|
Post by Anwen Pryce on Jan 5, 2017 17:08:49 GMT
Anwen var ikke sart. Hun havde vænnet sig til at elskov ikke var noget smukt, men et behov, og som Ludwik førte dem sammen svajede hun i ryggen og lænede sit hoved bagover. Fingrene lukkede sig om bordkanten, som hun holdt imod og lukkede øjnene for blot i et par øjeblikke at fokusere på hvad Ludwik fik hende til at føle i kroppen. Det var en selvisk luksus hun ikke var vant til, og dog kunne hun ikke lade være før det blå blik igen gled op og fandt ham. Overkroppen løftede sig, mens benene smøg sig om ham, og uden at tøve lagde hun sin arm om hans nakke og forenede dem i et kys.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 6, 2017 3:10:33 GMT
Det var et eller andet sted forbavsende. På trods af den form for distance der var imellem dem siden Ludwik havde givet Anwen status af en blodkilde, så vidste Anwen en stor velvillighed til ham, og i sådan en grad da hun krævede hans kys at han et øjeblik måtte spærre øjnene op. Men han afslog ikke invitationen og skilte i stedet Anwens læber fra hinanden for at lege med hendes tungespids. Han lod sig fortabe i den leg de havde startet, og for en stund begyndte det at fjerne alle hans tanker, at fylde mere end de smertefulde minder der pressede på. Lige nu fyldte Anwen og hendes kærtegn mere end savnet og den smerte usikkerheden skabte, om han nogensinde ville se sin Alecto igen.
Han brugte tid på at sanse Anwen, at nyde hende i den tid hun accepterede ham. Kysset kunne han dog ikke holde meget længe, da den øgede aktivitet tvang ham til at trække vejret. Det tillod til sidst ikke andet end små flygtige nap og kys langs Anwens hals, kæbe og mund. Mens Ludwik insisterende holdt hende fast i taljen begyndte han at tildele hende lidt mere opmærksomhed og masserede hendes bryst med hånden.
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Jan 6, 2017 3:20:48 GMT
Det eneste Anwen nogensinde havde været rigtig god til, var at ligge med mænd. Hun havde hurtigt lært hvordan man gjorde, og som Ludwik åbnede hendes mund lod hun ham villigt komme til. Hun havde savnet det, bekræftelsen, tilbedelsen. Små suk faldt fra hendes læber som han indtog hendes krop. Hun var næsten ligeglad hvem han var. I starten havde hun værdsat hans afstand, hun ville ikke have noget med ham at gøre, men som den blev ved med at stå på var hun begyndt at længes. Hun ville have at han så hende, tilbad hende, som han gjorde nu. Hun lænede hovedet bagover og lukkede sine øjne i, som neglene på hendes ene hånd gled ned over hans brystkasse. Hun havde næsten glemt hvor godt det føltes som hendes suk blev til små, hivende støn.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 6, 2017 19:20:06 GMT
Da Ludwik et stykke tid senere fik sin forløsning blev han stående over Anwen med armene støttende langs bordfladen, på hver side af hende. Han begyndte langsomt at indhente sin vejrtrækning, men han betragtede Anwens ansigt og hendes øjne. Han vidste at han kunne have gjort mere for at tilfredsstille hendes behov som kvinde, men han havde ikke været et sted hvor han kunne tænke på meget andet end sig selv. Med et glimt i øjnene bøjede han sig ned til hende og kyssede flygtigt hendes læber. Han takkede ikke, han kom heller ikke med nogen kommentar om hvordan oplevelsen havde være at genopleve for ham. I stedet strøg han sin hånd igennem hendes hår og vendte ryggen til Anwen . Efter han havde fæstnet sine bukser igen rettede han sine krøllede lokker og så sig over skulderen.
”Du er fri til at gøre som du vil nu. Du kan returnere til dit kammer om du lyster. Jeg vil hvile mig… Hvis det behager dig skal du være velkommen til at søge mit selskab”.
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Jan 6, 2017 20:21:17 GMT
Anwen var vant til selviske elskere. I hendes tid på Perlen havde det ikke handlet om at stille hende tilfreds, men i stedet de gæster der betalte for hendes ydelser. I hendes tid på stedet havde hun dog lært en god del fra de andre piger om hvordan man nød det på egen hånd, og før Ludwik var færdig havde hun fået sin egen forløsning der intensiverede hendes vejrtrækning markant. Hun var lettere forpustet da han endelig var færdig, og gengældte det flygtige kys som han skænkede hendes læber. Hans forløsning var symbolet på at hun havde tilfredsstillet ham, og alligevel ventede hun ængsteligt på at høre om han kunne lide det. Der var sket meget siden han havde taget hendes uskyld, og hun fandt sig selv hungrende efter hans anerkendelse. I stedet satte han hende blot fri. Hun satte sig helt op på bordkanten med fødderne dinglende uden at nå gulvet, og følte sig pludselig som en lille pige, sulten efter et klap på hovedet. "Er du tilfreds..?" Hun spurgte tøvende, og så op på ham med sine blå øjne.
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 6, 2017 22:35:52 GMT
Ludwik følte sig mættet på flere måder. Det overdøvede lidt hans instinkt efter at jage mennesket, men selv om han følte sig væsentligt mere frisk efter at have nydt Anwens kontakt var han stadig ikke tilfreds. Han følte på sit ansigt, han manglede den ungdommelige glød han plejede at udstråle, men han agtede at få den igen. Det var bare et spørgsmål om tid.
Da Anwen spurgte efter hans godkendelse til den lille opvisning var det ikke meget af ham der afspejlede hans tilfredshed, men han var blevet væsentligt mere rolig. ”Som altid Anwen, har dit selskab været en fornøjelse at opleve. Nu må du have mig undskyldt, min kære…”
Ludwik gik forbi Anwen for at vandre imod trappen. I forbifarten gav han hendes ende et klem. Det knirkende gulv bevidnede snarest at han var væk.
//Lukket
|
|