Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Mairwen Underwood on Jan 18, 2017 10:52:38 GMT
Den spændte stemning var væk så hurtigt som den var kommet. Et øjeblik var hun forsvundet væk i hans øjne og det næste var det som om intet var sket, den antydede berøring mod hendes kind kunne hun nærmest mærke. Følelsen forsvandt ikke helt selvom han skiftede emne og hun måtte blinke et par gange med sine øjne, for at få sine tanker tilbage til teposerne.
"Nummer 2." Sagde hun stilfærdigt og med en smule hæs stemme. Hun tog derefter sin tryllestav og fik den varme kedel til at svæve over til dem på bordet. Til sidst rakte hun ud efter tekedlens håndtag, men havde et øjeblik glemt at den var brandvarm og hun måtte trække hånden til sig igen med et smertefuldt støn.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 18, 2017 21:25:42 GMT
Atticus ikke ikke lyve sig fra at han havde lyst til at trække hende tættere på sig. Halv om halvt ligeglad med at hun var en enke i sov. Han var dog glad for at hun endnu ikke konfronterede ham med det, og på sin vis blot lod det ligge for nu. Stemningen mellem dem var allerede trykket, og han havde ikke lyst til at gøre det værre ved at være, hvad hun med sikkerhed ville kalde upassende.
I stedet smilte han skævt til hende og tog pose nummer to op i hånden og gik hen og satte sig ved bordet. Han gned let en bunke med teplade mod sine håndflade inden han hældte det ned i koppen. Duften spredte sig hurtigt i køkkenet. Langt nået han ikke, for da Mairwens smertefulde støn lød rejste han sig hurtigt fra stolen. Han kiggede først forvirret rundt inden han gik hen til vandfadet. Det var ikke meget vand tilbage, men nok til at han kunne dyppe kluden ned i det. Han skævede mod hende inden han rakte hende den. Det var nok bedst hvis hun selv tog styringen, når andre gjorde det kunne det gå galt.
Post by Mairwen Underwood on Jan 19, 2017 8:04:54 GMT
Mairwen bandede afdæmpet over sin klodsethed og smilede derefter en anelse til ham, da han rakte hende kluden. Hun lagde den derefter over sin hånd og brugte i stedet sin tryllestav, til at styre vandet over i de to kopper med te. Til sidst satte hun sig ned ved bordet ved siden af hans stol og gav sig til at duppe sin hånd med den våde klud.
"Jeg har bare hovedet under armen nogle gange.." Kommenterede hun og så smilende op mod ham inden hun rystede lidt på hovedet. Det var måske været en dårlig ide at hun skulle lave noget i et køkken i hendes tilstand, men hun plejede ellers ikke at fejle så bravt.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 23, 2017 18:34:16 GMT
Et eller andet sted var det rart for Atticus at se at hun ikke helt havde mistet sig selv af at havde været en gift kvinde. Et smil trak op i den ene side som han betragtede hende. "hvis det gør meget ondt, så tror jeg der findes noget salve et eller andet sted. Nu er med sikkerhed ikke den første der brænder sig" sagde han opmuntrende.
"Sæt dig ned, så skænker jeg op" bemærkede han så og trak stolen ud for hende. Han var sikker på at det ville blive noget af en udfordring for hende med en nu skadet hånd, og selvom han til daglig ikke selv drak den søde drik, var tekanden ikke fremmed for ham. Han fløjtede let som han hældte det kogende vand op i hver deres kop. "udover tabet. Går det ellers nogenlunde?" Han vidste ikke hvordan hun ville reagere, men han havde et mindre behov for at få bekræftet at hun havde det godt, til trods for tabet af hendes mand.
Post by Mairwen Underwood on Jan 23, 2017 20:46:57 GMT
Mairwen smilede taknemmeligt til Atticus over hans ord og gav sig til at duppe sine hånd igen, mens hun rynkede øjenbrynene koncentreret. Det var ikke det bedste tidspunkt at påføre sig selv skade, men måske hendes mor havde en helbredende salve et sted hun kunne forsøge sig med. I al tumulten havde hun et øjeblik slet ikke tænkt på sin tidligere mand og da han nævnte ham, stak den dårlige samvittighed en anelse, det var meningen hun skulle sørge, ikke rende rundt og blive vild med faderen til hendes barn.
