Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Anwens krop skælvede let under hans berøring. Det var ikke helt forkert. På Perlen havde hun fået mere opmærksomhed end hun havde fået hele sit liv. Hun var blevet tilbedt som en gudinde, og selvom arbejdet havde været hårdt, havde det givet hende noget hun havde manglet hele sit liv. Den rose der var blomstret i form af glædespigen Chantal, var dog langsomt visnet da hun var blevet Ludwiks Anwen. Alligevel nægtede hun at give ham ret, selvom hun ikke kunne forhindre hendes læber i at slippe et par små suk, da hans kolde kys fandt hendes hals. "Nej.. Selvfølgelig ikke.." Hun bed sig i læben. Hun vidste godt at hun var på vej ud på farlig grund. Særligt nu hvor han var udsultet og desperat. "Du.. Behøves bare ikke nøjes med mig.." Det var en underlig undskyldning, men kyssene der efterhånden havde fundet hendes kavalergang, mudrede hendes tanker, og gjorde det svært at finde de rette ord.
”Jeg er kræsen, min kære Anwen, og jeg nyder dit selskab i særdeleshed, så hvorfor skulle jeg være interesseret i andre? Jeg er lutter øre” Selv om at Ludwik så ud til at være travlt optaget med at genopdagede Anwens krop og havde revet hendes to fyldigt runde former løst af hendes klæder, skævede han lidt op imod hende. Hendes pludselige indfald fik ham til at stoppe op. Nu var han blevet nysgerrig.
Anwen tøvede, som han frigjorde hendes bryster. Hun vidste at hun gik en svær balancegang, men selvom hun havde været i hans tjeneste et par måneder efterhånden, var det ikke fordi at det havde givet hende et meget bedre kendskab til den kolde vampyr. Han kunne gøre med hende hvad han ville. Det understregede han ved at blotte hende, og frygten for at hans spirende vanvid ville overtage ham og drive ham til at drikke hendes røde blod til der ikke var mere tilbage, herskede i hende som hendes blik flakkede. Hun turde ikke nævne hans store kærlighed, af frygt for at kaste ham længere ud i den desperation han syntes at have glemt for en kort stund. "Jeg er.. Blot din tjenestepige.. Er du sikker på at du vil have mig nu?" Ordene var tøvende. Tjenestepige var måske ikke det rigtige ord, og alligevel fandt hun en smule tryghed i tryllestaven, som hun stadig knugede i sin hånd.
”Ssssh” tyssede Ludwik. Han lagde to fingre over Anwens læber, som om det var helt normalt. Anwen var ikke hans tjenestepige. I starten havde hun været en ressource, og nu i dette øjeblik var hun blevet en trøst han kunne glemme med. Hans relation til den unge kvinde ændrede sig efter forgodtbefindende. ”Jeg vil blot have dig til at blive lidt hos mig. Kan du gøre det, Anwen? Jeg adspørg ikke meget af dig”. Spidsen af vampyrens hjørnetænder snittede brystets følsomme hud.
Anwens krop skælvede ikke mindre af at han tyssede på hende. Det var hverken fremmed for hende at være blottet, eller mærke andres hænder på sin krop, og alligevel sendte det kuldegysninger hele vejen ned igennem hende som Ludwiks hjørnetænder strejfede hendes bryst. Hun var ved at fortælle ham sandheden. At hun ville langt væk fra ham. At hun ville tilbage til Londons mudrede gader sammen med hendes brødre, og glemme at han nogen sinde var trådt ind i hendes liv, og dog kunne hun ikke få sig selv til at sige det. På trods af at hun ikke var tilfreds med vilkårene sørgede Ludwik for at hun havde en varm seng, uden at hun skulle dele den med en kø af fremmede mænd. "Jeg vil bare gerne behage dig.. At du bliver glad igen." Hun bed sig i læben. Skuespillet var efterhånden så indøvet i hende at det virkede troværdigt.
