere, og ærlig talt ville han hellere skåne den sidste krikke end at stjæle en fra en bondemand. I stedet fik han tid til at tage bestik af situationen. Han hvilede fortrøstningsfuldt ved at Morrigan ville tage sig af den sidste vagt, og vendte i stedet sin opmærksomhed imod Alecto. Han var ikke imponeret, men i det mindste havde hun ikke ødelagt røveriet. "Hesten, Alecto." Der var en uhyggelig ro i hans stemme, som han beherskede sin rus, og trak den lille håndøkse ud af kraniet på den døde vagt.
Selvom Alecto i en del år havde stilt utrolig høje krav til sig selv, vidste hun godt at hun aldrig havde kunne brilliere til denne opgave. Det var så langt fra hendes natur, og det hun kom fra, at det ville overraske selv hende, havde hun gjort noget anderledes. Som Morrigans stemme lød mod hende, hoppede hele kroppen. Hun slog kort blikket ned inden hun fumlede med sine fingre og stak tryllestaven tilbage i holderen der var spændt fast om hendes lår. Hun fjernede noget af det mørke hår der var gledet ned foran hendes øjne, inden hun med hurtige skridt gik hen til hesten. Hun løftede armene og tog fat i dens tøjler.
Med tyssende stemme, og med en let rolig nynnen forsøgte hun at få beroliget dyret. Hun strøg med par lette fingre hen over manen og klappede let mod hestens hals, mest af alt for at vise at den ikke skulle være mange for hende. Hun forholdte sig tavst indtil yderlige ordre.
Post by Morrigan Rolfe on Jan 6, 2017 20:31:57 GMT
Morrigan havde en anelse fråde om munden. Hun kunne lugte blodet, der piblede fra den første vagt og sad på hendes kniv. Det blandede sig med blodet fra den anden vagt, da hun hun skar hans hals over uden tøven.
Der var en smule, stænket blod i hendes ansigt med og hun var et vildt syn, som hun nærmede sig købmanden, der stirrede op i hende i forstenet rædsel. Hun blottede tænderne. "Tak for pengene, lille mand," hilste hun, før hun trådte på hans hoved og løftede sin kniv for at sende ham til samme sted som hans mænd var kommet hen.
Post by Conrí Singleir on Jan 6, 2017 21:36:18 GMT
Conrí nød at se synet af sin mage, vild og blodig. Hun var smuk sådan, og han håbede at hendes rus ville vare til de kom hjem i deres seng. Som hun løftede kniven over købmanden, måtte han dog lægge en stærk hånd på hendes arm, for at bremse hende. "Nej.. Han er Alectos." Han vidste godt at det ikke var retfærdigt at belønne pigebarnet med et liv, men hun blev nødt til at være den der der tog det. Hvis hun ville være en del af flokken blev hun nødt til at have dræbt som de andre, ellers ville de aldrig komme til at forstå hinanden. Hans stemme var tonløs som han talte til sin mage. "Giv hende kniven og træd væk." Der ville ikke blive nogen heksekunster involveret. Hvalpen skulle føre bladet der spildte købmandens blod. Der var ikke nogen mulighed for at benægte det, som han vendte de hårde stålgrå øjne imod den unge heks.
Det var endnu ikke blevet et syn af vane. Generelt så havde det med at slå ihjel kun været indhold i de historier hun fra tid til anden havde læst. Det havde dog været mere fascinerende end uhyggeligt. Hun havde dog bare aldrig drømt om selv at skulle være midt i det. Det var langt mere skræmmende og krævende. mest af alt var hun glad for at hun havde taget imod invitationen til flokken, da hun ikke var sikker på at hun ville havde kunne klare sig selv på egen hånd.
Selvom hun følte sig mere fri hos flokken, var hun stadig under vågent opsyn. Hun skævede til Conrí da han stoppede sin mage fra at gøre end ende på den tykke købmand. Hun vred sine hænder mod kjolens stof for at stoppe dem fra at ryste for meget da hun skulle modtage kniven. Hun spejlede sit ansigt i hvad af knivens klinge der var synlige fra blodet. Hun skulle tage sit første liv.
"I én hurtig bevægelse, ikke?" spurgte hun og knugede sine fingre om skaftet.
Morrigan nåede at hvæse, da en hånd lagde sig på hendes arm, men tav straks, da hun hørte alfaens stemme. Hun bed tænderne sammen, men lystrede uden reel tøven og fjernede sig.
Hun havde ikke noget særligt forhold til at dræbe købmanden. Det skulle bare overstået, så de kunne få stuvet de døde væk og komme væk derfra selv, inden der kom flere til. Hun tørrede sig over panden og gav sig til at rense kniven i et stykke slidt stof. Det måtte gøres før eller siden.