Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 28, 2016 0:57:20 GMT
Dymphna havde efterhånden overgået sengen i lydniveauet, men hun smilede alligevel bredt, da hun hørte den jamre. Hun bed forsigtig ned i sin underlæbe i et forsøg på at dæmpe sig selv, men det var svært, når hun nu egentlig mest af alt havde lyst til at give slip på det hele. Hun kunne ikke længere fokusere på at kysse ham, alt hun kunne tænke på var den behagelige følelse i sin krop, som hun langsomt opbyggede.
Til sidst lagde hun fingrene om hans ene arm og tog godt fast, mens hun åbnede sine øjne og opgivede at være stille. En rystelse gik igennem hendes krop, hendes hovede dunkede behageligt og hun følte sig en anelse svimmel. Det var næsten for meget og hun kunne knapt nok fokusere på ham, da hun vendte blikket mod ham.
Post by Alistair Burnett on Dec 31, 2016 14:11:10 GMT
"Lad være med at dæmpe dig, jeg elsker at høre dig" hviskede Alistair mod hendes læber, som han knapt strejfede med sine egne. Det var ikke muligt for dem at dele de heftige kys med hinanden, da tempoet nu forhindrede dem i meget anden end flygtige strejf. Hans bryn trak sig sammen og han kunne mærke hvordan spændingen samlede sig i mellemgulvet og hans støn ikke længere kunne holdes nede.
Han klemte let om hendes hofte og om hendes bryst som han skubbede sig så langt han kunne komme de sidste få gange inden han måtte kvæle et støn mod hendes hals. Hans vejrtrækning var heftigt og han plantede små enkle kys mod den svedige hud.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 31, 2016 15:31:16 GMT
Dymphna stoppede med at holde sig selv tilbage og endte i stedet med at give sig hen til ham og glemme omverden for et øjeblik. Sveden piblede ned ad hendes hud, og hendes hår var en smule fugtigt, da hun endelig åbnede sine øjne igen og formåede at se på Alistair. Hun smilede en anelse til ham, mens hun trak vejret hurtigt og spændte lidt i sin krop. Hun nød at ligge der, sammen med ham, men efterhånden som hun faldt mere til ro, dukkede den dårlige samvittighed op igen og fik hende til at føle sig som et dårligt menneske.
Nu var det ovre og hun kunne fortælle ham sandheden, men hvordan skulle hun få det gjort? I stedet for at sige noget, lod hun bare sin hånd vandre op til hans kind og strøg fingrene hen over den og op i hans hår. Tænk at sådan en skøn mand, skulle være sammen med en som hende.
Post by Alistair Burnett on Jan 1, 2017 21:39:09 GMT
Det var længe siden at Alistair havde følt noget for nogen som han gjorde lige nu. Han kunne dog ikke helt tyde om det var fordi at følelsen efter at havde været sammen med Dymphna, eller om det fordi han reelt havde så stærke følelser for hende. Han forsøgte at få sin vejrtrækning til det nogenlunde regelmæssige. Hvilket gjorde at han lod sig trille ned på ryggen.
Han lukkede sine øjne og endte med at lægge sin hånd mod hendes så han kunne føre den op til hans læber for at kysse hendes håndryg. "Er der noget der plager dig?" spurgte han efter noget tid og satte sig op i sengen og vendte opmærksomheden mod hende.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 1, 2017 22:10:43 GMT
Dymphna havde aldrig været god til at skjule sine følelser og hans spørgsmål kom derfor ikke bag på hende. Hun lå stille et øjeblik og rynkede sine øjenbryn i en overvejende mine. Måske det var bedst at få det sagt nu, i stedet for at gå rundt med det på hjertet, det var allerede ved at æde hende op indefra.
"Alistair.." Hviskede hun og så ham i øjnene, mens hun satte sig op og lod sine fingre glide ned over hans kind. "Jeg.. jeg har ikke været helt ærlig overfor dig.." Sagde hun og så op på ham med et trist blik i sine øjne. Hun strøg forsigtig et lok af sit hår bag øret, inden hun så ned. "Hvor meget ved du om.. det.. der skete i foråret for mig?" Spurgte hun og løftede sit blik, med en ængstelig gnist i sine øjne.
Post by Alistair Burnett on Jan 1, 2017 22:47:14 GMT
Alistair der egentlig som hendes mand, burde være en anelse skepsis og endda vred over at hun havde været gift før, så bare på hende med et roligt blik. Han havde selv en del han ikke var stolt af, men som mand var det vidst noget man så en smule igennem. Han strøg en hånd gennem håret inden han havde hovedet på skrå for at møde hendes kind. "Du har ikke været trygt før nu.." forsøgte han at forsvare hendes uærlighed. Han bed dog ned i underlæben og vidste ikke hvad han kunne forvente af hende. Men han havde vage fornemmelser.
"Jeg ved at du var gift, men at det - blev ugyldiggjort, ikke?" han ville ikke snage i andre folks private sager, da han et eller andet sted respekterede ordet, Privat. Han lagde sin hånd mod hendes og tog den i sin.