”God pige” hvislede Ludwik. Han redte sine fingre igennem Anwens hår, som var hun en fin porcelænsdukke i sin varetægt Det beroligede ham at røre ved hende, og når han ikke vidste hvornår han ville se sin Alecto igen – hvis han så hende igen, var Anwen det tætteste han kunne komme på ømhed. ”Du sover inde hos mig i nat. Jeg ønsker dig hos mig”. Det var ikke til diskussion. Hvis hun ikke selv kom til ham ville han hente hende.
Et sidste køligt kys blev skænket imod Anwens hals. Så blev hans læber farvet røde, da han sank det spidse sæt hjørnetænder i hendes hals.
Anwen gispede let ved hans besked. Hendes seng og hendes værelse var hendes private rum. Han kunne terrorisere hende i deres vågne timer, men når hun endelig fik lov til at trække sig tilbage fik hun lov til at være sig selv. Hun kunne allerede mærke en smule panik brede sig ved at få taget det fra sig, og dog kunne hun ikke lade være med samtidig at varme sig ved tanken om at han endelig fandt hende god nok til at tage hende ind i sin seng. Alle tanker blev dog afbrudt da hans hugtænder brød halsens tynde hud. Hun ville aldrig vænne sig til det, og på trods af at hun prøvede at stoppe det forlod et lille klynk hendes læber, som hun klemte så hårdt om sin tryllestav at hun var bange for at knække den.
Fyrstesønnen tog sig god tid på trods af Anwens bønner og lod sig ikke påvirke af hendes små klynk. Han kunne forsikre hende om at han var en af de mere forsigtige af sin slags når det kom til at optage føde, men han tvivlede på at det ville hjælpe noget, når hun ikke havde perspektiv nok til at se det. Så snart den varme væske gled over Ludwiks tunge og kærtegnede hans smagsløg måtte han spærre øjnene op. Hans krop vågnede og opdagede først nu hvor meget den havde brug for det livgivende plasma og hvor længe hver celle havde manglet det.
Hans sind måtte bekæmpe lysten til at drikke hende helt tør, men fysiologien stoppede ham også før det nåede så vidt. Det indre vred sig, da det skulle tilvende sig mængden af blod igen. Krampen fik ham øjeblikkeligt til at trække sig fra Anwen og vakle gispende hen til skrivebordet som han bøjede sig over.
Et lettelsens suk forlod Anwen, da han endelig slap hendes hals. Et øjeblik havde hun været bange for at han ikke ville stoppe og at hun ville blive nødt til at fjerne ham ved magt. Hun følte sig let i hovedet som han endelig trak sig væk, og måtte blinke et par gange med øjnene, før hun genfandt rummet hun stod i. Det hele svimlede en smule for hende, som hendes tågede blik fandt Ludwik, der støttede sig til et bord. "Ludwik..?" Hendes instinktive bekymring fik hende til at tage et skridt over imod ham, og dog turde hun ikke række ud og lægge en hånd på hans skulder. Havde hendes blod gjort noget ved ham? Hun turde næsten ikke tænke tanken som hun greb om en stol for ikke at falde. Det virkede som det nemmeste, da hendes hovedpine begynde at melde sig.
Det tog et par minutter før Ludwik følte at han fik genetableret kontrollen over sin krop. Han svarede ikke Anwen entydigt, men vidste ud fra hendes udviste kropssprog hvad hun forsøgte på. Han begyndte at knugede hænderne sammen og spænde op i muskler og senerne i sine arme, vendte og drejede sine hænder for at fornemme sig selv. Kramperne var væk. I stedet følte han mere ro og en væsentlig større friskhed end tidligere. ”Jeg har det fint Anwen. Nogle gange glemmer jeg at lige så mange styrker det giver ikke at have et bankende hjerte, lige så mange svagheder giver det mig. Jeg kan overleve længe. Jeg kan endda gå i dvale hvis der er mangel på føde, men jeg er ikke evig. Og fysisk svaghed gør ikke op for de mangler jeg nu ellers må føle”. Han kunne mærke sit hjerte slå et par gange, så stoppede det igen helt.