"Det er hårdt. Jeg er ikke særlig god til tal og der er mange ting at kigge igennem.. " Hun sukkede let og smilede en anelse til ham. "Og Marius savner sin far. Det er det sværeste. Han forstår det ikke.. Hvorfor han har forladt os.." Sagde hun og så ned på sin hånd som hun stadig duppede let. "Men måske hjælper det at komme lidt hjem. Jeg har sådan savnet jer alle.." Bemærkede hun og så op i Atticus' øjne med et flygtigt bredt smil.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 24, 2017 23:06:48 GMT
Atticus nikkede langsomt. På det punkt havde de samme syn på det, forskellen var blot nu at Mairwen var mere eller mindre nødt til det, hvor han selv kunne tage mere afstand til det, for nu. "Jeg har aldrig forstået det, men det er som min kære far insistere på at jeg bliver ved med at forsøge." Han følte et eller andet sted at han ikke helt kunne være åben omkring, hvor svært det faktisk var for ham, at det ikke var fordi han var doven, men fordi tallene havde det med at forsvinde og ændre form.
Han satte koppen fra sig på bordet da hun bragte drengen op. Han havde aldrig mødt ham, men det var nu heller ikke noget han havde tænkt særlig meget over. "Det er altid svært i starten" sagde han med et let skuldertræk. Et smil dukkede så frem, selvom det var et svært emne at tale op. Han rettede sig en smule op så han sad mere rank på stolen.
"Ja? Er jeg med i den gruppe?" spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå.
Post by Mairwen Underwood on Jan 25, 2017 10:09:17 GMT
Mairwen havde ikke meget at sige til hans ord om sin fader, for hende var det ikke et emne hun kunne diskutere med ham, deres forhold var kompliceret og hun havde aldrig følt hun vidste nok om det til at kommentere på det. Hun var dog ikke helt begejstret for hans næste ord og det skuldertræk der fulgte, som om det var ingenting at hendes søn - deres søn - havde problemer. Hendes blik studerede ham opmærksomt mens hun tænkte på, hvad der ville ske hvis han nogensinde fandt ud af at han var drengens fader.
Et lille smil dukkede op på hendes læber over hans spørgsmål og hun sukkede opgivende, selvom hun ikke reelt var irriteret på ham. "Vil du gerne være det?" Spurgte hun i stedet for at svare på hans spørgsmål, mens hun slog blikket ned og betragtede de små brændsår på sin hånd.
Post by Atticus Llywelyn on Jan 29, 2017 0:26:28 GMT
Det var ikke fordi at Atticus ville virke ligeglad, og han kunne godt havde valgt en anden måde at reagere på, men han orkede heller ikke at grave videre i emnet, og det virkede heller ikke til at Mairwen havde så meget imod det, siden at hun intet sagde til det. Hendes blik sagde dog mere end tusinde ord, hvilket fik ham til og bukke hovedet en smule.
"Jaerh.." han strejfede kort hendes fingre med sine egene, uden helt at tage hende i hånden. Han trak vejret dybt ind og holdte blikket mod hendes øjne. "Jeg har ikke nydt at være ude" bemærkede han så stille, selvom det meste af det nok var hans egen skyld.
Post by Mairwen Underwood on Jan 29, 2017 13:35:03 GMT
Det eneste der holdt hende fra at fortælle ham sandheden, var hendes kærlighed for hendes søn. Hun behøvede ikke at komplicere hans liv, ved at fortælle Atticus at han var hans fader. Det var dog svært, som han strejfede hendes hånd med sine fingre. Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere. Selv den mindste berøring fra ham havde altid føltes voldsomt for hende.
"Du har aldrig været helt ude." Hviskede hun og løftede sit blik op mod hans. Hun havde altid vidst hvem der var den rigtige far og selvom hun syntes han var en idiot til tider, var han stadig faderen til hendes søn. Hun kunne aldrig rigtig hade ham, ikke helt.
Post by Atticus Llywelyn on Feb 1, 2017 18:58:20 GMT
Det lettede hos Atticus at høre de ord. Han nikkede langsomt og kunne ikke lade være med at trække op i smile båndet. Selvom han ikke helt ville stå ved det hvis nogen spurgte, betød det faktisk en del for ham at hun ikke hadet ham så meget. Han ville desuden heller ikke vide hvad han skulle give som svar til hvorfor de ikke havde haft så meget kontakt. - I forhold til ham selv, havde han bare været dårlig til at holde den ved lige siden hun blev gift.
"Nej? - Det er jeg glad for" sagde han og samlede sig mod til at lægge sine fingre omkring hende. Han havde savnet hende, det var han ikke i tvivl om. Nu da han sad her sammen med hende, gik det op for ham, hvor meget han egentlig havde manglet hende. I hvilken forstand, kunne så vendes og drejes.
