Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 7, 2016 20:13:03 GMT
Åben tråd
Aftenen var ikke helt tæt på at være slut, da Iseabail fandt sig selv uden selskab. Hun havde naturligvis ladet Timur gå for at tage sig af sin berusede ven, men da hun først var alene, var hun ikke sikker på, hvor hun skulle gøre af sig selv. De veninder hun kunne få øje på, var alle optagede af deres ledsagere og efter kort tid, endte hun med at sætte sig ved et af de tomme borde.
Kruset med punch var stadig i hendes ene hånd, selvom hun ikke havde taget en tår mere af det, siden hun havde fået fortalt, at nogen havde hældt noget i den. Med et lille suk, satte hun det fra sig på bordet og skubbede det væk, før hænderne gled ned og glattede det dybrøde skørt. Et svagt smil rørte hendes læber, men som hun så rundt på alle de optagede mennesker, var det svært ikke at føle sig lidt alene.
Iseabail nåede ikke at sidde alene ved det store bord særligt længe før en stor skygge tårnede sig ind over hende. En tot af pink hår faldt ned i hovedet på hende. Dens ejermand, Mercy stod bøjet ind over hende med et stort perlende smil. I starten sagde han intet. Han ville se hvor længe der gik før med-huffleren opdagede ham, men så kunne han ikke holde kæft længere. ”Isa! Hvorfor sidder du dog her helt alene. Kan du ikke se at alt det sjove sker liiiiiige der henne?” spurgte metamorphen mens han med glidende bevægelse pegede over mod punchfontænen. Med et tungt suk smed han sig ned i den nærmeste stol og lænede sig tilbage med armene bag hovedet nok til at den begyndte at vippe. ”Bare gør som rektor. Bortset fra at få et føl, lad være med det. Jeg forstår ikke hvorfor han er så vred over det. Han så ud til at have det hylende skægt. Ha! Svagdrikker… Har du i øvrigt tænkt dig at indhalere det der?” Mercy vippede hovedet i retning mod punchen i Iseabails kop.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 7, 2016 21:45:05 GMT
Det gav et helt tydeligt spjæt i Iseabail, der nær var væltet ned af stolen af forskrækkelse over medkollegianerens tilstedeværelse. Efter at have tilbragt seks år i selskab med James Wright burde hun måske have vænnet sig til det, men hun tog sig alligevel til brystet og trak vejret dybt ned i lungerne, da han satte sig.
Blikket han fik fra hende, var temmelig tørt. "Nej, jeg har ikke tænkt mig at drikke det. Nogen har hældt noget i det," skar hun ud i pap, på trods af at det var helt klart at den lyshårede Hufflepuffelev var udmærket klar over det allerede. "Synes du ikke det er forkert, at der er nogen, der har gjort det?"
Mercy spidsede læberne lidt en anelse tænksomt. Alt den filosofi om rigtigt og forkert var et meget tungt emne for den unge mand at begive sig i kast med, når han bare ønskede at fyre den af. Han havde været rundt i hele storsalen hele aftenen og snakket med mange. Men hans egentlige mål – at finde ud af hvem der havde gjort det havde han ikke fået så meget som en forsmag på. ”Mnnn… Decideret forkert?... Naaaah. Nok nærmere lidt modigt og utraditionelt, men helt klart et spændende pift!” udbrød Mercy og sendte Isa et blink.
”Lys dog lidt op. Nyd det. Det er kun Yulebal en gang om året! Du kan være stram og perfekt resten af tiden... Sååå – hvis du ikke skal have det, kan du give det til mig? Det kan vel være lige meget hvad der er kommet i det, bare det får folk op i den heeeelt rigtige stemning, Isa”. Mercy strakte armen hen imod puchen i hendes hånd og vrikkede fingrene som for at signalere at hun skulle sende det hans vej.
”Jeg synes det er et GENIALT påfund! Ved du hvem der har gjort det? Det er desværre ikke mig, men jeg ville sådan bare ønske at det var… Well, jeg må få revance til næste år og overgå det. Hvad synes du om den ide’, ey?”
Post by Iseabail MacFusty on Dec 7, 2016 22:49:46 GMT
Iseabail vidste af erfaring, at der var nogle kampe det var håbløst at vinde. Hun havde på fornemmelsen af hendes argumenter kun ville være for døve ører her og hun bed sammen om et mindre foredrag om at ingen burde drikke det og skubbede i stedet sit bæger over til ham.
"Synes du ikke, at man kan have det sjovt uden?" spurgte hun og hævede øjenbrynene lidt, måske mere udfordrende end irriteret. Det var et meget lille svar på hans talestrøm, men hun var mere end vant til at tale med folk, der mest af alt talte med sig selv.
Glasset blev taget øjeblikkeligt op fra bordet og der var knapt gået ti sekunder før Mercy havde bællet den rosa væske. Han tog en dyb indånding og tørrede sig om munden i sit ærme. ”Jo da. Selvfølgelig kan man have det sjovt uden, men hvis man kan have det dobbelt så sjovt som man plejer, hvorfor så lade være? Jeg har allerede drukket to glas af stadset, men af en eller anden grund ser det ikke ud til at bide så meget på mig”. Måske fordi Mercy i alt almindelighed altid var oppe at køre og lettere ustyrlig. Måske fordi hans familie havde et nært forhold til alkohol og han derfor havde en naturlig form for resistens.
