|
Post by Svala Nordström on Dec 23, 2016 22:51:01 GMT
En lille smule magisk var det vel. De svævende lys, og det snebeklædte loft satte den helt rigtige stemningen i storsalen. Svala var i den festlige anledning klædt i mørkelilla. Ærmernes gab var en smule længere, og man kunne se at der var gjort lidt mere ud af detaljerne end de kjoler hun foruden sin kjole uniform, rendte rundt i. Smykket hun havde om halsen havde tilhørt hendes mor, og det var tydeligt at se at det ikke var nogen billig kopi. Det lange lyse hår, slog sine krøller ned langs hendes ryg, og hun havde i dagens anledning sat små forgyldte stjerner i, som snoede sig op af noget af håret. Omkring hovedet lå en sølv krans, der dog ikke så ud af noget særligt, men tilføjede til hendes festtøj.
Hun glattede de tynge fingre hen over stoffet, og fulgte de sorte mønstre med spidsen. Hun havde ikke set så meget til Kailen, og lige nu gjorde det ikke så meget, da hun efter et par fyldte bærger med den lyserøde punch søgte et helt andet selskab
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 23, 2016 23:59:52 GMT
At aftenen ikke ligefrem var løbet efter Silvesters hoved ville være en generøs fremstilling af hvordan han havde det med den da han kom tilbage efter at have brugt noget tid på at koncentrere sig om ikke at ramme ved siden af da han skulle slå en streg. Tilbagevendenen til storsalen var, til trods for at han mest havde lyst til enten at gå hjem i seng eller slå på noget, noget han formåede at gøre med rank ryg. Da en af de første han spottede da han trådte ind da var Svala blev han en smule lettet som han søgte hen imod hende. Måske hendes selskab kunne gøre aftenen lidt bedre, hvis altså hun ikke havde en af de dage.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 24, 2016 0:16:01 GMT
Svalas hoved var en smule omtåget, og hun havde ikke tal på hvor meget hun egentlig havde drukket. Det havde resulteret i at hun nu stod med et malet grin i ansigtet, uden at vide hvorfor hun egentlig var i sådan et humør. De blå øjne faldt ret hurtigt på Silvester da han trådte ind i storsalen igen. Hun havde ikke engang lagt mærke til at han havde været væk. Hun små løb ham i møde og faldt ham glædeligt om halsen. "Hvor har du været?" lød det smågrinene fra hende som hendes hånd fandt vej til hans. Hun lænede kort hovedet mod ham inden hendes blik søgte rundt på de dansene elever. Hun vidste godt at det måske ikke var det de skulle. Hun skævede op mod ham. "Jeg vil gerne danse med dig" sagde hun så stille og pillede lidt ved hans ærme.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 25, 2016 23:31:16 GMT
Humøret han blev mødt af stod i kontrast til hans eget. Han mumlede noget om at have været ude at tisse og klemte kort om hendes hånd inden han åbnede sin egen som for at slippe af med hendes. Det var ikke lige her i storsalen af alle steder at Silvester havde lyst til at flette fingre med Svala. Det ellers plagede udtryk på hans ansigt blev dog kort overvejende da hun gav udtryk for sit ønske om en dans. "Jeg har ikke lyst til at danse," endte han med at sige efter en lille pause fra hendes ord. Hvis han havde kunnet finde lysten havde det været en anden snak. Men intet var gået efter planen med de to piger han denne aften havde danset med, og han havde ingen planer om at noget efter hans hoved skulle gå galt med Svala også i tilfælde af at han var blevet jinxed.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 25, 2016 23:50:32 GMT
Svala da i lang tid ikke havde tænkt særlig meget over hendes handling med deres hænder, så kort ned på sin egen hånd, der nu var alene. Hun trak lidt på sine skuldre. Kun en svag rynken over hendes øjne var at syne af den undrende reaktion fra sin bror. Det var ikke altid hun forstod alvoren i at de ikke kunne gøre som de havde lyst til. Særligt nu hvor hun var en lille smule påvirket af den stærke punch, syntes alle andre ligegyldige. "Hvornår har jeg nogensinde taget mig af hvad du har lyst til?" Spurgte hun med himmelvendte øjne. Hun lagde småsurt sine arme over kors.
"Så finder jeg da bare tilbage til Kailen." hendes ord var nærmest truende. Hun vendte søgende blikket rundt. Da hun spottede ham, fuld gang med at snakke med Frida kneb hun øjnene sammen. "Glem det." mumlede hun.
