Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
2. januar 1361 Det var vinter, men solen skinnede fra en klar himmel og på trods af den ikke gav meget varme, havde Mairwen besluttet sig for at gå en tur i det smukke omkringliggende landskab. Marius havde hun efterladt hos en af naboens sønner, der ville vise ham et eller andet sted, der åbenbart var utrolig spændende. Hun kunne trods alt ikke fornægte sin søn lidt glæde, nu hans fader var død og havde sendt ham afsted, med beskeden om at de skulle komme hjem inden aftensmaden. Derfor havde hun noget tid for sig selv, mens hele familien arbejdede og lavede det de nu plejede.
Gåturen afsluttede hun med at stoppe op udenfor sit gamle barndomshjem og give sig til at kigge lidt på udsigten. Hun var iklædt den obligatoriske sorte kjole og havde stadig det lettere gennemsigtige sorte slør over sit hoved. Det blæste lidt i vinden, men det var sat godt fast i hendes hår. Til sidst, løftede hun det dog en anelse, for at få et ordentlig syn på byen og landskabet. Der var alligevel ingen andre i nærheden, som hun behøvede at opretholde facaden overfor.
Post by Atticus Llywelyn on Dec 31, 2016 14:54:52 GMT
Atticus havde brugt de sidste par dage hjemme hos familien Borgin, selvom hans egen families byhus ikke lå langt fra, så havde han det alligevel bedst ikke at være hjemme når hans forældre og søskende var hjemme for at laste skibet med nye vare. Han var ikke meget for at dovne den for meget i sengen, og siden han havde lagt lidt for længe på langs, havde han valgt at gå en tur, til dels for at klare sine tanker, men også for mere eller mindre at forberede sig på at skulle tage hjem og hilse på sin mor og lillesøster, da det var dem han helst ville se.
Han havde dog ikke regnet med at se et så bekendt ansigt. Han stoppede også op på grusvejen og kløede sig lidt i håret inden et skævt smil viste sig på hendes læber. Han småløb det sidste stykke og løftede sin hånd i vejret. "Mairwen!" kaldte han. Han stoppede op ved hendes side. Han måtte hive lidt efter vejret og rømmede sig kort. Stadig lidt paf over at se hende lagde han hovedet en smule på skrå og betragtede hende.
Post by Mairwen Underwood on Dec 31, 2016 15:09:12 GMT
Mairwen havde forberedt sig på at hun måske ville støde ind i nogen af fortidens spøgelser, men hun havde håbet på at hun kunne undgå i hvert fald et af dem og indtil da havde det da også lykkedes hende - men da hun hørte hans stemme kalde, blev det klart at det kun havde været muligt halvanden dag. Han kom åbenbart stadig meget hos familien.
Instinktivt begyndte hun at gå hurtigere ned ad vejen, selvom hun egentlig havde besluttet sig for at det var hendes slutmål, men hun havde ikke lyst til at tale med ham. Da han alligevel indhentede hende, måtte hun dog opgive sit forsøg på at stikke af og stoppede brat op og så på ham. "Llywelyn." Hilste hun og løftede sine øjenbryn i en afventende mine, mens hun lod sløret foran sit ansigt falde, så hun i det mindste havde en form for afstand til ham. "Du ligner jo dig selv." Bemærkede hun med en uimponeret mine og smilede stramt til ham.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 1, 2017 21:50:23 GMT
Atticus havde ikke tænkt sig at lade hende slippe så nemt. Faktisk satte han farten op, netop for at indhente hende. Han vidste måske godt et eller andet sted at han ikke havde opført sig helt som hun gerne havde ville have det, men han kunne jo ikke ændre på det nu, så mange år efter. Han var mest af alt ked af at de var gledet fra hinanden, dog ikke helt så ked af det at han havde ville gøre noget ved det. Han havde endnu ikke helt fundet ud af om det ærgede ham. "Nårh, er vi så formelle nu?" sagde han og så lidt undrende på hende. Ikke at han forstod det. Men bukkede alligevel hovedet. Han lagde ikke så meget mærke til farven på hendes tøj, han vidste godt at hun var i sorg, men han kendte ikke manden og et eller andet sted så kunne han ikke forestille sig at hun var så ked af det, da det for ham havde været et bryllup med helt andre udsigter end hvad det normalt ville være.
"Jeg ville sige det samme, men det er svært at genkende det smukke ansigt bag det slør" sagde han bare og trak på sine skuldre. Han kunne ikke helt sætte sig ind i hvordan hun havde det, hvilket var en skam da han jo oprigtigt ikke ønskede at gøre hende ked af det, selvom det løb allerede var kørt.
Post by Mairwen Underwood on Jan 1, 2017 22:58:34 GMT
Mairwen vidste ikke hvad han havde forestillet sig, men hun var klar over at nogen form for forklaring ikke kunne komme på tale. Hun trak ikke en mine over hans lettere dumme kommentar om formalitet, de havde ikke set noget til hinanden siden de var unge og derfor kunne han vel ligeså godt være en fremmed for hende. I virkeligheden, ønskede hun bare at såre ham som hun selv var blevet, i sin tid. Hans kompliment fik hende til at fnyse.