"Vi er gift nu Dymphna, vi har forsejlet vores ægteskab. Hvad der er dine bekymringer, er mine. Du er ikke alene mere" kom det lettere alvorligt fra ham.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 1, 2017 23:15:55 GMT
Dymphna lyttede anspændt til hans ord og hun rynkede sine øjenbryn i en fortvivlet mine, mens han talte. Først da han nåede det sidste ord, åndede hun lettet ud og lagde panden ind mod hans skulder mens hun lukkede sine øjne. Hun var stille en kort stund, inden hun havde samlet sig nok til at sige sandheden og da det skete, trak hun sig væk for at se ham i øjnene.
"Jeg var dum Alistair, jeg.. var vred på min familie.. og i et forsøg på at provokere dem.. for at slippe fri.. Involverede jeg mig med Tristan Flint, som ja.. jeg blev gift med." Sagde hun og så ham i øjnene. "Men.. det er ikke sandt, at det var ugyldigt. Det var en måde at få mig til at kunne komme væk fra ham.. For han er ikke nogen rar mand Alistair. Han er voldelig og.. jaloux.. så utrolig jaloux.. " Sagde hun og fik tårer i øjnene, mens hun fik et panisk blik i sine øjne. "Jeg var bange Alistair.. jeg blev nødt til at forlade ham.. " Hendes ansigt forvrængede sig i en grimasse inden hun langsomt begyndte at græde. Hendes krop rystede voldsomt, mens hun strøg sine tårer væk.
Post by Alistair Burnett on Jan 1, 2017 23:23:14 GMT
Da Dymphna nærmest med rystende stemme begyndte at forklare hvad der i virkeligheden var sket, lagde Alistair nærmest med det samme en arm omkring hende. Han hvilede hagen mod hendes hovedbund og strøg et par fingre over den nøgne skulder. Hans hjerte slog en ekstra gang over. Det var ikke en historie han ønskede skulle gentage sig, og han havde heller aldrig nogensinde følt nogen grund til at skulle hæve hverken stemme eller hånd over for sine kære. Alligevel gjorde det ham urolig, for ingen var jo sikker?
Da hun begyndte at græde rømmede han sig, og løftede hendes ansigt så han kunne se på hende. "Du gjorde det rigtige, hvor svært det end har måtte være. Kæreste Dymphna" han strøg hendes tårer væk med sin tommelfinger. "Fremtiden er uvist, troskab er utrolig vigtigt i et ægteskab. Jeg er glad for at du er ærlig omkring det" sagde han stille og trak hende atter indtil sig.
Det huede ham langt fra. Det gjorde ham faktisk utrolig vred. Ikke overfor hende, men overfor manden der havde sat så dybe spor i hendes sind.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 1, 2017 23:42:28 GMT
Dymphna havde svært ved ikke at give slip på det hele, nu en venlig sjæl som Alistair lod hende tale og hun brugte et par øjeblikke på at græde i hans favn og langsomt vendte smerten over sønnen tilbage. Et savn der skar så dybt, at hun kunne mærke det i sin krop, som om hun ikke var et helt menneske uden ham.
"Der er stadig mere.." Sagde hun mens hun begravede sit ansigt i hans skulder. "Jeg blev gravid og fødte hans barn i oktober. Han befinder sig i Irland et sted.. Jeg ved godt jeg burde glemme ham.. Nu jeg er gift med dig.. Men det kan jeg ikke. Jeg tænker på ham hver dag, om han har det godt, om han får nok mad.. og ikke mindst kærlighed." Dymphna græd stille videre, denne gang uden at ryste så meget. I stedet knuede hun sig ind mod ham, fordi hun forventede at han ville skubbe hende væk for evigt. Ingen mand kunne leve med en kvinde, der havde fået et barn med en anden mand og stadig elskede det.
Post by Alistair Burnett on Jan 2, 2017 0:38:51 GMT
Meget havde han forberedt sig på, men den korte tid han havde siddet med hende i sin favn havde han alligevel ikke forventet at hun også havde en søn. Det gav lidt mere mening i forhold til det pludselige bryllup hendes forældre havde så travlt med at få fastlagt.
"Et barn skal være hos sine forældre, i dette tilfælde sin mor" hans rødlige bryn trak sig en smule sammen som han var stille et kort øjeblik. Hans tanker knaste og bragede i hans sind som han strøg sin hånd over hans hår. Han vidste dog ikke helt hvad de skulle gøre. Han var dog godt klar over hvad han selv ville gøre, men om det var det rigtige i andres øjne.
