|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 26, 2016 21:13:34 GMT
Svaret der kom på spørgsmålet var langt fra et Callum havde forventet. Han stod og så mildest talt lamslået ud og var samtidig kommet til at give slip på hendes hånd i en og skær overraskelse.
"Vil du gerne... giftes med mig?" spurgte han med opspærrede øjne, snøvlende og opklarende; i tvivl om hvorvidt hun rent faktisk mente det han troede hun mente. Alligevel fik noget ham dog til ikke at vente på et svar, men i stedet spørge ind til noget mere hun havde givet udtryk for som havde fået ham til at undre sig ligeså meget. "Men hvorfor skulle du ikke kunne klare dig selv så godt.. som du troede?"
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 26, 2016 21:26:13 GMT
Willow så lidt skrækslagent på ham, mest fordi hun var bange for at skræmme ham væk.
"Giftes? Callum jeg er ikke engang på mit syvende år endnu. Jeg tror måske lige jeg venter lidt.. Altså.. Og desuden så.. Skal vores forældre jo også være med på den ting.. " Sagde hun og sparkede lidt til en lille sten på gårdspladsen.
"Og jeg.. det er svært at forklare.. Jeg troede altid det var bedst at være alene. At klare alting selv. Men.. måske jeg tog fejl.. Jeg er bare så bange for at folk skuffer mig." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 26, 2016 22:07:06 GMT
Callum bevægede sig blot endnu tættere på grænsen til panisk da Willow gav sig til at bortforklare eller hvad det var hun lavede, for det forstod han ærlig talt ikke rigtig, hvad der foregik altså. Alligevel aftog det stille og roligt desto mere hun talte.
"Hvem ved virkelig hvad der er bedst?" Han trak lidt på sine skuldre og forsøgte at sende hende et opmuntrende smil. "Og altså.. folk skuffer vel altid lidt."
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 26, 2016 22:28:31 GMT
Willow så lidt genert på ham mens hendes kinder blev varme og hun smilede en anelse.
"Du gør i hvert fald ikke." Sagde hun og stillede sig lidt tættere på ham mens hun tog hans hånd i sin og flettede fingrene ind mellem hans.
"Jeg er glad for du kan lide mig." Sagde hun og så ham i øjnene med et lille smil på sine læber.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 26, 2016 22:40:02 GMT
Callum rynkede kort på næsen simultant med at et svagt grynt forlod ham. Det blev dog erstattet af et smil da han mærkede hendes fingre krybe ind imellem hans egne og spyttet pludselig ophobede sig vildt så han måtte synke en klump.
"Hvem har dog fortalt dig det?" kunne han alligevel ikke lade være med at drille inden han placerede et kort kys på hendes læber.
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 26, 2016 22:59:38 GMT
Willow var efterhånden ved at forstå hvornår Callum drillede - og de få gange han ikke gjorde - og hun smilede derfor blot skævt. Hun nåede ikke at svare før han kyssede hende, men fik lige akkurat gengældt det hurtigt, inden han trak sig væk.
"Har du lyst til at ses i yuleferien?" Spurgte hun og smilede lidt, mens hun svingede en anelse med sin hånd og dermed også hans.
"Du kunne komme på besøg.. i Wales.. " Sagde hun og så nervøst på ham, en smule bange for han ville sige nej.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 26, 2016 23:14:31 GMT
Igen overraskede Willow Callum, denne gang ved at være langt fremme i skoene. Det var delvis en positiv overraskelse, at hun rent faktisk ville lade ham møde sin familie, og delvist en lettere angstprovokerende én. Smilet på hans læber afslørede primært det første.
"Det vil jeg da gerne. Hvis altså... du er sikker på at du mener det og at det ikke bare er noget du siger fordi du har drukket for meget af punchen," kommenterede han med et halvt grin.
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 26, 2016 23:24:37 GMT
Willow så lidt chokkeret på ham over hans bemærkning og grinede derefter lidt, mens hun så væk et øjeblik.
"Måske er det.. Har jeg virkelig drukket så meget? Ej men Callum det er bare fordi jeg gerne vil se dig i løbet af ferien? Er det så mærkeligt?" Sagde hun og lagde fingrene om hans kappe og trak sig ind mod ham, mens hun lagde hovedet på hans skulder og lukkede sine øjne.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 26, 2016 23:44:28 GMT
Hendes spørgsmål havde fået Callum til at smile skævt. "Tjah..." Han lagde først armene om hende men der gik ikke længe før de havde bevæget sig op til hendes hår som de så alligevel ikke helt kunne holde sig fra.
"Måske lidt, men du har jo allerede gjort tydeligt at du er lidt-" Han forsøgte at sige lidt som en høne "-på det område. Måske mere at du tør lade mig møde din familie. Sig mig, er du træt?"
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 27, 2016 10:59:35 GMT
Willow himlede med øjnene da han sagde en lyd som en høne og pustede lidt luft ud mellem sine tænder. Hun rynkede sine øjenbryn lidt over hans spørgsmål og rystede en smule på hovedet, men endte dog med at gabe alligevel.
"Nej.. eller.. måske lidt.. Er du træt?" Spurgte hun og løftede sit hoved lidt, så hun kunne se op på ham.
"Jeg ville ønske jeg kunne sove lige her." Sagde hun og lagde sin kind mod hans brystkasste, mens hun lukkede sine øjne.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 28, 2016 1:04:08 GMT
Callum trak lidt på sine skuldre. "Jeg ved ikke hvad det ord betyder," svarede han i stedet for at komme med et reelt svar, der ellers ville have været at han hverken følte sig synderligt træt eller frisk, og på trods af at han selv lige havde brugt det.
Han kunne dog ikke lade være med et smile en smule da hun lagde sit hoved ind til ham og der gik et øjeblik før han kunne få sig selv til at sige noget men i stedet blot stod holdt om hende.
"Det er jeg sikker på er en god idé. Hop op, så bruger jeg dig bare som smykke resten af aftenen."
|
|
|
|
Post by Willow Shacklebolt on Dec 28, 2016 9:58:45 GMT
Willow åbnede sine øjne og smilede en anelse, mens hun nød følelsen af at stå sammen med ham. En latter slap over hendes læber og brudte stilheden imellem dem. Han ville nok altid være fjollet men det gjorde hende ikke så meget.
"Det lyder som en god plan." Sagde hun og blev stående lidt. Hun ville egentlig ønske at hun aldrig behøvede at gå sin vej og at aftenen aldrig ville slutte.
|
|
|
|
Post by Callum Slughorn on Dec 28, 2016 20:27:23 GMT
"Fedt..." kommenterede han, nærmest som for at fuldføre planen hvis ikke det var fordi det hele gled ud i sandet og stilheden. Callum følte sig normalt ikke vildt godt tilpas når der var stille omkring ham, men når Willow var der var der lidt noget andet. Han var stadig ikke stilhedens største fan, men det var alligevel som om den kunne finde ud af vise sig fra sin bedre side i øjeblikke som dette. Tråd afsluttet |
|
