|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 10, 2016 23:16:09 GMT
Rogier betragtede hende overvejende, hvorefter han så sig lidt omkring, mens han kløede sig lidt i nakken. "Jeg er måske officielt fra en fornem familie.. Men i realiteten er det bare på overflade.. " Forklarede han inden hans blik mødte hendes, en smule tøvende. "Jeg er heldig hvis jeg får en lille pose penge ud af døren.. Jeg kommer ikke til at eje noget. Ikke noget af reel betydning." Sagde han og kunne næsten ikke få ordene over sine læber. "Jeg er halvblods, men min fader var en muggler som min mor stak af med. De er begge døde. Jeg leger bare jeg er noget, jeg ikke er." Sagde han og vendte ansigtet væk fra hende, mens hans udtryk blev stramt. Han ville ikke vise hende hvor svært det egentlig var for ham at tale om det.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 10, 2016 23:24:40 GMT
Viktoriya så på Rogier med et mere eller mindre ulæseligt udtryk, mens han talte. Hun afbrød han ikke og da han til sidst tav, gik der endnu nogle sekunder før hun talte. Ansigtet var som mejslet i sten og blikket var indtrængende. "Du har misforstået mig," lød det endelig, nærmest simpelt.
"Det betyder ikke noget for mig, hvem din familie er eller hvad du har. Det betyder noget for mig, hvem du er." Ordene lød måske hårde i den distinkte, østlige accent, men det var ikke sådan hun mente dem. "Hvis jeg skulle tænke på det, hvad skulle jeg så kunne tilbyde dig? Jeg er forlovet, fordi min familie har bestemt det. Får det dig til at gå?"
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 10, 2016 23:34:29 GMT
Rogier løftede overrasket sine øjenbryn over Vickys ord, han havde altid haft på fornemmelsen at hun var en anderledes ung kvinde, men hendes ord bekræftede hans tanker. "Nej. Nej. Selvfølgelig ikke." Sagde han og tog fat om hendes hånd med en blid bevægelse. "Jeg ville bare ikke lade som om mere.. Ikke overfor dig.. " Sagde han og rynkede sine øjenbryn en smule opad, inden han så hende i øjnene. "Du er det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt." Erklærede han og overraskede næsten også sig selv. Han så hende i øjnene med et lille smil. Han var ved at forelske sig ret voldsomt i denne unge heks.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 10, 2016 23:41:57 GMT
Hjertet sprang et slag over i brystet på hende, da han tog hendes hånd. Chancen for at nogen ville se det var helt reel, men alligevel trak hun den ikke til sig. Ikke sådan som hendes puls ræsede og ved hans ord, skete der noget med hendes ansigt. På en eller anden måde blev det mildere og da læberne buede op, var der ikke meget af det ellers hårde udtryk tilbage.
"Du behøver ikke at lade som om, at du er nogen anden overfor mig," forsikrede hun og klemte lidt sammen om hans hånd. Mest af alt ville hun ønske, at hun kunne kysse ham lige der, men det kunne ikke lade sig gøre.
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 11, 2016 9:03:08 GMT
Rogier smilede varmt og så hende i øjnene, mens han mærkede sit hjerte bankede hurtigere. Han havde også lyst til at kysse hende, men det var ikke en mulighed. I stedet stod han bare længe og så hende i øjnene. Tiden stod stille og han lagde slet ikke mærke til hvad der skete omkring ham.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 11, 2016 21:03:02 GMT
Viktoriya var fristet til at trække afsted med ham. Finde et andet sted at være, men yuleballet var endnu kun startet og aftenen var ung. Så i stedet tog hun en tår af sin punch og satte kruset fra sig, før hun tilbød ham sin hånd.
"Dans en dans mere med mig," bad hun og hævede markante øjenbryn lidt. På læberne spillede smilet i klar invitation.
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 11, 2016 21:56:03 GMT
Rogier var stukket af fra festen med Vicky, han var kommet forbi og taget hendes hånd mens hun snakkede med nogle veninder og lokket hende med sig med et flabet smil på sine læber. Da de kom ud af Storsalen, løb han op ad trappen i stedet for udenfor. Først da de var nået op til en gang stoppede han op og grinede lidt til hende, inden han trak hende lidt tættere på sig med et skævt smil. "Jeg har fået lidt at drikke.. " Bemærkede han selvom det var ret tydeligt.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 11, 2016 23:13:22 GMT
Viktoriya havde ikke været svær at overtale. Som alle andre, havde hun drukket af punchen og tanken om at stikke af med Rogier, havde været der flere gange den aften. Da først de endelig var alene, hamrede hendes hjerte lidt af spænding og da han trak hende tættere på, fandt hendes hænder hvile mod hans hofter.
