Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
”Timur, Timur, Timur.. Det lyder bekendt. Femkampsdeltageren, yess? Ham russeren”. Den pinkhårede unge mand tog sig eftertænksomt til hagen og så efter bekræftelse mod Iseabail. Han rykkede da nonchalant med skuldrene. ”Uanset hvad du vil kalde det ser du ikke ud til at være glad for resultatet. Og jeg ville ikke sige at det hverken er modent eller hensynsfuldt af ham. Femkampsdeltagere har hele deres flair og karisma i munden. Hvis han ej har haft intentionen om at ledsage dig resten af aftenen burde han jo ikke have spurgt dig ud”.
Mercy så ud på mængden af dansende par, elever og professorer. Musikken var langsom og som en vals. I hans hoved var det lige til at falde i søvn til, selv om han naturligvis vidste at de fleste hunkønsvæsner var vilde med det og fandt det overdrevent romantisk. Det så bare ikke ud til at imponere ham på nogen måde – jo. Maden var det fedeste ved yul. ”Jeg finder det dejligt befriende ikke at have nogen partner her til aften. Her er ingen der kan diktere hvad jeg skal sige, hvordan jeg skal agere eller som råber af mig, fordi mine klæder tilfældigvis ikke passer til hendes sko. Men dig – du er jo perfektionist, Isa. Det skriger nærmest ud af dig at det ikke passer dig at sidde her”.
Han bøjede sig tættere imod Isa, dog ikke så tæt som før og aflevere et lille knips over hendes næsespids. ”Uanset hvor meget du bilder dig selv andet ind… Men nu sidder du her. Hvad har du tænkt dig at lave? Natten er ung. Du kan danse og drikke hjernen ud – ELLER-” Mercy holdt en dramatisk pause og smilte udfordrende til hende. ”Alle professorerne er til stede i salen her til aften. Der er ingen vagter. Alle gange er næsten så øde at man kan høre de døde: Du kan udnytte øjeblikket og udforske ting sammen med mig. HVIS… du selvfølgelig tør”. Der blev hævet et pink øjenbryn i vejret.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 21:07:50 GMT
Timur havde ikke været andet end sød ved hende hele aftenen og en lille, ubehagelig fornemmelse samlede sig i hendes mave over måden Mercy talte om ham på. Det fik hende ikke til vende sig mod femkampsdeltageren. Snarere tværtimod. Kæben blev en anelse spændt og selvom hun havde moret sig et kort øjeblik tidligere, så slap hendes tålmodighed helt op, da den pinkhårede dreng knipsede hendes næsetip.
Hånden skød så hurtigt ud, at hun knapt nåede at registrere det. Den ramte hans egen fremstrakte med et højt klask og da hun rejste sig brat, var det grønne blik ikke mildt. "Jeg har ikke tænkt mig at blive siddende her og høre på dig kritisere både mig og min ledsager, som absolut ikke fortjener det, du siger om ham. Du er uforskammet og jeg skal ingen steder med dig. Har du glemt, at jeg er vejleder?"
Iseabails reaktion kom komplet uforudset fra Mercys side, og det blev også tydeligt da han lukkede øjnene hurtigt og trak skuldrene op som for at beskytte sig imod den hårde stemme og slaget. Præcis da hun ramte ham igangsatte det en kædereaktion, der fik det til at ligne at Isa slog farven ud af Mercy. Hans smil forsvandt som dug fra solen, hans pupiller udvidede sig, og hans iris var skiftet fra mangefarvet til gul, da han åbnede dem igen. Hans hår var blevet hvidt. Reaktionen var hurtig og kom af det chok han fik, og som fik ham til at synke en klump. Han måtte puste ud og bakkede instinktivt væk fra hende ved selv at springe ned fra bordet og tage et par skridt tilbage. Komplet uforstående for hvor den stærke reaktion kom fra hos hende. Mercy tog sig til den slagne hånd og rynkede sine bryn kraftigt. ”Jeg prøvede kun på at hjælpe dig, Isa. Hvorfor tror du at jeg kom her hen? Du så ud til at være så trist og alene! Nej, jeg har ikke glemt at du er vejleder. Hvordan kunne jeg? Det her er sådan nogle ting der gør at ingen kan”.
