Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Dymphna havde formået at få en god aften, på trods af alle de betænkeligheder hun havde haft inden brylluppet startede. Det havde været sjovt alligevel, hun havde danset og snakket med en del mennesker og tilmed for en gangs skyld formået at gøre sin mor tilfreds. Det var det sværeste at præstere. Da det endelig var tid til at brudeparret forlod festen, var det dog som om at alting blev virkelighed igen og hun vågnede brat op, som fra en hel fantastisk drøm. Hun ville ønske at hun kunne springe dette punkt over, at de aldrig behøvede at gøre det, at hun kunne ændre sin krop, så den lignede en ny bruds. Hun havde godt nok formået at tabe alt det hun havde taget på efter graviditeten, men der var mærker selv ikke en helbreder eller eliksirer kunne hjælpe med. Inde under al tøjet lå hendes hemmelighed. Snart ville han finde ud af at hun var en bedrager. Pludselig befandt hun sig foran Alistair, givetvist trukket afsted af sine veninder og smilede flygtigt til ham, inden hun så ned og rettede lidt på sit tøj.
Post by Alistair Burnett on Dec 22, 2016 21:44:40 GMT
Var det underligt at Alistair var nervøs? For ham var det ikke særlig naturligt for en mand at være det. Han ville gøre det rigtigt, og det skulle være en aften de begge ville mindes tilbage på. Selvom han aldrig ville slippe Eilinoir, så var han opsat på at skabe et nyt minde. Han havde dog ikke vidst hvad han hverken skulle sige eller gøre, og havde oprigtigt lyst til at lægge sig til at sove, med hende i sine arme, for også at vise hende at han ikke ville tvinge hende til noget.
Det skulle ikke være på kommando, det vidste han. Han trak vejret dybt ind og betragtede hende som hun stod foran ham. "Er det noget jeg skal hjælpe dig med?" Han ville ikke lyde alt for direkte, og hans stemme var varm og mild. Han kørte en smule usikkert hånden gennem det røde hår og uden at sige noget andet trak han sin smaragdgrønne kofte af. Han skulle gerne tage det første skridt i håb om at det gjorde det nemmere for hende.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 22, 2016 22:00:47 GMT
Dymphna savnede den festlige sal, hvor der var folk der forstyrrede og sanseindtryk der distraherede. Nu var det kun de to og det ville det være resten af hendes liv. Hun betragtede ham nervøst, mens han tog sin kofte af og pressede sine læber mod hinanden. Måske behøvede hun ikke at tage alt sit tøj af, hun kunne bare nøjes med al det øverste. Egentlig, kunne hun godt bruge en tjenestepige, men hun havde ikke lyst til at være i selskab med en fremmed. Hun kendte ingen af tjenestepigerne her.
"Måske du kan binde snørrene op.. her i den ene side." Sagde hun og gik selv igang med den anden, hendes hænder skælvede dog så meget, at de små bitte snore var næsten umuligt for hende at få fat på. Hun håbede ikke Alistair ville lægge mærke til det, eller at han ville spørge. Hun tænkte faktisk på om hun nogensinde behøvede at fortælle ham noget.
Post by Alistair Burnett on Dec 22, 2016 22:36:38 GMT
Alistair beskæftigede sig ikke særlig ofte med kvinde beklædninger. Dem han havde været sammen med når han havde været ude at rejse, var ofte i forvejen let påklædte at man ikke behøvede at gøre mere ved det. Desuden havde det kun været for det basale behov. Alt andet var for ham nyttesløst. Alligevel fandt han nu sig selv i den situation at han gerne ville se og røre ved Dymphna, men også bare være i hendes nærhed. Det var ikke noget der skulle overstås, eller være en hurtig beskæftigelse. Han skævede mod hende og klarede halsen en smule inden han trådte de sidst skridt mod hende.
Han bed ned i underlæben inden han langsomt løsnede snorene i den ene side. Han havde altid syntes det var frygtelig besværligt, den måde kvinder klædte sig på, men lige nu var det en god distraktion for dem begge. "Den anden side også?" han blinkede let med sine øjne og så på hende. Hans blik gled fra hendes øjne og mod hendes læber.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 22, 2016 23:03:41 GMT
Dymphna kunne godt bruge hjælp til at binde snørene op og nikkede derfor, inden hun i stedet gik igang med at tage de gulvlange ærmer af. Hun lagde dem over sengens gærde og følte sig allerede lidt mere tilpas, nu hun kunne bevæge sine arme mere frit. "Jeg forstår ikke hvorfor jeg skulle have så mange lag på.. " Sagde hun og smilede undskyldende til ham. Hun foretrak selv de mere simplere udgaver af adelstøj, selvom hun vidste, at hun ikke kunne rende rundt i hvad som helst - ikke nu hvor hun var hustru til en arving. "Jeg skal have den over hovedet.. måske kan du?" Sagde hun og pegede på det øverste lag af sin kjole, inden hun strakte armene over hovedet og smilede en anelse til ham, mens hendes blik hvilede i hans øjne.