"Jeg vil give ham mit navn, hvis du vil. - Jeg er ikke hans far, men han vil være en del af dig, og dermed vores fremtidige børn" sagde han stille og rettede hovedet en smule og kiggede ned på ham. Han vidste at han ikke kunne forhindre dem i at Dymphna blev gravid, det var næsten hele meningen med ægteskabet fra hans egne forældres side; der skulle produceres en arving.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 2, 2017 9:53:19 GMT
Dymphna var mildest talt forbløffet over hans reaktion, hun havde forventet at han ville se helt anderledes på det og hun blegnede derfor en anelse da hun trak sig væk for at se ham i øjnene. Hun rynkede sine øjenbryn og bed ned i sin underlæbe, mens hun strøg sit hår bag ørene. "Ville du virkelig gøre det? Alistair.. det havde jeg aldrig krævet af dig.. " Sagde hun og så undersøgende på ham. "Men jeg tvivler på sådan et arrangement kan komme på tale.. Min bror.. han har brugt så meget energi på at gemme barnet væk.. Og det er ham der ved hvor det er. Jeg tvivler på han vil gå med til det." Sagde hun og sukkede let mens hun så ind i sin mands øjne. Hun bar ikke nag, hun vidste Brayan havde gjort det eneste han kunne for at redde hendes fremtid.
Post by Alistair Burnett on Jan 3, 2017 14:26:37 GMT
Alistair ville gøre meget for Dymphna. Ikke fordi at hun nu var hans kone, men også fordi han altid havde betragtet hende som sin ven, og ikke mindst en del af familien. Selvom at det et eller andet sted ikke huede ham at hun havde løget overfor ham, så var dét at hun havde et barn ikke, for ham noget problem. Han havde jo selv haft et liv før hende, hvis man kunne kalde det det.
"Jeg vil gøre alt for dig. - Om det så er muligt eller ej, så skal du vide at du altid kan fortælle mig hvis du har noget på sinde" sagde han og strøg en lok af det mørke hår fra ansigtet. De skulle have en hverdag til at fungere, og det kunne de ikke hvis nogen af dem holdte noget tilbage.
"Vi ser tingene forskellig fra tid til anden, Brayan og mig, og selvom jeg har den største respekt for ham, er jeg ikke sikker på at han ville opgive barnets tilholdssted." sagde han og kløede sig lidt i de rødlige stubbe. "Men måske vi kan snakke med ham om at din søn bliver afleveret hos en familie, der er på vores jorde?" sagde han og forsøgte at sende hende et smil.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 3, 2017 15:49:09 GMT
Dymphna smilede svagt, da han strøg hendes hår væk og hun så ham i øjnene med et taknemmeligt blik og løftede sine skuldre en anelse. Hun lænede derefter sit hoved hen mod hans hånd og lukkede sine øjne, hun følte sig så godt tilpas, her i sengen sammen med Alistair.
Ved hans næste ord åbnede hun sine øjne igen og mødte hans blik, mens hun lyttede stilfærdigt til det han sagde. Hun rynkede sine øjenbryn let over hans ord og pressede sine læber mod hinanden. Det kunne godt være at hun kunne få lov til det, men det ville også være risikabelt i forhold til Tristan. Hun blev nødt til at snakke med sin bror først. "Jeg må tale med Brayan. Det er op til ham." Sagde hun og smilede lidt til ham. "Han bliver sikkert vred over jeg har sagt det og endnu mere vred over at jeg kan sætte det hele i fare, hvis Tristan finder ud af det.. kan han jo.. i princippet sige at vores ægteskab var gyldigt." Sagde hun med en alvorlig mine, mens hun så væk med et trist blik.
Post by Alistair Burnett on Jan 3, 2017 18:36:26 GMT
Alistair betragtede hende, som hovedet gled til den ene side, mod hans hånd. Han trak vejret dybt ind, det var stadig ikke helt gået op for ham, at han havde været så heldig at blive ført sammen med Dymphna.
Han nikkede langsomt. Han kunne godt forstå at det netop ikke var lige til. "Selvfølgelig" sagde han stille. "Hvis han får mit navn, og man ikke kan spore ham tilbage til Tristan - Så kan han vel ikke gøre så meget?" Han havde ikke selv forstand på det. Men ville gøre hvad han kunne for at det hele skulle gå så smertefrit som overhovedet muligt.
Han lagde blidt en arm om hende og trak hende ind til sig, så han kunne kysse hende på læberne. "Jeg ved det ikke er nogen trøst, men, mine forældre forventer et barn, gerne flere" sagde han og nussede hendes mave lidt.
Post by Dymphna M. Burnett on Jan 3, 2017 19:03:52 GMT
Dymphna nikkede en enkelt gang, mens hun bed overvejende ned i sin underlæbe. Hun løftede sine øjenbryn en smule, da hun endnu engang så ham i øjnene og smilede lidt. "Måske det er bedst at starte med at flytte ham hen til en familie i nærheden." Sagde hun med et eftertænksomt blik. Efter noget tid, kunne hun måske involvere ham i sit liv, når folks blikke var vendt den anden vej og ingen lagde mærke til, at hun havde en lille dreng der løb ærinder for hende. Det hele afhang dog af, om Brayan ville lade hende gøre det.
Hun smilede svagt da han trak hende ind til sig og lukkede sine øjne i, mens hun sukkede lettet. Det var rart at hun ikke længere behøvede at lyve for ham. Hans ord fik hende til at smile lidt bredere og hun lagde hovedet tilbage, for at se ham i øjnene. "Hvad med dig? Ønsker du dig et barn.. eller flere?" Spurgte hun og lagde hånden op på hans kind og strøg fingrene ind i hans hår.