For et øjeblik flakkede hans øjne væk og søgte gulvet. Hans hånd gjorde ondt og nærmest dunkede efter slaget. For at mildne den brændende fornemmelse førte han den op til sine læber for at ømme sig. ”Hvis du ikke vil noget med mig Isa – kan du jo blive siddende i dit isolationshjørne. Helt alene. Det er det du tilsyneladende søger i denne hjerternes fest”.
Den pinke farve begyndte langsomt at vende tilbage til Mercys hår, men hans øjne forblev gule. Hans slagne hånd søgte ned i sin lomme til Kvast, men til hans store skræk kunne han ingen pels mærke. ”Nej. Nej, nej, nej” Mercy hev febrilsk ud i sin lomme, men kunne ingen puffskein finde. Hans blik begyndte at se søgende ud over salen der pludselig syntes at være uendeligt stor. ”Kvast… Han må være blevet bange og løb ud, da jeg faldt” hvislede Mercy åndeløst. Hvis nogen tog dyret fra ham kunne han ikke bære det. Og slet ikke hvis det kom til skade. Iseabails vredesudbrud var som forsvundet. For ham var der meget større problemer nu. Hans hænder rystede og han bed sig hårdt i fingerspidserne, mens han bakkede endnu et par skridt.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 10, 2016 22:28:34 GMT
Iseabail havde måske lidt problemer med fysisk kontakt, men det var ikke kun det. Hun var efterhånden træt af at blive sat i bås og selvom Mercy måske ikke fortjente det fuldt ud, så kulminerede det hele alligevel. Vreden blev dog mere eller mindre erstattet af forskrækkelse over den fysiske forandring der skete med ham. Grønne øjne spærrede sig lidt op og hun havde lige været ved at undskylde indtil han fortsatte.
Det her er sådan nogle ting der gør at ingen kan. Ordene føltes som en lussing og meget mod sin vilje mærkede hun det stikke bag sine øjne. Havde det ikke været for den kommentar, ville hun med al sandsynlighed have overgivet sig til at hjælpe Mercy med at finde sit ulovlige kæledyr. I stedet så hun bare væk for at skjule sine skinnende øjne. Det kunne godt være, at han havde forsøgt at hjælpe. I stedet havde han kun formået at få hende til at føle sig mere alene end før og mens han så sig rundt, endte hun med at gå uden et ord.
Timer var passeret siden Mercy havde indset at han var blevet forladt i storsalen. Han var for længst gået fra selskabet. I første omgang var han gået hængende ud på gangene med hænderne begravet i sine lommer, så var hans fødder fortsat ud på de evigt forandrende trapper og til sidst var han vandret ud fra skolen, da lysten til at udforske noget som helst.. lidt ligesom bare var forsvundet.
Jorden under hans store støvler skrabede, da han sparkede til diverse småsten langs søbredden på den sorte sø. Hogwarts vinduer lyste som et fyrtårn et fjernt sted bag ham. December luften var kølig, da han ikke havde taget andet overtøj på end sit Hufflepuff tørklæde. Kulden så bare ikke ud til at gå ham nok på. Til sidst smed han sig sukkende ned på et væltet træ og satte sig. Månen og stjernerne afspejledes i vandets sorte overflade, men ellers var det eneste lys han havde spidsen af sin stav. Der var stille, men dyndfolkets sang kunne svagt høres fra midten af søen, hvor den var dybest.
Mercy tog sig til hovedet. Han kunne absolut ikke mærke nogen yulestemning. Kvast var væk, Iseabail havde forladt salen i vreden, og alt han havde forsøgt på var bare at gøre aftenen hyggelig for andre. Intet havde vist sig at blive som han havde regnet med. Han var også blevet et slag rigere, og det vidnede hans kind om. Der tegnede sig omridset af en rød hånd, og nu havde han hovedpine. I sin søgen efter Kvast var han kravlet ind under langbordets dug og var kommet til at kravle ind imellem benene på en kvindelig elev. Hun troede ikke på ham, da han havde forsikret hende om at det ikke var sådan som det så ud. ”Sikke en klovn jeg er. Og en køn en af slagsen, sådan som jeg sårer folk”.
