Sjælevenner

"Det har det ikke lige nu" hviskede Svala. Det roligt løftede hånden for at dreje hans opmærksomhed tilbage på hende, i stedet for de lange blikke mod den stadig mørke og tomme korridor. Hun flyttede den anden hånd fra Silvesters for at trække let i de lyse snøre der holdte kjolen på plads omkring hendes skuldre. Det var ingen hemmelighed at hun havde stærke følelser for ham. Men sandheden var at hun aldrig havde været sammen med ham, eller nogen anden mand. Selvom de varme følelser var der, lysten til nærhed var hun aldrig nået længere. Nervøsiteten sad derfor i hende.

I lang tid havde det været for sjov, selvom hun gerne ville havde han afvist hende så meget at der var gået en leg i det. Nu stod han så tæt på hende at det næsten var uvirkeligt. Hun lagde hovedet en smule på skrå og blottede halsen.

Som han nærmede sig hende, holdte hun vejret og kunne nærmest inden læberne ville ramme den tynde hud, genskabe følelsen af hans læber. Et smil sitrede allerede i den ene side af mundvigen. Men skuffet blev hun da Silvester ikke nok med, trak sig væk, men også lige skulle op med den lyserøde punch. Selvom der ikke meget farve var tilbage. Hun rynkede på næsen ved synet og sukkede en anelse irriteret. Hun kunne dog ikke bebrejde ham, og var glad for at han i det mindste havde gjort sit for at det ikke endte ud over hende. Hun løftede kjolen på plads og besværede sig selv med at få bundet snørende sammen. Hele stemningen var ødelagt for hende, og havde mere eller mindre bragt hende tilbage til virkeligheden. Hvor dum den end var.

Hun gned let sine fingre mod sine lukkede øjne og trådte væk fra væggen. "Jeg tror du skal i seng" bemærkede hun og lagde blidt hånden mod hans ryg.

Svala ville egentlig bare gerne tilbage i hytten nu. Mest af alt var det fordi at hun ville sikre sig at hendes bror kom sikkert tilbage og ikke havde tænkt sig at sige eller gøre noget dumt, hvis han havde tanker om at finde vej tilbage til storsalen og den igangværende fest. Hun klappede ham blidt på ryggen og strøg let sin hånd hen over hans tunika. Hun nikkede langsomt.
"Selvfølgelig" sagde hun med et mere eller mindre opmuntrende smil.

Hun rakte hånden frem så kan kunne tage den. Hun ville bare gerne være sammen med ham, og det kunne lige så godt være at de sov under samme dyne end så meget andet.

Svala gav hans hånd et klem da han til sidst endte med at tage imod den. Hun betragtede ham i stilhed som de gik ned af gangen. Da han intet sagde undlod hun at sige noget. Hun tog sig dog den frihed at stryge en let tommelfinger hen over hans håndryg.

Hun vippede let med sine fødder og betragtede sin bror som han kæmpede en brag kamp med at få døren åbnet. Hun kæmpede selv med ikke at grine, og endte med at måtte trække vejret roligt og tungt. Han fortjente ikke at hun fandt det morsomt. Han var tydeligvis ikke i det bedste humør. Hun hoppede til siden da kæppen gjorde sin entre, selvom hun måske burde have gjort noget for at hjælpe ham, var hun bange for at gå i vejen. Det virkede til at Silvester et eller andet sted havde behov for at slå lidt på noget. Uden videre at sige noget fulgte hun langsomt med ham op på hans værelse.

Der kom ikke mange ord fra hende da hun lukkede og låste døren bag sig og begyndte igen at løsne snorene der holdte kjolen på plads. Hun havde dog ingen skjulte motiver, men havde ikke tænkt sig at hente en natkjole eller at sove i den hun havde på nu. Uden så meget som at rødme lod hun den falde inden hun i den tynde underkjole kravlede op på sengen.

Et bredt smil viste sig på Svalas læber. Der kom næsten ingen lyd da hun stadig forsøgte ikke at føle at han var til grin. Selvom hun selv var påvirket, krævede det ikke megen balance at få kjolen af. Hun satte sig derfor bare på sengen og betragtede sin bror som han endnu engang kæmpede en brag kamp, med sit tøj.

Da han endelig gjorde hende selskab i sengen lagde hun hovedet mod hans skulder, og den ene hånd hvilene mod hans brystkasse. Hun sukkede svagt og kiggede op på ham. "Hvordan har du det?"

"Adr." kom det blot fra Svala da skar en grimasse. Hun sukkede dybt og måtte ryste lidt på hovedet af ham. "Behøver du noget?" spurgte hun og rettede sig en smule op og støttede sig til til albue og kiggede ned på ham. Det var ikke fordi det at være fuld var noget hun havde prøvet vanvittig ofte, og det var desuden også forskelligt hvad man som individuelt havde brug for. Hun løftede hånden og strøg et par fingre over hans lyse krøller.