Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Jacquet d'Montacute on Dec 23, 2016 0:43:14 GMT
Svært var det ikke. Alligevel var der noget anderledes ved denne sene aften. Jacquet befandt sig langt fra de hjemmelige fronter men han befandt sig ikke på en af de nærliggende kroer. Huset var mere eller mindre forladt, familien d'Montacute brugte det ikke længere, udover ham selv når han var væk i længere tid og ikke ville nøjes med et lille værelse på De tre koste. Han skulle klare mere eller mindre alting selv, hvilket han ikke havde noget imod, han brugte trods alt det meste af tiden i den lille optændte stue, og maden spiste han ude.
Han var dog ikke kommet uden nogen grund. Selvom fejringen af vintersolhvervet var ovre, havde han stadig et par opgaver for sin far han skulle tage sig af inden det nye år ville træde i kraft. Det generede ham en smule da han vidste at han ikke skulle så tit afsted, og derfor ville have sværere ved at se sin elskede. Han gned sine hænder mod de trætte øjne som han prikkede til ilden. Han overvejede om han skulle fjerne lagnet fra de resterende møbler i stuen, da der indtil videre kun stod en polstret sofa med et par puder. Han havde gjort sit for at der ikke skulle være for støvet. Han havde været nødsaget til at svinge staven et par gange, men ellers havde han rent faktisk sat sig selv i arbejde.
Han trak læberne til sig og gik rundt i det ellers ret tomme hus. Han vidste godt at tankerne han tænkte ikke var mulige. Alligevel kunne han ikke lade være med at forestille sig hvis hans liv var et helt andet. Nu stod han foran kaminen og kiggede ængsteligt mod den, i et håb om at de grønne flammer snart ville vise sig. Han blev i tvivl om han havde husket stedets navn, og ikke havde givet Georgianna det forkerte.
Post by Georgianna Loïc on Dec 27, 2016 1:07:52 GMT
Georgianna havde været i tvivl. Længe. Hun vidste, at hun ikke kunne blive ved med at komme, så snart han kaldte og alligevel var hun nær taget afsted i det sekund, brevet havde nået hendes hænder. Kun det uvelkomne minde om, hvad han havde gjort mod dem, havde holdt hende tilbage og nu stod hun ubeslutsomt og stirrede ind i et ildsted.
Hun skulle have været der for længe siden. Det burde ikke være svært at lade helt være nu. Det var nemt at tænke, men svært at udføre, når hele resten af hende strittede imod og det var uden logisk sans, da hun til sidst trådte frem og ind i ildstedet.
Kort efter, langt væk, trådte hun ud af grønne flammer igen og så direkte ind i de lyseblå øjne, der havde vendt hendes verden på hovedet for så mange år tilbage. Vejret sad fast i brystet på hende et øjeblik og da hun åndede ud, var det med en simpel hilsen. “Jacquet.”
Post by Jacquet d'Montacute on Dec 27, 2016 18:37:47 GMT
Jacquet blinkede først en smule forvirret med sine øjne da de grønne flammer rejste sig fra det ellers kolde ildsted. Han var begyndt at tro at hun ikke havde tænkt sig at dukke op, og alle scenarierne hvorfor, var allerede begyndt at tegne sig i hans hoved. Hendes simple hilsen gjorde ikke stor indtryk på ham, og han følte sig kort en smule akavet som de stod der uden at sige meget mere. Han løftede armen og strøg en hånd gennem det lyse hår.
"Jeg troede ikke du kom" måtte han ærligt erkende. Fejringen af vintersolhvervet var ikke gået som han havde håbet. Selvom han bare havde haft lyst til at trække sig tilbage havde han haft en mor og en hustru der havde haft andre planer, hvilket bare havde endt med at han var blevet sur, og givet ham en endnu større lyst til at se Georgianna, men den lyst havde sænket sig en smule og fornemmelsen af at han havde gjort et eller andet galt, og det var ikke noget han brød sig særlig meget om.
Han trådte dog et skridt tættere mod hende, det havde været så længe siden de sidst havde set hinanden, at han næsten ikke turde række ud efter hende. Men det var også som om noget var forandret
Post by Georgianna Loïc on Dec 27, 2016 23:03:12 GMT
Georgianna var ikke nogen svag kvinde. Hun stod ved sig selv og lod sig ikke nemt tryne, men overfor Jacquet faldt det hele fra hinanden. Hun havde sagt til sig selv, at hun ikke ville finde sig i det denne gang - ikke lade sig hensætte til at være den anden kvinde, men da hun så ham, gav det et sug i hendes mellemgulv og alle de tanker smeltede væk.