Mercys kørte fingrene igennem sit blonde hår og spejlede sig sine grønne øjne i overfladen. Når han var i den form lignede han sin far skræmmende meget. Op fra sin lomme trak han de resterende dele af de glaserede kagemænd og kylede dem så langt ud i søen som han kunne. ”Glædelig yule…”
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 0:43:36 GMT
Det havde allerede været et godt stykke hen af aftenen, da Timur var gået for at tage sig af sin ven. Nu, nogle timer senere, var der kun et par stykker tilbage indtil yuleballet ville nå sin ende. Iseabail var kommet sig nogenlunde over konfrontationen med Mercy og efter et par behagelige samtaler med veninder, var hendes gode humør så småt kommet tilbage. Det var nok et held, for da hendes blik faldt på en lillebitte, sammenkrøbet skikkelse, der så ud til at ryste af frygt i hjørnet af storsalen, tøvede hun ikke længe.
Med lidt overtalelse og en enkelt sød sag, som hun havde måttet lede efter, lykkedes det hende at lokke puffskien op i sine hænder og skjule den der. Den næste udfordring bestod af at finde ejermanden og uanset hvor længe hun søgte, kunne hun ikke finde den genkendelige, pink manke. Til sidst var det en flok russiske elever, der kunne fortælle, at de havde set ham slå over græsset og selvom hun ikke havde lyst til at gå glip af ballet, endte hun med at finde en kappe og bevæge sig ud.
Professorerne ville uden tvivl ikke sætte pris på den slags udflugter og hendes hjerte hamrede lidt af ubehag over det, da hun i det mindste fik øje på skikkelsen ved søen. Med stille skridt nærmede hun sig, rystende en lille smule af kulde. "Mercy? Jeg har fundet Kvast," sagde hun ud i mørket, hvor hun kun lige kunne ane ham i skæret fra slottet.
Stemmen kunne han kende med det samme, alligevel var Mercy i tvivl om han skulle svare og holdt sig i et øjeblik tilbage, da han kunne mærke hvordan sin mave knugede sig sammen. På trods af ubehaget rejste han sig og gik lidt modvilligt hen imod kammeraten. Staven lod han lyse frem for sig, og jorden knaste under hans trin, da han gik hende i møde. Da Mercy nåede Iseabail vidste han ikke helt hvad han skulle sige, men smed et kort prøvende smil. Han følte sig forlegen. Han skammede sig og fornemmelsen var ikke behagelig for ham, sådan som han blev konfronteret med sine synder, når de ligefrem kom hen til ham.
Hans ånde lavede tykke dampskyer i luften, og for bedre at holde varmen lagde han armene om sig selv. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, så han pjuskede blot op i sit hår, der modsat før var tydeligt glat og blond. ”Hey… Du sagde at du har fundet Kvast?”
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 21:08:43 GMT
Iseabail frøs, men hun blev alligevel stående og ventede på at den anden kom nærmere. Ved spørgsmålet smilede hun svagt og nikkede let, før hun åbnede sine hænder og afslørede det lille dyr. Uden tøven rakte hun det frem mod ham. "Han gemte sig i et hjørne i storsalen. Jeg tror han er blevet bange," bemærkede hun.
Blikket gled lidt nedover drengen med det specielle hår. "Fryser du ikke herude?"
Mercy rakte sine hænder ud imod Kvast, og hans ellers forsigtige udtryk blødte let op. Glimtet af et smil blev tydeligt. Hans fingerspidser rørte Iseabails, så den lille skabning selv kunne vandre hen til ham i eget tempo. Det var en berøring der var knapt eksisterende, alligevel søgte troldmandens blik ned på dyret for ikke at få Iseabail til at føle ubehag. ”Åh, ja jeg kan forestille mig det. Det er uvante omgivelser for ham, og han er i en unaturlig form, som kan medføre stress hvis ikke de føler sig trygge”. Det lille bløde dyr blev siddende i heksens varme hænder og vendte ryggen til Mercy. ”Hmm… Jeg tror han kan lide dig, Isa. Han ved at du reddede ham.. Men nok er han vred på mig, forståeligt vel. Kom ven, du skal hjem nu”. Mercy lagde sin hånd hvilende oven i Isas og lukkede derved puffskien inde, nærmest i en hule. Det lille rum og velkendte duft fik Kvast til at stoppe med at ryste, og Mercy kunne samle den op og tage den ind imod sin brystkasse. Han førte spidsen af staven imod puffskien. Den lyste kort og udvidede sig til størrelsen af en stor kat. Øjeblikkeligt begyndte den at spinde. ”Her.. Jeg vil give dig en pause, Kvast”.