Post by Mairwen Underwood on Feb 1, 2017 19:20:14 GMT
Mairwen vidste hun burde trække sin hånd til sig, som han lagde fingrene om den, hvis nogen kom ind og så dem sådan her ville det være højst upassende. Hun havde dog altid haft et ømt punkt for ham og som de sad sammen her, alene og med den enkelte berøring, bankede hendes hjerte endnu engang for ham.
"Også mig." Sagde hun og smilede en anelse til ham, mens hendes blik gled ned over hans ansig til hans læber. I stedet for at kysse hans, bed hun ned i sin egen underlæbe og formåede at modstå den trang hun havde til at komme tættere på ham. Det var utrolig at hun ikke var blevet klogere, bare fordi hun var enke, betød det ikke at der var andre regler for passende opførsel end da hun havde været en ung kvinde.
Post by Atticus Llywelyn on Feb 1, 2017 21:16:48 GMT
Det betød alligevel lidt, at Mairwen endnu ikke havde taget hånden til sig. Til daglig var han modig af sig, og nogen ville endda gå så langt som at sige at han var lettere dumdristig. Alligevel blev han siddende på stolen, selvom han havde lyst til så meget andet. Han blev siddende i et stykke tid uden at sige noget, og nød bare følelsen af hendes hud mod sine egne fingre.
"Jeg har lyst til at kysse dig" kom det så hæst fra ham. Han rømmede sig selv. Han vidste godt at han i sidste ende burde havde holdt sin kæft, men nu når hun sad så tæt på. Måden hun bed ned om sin egen læbe, gav blot lysten endnu mere kraft.
Post by Mairwen Underwood on Feb 1, 2017 21:39:00 GMT
Det var gået så hurtigt, de havde mødt hinanden efter lang tid og allerede sad de her og hun var ved at give efter endnu engang. En stund hvilede hendes blik i hans, en smule hypnotiseret og betaget. Hun opdagede endda at hun var rykket en anelse tættere på ham, men som hun sad der og skulle til at kysse ham, hørte hun køkkendøren åbne sig.
Hurtigt var hun oppe at stå og stirrede mod døren, det viste sig at være husalfen der var kommet tilbage og hun blev næsten helt bleg ved tanken om hvor galt det kunne have gået. "Vi har bare lavet noget te." Fortalte hun kræet og den nikkede en enkelt gang, inden den gik igang med arbejdet. Tøvende satte hun sig ned igen og tog en tår af den lunkne væske, mens hun forsigtig så op mod Atticus' øjne.
Post by Atticus Llywelyn on Feb 1, 2017 22:06:29 GMT
Det havde været så tæt på, at han igen skylle møde de velkendte læber med sine. En fornøjelse han egentlig for det meste var foruden, med mindre det var noget ganske særligt. Mairwen havde altid betydet en del for mig, og havde han bare været den del mere voksen, havde deres liv nok flasket sig anderledes. Han kunne næsten mærke det.
Men som hans ønske var ved at gå i opfyldelse gik døren op og han blev trukket tilbage til virkeligheden. Selv havde han ryggen sig lidt på stolen, og lænede sig tilbage mod ryggen. Hans blik gled ned på husalfen som han hilste på med et kort vink og et bredt smil. Han skævede mod sin kop. "Vi kunne gå ind i stuen?" han anede ikke om der var andre hjemme. Han vidste ikke hvor de kunne gå hen for at være alene, og om Mairwen overhovedet havde lyst til at de egenlig var alene.
Post by Mairwen Underwood on Feb 1, 2017 23:10:46 GMT
Mairwen så tøvende på husalfen inden hendes blik mødte Atticus'. Hun vidste at kræet ville sladre til hendes mor hvis det kom til det og hun foretrak derfor at blive siddende i køkkenet. Hun var i sikkerhed her - for at gøre noget forkert. Alligevel var det blik hun sendte ham en smule indgående, mens hun tog en tår af sin te.
"Jeg tror det er bedst vi bliver siddende, min mor er sikkert snart hjemme." Sagde hun uden at logikken egentlig gav mening. Hun sendte ham et sidste intenst blik, inden hun løftede sin hånd op til sløret og lod det falde ned over sit ansigt. Den lille forhindring, ville holde hende fra at lade sig friste af Atticus' opmærksomhed, i hvert fald idag.