|
|
Post by Ludwik Engel on Dec 28, 2016 23:28:45 GMT
Vampyren blinkede paft et par gange da Anwen trak sig tilbage fra ham. På den ene side undrede det ham ikke. Han vidste oftest godt at han kunne være intimiderende. Nogle gange mere end andre, nogle gange var det fuldt bevidst, som her. Han hævede det ene øjenbryn og kneb øjnene sammen til små beregnende sprækker. Så satte han uden ord proppen tilbage på eliksirflasken og gik tilbage til reolen med de mange udstoppede skabninger i glas.
”Desuden… Så ville det være en skam hvis din mors evner nok engang forsvandt med dig”. Ludwik kørte sine negle langs glassene og tappede på træet under dem med et blik der så ud til at blive fjernt.
”Trods alt tvang ingen dig ind af døren”.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Dec 29, 2016 0:54:15 GMT
Anwens moder havde været hendes et og alt. I mange år havde det varmet hendes kinder at få af vide at hun lignede hende, og gjort hende stolt at få af vide at hun delte hendes talenter. Lige nu ville hun dog gerne have ønsket at hun var foruden. Hun knyttede hænderne. Selvfølgelig ville hun ikke det. Havde hun ikke besiddet evnen til at tryllebinde mænd havde hun med stor sandsynlighed ligget i en rendesten i stedet for i sin magelige seng i Ludwiks hus.
"Nej. Jeg er også meget glad for at du tog mig ind.. Jeg er ikke utaknemmelig." Hun bed sig i læben, som hun kiggede over på vampyren. Hun anede ikke hvordan hun skulle føle omkring ham.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Dec 29, 2016 23:28:39 GMT
”Det håber jeg ikke Anwen. Din loyalitet er en vigtig brik for mig, hvis jeg skal have det her til at fungere. Der er mange elementer i denne verden der arbejder imod mig. Jeg har altid været nødt til at holde en fast orden for at overleve iblandt mennesker. Jeg skal kende folk omkring mig. Og mine fjender endnu bedre”. Han sendte et sigende blik imod Anwen og foldede sine hænder.
”Måske vil kun tiden vise hvor jeg har dig… Men jeg har lovet at passe på dig. Skulle du få problemer kan du altid komme til mig, Anwen. – I bytte for din loyalitet selvfølgelig. Jeg vil hellere end gerne lytte til det du har oplevet. Det har sine fordele at se for flere. Jeg skal nok fikse de uhensigtsmæssigheder du skulle støde på. Med glæde”. Op fra en hylde fiskede han en lille spids kniv, der mindede meget om en syl. Den var ikke brugt længe, men den var stadig så funktionel så lyset spejlede sig i den. Da Ludwik vendte den i sine hænder slikkede han sig om munden, og der kom et sært ildevarslende glimt i hans øjne.
”Jeg oplever ikke meget fra dette lille hjørne af Hogsmeade. Åh, hvor jeg dog mindes den tid jeg rejste verden rundt… Krigen”.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Dec 30, 2016 0:07:39 GMT
Anwen var ikke kommet meget ud i den tid hun havde boet hos Ludwik. Det var ikke fordi hun følte sig utryg over at færdes i Hogsmeade, men snarer var hun bange for hvad husets anden beboer ville gøre hvis hun gik for meget ud. Hun havde aldrig været bange af sig, og selvom hun havde mange uheldige bekendtskaber, gjorde hun alligevel store øjne da Ludwik fremdrog den skarpe syl. Det var ikke ligefrem den hun havde brug for. Det hun var mest bange for stod lige overfor hende, og det skarpe våben gjorde ham ikke mindre frygtindgydende.