"Skal du have mere punch? - Ellers så drikker jeg dit glas også" sagde hun og hev lidt i ham for at få ham med op til et af de lange borde.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 26, 2016 0:54:36 GMT
Ved Svalas første spørgsmål fnøs Silvester - hun havde en pointe, selvom det ikke ligefrem gjorde så meget andet end at pisse ham af at hun ikke lyttede til ham. I sin irritation over hendes kommentar i kombination med den der fulgte, hvor hun gjorde mine til gå, lagde han også sine arme over kors og spejlede hende derved ubevidst. Han fulgte hendes blik hen til den anden femkampsdeltager og Frida, hvad der ikke ligefrem forbedrede hans i forvejen dårlige humør.
"Hvorfor ikke... Jeg mener, ja," konstaterede han som han fulgte med hende op til et af bordene. Han havde fået nok til at mekanismen i hjernen der burde fortælle ham at det kunne være at det var på tide at stoppe ikke længere virkede. Da de nåede frem snuppede han derfor et glas og rakte også hende et samtidig med han drak af det han selv havde snuppet. Hans blik faldt på hendes halskæde efter han sænkede sit glas. "Vil du ikke med ud herfra?" spurgte hans som hans blik skød tilbage op i hendes øjne, pludselig opsat på at komme ud fra stedet han egentlig ikke havde noget rigtigt ønske om at blive i.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 26, 2016 1:41:16 GMT
Svala kunne have grint over hans måde at lægge sine arme over kors, som havde han gjort det for at drille hende. Det var tydeligt at de var skabt af det samme stof. Hendes mave trak sig sammen, og selvom hun var ligeglad hvem Kailen snak.kede med, så gjorde det et eller andet sted noget ved hende at se Frida der. Særligt fordi hun jo godt kunne regne ud at noget var forgået mellem hende og Silvester. Hun blev dog revet væk fra tanken da hendes bror brød stilheden der havde sneget sig over Svala.
Hun sendte ham et smil og og skænkede op til dem begge. Hun blev stående og svejede lidt fra den ene, til den anden side. Først da han igen talte vendte hun blikket mod ham. Hendes blik var overvejende. "Okay." Det ville også gøre det nemmere for hende at nyde festlighederne, når de var langt fra dem og hun var i selskab med den rigtige person. Det var først da de havde forladt storsalen at hendes hånd fandt hans. Nu kunne han altså ikke komme med dårlige undskyldninger. "Hvor skal vi sætte os?" Hun gad ikke til at gå tilbage til hytten. Da hun langt fra var færdige med punchen.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 26, 2016 1:51:27 GMT
Denne gang tog Silvester imod hendes hånd hvorefter spørgsmålet fik ham til at se sig lidt omkring, som om det skulle hjælpe ham. "Vi kan blive her og udforske slottet lidt... Eller, vi kan gå tilbage til hytten," foreslog han. Lysten til at gå udenfor var så godt som ikke eksisterende, medmindre det var for at krydse grunden og ramme den hjemlige hytte, hvor en del af ham stadig havde lyst til at gå på hovedet i seng. Såvidt han kunne mærke på Svala ville han dog ikke få lov til at være sådan en dødbider hvis han også gerne ville se noget til hende - og i netop dette øjeblik havde han knapt nok lyst til at slippe hende af syne, som frygtede han at hun skulle lade ham alene hvert et sekund det skulle være, på trods af at der plejede at være større sandsynlighed for det omvendte
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 26, 2016 22:42:39 GMT
Det tog ikke Svala særlig lang tid om at beslutte sig for hvad hun helst havde lyst til. Ikke at hun havde skjulte tanker, men da hun bare gerne ville være alene med Silvester duede hytten ikke, da de hvert øjeblik det skulle være kunne blive forstyrret. Hvilket irriteret hende. "På opdagelse. Du har altid så travlt" sagde hun og lænede sig mod ham for at puffe ham lidt i siden. Et lettere drillende smil lå over hendes læber som hun tog endnu en tår fra sin bæger.
Med sin hånd gemt godt under hans varme fingre trak hun ham med ud af indganghallen og hen imod de bevægende trapper. Hun regnede ikke med at de ville fare hvil, og ellers håbede hun bare på at de de kunne finde et eller andet sted hvor de kunne være i fred.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 26, 2016 23:07:25 GMT
Silvesters bæger skvulpede lidt over da Svala puffede til ham og han puffede derfor tilbage som hævn, med en intention om at gøre gengæld så hun også fik spildt. På vej op mod trapperne tog han endnu en tår, denne gang en stor en for at mindske chancen for igen at spilde det på gulvet og ikke mindst nedover hånden der i forvejen var blevet lidt fedtet ind i det.