”Tak, Isa”. Han rykkede lidt på skuldrene og sendte et drenget smil hendes vej. ”En smule. Men det var ikke en planlagt tur. Jeg kan bare godt lide det her. I alt sin simplicitet synes jeg at det formår at være et af de smukkeste steder på Hogwarts. Det giver mig plads til at tænke over det der er vigtigt. Det minder mig om at mange af mine problemer blot er som små sandkorn ved søbredden…”
Mercy lukkede øjnene, tog en dyb indånding og sank en klump. ”Hør.. Iseabail. Jeeg… Jeg vil gerne undskylde min opførsel i storsalen. Det var aldrig min intention at såre dig fra starten jeg så dig. Jeg tænkte bare aat… Alle folk er til tider små Kvaster i livets storsal. Og kan bruge en varm hånd at sidde i, når man farer vild. Nogle gange er vi hånden, og andre gange er vi dem der kan bruge den. Jeg tænkte at i aften var det måske dig”. Det var snørklet sagt, men for Mercy var det i det øjeblik den bedste måde at forklare sig på. Og han følte at hun ville forstå.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 23:04:20 GMT
Iseabail fulgte med i den lille udveksling og smilede lidt, som Mercy blev genforenet med sit kæledyr. Da han svarede hende, gled grønne øjne op mod ham i det næsten fulde mørke og hun lyttede i stilhed til ham. Da han var færdig, var smilet ikke forsvundet og hun sænkede kort blikket.
"Jeg ved det godt. Undskyld, at jeg blev så nærtagende," svarede hun selv. "Det var pænt af dig, at holde mig med selskab." Det betød ikke, at hun ikke huskede hans ord - men hun vidste også med sig selv, at Mercy sjældent mente noget ondt med hvad han gjorde.
”Sssshh” Mercy førte forsigtigt en finger ud foran Iseabails fyldige læber, men uden at røre hende. ”Det er fint. Yuleballet kan vente et øjeblik. Der er ting der er vigtigere end det. Det er bare en fest, men et menneske kan man ikke bare lige erstattes. Og det er okay at være nærtagende. Nogle gange”. Langsomt aede Mercy fingrene igennem Kvasts pels og så kort op imod lyset fra Hogwarts.
”Isa, lige meget hvad. Lige meget hvad skal du ikke ændre dig for nogen. Det må du love mig. Du er helt perfekt – præcis som du er. Folk er ikke ens. Og det er noget af det som gør livet helt fantastisk at leve. Hvis du en dag føler som om du er ved en skillevej og ikke ved hvad du skal gøre, så kan du altid hente hjælp”. Langsomt førte han sin hånd op til venstre side af sin brystkasse. ”Her inde. Og så vil du kende svaret. Så er det ikke vigtigt hvad nogen mener. Hverken Timur..” Mercy hævede drilsk et øjenbryn. ”-Eller mig. Du bør aldrig gøre noget du ikke føler er rigtigt". ... "Ooog… Vær sød aldrig nogensinde at stoppe med at smile. Du ser så sød ud når du gør. Det kan jeg godt lide”.