”Så må jeg jo bare have noget mere indtil der begynder at ske noget. Se hvad jeg har!” Op fra sin lomme trak han en glitrende kagemand som han rakte imod Isa med det ene øjenbryn hævet i en udfordrende mimik. ”Kage! ALLE elsker kage. Og du har mit ord på at der absolut intet er i… Eller rettere Kvasts godkendelse. De er virkelig gode. Se selv!” Der blev trukket ud i lommen og det blev tydelig at Mercy havde skrumpet sin puffskein der sad og spiste en håndfuld kagemænd, der nu var proppet ned til den. Det lille pelsede væsen begyndte at spinde da det opdagede at den havde fået opmærksomhed. ”Kom nu. Du ved du har lyst, Isa”. Kagemanden blev viftet frem og tilbage foran næsen på Iseabail.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 7, 2016 23:20:10 GMT
Iseabail havde halvt åbnet munden for at svare, da Mercy brat skiftede emne og fik hende til at se lidt perpleks ud. Hans fremdragen af søde sager var uventet, men endnu mere var indsigten af, at han gik rundt med sit kæledyr i lommen. Hvis hun overhovedet havde haft nogen overvejelser om at tage imod tilbuddet - hvilket i sig selv var tvivlsomt - så døde de ud ved tanken om puffskeinhår- og savl.
"Jeg tror på jer," konstaterede hun og formåede kun lige at lade være med at rynke på næsen. "Men jeg har ikke lyst til kage. Hvordan har du i øvrigt fået den der med ind på slottet? Det er hverken en kat, tudse eller en ugle..."
”Virkelig? Hmm, det må du selv om. Det er dig der misser ud” pointerede Mercy, kun for selv at proppe kagen i munden ganske upåvirket af faktummet om at det havde været i nærheden af Kvast. Og at han muligvis havde spist lidt af den. ”Der hjemme har jeg ikke den her form for luksus og her kan jeg spise alle de søde sager jeg har lyst til. Himmelsk… Men af en eller anden grund kan folk ikke så godt lide når jeg får mange søde sager. På mit andet år fik jeg et skilt om halsen af nogle Slytherin elever, hvor de havde skrevet ’dyret må ikke fodres’. Men der er så mange ting jeg alligevel ikke forstår”. Mercy ruskede to kager løs som puffskeinen knurrende fik knækket midt over. Dem begyndte han med et grin at jonglere rundt sammen med det tomme punchglas. Det var tydeligt noget han havde gjort før, for han så multitaskende mod Iseabail imens. ”Brilliant spørgsmål, Isa. Som du jo nok kan se har jeg skrumpet ham, og så er han svær at finde. Han kan gemmes alle steder, og jeg har et hemmeligt rum i jakke. Så længe jeg ikke ønsker at han skal findes ved han det, og så gemmer han sig ganske påpasseligt. De har meget fine overlevelsesinstinkter. Der var dog den ene gang han var blevet konfiskeret sammen med nogle af mine ting. Han var kravlet ned i en flaske jeg havde med til undervisningen, og så måtte jeg stjæle ham tilbage fra rektor Slughorn”.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 7, 2016 23:47:28 GMT
Iseabail havde både boet på kollegie og haft undervisning med den hyperaktive, pinkhårede dreng i seks år og hun var ikke meget overrasket over det tempo alt foregik i med ham. Tværtimod satte hun blot albuen i bordet og lænede hagen mod sin hånd, mens hun betragtede den imponerende jonglering.
"Og du er ikke bange for, at jeg sladrer?" indskød hun med hævede øjenbryn og et lille smil på læberne, der tydeligt understregede, at der ikke var stor sandsynlighed for det.
Kagemænd og punchglas fløj hurtigt igennem luften og blev driblet videre af Mercys kyndige hånd i øget tempo. Iseabails tilføjelse om at sladre om Mercys puffskein fik ham dog på helt andre tanker og stoppede den ellers kunstneriske koncentration. Han stirrede måbende på Iseabail frem for sig indtil han fangede hendes smil, men besluttede sig alligevel for at spille med på den. Mercy rejste sig fra stolen og lænede sig frem mod hende indtil der var bemærkelsesværdigt lidt plads imellem dem, og hans ansigt var lige ude foran Isas. Næsten som om han skulle til at give hende et kys.
Sådan blev han stående og betragtede hendes øjne i lidt tid indtil hans stemme blødt brød stilheden. ”Nej. Det er jeg ikke. Du er alt for flink til den slags, og det ved du jo også selv. Desuden kan du intet bevise. For at gøre det skulle du kunne fange mig først”.
