|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 2, 2017 0:48:12 GMT
Georgianna var vred og måske en smule frustreret over, at Jacquet mest af alt besvarede det ved at være opgivende. Det betød dog ikke, at hendes hjerte ikke hamrede over hvad han havde sagt og den fortsættelse der kom, fik hende til at stivne. Mørke øjne spærrede sig lidt op og i et par sekunder stirrede hun bare på ham.
"Du har ikke...?" gentog hun endelig, lettere hæst. Skuldrene faldt lidt og det var som om at bare en smule af raseriet punkterede. "Hvorfor ikke?"
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 3, 2017 14:42:27 GMT
Om det var nogen overraskelse vidste han ikke. Men at Georgianna så ud til at sænke vreden en lille smule, fik Jacquet til at træde et skridt tættere på hende i håb om at hun ikke ville slå ham.
"For det første er hun ikke dig" lagde han ud med og skævede til hende. "Hun er en lille pige, hun er på alder med Blance, min lillesøster." sagde han en anelse frustreret og slog ud med den ene hånd.
"Hun er irriterende og tror at ægteskab er en eller anden lykkelig bobbel. men alt jeg kan høre er hende skingrende stemme" sagde han og gned sine øjne. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 3, 2017 21:22:07 GMT
Georgiannas hænder var knyttet, men da Jacquet trådte nærmere, blev hun dog stående hvor hun var. Mørke øjne borede sig ind i hans, som om hun kunne læse noget der, som han ikke sagde. En lille del af hende var tilfreds over ordene, opløftet, men det ændrede ikke alle realiteterne.
Hendes bryst hævede sig, som hun tog en dyb indånding og lige akkurat kontrollerede sig selv. "Det ændrer ikke på, at du er gift med hende."
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 3, 2017 23:01:37 GMT
Han vidste godt at det i sig selv ingen undskyldning var til hvorfor han ikke havde holdt sit løfte til hende. Der var intet han hellere ville end at gifte sig med hende. Men han følelsen af at vende hele sin familie i ryggen ville blive for stor en mundfuld at klare. Men tanken om at det ville koste ham Georgianna kunne han næsten ikke bære.
"Det ville vel heller intet ændre hvis jeg erklærede ægteskabet ugyldigt" sagde han og trak på sine skuldre.
For han havde jo stadig valgt at lade sig blive gift med hende. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 5, 2017 22:59:23 GMT
Georgianna havde i et øjeblik været sikker på, at hun kunne gøre det. Afslutte det hele, alt der var mellem dem og efterlade den del af sin fortid bag sig. Nu, hvor et enkelt, lille lys af håb tændtes, var der ingen chance for at hun kunne tage det skridt. Ikke når hendes hjerte hamrede og pulsen ræsede.
"Ville du gøre det?" lød det næste spørgsmål, næsten åndeløst.
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 6, 2017 1:22:30 GMT
Jacquet vidste snart ikke hvad han ville gøre - og selvom han godt vidste hvad han følte inderst inde, så var han ikke sikker på om han i sidste ende ville kunne gennemføre det. Han ville såre og skuffe så mange mennesker hvis han valgte at gennemføre det. - Men som der var nu kunne han ikke bære tanken om at miste Georgianna.
"Jeg ville få hele verdenen vendt imod mig. - Men jeg vil gøre det klart for min far, en gang for alle" sagde han mere eller mindre fast. Han anede ikke hvad der ville ske. Værste fald ville hans far slet ikke høre om det, og så blev Jacquet nødt til at stikke af med Georgie, hvis hun ville. Han kløede sig i håret.
"Det skræmmer mig" kom det så hæst fra ham. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 7, 2017 21:26:56 GMT
Tiden stod stille for Georgianna. Han havde knust hendes hjerte, da han havde giftet sig og selvom såret ikke var lægt, så kunne hun mærke stykkerne rykke på sig. Det var et lille håb i mørket og hun blinkede et par gange, uden helt at vide, om hun kunne tro det.
"Ikke hele verden," sagde hun hæst og så op på ham med mørke øjne der skinnede let i skæret fra ildstedet. "Ikke mig. Jeg ville være der."
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 7, 2017 23:12:22 GMT
Jacquets håb om en fremtid med Georgie havde aldrig været særlig lys, men det havde alligevel eksisteret som en spiren at det måske en dag ville lykkes ham. Hendes ord fik et lille smil til at trække sig frem over hans læber. Han turde nu løfte armen og stryge et par flygtige fingre over de mørke lokker.