"Jeg.. Er bange for at jeg ikke har nogle fjender du kan.. Forlyste dig med." Ærlig talt var hun i stand til at passe på sig selv. Hun følte ikke at hun havde brug for vampyrens hjælp. Hans tilbud skræmte hende mere, end det fik hende til at føle sig tryg.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Dec 30, 2016 0:40:21 GMT
”Vel, er det ikke bare fantastisk?” Ludwik begyndte at gå tilbage imod Anwen med sylen i hånden. Han betragtede hende og rakte ud efter Anwens smukke ansigt, hvor hans fingre gled langs hendes kæbelinje.
”Alt er jo i skønneste orden, min kære. Og forståeligt. Hvem ville dog lægge hånd på så fuldkommen en skabning som dig? Et lille øjeblik af fred og fordragelig eer…” Med den glatte syl i hånden gik hans opmærksomhed fra Anwen til den og tilbage igen. Et lille smil gled frem på hans læber. Det ansigtsudtryk Anwen bar mindede ham meget om en af sine tidligere kvinder. Hun havde set på ham med selv samme ængstelige trækning i øjnene, da han indvilligede hende om nødvendigheder, om sine planer og om hvordan verden fungerede. Det var da hun havde fundet vej til den mørke kælder i det ellers så lille hus. Ængsteligheden fortog sig da hendes ansigt stivnede, som hun faldt til jorden i sin flugt med halsen skåret op. Også af en syl.
Sjovt. Han havde glemt det så længe, og noget ved Anwen fik mindet til at komme frem og skabte en sitren i Ludwiks fingre.
”-Ønskeligt! Dog noget så understimulerende i længden… Lyt. Anwen?.. Jeg har brug for dig. Jeg har brug for at du er ved min side, forstår du?”
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Dec 30, 2016 1:51:45 GMT
Anwen måtte knytte hænderne for ikke at skælve under hans berøring. Hun brød sig ikke om hans blik som han kiggede på hende med sylen i hånden. Hun måtte dog ikke virke bange for ham. Det var meningen at hun skulle have det behageligt i hans selskab, at hun skulle være tryg. Hun havde lyst til at trække sig væk igen, som de stod faretruende tæt. Hun var ikke i tvivl om hvad sylen kunne udrette, og dog ville hun ikke provokere ham til at demonstrere.
"Har du brug for.. At jeg giver dig anledning til at beskytte mig?" Hendes blik hvilede usikkert på ham. Hun havde lært at aflæse mænds behov, og der var ingen tvivl om at at Ludwik var understimuleret. Hun havde måske mættet hans tørst efter blod, men som hun forsigtigt mødte hans øjne var det tydeligt at han ikke var mæt.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Dec 31, 2016 1:00:32 GMT
"Nej Anwen, nej. Og spolere hele glæden ved jagten? Den søde skæbnens ironi og retfærdigheden ved en sådan persons nedfald. Selvfølgelig ikke! Hvad regner du mig for?” Vampyren burde ikke snakke om retfærdigheden. Det var normalt ikke den orden han gik efter. Når han jagede og ikke havde en fast fødekilde som Anwen, gik regerede han efter den stærkestes overlevelse. Og det var altid ham. Der var intet retfærdigt når han trykkede et intetanende kvindemenneske imod en væg og tømte hende for liv til hjertet stoppede. Men Ludwik var sær på den facon: Han var selvretfærdig og havde sit eget syn på hvad man kunne tillade sig rent etisk. Så længe målet blev nået kunne midlerne være lige meget.
”Du må da være gået fra forstanden” hvislede han og trykkede restløst blommen af sin tommelfinger imod sylen til den gik gennem barrieren af hud. Den mørkerøde perle der begyndte at løbe ned af hans blege hånd betragtede han nøje. Det var tegn på at Anwens gave var blevet optaget allerede.
”Nej min due. Hvad du skal gøre er blot at blive nær mig og holde mig med selskab”.
