Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Blance d'Montacute on Jan 2, 2017 16:44:02 GMT
Blance var ikke så naiv, at hun troede Elphias virkelig holdt dybt af hende, men han viste hende alligevel en omsorg, som hun ganske godt kunne lide. Det fik hende til at trække på smilebåndet, som han gjorde sig fri og hun fulgte nysgerrigt med ham. Da de ret tydeligt ikke gik imod storsalen, skottede hun til ham med samme smil på læberne, før hun rømmede sig lidt.
Post by Elphias Potter on Jan 2, 2017 18:21:19 GMT
Elphias havde haft sit hjem på slottet i snart seks år og han kendt efterhånden flere afkroge, hvor man kunne finde bare en smule privatliv. "Der er et rart sted på næste sal," forklarede han hende roligt og ledte hende op af trappen, med et opmærksomt blik på at der ikke var hverken undervisere eller vejledere at se.
De nåede i hvert fald uopdaget frem til den gobelin, der halvt dækkede for en vinduekarnap og han ledte Blance med ind bag det, hvor de ikke var komplet skjult, men heller ikke direkte synlige.
"Se ud af vinduet," opfordrede han lavmælt og nikkede mod mørket udenfor, hvor de lysende feer skinnede om kap med stjernerne på himlen.
Post by Blance d'Montacute on Jan 2, 2017 20:16:21 GMT
Det gav et lille sug i maven, som hun sneg sig rundt med Elphias, men hun var ikke rigtig bange eller nervøs. Måske lidt for at blive opdaget. Som de gemte sig bag en gobelin, forlod en dæmpet, munter lyd hende. Da hun gjorde som han sagde og så ud af vinduet, måtte hun glippe lidt med øjnene over det kønne syn.
"Åh," forlod det hende. "Hvor er det smukt 'erfra, Elphiás." Hun lænede sig en smule frem og tog udsigten helt ind, inden hun vendte sig langsommere imod ham med et lille smil og lod en finger følge hans kæbelinje.
Post by Elphias Potter on Jan 3, 2017 21:25:17 GMT
Et lille, tilfreds smil trak op i hendes mundvige over hendes reaktion, der var netop, hvad han havde håbet på. I den svage belysning kunne han næsten kun se det mørke i hendes øjne, da hun vendte sig mod ham. Det gjorde noget helt særligt ved hende og en enkelt kuldegysning løb over hans rygrad, da hendes finger strøg over hans kæbe.
Smilet sitrede lidt igen, men han spildte ikke tiden med flere ord. I stedet gled hans arm omkring hende og han trak hende tæt ind til sig, før læberne fandt hendes.
Selvom Mahari var glad for at Nsia havde sagt ja til at følges med ham, havde han ikke kunne lade være med at ærge sig over at det var en anden der havde ført Blance ind i salen, og havde haft æren af hendes opmærksomhed langt det meste af tiden. Han havde derfor ikke stoppet sig selv med at drikke at punchen, selvom han godt kunne smage at der vist var gjort et eller anden ved den. Han havde som sådan aldrig rigtig været påvirket af alkohol før, men kendte godt til dens virkning.
Han sejlede en anelse da han bevægede sig ned af en af gangene på førstesal. Han havde ikke ville gå tilbage til Uagadous telt, og havde håbet at han havde kunne finde frem til fællesstuen, hvor han kunne finde den ro han havde brug for.
Havde det ikke været for en genkendelig stemme et stykke længere henne, var han nok endt med at vende om og finde tilbage til de bevægende trapper. I starten havde han ikke lagt mærke til at det var Blance, det var først da han halvt var gået forbi det kyssende par at han med det samme gengælde krøllerne.
"At følges med en som mig kan du ikke, men mærke en andens læber mod sine egne kan du godt invitere til?" sagde han en anelse småforvirret, han var fuld nok til at de engelske var en udfordring for ham, og han måtte derfor tænke sig lidt mere om, før han åbnede munden. Et eller andet sted havde det været meget nemmere for ham hvis hun direkte havde sagt at hun ikke var interesseret i ham. Han vidste godt at han selv havde kysset hende, hvor hun havde viet bort fra ham, men dét der så ud som om at hun gjorde det ganske frivilligt.
Post by Blance d'Montacute on Jan 4, 2017 18:24:35 GMT
Blance stod godt og grundigt i mørket fra gobelinen og det var det skjul, der gjorde hende modig nok til at følge Elphias' markerede kæbelinje med fingerspidserne, imens hun smilede. Det var også det, der gjorde det helt i orden, at han kyssede hende øjeblikket efter. Hun, stadig med hans kappe på, selvom hun ikke frøs mere, lænede sig villigt ind i kysset. De var stadig i gang og hendes fingre gledet ind i det korte hår i hans nakke, da en, der talte i nærheden, afbrød hele herligheden og fik hende til at trække sig væk med et forbløffet udtryk i ansigtt.
Hun genkendte først ikke stemmen, men hun genkendte til gengæld synet af Mahari, som stod oplyst af en fakkel og gjorde hendes øjne store. Hun glippede med dem over den forvirrede indignation og var flere øjeblikke om at reagere, selv mindst lige så indigneret som ham. Om det så var på grund af afbrydelsen, eller hans spørgsmål i det hele taget, vidste hun ikke engang selv.
Post by Elphias Potter on Jan 5, 2017 23:09:30 GMT
Det var ikke fordi, at han havde troet det umuligt at nogen ville fange dem der. Måske havde han endda ikke det store imod det. Lige netop det der skete, var dog både uventet og ærligt talt svært at forstå - primært på grund af den måde som den anden, udenlandske elev talte på. Blance var dog tydeligvis helt med og Elphias endte med at dreje sig halvt og lade blikket løbe en enkelt gang ned over den anden dreng, uden at skjule det.