"Men ville det være nok? Ikke nok med at jeg selv ville blive stemplet, men rygtet ville følge dig også" han sank en klump. Når de stod her sammen virkede det så nemt. Men han vidste ikke om hun, og ikke mindst sig selv, ville kunne leve sådan et liv. Han vidste at hans familie ville kunne gøre hans liv til et helvede, og selvom han var en af dem der godt kunne gøre tingene selv, var der så meget andet at ikke anede. Han var en simpel diplomat. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 7, 2017 23:31:00 GMT
Der var en lille del af hende, der havde lyst til at forkaste hans ord. Holde fast i det ene, lille glimt af håb om den fremtid, som hun havde ønsket sig hele sit liv - og som hun måske stadig var for forblændet af. Hun havde lyst til at sige ja. Alligevel tøvede hun og sank en enkelt gang.
"Jeg ved det ikke," sagde hun til sidst. En kuldegysning gik gennem hende over fornemmelsen af hans fingre mod hendes hår. Instinktivt lænede hun sig ind mod det. "Er det bedre, at vi begge er ulykkelige?"
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 8, 2017 0:15:33 GMT
Jacquet kendte svaret på hendes undren. Han ville hellere være lykkelig med hende, end ulykkelig uden. Han løj ikke da han havde sagt at ville snakke med sin far, og selvom det lød lige til, var det det ikke. Et eller andet sted ville han også gerne snakke med Annea om det, da han ikke kunne være den eneste der ikke følte at noget godt ville komme ud af ægteskabet. Hun fortjente vel lykke lige så meget som han, og de kunne måske en dag stadig samarbejde, blot uden et ægteskab mellem deres familier.
Han bøjede sig ned. Ikke for at kysse hende, men blot for at trække hende ind til sig.
"Jeg vil bare have dig" mumlede han imod håret. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 8, 2017 0:43:35 GMT
Georgianna var kommet for at afslutte det. Det var ikke første gang og slutresultatet var ikke anderledes nu end det havde været før. Jacquet var den eneste mand hun nogensinde havde kendt og måske var en del af det lige så meget angsten over at være alene. Det betød ikke, at hun ikke elskede ham, selvom det måske ikke var på den samme, naive måde som det havde været engang. Ikke at hun følte sig mindre naiv nu.
Et tungt suk undslap hende ind mod hans bryst og hun kunne ikke lade være med at lade armene glide om ham. Fingrene knyttede sig løst om tunikaen. "Så gør noget ved det, Jacquet," lød hendes stemme, dæmpet, men rungende af alvor.
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 8, 2017 21:50:15 GMT
Jacquet kunne mærke hvordan hans hjerte jo afsted som aldrig før. Det var ikke ligefrem en behagelig følelse. Hun var så tæt på, og selvom han kunne røre hende, selvom han kunne mærke hende, så var det ikke nok det vidste han godt. Han ville byde hende et rigtigt liv. Men det krævede desværre bare at han mandede sig op hos sin far.
Han lagde langsomt sine arme omkring hende med et let suk. "Hvis han nu gik med til det.." begyndte han og trak hovedet en smule væk for at kunne se ned på hende. "Ville du, kunne du leve sådan et liv i min verden?" |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 10, 2017 22:13:23 GMT
Lidt af anspændtheden forlod hendes skuldre og hun kunne ikke undgå at slappe af i de velkendte arme. Det betød ikke, at der ikke stadig var meget at tænke på og en lille rynke havde slået sig ned mellem hendes øjenbryn, da hun så op på ham - i kontrast trak antydningen af et smil op på hendes læber.
"Din familie er måske nok over min, men det er næppe en meget anderledes verden end den jeg kender," konstaterede hun, næsten muntert. Hun var trods alt også adelig.
|
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 12, 2017 19:29:19 GMT
Jacquet kunne ikke lade være med at små smile lidt over hende. Han mente dog stadig at hun på sin vis havde langt mere frihed end ham. Han lagde hovedet på skrå som han kørte en let fingr hen over hendes kæbelinje. Hun var næsten for god til ham. Selvom han kunne være en anelse paranoid omkring deres forhold, vidste han at det var hende han ville dele sit liv med, så meget som muligt.
"Jeg mener det blot er min pligt at advare dig imod min kære moder" sagde han og lukkede øjnene i en grimasse. |
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Jan 12, 2017 21:51:25 GMT
En latter gled over Georgiannas læber, uventet gennem den ellers tykke alvor. Et muntert fnys fulgte og hovedet gled lidt til den ene side, mens hun kneb øjnene sammen.
"Jeg kan håndtere din mor," lovede hun og blottede tænderne i et lille, skævt smil, før hun bukkede under og strakte sig for at kysse ham.
|
|