Uden advarsel langede Mercy ud efter Iseabail med den ene arm og knugede hende ind til sig i et varmt knus. Han holdt det lidt tid og hvilede sit hoved imod hendes skulder. Han kunne mærke Iseabails hår mod sin kind. Hun duftede sødt, næsten som blomster om foråret. Sådan stod han stille og aede Iseabail langs ryggen. Ikke fordi han ønskede at tilbageholde hende, men fordi det var så sjældent at han havde sådan et øjeblik med hende.. Og måske trængte han også selv til et kram. Bare et lille et.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 11, 2016 23:53:36 GMT
Iseabail så lidt forbløffet op på Mercy, som han begav sig ud i en mindre monolog. Da han var færdig, var hendes ansigtsudtryk gledet over og blevet nærmest helt betuttet og hun kom til at smile en anelse - som en direkte effekt af, at han lige havde påpeget at det var sødt. Kinderne brændte i mørket og hun havde halvt åbnet munden for at forsøge at sige et eller andet, da han pludselig greb fat i hende.
En lille, overrasket lyd endte halvt dæmpet ind mod hans bryst og det var i hendes natur at stritte imod. I et par sekunder var hun helt anspændt, før hun kom i tanke om, hvem han var - og indså, at det ikke var helt frygteligt med et kram. Med den indsigt slappede hun en anelse mere af; så meget som hun kunne, ansigt til ansigt med puffskeien i hans favn. Som Kvasts pels kildede hendes næse, mimrede hun lidt med den og måtte trække sig væk for at nyse.
Hun gned sin næse lidt og skottede op mod dyrets ejermand. "Tak, Mercy. Det er virkelig pænt af dig at sige. Du er sød."
Mercy slap Isa igen med en klar latter over hendes reaktion på den nærhed han tilbød – eller rettere påduttede hende. ”Der er intet at takke for. Det er bare sandheden. Det er sådan det er” fastslog han før han vendte sin stav imod Kvast igen og lavede ham om til den lille bærbare størrelse dyret før var. Kvast blev omhyggeligt lagt ned i troldmandens lomme, og han tætnede den lukket efter puffskien forsvandt ned i den.
Han spejdede fra Isa og ud over alt i natten der omgav dem. ”Ballet slutter snart. Jeg vil ikke holde på dig, og du har det nok ikke godt med at være her efter mørkets frembrud.. Men jeg har det faktisk meget godt her. Yuleballet er smukt, men det er yule en gang om året, og jeg synes så meget at det kommer til at gå op i prestige, pom og pragt. Det er en skam… For så glemmer man hvor fantastisk Hogwarts kan være.. Og hvordan noget vi omgiver os med til hverdag kan være lige så specielt og betagende. Kan du høre det?”
Mercy lukkede sine øjne smilende og førte hænderne op til ørerne. ”Det er næsten som en melodi. Vinden i træerne, dunhamrene i søbredden. Og der ude lyder det som bølgeskvulp, men det er faktisk stemmer. Kan du fornemme det? Dyndfolket synger. Himlen har sit helt eget lysshow i aften. Der er så mange billeder i himlen”.
Post by Iseabail MacFusty on Dec 14, 2016 21:09:02 GMT
Mercy var en besynderlig størrelse, men hun kunne nu meget godt lide ham. Et lille smil rørte hendes læber, som hun betragtede hans fantasi tage form. Selv foldede hun armene omkring sig for at holde varmen, men hun blev alligevel og hørte ham ud.
"Du kan se det smukke i alting," konstaterede hun lavmælt og strøg en hårlok om bag øret. "Jeg tror gerne, at jeg vil være til resten af yuleballet - men måske kan jeg komme med dig herned en anden gang? Så kan det være, du kan få mig til at se, hvad du ser."
"Åh? Vel". Mercy skævede mod Iseabail og tiltede hovedet. Han havde ikke regnet med at han kunne få hende til at blive. Hun tilhørte sjældent den genre der kunne være med på de fleste af hans påfund, så han følte sig ikke skuffet over hendes valg, men rykkede i stedet blot på skuldrene og smilte skævt til hende. Hans hår var begyndt at tage den velkendte pinke farve igen.
"Altid. Du finder mig bare, Isa. Det ved du. Men du fryser... Så du må hellere begive dig tilbage. Det vil heller ikke klæde dit omdømme hvis du fanges her ude. Meeen..." Det multifarvede glimt var efter hånden returneret og helt udvasket i takt med at hans humør tøede op. "Vil du gerne assisteres tilbage til balsalen"
Mercy blinkede til hende på drenget vis. "-Milady?"