"Og din opførsel har heller ikke ændret sig.. Sikke dog en skændsel, at tale sådan til en kvinde i sorg. Hvorfor har du ingen manerer Atticus? Du har nærmest boet hos min familie hele mit liv" Sagde hun og begyndte at gå videre. Hun var glad for sit slør nu, for hun var kommet til at græde. Fortidens sorg havde taget dets tag i hende, hendes drømme der var blevet knust på grund af en ung mand der havde lokket hende i en fælde.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 1, 2017 23:38:44 GMT
Atticus sukkede. Som den vane det var, røg hånden frustreret gennem det tjavsede hår og han så lidt efter hende uden at gøre megen mine til at følge efter. Han endte dog alligevel med igen at småløbe i hendes retning. Ærligt så havde hendes tilstedeværelse ved Borgin familiens hus taget ham som en overraskelse, og i stedet for at være høflig som han burde, havde han endt med at sige lige netop det han ikke burde. Men ordet; undskyld, lå bare ikke som det første ord.
"Jeg vidste ikke du følte så stærkt for din afdøde mand.." sagde han da han endelig var kommet op på siden af hende. Han bed ned i underlæben og skævede til hende. "Jeg. Beklager" han rømmede sig lidt. Det var ikke særlig rart at se hende så nedtrykt, og han var ikke god til at håndtere sådanne følelser, at han altid blot automatisk forsøgte at få det forbi, og endte altid med at være sarkastisk.
Post by Mairwen Underwood on Jan 1, 2017 23:51:49 GMT
Mairwen udbrød en høj, frustreret lyd over hans ord og vendte sig brat om mod ham, mens hun knyttede sine næver. Hun ville bare gerne fortælle ham om, hvorfor hun var blevet nødt til at gifte sig med en så gammel mand og hvorfor hun var endt med at holde af ham, men intet af dette kunne hun sige, så derfor stirrede hun bare vredt ind i hans øjne. Derefter rettede hun sig lidt op og lagde armene over kors, mens hun vendte ryggen halvt mod ham. "Din undskyldning er modtaget." Bemærkede hun med et fnys og vendte ansigtet let mod ham, i et forsøg på at se hans reaktion. Flygtigt mødte hun hans blik, men da det skete, skyndte hun sig at vende ansigtet bort i et forsøg på at lade som om hun stadig var sur. Sandheden var dog, at hun ikke kunne være vred på ham særlig længe ad gangen.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 3, 2017 14:01:52 GMT
Han havde aldrig været god til at håndtere kvinder der var vrede eller kede af det, da hans empatiske evne for det meste ikke kunne sætter sig i de store følelser der rumsterede rundt hos det andet køn. Han var meget bedre til at opmuntre, og til dels så det med altid at ende uden tøj på var efter hånden blevet en vane; men med Mairwen var det udelukket. Indtil videre ihvertfald.
"Men ud over det. - Er det stadig dejligt at se dig" sagde han og klarede halsen en smule. Det var ikke fordi at situationen var ønsket, og alligevel ville han ikke gå før han havde fået hende til at smile. Det satte ham desuden i dårligt lys, nu da hun var Mortimers søster.
Da hun flygtigt slog blikket ned efter at havde mødt hans blik, trak et lille smil i den ene side. "Jeg har også savnet dig" erkendte han så.
Post by Mairwen Underwood on Jan 3, 2017 15:30:17 GMT
Mairwen havde bestemt ikke savnet Atticus, hun savnede sit mand og sit barn, det helstøbte familiebillede hun havde haft, men ikke den unge mand der stod ved siden af hende. Hun vendte dog ansigtet lidt mod ham og betragtede ham igennem det gennemsigtige stof, hun rettede sig lidt op mens hun løftede sin hage og påtog sig et lettere fornærmet udtryk i ansigtet. "Det tvivler jeg på, så vidt jeg husker havde du mindst fem piger i hver havn i sin tid og jeg kan ikke forestille mig at det har ændret sig." Hun skød hagen lidt fremad og lagde armene over kors, mens hun betragtede ham med et undersøgende blik. "Hvorfor er du ikke ude og sejle?" Spurgte hun og så ham i øjnene, uden at smile.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 3, 2017 18:21:01 GMT
"Det er sagen underordet hvor mange Mairwen." sagde en anelse tørt og rystede lidt på hovedet. Det måtte da ikke være overraskende for hende, at han ikke holdte sig til en enkel pige, og han mindes heller ikke at han nogensinde havde indikerede at han søgte det faste forhold. At de havde været og stadig var, to steder kunne ingen af dem jo ændre på, og Atticus havde ikke lyst til at de skulle drifte videre fra hinanden, end de allerede var på vej til.
"Jeg er ikke ligefrem populær hos de øvrige medlemmer af familien, og jeg er ikke pjattet med at være fanget på havet med dem - Desuden så havde jeg brug for lidt tid alene" sagde han roligt og kiggede op på hende.