Han malede blodet fra sin hånd langs Anwens kind. Det dannede en fin rød streg på hende. Det var en tilfældig indskydelse… Men tanken strejfede ham da. Han havde indtaget Anwens blod længe. Der skulle så lidt til før at hun- Burde han? Fristelsen var der.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Dec 31, 2016 1:15:40 GMT
Anwen skælvede let. Hun var ikke helt sikker på om hun var lettet eller ej. Hun ville ikke have del i Ludwiks blodige jagt, og være skyld i at folk måtte lade livet for at blive hans fødekilde. Måske var det en af grundene til at hun selv lagde hals til ham. Hun havde aldrig opfattet sig selv som den selvopofrende type, hun var slet ikke god nok til at være så heltemodig, og alligevel var det præcis det hun gjorde ved at lade Ludwik drikke sit blod, og ikke alle andres.
Hun gøs, som hun mærkede den tykke væske tegne en rød streg på hendes kind. Hun havde stadig ikke vænnet sig til den metalliske lugt, men hun prøvede ikke at vise ham sit ubehag.
"Det lover jeg. Jeg vil ikke forlade dig Ludwik." Hun var ikke sikker på om det var et løfte hun kunne holde. Det ene øjeblik havde hun lyst til at løbe ud af huset, det andet ville hun gerne blive der for evigt.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Dec 31, 2016 1:38:53 GMT
Et smørret smil strakte sig på Ludwiks ansigt da han tiltede sit hoved og så nysgerrigt på kvart-willien.
”Nej. Nej, det vil du ikke”. Det var intet spørgende over mandens udtryk da han gentog Anwens ord. Han vidste der imod at så længe han havde magten over hende ville hun blive, og så længe Anwen følte sig afhængig af det han kunne tilbyde hende: Et hjem, ville det blive ved.
Følelsen af Anwens hud under sin egen fik det til at sitre efter at fornemme hendes nærhed endnu tættere på, så uden at overveje hvor mange grænser han krydsede strammede han grebet om hendes kæbe og trykkede sine læber imod hendes med en mørk brummen og lukkede øjnene.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Dec 31, 2016 1:54:45 GMT
Anwen slappede en smule mere af, som han købte hendes ord. Hun var bange for at han ville se igennem hende, at han endnu engang ville fortvivle, og beskylde hele verden for at have forladt ham.
Tydeligvis var han tilfreds, som han pressede sine læber imod hendes. Intimitet var ikke videre ukomfortabelt for den unge kvartwillie. Hun havde vænnet sig til det, både med dem hun fandt tiltalende, og dem hun fandt knap så tiltalende. Hun havde svært ved at bryde kysset, at vriste sig fri som hun burde, for inderst inde hungrede hun efter nærheden også selvom den stammede fra den kolde vampyr. Hun var allerede halv blottet for ham, som hun lagde hovedet let på skrå, og forsigtigt viklede sin frie hånd ind i hans hår. Det var det eneste hun nogensinde havde været rigtig god til, som hun let skilte sine læber og lukkede den om hans underlæbe, før hun forenede dem i kysset igen.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 1, 2017 21:20:20 GMT
Den begyndende intimitet som Anwen tog Ludwik som en smigr. Hun havde gjort det før på den første aften han havde betalt for at mødes med hende, og han havde ikke skænket det at nærme sig hende på en sådan mere øm måde en tanke. Det var mest af alt bare noget der skete, og et redskab en del af ham brugte for at lægge lænker på hende – og fordi han savnede at røre ved en kvindekrop. Men i bund og grund var det ikke bare en hvilken som helst kvindekrop han savnede, men den lille mørkhårede Black kvindes.
Anwens nap i hans underlæbe fik mandens indre rovdyr til at stirre sultent på hende. Blikket låste han fast på hende inden hun valgte at fortsætte det kærtegn han øjeblikke før havde skænket hendes mund. Han tog det som en invitation og et tegn på en begyndende villighed, så han fulgte det og gav sig selv frihed til at feje Anwens ben op i brudestilling. Kort efter befandt hun sig trykket ned på skrivebordet, med sine arme pælet fast til det, da Ludwik holdt hendes håndled fast.