En hånd fandt hvile mod Blances skulder, som lyse øjenbryn hævede sig og han selv afventede svar.
"Ingenting åbenbart" sagde Mahari, der havde svært ved at vælge de helt rigtige ord. Det gjorde ham mere ked af det end han turde indrømme, at se Blance sammen med en anden dreng, nu når han havde følt at han ikke selv var god nok, og kunne ikke se hvad den anden havde som han havde havde. De typiske tanker når man dunkede sig selv oven i hovedet for ikke at være mand nok.
"Jeg forstår dig bare ikke" sagde Mahari ærligt og slog let ud med begge arme.
Post by Blance d'Montacute on Jan 6, 2017 2:21:29 GMT
Blances lyse bryn skød et stykke længere op i panden på hende. Da Elphias lagde en hånd på hendes skulder, gled hendes opmærksomhed flygtigt tilbage til ham og hun tyggede lidt ned i sin underlæbe, før hun lagde sin egen, frie hånd over hans og gav den et flygtigt klem. Et svar uden ord, men hvilket svar var hun ikke selv helt sikker på. Til gengæld var hun tilpas irriteret over Maharis indignation til at formulere et reelt svar til ham.
"Måske er du ikke klar over det, Monsieur Napore, men det virker bedre at lade en kvinde bestemme, om man må kysse 'ende, i stedet for at forsøge at tiltvinge sig adgang til noget." Hun rankede sig en anelse. "Og nu 'ar du vist blameret dig rigeligt?"
Post by Elphias Potter on Jan 7, 2017 21:49:37 GMT
Elphias var vant til at være typen, der tog ordet, men Blance talte så rigeligt for sig selv og han følte sig mest af alt lidt ukomfortabel - ikke en følelse han ellers var synderligt bekendt med. Hånden omkring hans egen gjorde dog op for en del, selvom han ikke var uopmærksom på at hun tydeligvis var oprørt over den anden drengs tilstedeværelse.
Han ville bede Uagadoueleven om at smutte, men hendes ord gjorde det lidt overflødigt for nu og han betragtede blot drengen med et temmelig arrogant blik.
"Tiltvinge? - Blance jeg ville aldrig.." Maharis mørke bryn trak sig sammen. Det vendte i maven på ham over hvordan hun havde beskrev hans kys på. Hvis det var sådan hun havde set på det, var han nok den sidste hun ville se, og et eller andet sted havde han nok ikke gjort noget anderledes. For han havde jo haft lyst.
"Men jeg forstår da din hentydning" sagde han og trak lidt løst på sine skuldre. Han ville ikke skændes med hende, og da slet ikke foran en fremmede, og en hun lige selv havde delt læber med. Han strøg en frustreret hånd gennem det mørke hår inden han vendte blikket direkte mod Blance. Han forventede ikke at hun sagde mere, og han var tom af ord for at overtale hende til at følge med sig, så de kunne tage den på tomands hånd. Et eller andet sted vidste han ikke om han overhovedet havde lyst til, yderlige at snakke med hende.
Men en forelskelse kunne man ikke bare sådan tænde og slukke for.
Post by Blance d'Montacute on Jan 8, 2017 0:18:09 GMT
Den manglende erkendelse gav Blance fysisk ubehag og hun tog et ganske lillebitte skridt tilbage, velvidende at det på en og samme tid bragte hende længere fra Mahari og tættere på Elphias. Ganske vidst var den blonde dreng næppe den mest sikre person i verden, men i sammenligningen vandt han lige nu.
Bleg om næbbet over hans ord, sagde hun ikke et eneste et selv, men holdt blot vejret og ønskede sig, at han rent faktisk ville have forstået en hentydning. I stedet måtte hun håbe, at han nu ville gå sin vej. Han gjorde hende ubehageligt til mode og det var underligt at have det sådan, når hun nu havde haft det helt anderledes tidligere. Drenge, der troede de bare kunne tvinge en, var dog farlige. Og hun havde alt at miste.
Elphias var allerede temmelig træt af at være tilskuer til hvad end det var for et sammenstød, de havde. Af samme grund var han mere end tilfreds, da han mærkede Blance trække sig tilbage ind mod ham og han reagerede rent instinktivt ved selv at træde et lille skridt frem.
"Jeg er sikker på, at din ledsager mangler dig i storsalen, Napore," konstaterede han helt roligt og uden megen ændring i sin mimik. Hentydningen var helt klar.
Mahari havde ikke mere at komme efter. Faktisk havde han vidst aldrig haft noget at gå efter. Han nikkede stumt som han trådte det sidste skridt tilbage inden han vendte dem ryggen og fortsatte ned af den gang han var kommet fra. Hvis ikke han havde følt sig ydmyget før, så følte han sig det nu, som om det ikke skulle være nok følte han sig knust og alene.
Post by Blance d'Montacute on Jan 8, 2017 23:00:56 GMT
Blance rystede lidt, som hun så Mahari gå. Da hun vendte sig om imod Elphias var hendes blik beklagende, men også en smule skræmt over begivenhederne. Hun klarede halsen efter endnu et øjeblik og forsøgte at smile, mest af høflighed.
"Jeg beklager, at du skulle se det," konstaterede hun lavmælt. "Kan vi... Kan vi gå tilbage til festen? Jeg har ikke lyst til at blive 'er - selvom det var virkelig dejligt, før..."