Post by Alistair Burnett on Dec 22, 2016 23:52:31 GMT
Alistair måtte indrømme at han ingen forstand havde på det, da det altid havde været ham en gåde hvorfor der skulle gøres så meget ud af en beklædning som kun blev brugt en gang i livet, eller det var i det mindste hvad man gik ud fra. Et lille grin undslap hans læber som han rystede lidt på hovedet. "Noget af det tror jeg er for at vise din families status" sagde han og betragtede kjolen. Det gav ihvertfald mening for ham, men han havde taget fejl så mange gange før, at han ikke helt kunne føle sig sikker omkring sine egne meninger og forståelser.
Han tog blidt men fast fat om kjolen, så han bedre kunne styre det når han trak den over hovedet på hende. Han kunne ikke lade være med at skimte under den, som den afslørede mere af Dymphans spinkle krop, selvom det vidst ikke var enden på tøjet endnu. Han forsøgte at lægge den nogenlunde pænt sammen inden han lagde den over sengen gærde. Selvom der godt kunne have manglet en til at hjælpe dem, var han glad for det stadig var dem alene, da han ikke havde noget imod at gøre det. Han foretrak også selv at tage sit tøj på.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 23, 2016 8:59:28 GMT
Dymphna så ham i øjnene mens han trak kjolen af hende og hun smilede en anelse, mens han lagde den sammen over sengegærdet. Hun kiggede ned af sig selv, mens han så væk og overvejede hvad hun skulle gøre med resten af sine klæder. Hun overvejede en dårlig undskyldning, men endte med at beslutte sig for at hun måske kunne slippe afsted med at beholde sin underkjole på. Men den her, måtte nok af. Det var det sidste lag af det ydre stof og hendes hjerte bankede en smule hurtigere mens hun gav sig til at binde snørrene op foran. Hun så flygtigt op mod ham, Alistair var en flot mand, næsten lidt for meget. Hun kunne ikke rigtig se, hvordan hun skulle leve op til at være hans brud.
Post by Alistair Burnett on Dec 23, 2016 22:15:05 GMT
Han ville ikke beskrive stemningen som akavet. Han følte sig ikke sådan pinlig berørt, og tænkte mest af alt på Dymphnas velbefindende. Han kunne dog alligevel ikke lade være med at betragte hende, som en mand så på en kvinde. Hun var meget smuk. Han tog sig selv i nærmest at stirre på hende. Han slog blikket ned og forsøgte at koncentrerer sig udelukkende om kjolen.
Han fulgte opmærksomt med som hun løsnede snorene der holdte det sidste lag af kjolen på plads. Han løftede armen en smule og kløede sig i nakken. Det var som om han helt havde glemt hvordan det skulle foregå, og et eller andet sted var han bange for at det hele ville ende ud i en fiasko. Han rømmede sig lidt og slog let ud med hånden mod sengen, da det så ud til at de begge var klar. "Vi kan starte med at lægge os" sagde han en smule tøvende.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 23, 2016 22:36:33 GMT
Dymphna bemærkede godt hans blik, men hun var høflig nok til at lade som om hun ikke lagde mærke til det. Hun huskede den sidste mand der havde set sådan på hende, den dag hun havde mødt Tristan i skoven. Mindet fik hende til at stoppe flygtigt op, hun var et andet sted, i Irland. Et kort sekund efter var hun kommet tilbage til virkeligheden og forsatte med at løsne de genstridige snore op.
Hun var tilfreds med at hun fik lov til at lægge sig inden hun tog tøjet af og satte sig derfor ned på sengen, mens hun så overvejende på ham. Hun bed sig forsigtig i underlæben og lod blikket glide ned over ham. Hendes mave summede svagt, men så lagde hun sig ned og rullede rundt så hun lå med front mod ham. Et smil dukkede op på hendes læber, inden hun rakte hånden hen mod ham for at han skulle føle sig velkommen ved siden af hende.
Post by Alistair Burnett on Dec 24, 2016 0:05:39 GMT
Det var ikke særlig pænt at kigge for længe på en anden kvinde, og selvom Dymphna nu var hans hustru, så skulle de stadig lære hinanden at kende på en helt ny måde, og det var ikke noget der kunne overstås på en enkel aften, eller nat. Han ville så gerne gøre det rigtigt, og selvom det ikke altid kunne lade sig gøre i første forsøg, så havde han alligevel et håb om at de ville komme tættere på hinanden. Han betragtede hende stille, og han blinkede lidt forvirret med sine øjne over at hun pludselig gik i stå. Han overvejede om han skulle sige noget til hende. Men før han vidste af det, var hun igen i gang med at løsne snorene.