Hans vejrtrækning var blevet lidt hurtigere, men umiddelbart gjorde han ingen tegn til noget. Andet end at betragte hende og nyde at se en kvinde i en status under sig.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Jan 1, 2017 22:00:03 GMT
Da Anwen havde takket ja til Ludwiks tilbud, havde hun håbet at komme væk fra det hele. Efter at have tilfredsstillet mænd, aften efter aften havde hun ikke troet at hun ville komme til at savne det. Som Ludwik kyssede hendes læber kunne hun alligevel ikke lade være med at give efter. Noget sultent havde slumret i hendes bryst, og det hungrede efter at nogen igen ville røre ved hende og give hende den opmærksomhed hun var blevet så vant til. Hun var ikke sikker på om hun havde været jaloux på den fremmede kvinde Ludwik havde valgt som sin udkårne. Hendes fornuft havde budt hende at være lettet over at det ikke var hende der skulle ligge krop til hans kolde hænder og perverse tanker, men som han naglede hende til skrivebordet kunne hun ikke lade være med at føle et sug i maven over at lede hans tanker væk fra hende. Som hun lå der, ville hun være den kvinde han tænkte på, hun ville ikke blot være en erstatning. Blikket fandt hans, det blik hun havde lært, som hun vred sin krop en smule så hendes kurver og det blottede bryst blev fremhævet for ham.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 2, 2017 22:21:28 GMT
Normalt var Ludwik et væsen med en umådelig stor selvkontrol, som han frit kunne styre og lægge fra sig. Men når han var svag af legeme og sind og hungrende efter noget han ikke kunne opnå, forsvandt den kontrol som dug for solen. Han ønskede ikke at holde sig tilbage da Anwen vred sig for ham. Han kunne ikke. Han havde ikke energi nok til at gøre det og tog imod de former for tilfredsstillelse han kunne opnå, når sindet smertede. Et sted håbede han på at kunne bedøve sig selv.
Anwens skørt skubbede han op til hendes lår, lige akkurat nok til at den ikke var i vejen. Han havde ingen ord. Han betragtede blot hendes kropssprog og skubbede sit lår imellem hendes ben for at gøre plads til sig selv, mens hendes hofte fik et klem.
|
|
|
|
Post by Anwen Pryce on Jan 2, 2017 23:25:45 GMT
Anwen gøs let ved hans kølige berøring. Hun havde næsten glemt hvordan det føltes når hans kolde fingre gled op af hendes hud. Der var meget der var anderledes denne gang. Sidst havde hun ikke vidst meget om hvad der var op og ned. Hun havde vidst hvad der skulle foregå og hvordan det ville ende, men hun havde ikke haft den store ide om hvordan hun skulle opføre sig eller hvordan det ville føles. Den uskyldighed der havde ligget over hende sidst Ludwik havde været så intim med hende var væk, som det forførende blik hvilede lokkende på ham. Hendes ben spredte sig villigt, nærmest ivrigt, som hun bed sig i læben, og mærkede spændingen over hvad der skulle til at ske samle sig i hendes mave. Et sted skammede hun sig over at hendes sult efter at mærke ham. Hun burde foragte ham, skubbe ham væk, men som hun lå og gjorde sig til, ville hun intet andet end at invitere ham ind.
|
|
|
|
Post by Ludwik Engel on Jan 3, 2017 21:04:36 GMT
Der gik ikke yderligere overvejelser igennem Ludwiks hoved da han løftede Anwens lår op over sine hofter og løsnede bæltet, så bukserne faldt til gulvet. Han borede fingrene ind i hendes talje og indtog kort efter sin plads, der udraderede afstanden imellem dem. Han gispede, tørstede nærmest efter det nye behov hun gav ham, og med hugtænderne let blottede begyndte han at vugge hofterne imod hende. Måske ikke så betænksomt som han kunne være.
|
|