Han lænede sig imod Isas øre og hviskede. ”Og det kan du ikkee~” Mercy blev dog afbrudt da jongleringen og tyngdekraften endelig gik til angreb og han fik punchglassets fine krystaloverflade i hovedet med et hyl, der sendte ham ud af balance. Så den store metamorph væltede ind over medkollegianeren.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 8, 2016 0:13:36 GMT
Iseabail mente selv, at hun var vittig, men hun kunne ikke have forudset reaktionen på det. Smilet svandt lidt ind, da den anden dreng kom tættere på hende end nogen anden, der ikke var hendes familie, havde været før. Hjertet sprang et slag over i brystet og hun blinkede perpleks. Grønne øjne flakkede og hun holdt nærmest vejret, da han lænede sig endnu tættere på.
Og så var det, at tumulten skete. Et forskrækket udbrud røg over hendes læber, da han ramlede ind i hende og hun selv måtte gribe om bordkanten, for at hindre at stolen decideret tippede bagover.
"James!" udbrød hun forskrækket og sansede først da at skubbe ham væk fra sig og forhåbentlig på benene. I forvirringen glemte hun at bruge det navn, som han ellers så tydeligt havde understreget at han foretrak - men det var nu engang ikke det hun havde lært ham at kende under.
Mercy var stadig påvirket af slaget fra det hårde glas, så Iseabails skub kom lidt som en overraskelse, og han nåede ikke at genvinde balancen før han var væltet igen og endt på gulvet med et støn. De opalfarvede øjne så spørgende op på hende, og han ømmede pjuskende op i sit hår på det sted han var blevet ramt. Glasset trillede afsted langs gulvet i ganske ubeskadiget tilstand – modsat Mercys hoved. ”Av! Hvad? Hvad har jeg nu gjort? Hvorfor skubber du mig? Er du gået i ledtog med punchglassene? Det der havde jeg ikke fortjent. Magiske usårlige kampglas og så er der min ikke så usårlige person i dette øjeblik. En eller anden dag er der nogen der dør af det der. Specielt når du sådan bare overfalder folk, Isa. Og i øvrigt, så ved du ved godt at det ikke er mit navn” pointerede han, da han med nød og næppe fik skubbet sig op at stå og børstede sit tøj af.
”Men jeg MÅ sige at det klæder dig at se betuttet ud. Uventede ting får dig til at løsne op Isa. Måske skulle jeg gøre det noget oftere. Jeg ved bare ikke om jeg tør. Nok er jeg metamorph, men blågule polgaprikker er ikke min stil”. På trods af forvirringen kunne han ikke holde masken længe og måtte grine med et skævt smil.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 8, 2016 21:45:41 GMT
Iseabails reaktion var komplet instinktiv. En forsvarsmekanisme, måske, uvant som hun var med at være så tæt på nogen. Da han endte på gulvet, var fortrydelsen dog lysende klar på hendes ansigt og hun løftede hænderne til læberne, for at skjule et lille gisp. "Undskyld!" udbrød hun og holdt hænderne afværgende op foran sig. "Du overraskede mig."
Det næste kom lidt mere opgivende ud, primært på grund af hans sidste ord. Hun skulede halvt, men så samtidig beklagende ud - i hvert fald indtil han selv lo. "Og jeg er i øvrigt løsnet rigeligt op," tilføjede hun defensivt lige efter, selvom hun selv kunne høre, at det vist ikke var helt sandt.
Mercy sukkede dybt over besværet. Piger var så indviklede, og selv om han ikke ville indrømme det, ville han nok have reageret på samme måde hvis Iseabail kom så foruroligende tæt på ham. Han plejede faktisk at gå i panik hvis det modsatte køn prøvede at lægge an på ham, og det havde ofte gjort at han styrtede afsted, som om han frygtede ansvar. Det var bare ikke det. Han kunne ikke kapere det… Men fordi det var på Mercys præmisser, og han havde en nogenlunde fornemmelse af at Isa ikke var den slags pige – eller interesseret i ham tillod han sig at bryde hendes intimsfære for sjov.
Han vidste godt at hun ikke havde skubbet for at skade ham, men han var stadig ikke helt forstående for hvor kraftig hendes reaktion havde været. Lige så spændende fandt han fortrydelsen der stod malet i hendes ansigt og som yderligere bekræftede dette. ”Køl ned, køl ned. Jeg er hel. Lidt endnu da”.
Mercy gabte, strakte sig og satte sig op på bordet lige ved siden af hende. Hans farvestrålende øjne scannede hendes ansigt afventende og satte armene over kors med et smørret grin. ”Ja sååå? Hvor er så din date? Er du blevet brændt af, Isa?” Mercy stillede spørgsmålet helt afslappet og ubekymret, som om det var af ingen verdens betydning. ”Jeg havde ikke forventet dig at være alene. Det er ikke pænt at efterlade sin yulebalspartner hængende”.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 9, 2016 22:23:12 GMT
Iseabail var, som altid, en lille smule foruroliget af de mangefarvede øjne, der så ned på hende. Ordene gjorde hende ikke mere tilpas og hun rankede sig lidt. "Jeg er ikke blevet brændt af," svarede hun lavmælt og så overbevisende, som hun kunne. Hun havde jo selv sagt, at det var i orden.
"Timur skulle hjælpe sin ven og han har uanset været sammen med mig det meste af aftenen."