Da de nåede til den første bevægende trappe trak han hende med sig hen til den. "Den dér?" spurgte han med et nik mod den trappe den de stod på var ved at bevæge sig hen imod.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 27, 2016 21:42:38 GMT
Svala skævede mod trapperne. Hun var i tvivl om hvilken en de skulle tage, for selvom hun hade haft mere tid på hånden end sin bror, havde hun ikke ville gå på opdagelser på det gamle slot alene, og et eller andet sted ville hun helst have ham med. Hun rystede sin ene hånd ud i luften, dog tørrede hun den ikke af i sin egen kjole, men benyttede Silvesters tunika til det i stedet.
Hendes øjne kneb sig en smule sammen, og uden at sige noget til det, trådte hun ud på trappen. Hun holdte godt fast i Silvesters hånd, så han ikke ville falder over sine egne fødder. "Jeg har hørt der er hemmelige gange over det hele, og at der aldrig er nogen der har fundet dem alle" sagde hun med en snært af spænding i stemmen.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Dec 28, 2016 1:36:48 GMT
Silvesters øjne lyste op for første gang i et godt stykke tid ved Svalas fortælling om slottets mange gange og korridorer. "Det er ikke svært at forestille sig," kommenterede han som de trådte over på den næste trappe der var på vej i en anden retning for at mødes med en tredje. Det kunne i og for sig være ligegyldigt hvilke trapper de tog og hvor de endte henne for de ville sandsynligvis kunne finde noget interessant uanset hvor de landede.
Da de endelig kom af trapperne og ramte en af korridorerne måtte han lige finde sine ben igen og stå stille et kort øjeblik. Da de alligevel ret hurtigt var på vej fremad igen drejede han hovedet mod Svala. "Har Kailen været okay at følges med?"
|
|
|
Post by Svala Nordström on Dec 31, 2016 14:26:39 GMT
"Mon det overgår Durmstrang?" hun kunne ikke lade være med at sende et mere eller mindre kærligt smil til sin bror. Hele spændingen ved at gå på opdagelse mindede hende om deres egen skole, deres tid sammen hvor det hele ikke var kompliceret. Hun gav hans hånd et klem inden hun løftede den op for at kysse den; det var vel ikke forbudt? Desuden var hun ligeglad da hun var påvirket nok af punchen til ikke at bekymre sig om hans mening.
Hun trak løst på sine skuldre. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller hvad han forventede af svar. "Han har været okay, selvom jeg hellere ville følges med en anden" sagde hun og skævede med sin bror. Hun fugtede sine læber. "Og Agneta?"
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Jan 1, 2017 23:22:25 GMT
Silvester mente at han godt forstod hendes hentydning til hvem hun hellere ville følges med, men lod være med at kommentere på det da han alligevel ikke havde noget at sige til det. I stedet så han på hende som hun fugtede sine læber og spejlede det ubevidst inden han måtte fnyse over hendes spørgsmål.
"Hun er forfærdelig, Svala. Hvis det ikke havde været for femkampen..." Han sendte hende et faretruende blik der skulle understrege at han havde kunne finde på at gøre noget ubehageligt hvis han ikke havde noget at kæmpe for.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Jan 1, 2017 23:49:06 GMT
Igen havde hun ikke regnet med at få nogen som helst bemærkning fra ham. Hun trak derfor bare på sine skuldre og lod det ligge. De havde været i hinandens liv altid, og det var hende uforstået hvorfor det kun var hende der begærede ham, og ikke omvendt, særligt hvorfor han ikke længere gjorde det. Som om at det imellem dem havde ændret sig siden de ankom til Hogwarts. Det sad som en evig pine i hendes bryst.
Hun blinkede lidt med sine øjne. "Bare give hende en blodtud." sagde Svala og kunne ikke lade være med at grine. Hun tørrede let sine øjne. Det var en rar følelse. Latter havde ikke været noget hun havde oplevet særlig meget den sidste tid. Hun trak sin bror længere med ned af gangen. Dog gav hun slip for at følge de tykke stenvægge i et håb om at finde en skjult dør.
|
|