Han lagde sig til rette i den store seng. Det var alt for længe siden at han havde sovet sammen med en anden kvinde. Men hendes tilstedeværelse var underlig rar. Behagelig. Han kiggede længe på hende som hun fik sig lagt til rette. Da hun rakte hånden mod ham, mødte han den med hans egen. Han tog blidt om den og kyssede den stille. "Må jeg holde om dig?" spurgte han så og brød stilheden der havde været imellem dem i et stykke tid.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 24, 2016 8:52:10 GMT
Dymphnas blik fulgte ham mens et lille smil hvilede på hendes læber. Hun holdt vejret et øjeblik da han kyssede hendes hånd. En mindre skælvende gik igennem hende. Det var lang tid siden nogen havde været så sød mod hende og det værste var at hun ikke fortjente det.
Da han talte løftede hun sine øjenbryn lidt, men nikkede en enkelt gang, inden hun smilede og rykkede sig hen til ham. Hendes blik hvilede i hans mens hun pressede sine læber mod hinanden. Hendes hjerte bankede en smule hurtigere. Hun følte sig næsten helt svimmel, på den gode måde. Det var i dette øjeblik at det gik op for hende hvor meget hun elskede ham og hun strakte sig en anelse for at placere et ømt og blidt kys på hans læber.
Post by Alistair Burnett on Dec 25, 2016 19:27:35 GMT
Et smil sitrede i den ene side, og han bøjede hovedet en smule og gled let tomlen flygtigt over hendes håndryg. Det vigtigste for ham var at hun følte sig tryg, da han ikke kunne fortsætte ægteskabet hvis hun var bange for ham. Han vidste ikke hvad han havde regnet med ville ske, men der havde været et håb om at hun gerne ville være tættere på ham. De var trods alt ikke helt nøgne.
Han mødte glædeligt hendes læber, og havde ikke helt lyst til at give slip på hende så hurtigt. Men lod alligevel armen glide omkring hende og trak hende blot tættere til sig da hun lagde hovedet lidt mod hendes. Han strøg blidt et par mørke lokker væk fra hendes øjne. Hans hjerte slog hurtigt, og han forsøgte inderligt ikke at trække vejret for hurtigt.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 25, 2016 20:42:17 GMT
Dymphna havde glemt sine bekymringer og det var næsten som de ikke eksisterede. Hendes hjerte bankede hurtigere, mens han strøg en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt og hun lukkede sine øjne lidt og smilede en anelse. Hun var tryg ved hans side, mere end hun havde været med nogen anden mand. Hele hendes krop føltes varm og behagelig når han rørte ved hende og samtidig, gjorde det næsten ondt.
Hun lyttede til til hans vejrtrækning inden hun åbnede øjnene igen og mødte hans blik, derefter lagde hun blidt en hånd på hans kind og trak sig tættere ind mod ham, mens hun kyssede hans læber. Hun havde lyst til at gå længere frem, men var også svagt opmærksom på at hun i hans øjne, aldrig havde prøvet dette før. Endnu en løgn som hun ikke kunne bære at tænke på lige nu, måske kunne hun bare nyde det, dette ene øjeblik hun havde med ham hvor hun ikke var en skuffelse.
Post by Alistair Burnett on Dec 25, 2016 23:41:55 GMT
Imens de lå her sammen, var det næsten som om at bekymringerne ikke var så store som han havde frygtet. Han så ned på Dymphna, og så ingen andre. Kun hende. Noget han havde været bange for siden det blev fastlagt at de skulle gifte sig med hinanden. Det var svært for ham at erkende at det måske var okay.
Han kunne ikke lade være med at sende hende et lille smil da deres blikke igen mødte hinanden. Hans krop nærmest skælvede da han mærkede hendes hånd mod sin kind. Han trak hende lidt tættere indtil sig og nød nærheden kysset gav dem. Langsomt gled han blidt sin egen hånd ned over hendes arm, så han kunne mærke hende. Hans ånde blev en anelse tungere, da effekten, netop på den nærhed de delte, vækkede opmærksomhed i kroppen på ham. "Jeg er -" Alistair rømmede sig og åbnede sine øjne. "En anelse nervøs" måtte han erkende.
Post by Dymphna M. Burnett on Dec 25, 2016 23:55:01 GMT
Dymphna sukkede svagt da han trak sig væk og hun dvælede lidt ved hans læber, først da han talte gav hun ham lidt plads og så ham samtidigt i øjnene. Hendes blik var en smule mørkt, mens hun smilede svagt. Hun måtte vel få ham til at glemme sine nerver, men hvordan gjorde man det, når man var bestemt til at være jomfru? Hun vidste jo egentlig godt hvad der kunne hjælpe. Lige nu, måtte det dog vente.
"Det er jeg også." Hviskede hun og stjal et hurtigt kys fra hans læber. "Men.. jeg ved.. hvad det er du tænker på." Sagde hun og så ham i øjnene igen, med et ømt blik. "Kvinderne i min familie er stærke. Du skal ikke være bekymret. Jeg kan godt klare det." Sagde hun mens hun lod sin hånd glide blid hen over hans kind. Hun kunne sige det med så stor sikkerhed, fordi hun allerede havde født en gang uden de store problemer, men det kunne hun selvfølgelig ikke bruge som forklaring.