Hun blinkede en enkelt gang og da han trådte nærmere, handlede hendes krop instinktivt. Afstanden mellem dem var ladet af energi og hun kunne mærke den knitre i sine fingerspidser, da hun løftede sin hånd til hans kind. Mørke øjne gled over hans ansigt og i stedet for at svare, strakte hun sig og kyssede ham.
Post by Jacquet d'Montacute on Dec 27, 2016 23:42:28 GMT
Jacquet var som sådan ikke en mand af få ord, og det var ikke altid han forstod hvornår tiden var til at tale og til at handle. I mange tilfælde, i langt de fleste faktisk, sagde han hvad han havde på sinde, hvor dumt det end måtte lyde, og hvor hårdt det kunne virke. Men med Georgianna var det noget andet, alene den effekt hun havde på ham var noget han ikke havde oplevet før. Han vidste det var hende han ville bruge sit liv med, han var forelskede i hende; han elskede hende. Alle de rigtige følelser var der. Men resten var der ikke.
Han var ved at åbne munden for igen at sige noget, da hun trådte de sidste skridt hen mod ham, og fjernede afstanden mellem dem. Hans blå øjne fulgte hendes hånd bevægelse som den lagde sig mod hendes kind. Han bøjede hovedet en smule. Hans arme gled instinktivt omkring hendes hofte, og da hun kyssede ham var han ikke sen til at gøre det en smule dybere. Han vidste godt at de ikke kunne blive ved på den her måde til evig tid, men sammen med hende stod tiden stille, i hvert fald indtil de blev revet tilbage i virkeligheden, og i dette hus kunne de nemmere bare være dem. Han satte lidt sin lid til at Georgianna vidste hvordan man lavede mad, da han end ikke turde forsøge sig, selvom han selv mente at det var for dårligt, at han ikke var i stand til det.
Post by Georgianna Loïc on Dec 28, 2016 0:05:42 GMT
Som så mange gange før, gled alt i baggrunden, da først deres læber mødte hinanden. Jacquet havde altid været den eneste mand i hendes liv og alle de tanker hun havde tænkt inden, føltes umulige at gennemføre nu. Alligevel, som de stod der, knugede en lille, ubehagelig fornemmelse hendes mave sammen og da hun brød væk, var det med en lille, klemt lyd.
Armene var gledet om hans nakke og hun gav ikke slip. Heller ikke selvom hun ikke kunne møde hans blik, da hun endelig talte. "Jeg skulle ikke være kommet her."
Post by Jacquet d'Montacute on Dec 28, 2016 0:15:16 GMT
Han havde ikke lyst til at de skulle snakke alvorligt. Han vidste trods alt ikke om han kun havde hende for et par timer, alligevel ville han ikke nægte det hvis hun søgte hans opmærksomhed. Næsten som han havde frygtet det, da hun åbnede munden, kom de ord han et eller andet sted altid forventede af hende. Han blinkede små forvirret, en anelse usikkert om hvordan han skulle reagere på hende. De levede jo et liv de vidste aldrig kunne blive deres. I hvert fald ikke så længe hans far levede. Måske når Jacquet selv kunne bestemme.
Han fugtede sine læber og var i et kort øjeblik en smule stædig og ville helst ikke svare. Et suk indledte dog tankerne i retningen af emnet og han forsøgte at finde hendes blik. "Det skulle du heller ikke sidste gang, eller gangen forinden" sagde han med et lille suk.
"Det er det tætteste vi kan komme, Georgie, elskede." han lagde sine hænder omkring hendes arme. Kunne hun ikke forstå at han ville gøre alt for hende hvis han kunne.
Post by Georgianna Loïc on Dec 29, 2016 22:13:45 GMT
En rynke trak hendes mørke øjenbryn sammen og da hænderne lukkede sig om hendes arme, var det det eneste, der forhindrede hende i at træde tilbage. Blikket flakkede og tvivlen var klar på hendes ansigt. Det var ikke normalt, at hun protesterede. Normalt hengav hun sig, men noget var anderledes denne gang.
"Nej," fik hun frem, hæst. Et smerteligt udtryk gled over hendes ellers så ofte ubekymrede, sikre ansigt. "Det er ikke nok. Det er ikke nok, Jacquet."
Post by Jacquet d'Montacute on Dec 31, 2016 13:52:41 GMT
Jacquet af alle vidste at det de havde langt fra var nok. Men han kunne ikke se nogen anden læsning end hvad de allerede havde fundet frem til. Selvom han gerne ville leve udelukkende af kærlighed, så var han bange for at det ikke var nok. Han ville blive stemplet for altid, og han ville vanære sin familie, et stempel han ikke vidste om han ville kunne leve med.