Post by Mairwen Underwood on Jan 3, 2017 19:25:40 GMT
Mairwen skubbede underlæben surt frem over hans svar og ville have gået sin vej, hvis ikke hun havde været for nysgerrig efter at vide, hvad der var sket ham. Hun betragtede ham undersøgende og med et svagt glimt af nysgerrighed i sit blik, der dog hurtigt forsvandt da hun mindede sig selv om at hun skulle være vred på ham.
"Alene?" Spurgte hun og vendte sig om. Det lød ikke helt som den mand hun engang havde kendt. Hun pillede lidt ved sit slør mens hun rynkede sine øjenbryn i en undrende mine. "Hvorfor har du brug for tid alene?" Tilføjede hun og lagde hovedet let på skrå.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 3, 2017 20:04:21 GMT
Atticus var vel blevet den del ældre, at han ikke altid havde lyst til at være i selskab med kvinder. Han havde fundet ud af at alene tid også kunne være godt engang imellem, og selvom at han nødigt ville indrømme, fandt han tit og ofte ro i bøgerne. Han vidste ikke om han skulle blive småfornærmet over hendes overraskende udtryk. Men i stedet trak ham bare lidt på sine skuldre. "Ja. Alene" Han kløede sig lidt i det begyndende skæg.
"Fordi jeg er nået den alder hvor pigerne tror jeg leder efter kandidater til bryllup, mere end for flere år siden" sagde han og sukkede. Han ville bare nyde livet, og det betyd ikke at han skulle gifte sig.
Post by Mairwen Underwood on Jan 3, 2017 20:10:53 GMT
Mairwen formåede ikke at skjule det forargede ansigtsudtryk der fandt frem til hendes fjæs, da han gav hende grunden til sin alenetid. Hun himlede med øjnene og viftede lidt med sin hånd, inden hun gik hen til ham med en overdrevet sørgmodig mine. "Årh det er hårdt at være dig hva Atticus? Alle de damer, der bare vil giftes med dig og du kan ikke få lov til bare at have det sjovt? Tænk at der rent faktisk er nogen der tror, at du ville kunne finde på at gøre noget så forfærdeligt som at forpligte dig." Sagde hun og smilede derefter beklagende til ham. Hun havde ingen sympati for ham tilbage og hun forsøgte at få sig selv til at gå, men i stedet blev hun stående og stirrede ham ind i øjnene med et afventende blik.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 3, 2017 21:03:03 GMT
Atticus der egentlig burde være mere seriøst, kunne ikke skjule det grin der kæmpede sig for at komme op til overfladen. Hans rystede på hovedet af hende. "Selvfølgelig" sagde han og og gravede lidt med sin støvle mod jorden. Han var dog ikke særlig tilfreds med den lange smøre af ord der efterfølgende forlod Mairwens læber. Det gjorde ham en smule vred. Det var dog kun noget man kunne se, da hans bryn trak sig en smule sammen.
"Sikke du kan." sagde han bare lettere følelsesløst. Hvis det med at være gift og nu også havde mistet havde ændret hendes personlighed så meget, så vidste han snart ikke om han overhovedet ville bruge kræfter på at forsone sig med hende.
"Jeg har altid levet i skyggen af alle andre, - Desuden har jeg intet problem med at forpligte mig, når den rigtige pige dukker op" Hans øjne blev små. Det havde ikke været hans intention at synke på lavpunkt med sine ord som hun gjorde. Men han så ingen grund til ikke at gøre det nu når de allerede var i gang med at snakke sådan til hinanden. Han fnøs let og slog ud med begge arme. Det var sandt nok at han endnu ikke have mødt den helt rigtige, hvor lysten til at slå sig ned var dukket op. Han havde været forholdsvist ung da han havde involveret sig med Mairwen. Måske havde han været ældre var det noget andet.
Post by Mairwen Underwood on Jan 3, 2017 21:24:57 GMT
Mairwen blinkede forbløffet med sine øjne over hans svar og blev så målløs, at hun ikke formåede at sige noget inden han forsatte. Hun havde det som om han sårede hende endnu engang, som hun stod der og havde troet at hun ville vinde diskussionen. Hun havde måske været tilbøjelig til at fortryde sine ord før, men nu gjorde hun det endnu mere og sænkede blikket mens hendes øjne blev blanke. Hendes læber bævrede svagt, mens hun forsøgte at holde på sig selv, men det var ikke nemt når man havde så svært ved at holde følelserne inde som hun havde.
Til sidst løftede hun sit blik og så ham i øjnene i lang tid. Hun havde altid ønsket at han elskede hende men det havde han aldrig gjort. "Du har altid haft en evne for, at formulere dig præcist." Sagde hun til sidst og sank en klump, mens hun sænkede sit blik og blev stående og så ned på jorden. Det gjorde ondt at blive afvist så koldt og så bare et par uger efter at hendes mand var død. Mairwen havde aldrig følt sig så ensom som hun gjorde nu.