"Det kan jeg lugte," svarede hun med et drillende blik. Duften af punchen hang mellem dem begge og havde sin effekt på flere måder, da grå øjne søgte ned over hans ansigt. "Jeg ventede bare på, at du ville hente mig."
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 12, 2016 7:48:52 GMT
Rogiers blik hvilede i hendes, det var en smule sløret, men samtidig en smule intenst. Han havde haft blikket på hende hele aftenen og det var ikke blevet meget bedre nu. "Mhmm.. " Sagde han inden han blottede tænderne i et flabet smil og skubbede hende forsigtig hen mod væggen, inden han mødte hendes læber i et grådigt kys. Han var lidt for fuld, til at holde sig tilbage længere.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 13, 2016 21:20:54 GMT
Rogiers blik fik hendes indre til at trække sig sammen og hun vidste, hvad der ville følge, allerede før han havde trykket hende ind mod stenmuren. Kulden fra den fik hende til at trække vejret ind, men det næste øjeblik var hans læber mod hendes og alle tanker om det forsvandt. Det var som om, at hele aftenen havde ledt op til det øjeblik og armene gled helt om ham for at trække ham tættere på.
Det var ikke første gang de stod berusede overfor hinanden, men denne gang var Viktoriya mindre tøvende. Fortænder fangede hans underlæbe kort, inden hun trak sig nok væk til at kunne se ham i øjnene med et blik, der var en smule mørkere end før.
"Tror du nogen kommer til at savne dig til festen?"
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 15, 2016 10:59:14 GMT
Rogier lagde ikke skjul på at han havde lyst til hende, det havde været svært at holde sig tilbage så længe. Hver gang han havde set hende i skolegården og andre steder, hvor de ikke kunne vise deres kærlighed. Han løftede øjenbrynene let og smilede skævt, inden han trak på skuldrene. "Og hvad så? Jeg har taget mine obligatoriske runder og talt med dem jeg skulle tale med.. Bare fordi jeg er deltager er jeg vel stadig herre over min egen tid." Sagde han med en stemme, der viste tydelige tegn på beruselse. "Næste gang jeg kysser dig vil jeg gerne være ædru." Sagde han og grinede afdæmpet, inden han lænede sig lidt frem og gav sig til at kysse hendes hals.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 16, 2016 20:39:48 GMT
Øjenbryn gled lidt op over hans svar og hun undlod at sige, at hendes egne næste ord ville have været at bede ham om ikke at gå tilbage. I stedet slap hun blot en munter lyd og trak vejret overfladisk ind, da varme læber var mod hendes hals. Øjenlågene faldt i og en hånd forvildede sig op og gled ind de lyse hår i hans nakke.
"Jeg håber du mener næste gang efter nu," konstaterede hun lavmælt og hæst i den distinkte, østlige accent. For at understrege sin pointe, lukkede hun fingrene lidt sammen og drejede hovedet for at fange hans læber igen.
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 16, 2016 21:54:36 GMT
Rogier var for fuld til at tænke på om der kom nogen forbi, hvilket nok ikke var så godt hvis man tog i betragtning at hun var forlovet. Hans hænder vandrede lidt forsigtig hen over hendes mave, inden han vendte blikket opad da hun talte og villigt mødte hendes læber med sine.
"Det gør jeg." Hviskede han da han tog en pause fra kysset, inden han genoptog det igen, med en del insisteren.
|
|
|
Post by Viktoriya Gregorović on Dec 16, 2016 23:01:42 GMT
Viktoriya vidste, at hun ikke burde stå der, men uanset hvor meget hun prøvede, så var det Rogier der tiltrak hende og ikke den ældre underviser. Bevidstheden om det forsvandt dog ikke helt, i hvert fald ikke endnu og da hun brød væk fra kysset, var hun stakåndet.
"Nogen opdager os her," konstaterede hun, en smule hæst. Fingrene gled ned over hans arm og lukkede sig til sidst om hans hånd, mens tænderne kom til syne i et udfordrende smil. "Kom. Lad os finde et mere privat sted."
|
|
|
Post by Rogier d'Montacute on Dec 17, 2016 13:57:02 GMT
Rogier trak sig væk fra hende og smiled skævt, mens han svajede lidt og så sig omkring. Han kunne ikke få øje på nogen, men hun havde ret i at muligheden var der. "Hvor tænker du på?" Spurgte han og løftede spørgende sine øjenbryn. Han var en smule for ivrig til at vente meget længere og han håbede ikke at de skulle særlig langt væj.
|
|