"Ikke nok? Jeg har givet alt hvad jeg har" hviskede han langsomt. Nok kunne han lige som situationen var lige nu ikke ægte hende, selvom han gerne ville. Men han han skænket hende noget fra hans inderste, hun fik ham trods alt til at føle som ingen anden kunne. Hans blik flakkede og han trådte et skridt tilbage.
Post by Georgianna Loïc on Jan 1, 2017 21:39:08 GMT
Noget i Georgiannas bryst knugede sig hårdt sammen. Noget ved hans ord, der ikke føltes helt rigtigt. Det fik noget i hende til at slå gnister og det afspejlede sig i de mørke øjne, da hun så op på ham. “Nej,” gentog hun sig selv og trådte efter ham. Han skulle ikke have lov til at stikke af.
“Du giftede dig med hende. Du lovede mig, at du ikke ville og alligevel gjorde du det. Og nu er jeg ikke mere end din skøge, er jeg? Du gjorde det her mod os, Jacquet.”
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 1, 2017 22:01:45 GMT
Det var rigtigt. Han havde lovet hende alt for meget, selvom han stadig mente hvert et ord af det, så var det ikke længere løfter han kunne holde ved lige. "Du er så meget mere. - Desuden. Du har aldrig været min. Skøge". Nok var det et ord andre måske kunne finde på at bruge om hende, men det var aldrig noget han selv ville bruge, og det ramte ham at hun selv nu, brugte selv samme ord til at beskrive sig selv.
"Du får det til at lyde som om at jeg alene er skyld i det. - Vi har altid været to, Georgianna. Lige så meget som jeg holdte fast i dig, og den drøm jeg så inderligt stadig længes efter, lige så meget gav du heller ikke slip" sagde han og sukkede dybt. Han gned sine fingre mod øjnene og så mod det kolde ildsted. Han overvejede om det bare var det.
Post by Georgianna Loïc on Jan 1, 2017 22:20:33 GMT
Georgianna vidste ikke, hvorfor det hele boblede op til overfladen nu. I så lang tid havde hun holdt det tilbage, men ikke længere. Det brændte i hende og et ophidset fnys undslap hende, både såret og rasende. "Du lovede mig alting og nu siger du, at det er min skyld at alt er frygteligt nu, fordi jeg ikke gav slip på dig?"
"Jeg har givet dig alt jeg har og alligevel gav du dig selv til en anden. Alt sammen fordi du er for stor en kujon til at stille dig op mod din far. Det er sådan det er, er det ikke?"
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 1, 2017 22:38:02 GMT
"Du fordrejer det" sagde han og stirrede på hende. Men kunne han forventet andet fra hende? Hans lille verdenen var blevet revet itu og nu skulle der næsten ingen ting til at slippe dem ad. Måske havde det været derfor at hans far ikke havde gjort mere, fordi han vidste at de ville ende med selv at ødelægge det.
"Jeg siger ikke det er din skyld, jeg forsøger bare at komme frem til at det heller ikke kun er min" sagde han og trak vejret dybt ind. Han ville ikke ende med at være den der hævede stemmen eller valgte at gå, selvom han havde lyst til det. I stedet lod han sine arme sænke ned langs siderne og stod blot og betragtede hende.
"Jeg troede du forstod hvor vigtigt familie er for mig. - og du er udmærket klar over at det ikke bare er så nemt. Hvor end jeg ville ønske at det var." han stod stille i et kort øjeblik.
"Så gift dig med mig" kom det så ud af ham. Han var grav alvorlig.
Post by Georgianna Loïc on Jan 1, 2017 23:45:18 GMT
Det stod skam helt klart for hende. Hans familie ville altid være vigtigere end hun var for ham. Det sørgede han for at brændemærke netop før, han sagde en række ord, der blev forvanskede af det. En vantro lyd undslap hende og hun så til siden, før hun selv så til siden.
"Lad være med at være tåbelig. Du er gift. Det er for sent."
Post by Jacquet d'Montacute on Jan 2, 2017 0:26:36 GMT
"Jeg har ikke været sammen med hende" sagde Jacquet ærligt og trak løst på sine skuldre. Om det for hende overhovedet betød noget vidste han ikke. "Ægteskabet, hvis man kan kalde det det er en formalitet. - du må ikke tvivle på mine følelser for dig" sagde han og så til sidst op på hende.
Han slog lettere frustreret ud med sine arme. Han kunne mærke at han ikke brød sig om at være uvenner med hende på den måde, og han ønskede at han kunne få lov til bare at trække hende ind til sig. Men i sidste ende kunne han jo ikke tvinge hende til at blive hos ham, hvis hun vitterligt ikke ønskede det.