”Jeg føler en tydelig forbedring, men det vil tage lidt længere tid før jeg kan kamuflere mig iblandt mennesker på lige fod med troldmænd”. Da han først havde forsikret sit eget velbefindende og gjort og for sine behov så han hen mod Anwen og hendes pludselige ildebefindende. Han ytrede ingen ord, da han gik hen imod Anwen, men fra en hylde på reolen trak han en gammel støvet flaske og gik uden større problemer hen for at støtte kvinden. ”Det er interessant. Du har prøvet dette så mange gange før, og stadig kan du ikke slappe af, hvilket øger det efterfølgende ubehag man kan føle”. Omhyggeligt strøg han Anwens smukke hår til side, flåede proppen af flasken med det grøn-gule indhold og hældte væsken hen over bidemærket. Grønlig røg steg op og øjeblikkeligt begyndte såret at lukke sig. ”Jeg går ud fra at du er velkendt med dittany. Planten bruges i mange lægende eliksirer, men det her er min egen til når jeg kommer slemt til skade. Som du nok kan se er det ikke sket i meget – meeget lang tid. Og den er fortrinlig til mennesker, hvis jeg selv skal sige det”.
Anwens måtte blinke afskillige gange for at klare sit blik, mens Ludwik tydeligvis genvandt noget af sin styrke. Et sted havde hun håbet at hendes blod med et trylleslag var blevet giftigt for ham, og alligevel knyttede hun hænderne da hun mærkede lettelsen skylde igennem sin krop som han kom i tydelig bedring. Hun rystede lidt på sit værkende hoved, og havde en smule svært ved at lytte helt efter hvad han sagde. Hun hjalp sig selv ned at sidde på stolen hun støttede sig ved, det åd noget af den svimlende fornemmelse. "Det.. Er ikke naturligt at nogen drikker af dit blod.. Jeg tror aldrig at jeg bliver helt vant til det.." Hun prøvede at sende ham et undskyldende smil som han lægede hendes sår med den mærkelige væske. Hun huskede den ikke rigtig fra sin skoletid, men hun havde heller ikke været særlig god til botanik. Hun lod forsigtigt en finger glide hen over de to små sår, og mærkede til sin store overraskelse at de var væk. "Du.. Skal ikke have mere?" Hun var ikke sikker på at hun kunne tåle at han tog mere, men måske nød han blot fornemmelsen af at bryde igennem hendes tynde hud, som var det første gang.
”Du kalder det unaturligt, fordi du som menneske ikke bryder dig om at tænke over at der er en naturlig fødekæde med væsner der står over dig og har tilpasset sig til at være usete iblandt jer. Alt er i den skønneste orden” prædikede Ludwik, som var han en lærer og Anwen en elev der intet forstod. Han strakte sine arme for at vende sig til at have en ordentlig positur igen. Så begyndte han at gå rundt og Anwen og lænede sig ind over hende fra siden. ”Så din tvivl må være fordi du helt ind til din kerne ikke stoler på mig?” Hans stemme var hvislende, da de kolde blå øjne fandt frem til Anwens og fastholdt dem der i lidt tid. Det kattevenlige smil var vendt tilbage til hans læber. ”Jeg er yderst... såret” Så lettere teatralsk. Så trak han sig væk. Det huede ham egentlig ikke hvor vidt hun altid var anspændt når han drak af hende. Det gjorde det kun mere ubehageligt for hende. Alligevel fandt han det interessant, da en del af hans tidligere fødekilder ikke havde været så sensitive som Anwen var. ”Jeg er mæt… For nu. Jeg vil lade dig vide hvis min sult returnerer”.
Anwen havde aldrig set sig selv som noget overlegent. Alligevel havde hun svært ved at sammenligne det at Ludwik drak hendes blod, med det at hun dræbte en gris for at spise dens kød. Måske fordi hun aldrig selv havde slagtet en gris. Hun havde hugget hovedet af en høne eller to, og dræbt en del rotter, men det var noget andet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig som musen, fanget i kattens legende poter. Ludwik havde hendes liv i sin hule hånd, men så længe han orkede, holdt han hende i live så han kunne lege med ende. Måske var det det der skræmte hende. Dagen hvor han blev træt af hende, og ikke længere følte et behov for at holde hende i live. Hun kendte hans hemmelighed, hans vaner, efterhånden havde hun også fået et indtryk af hans sind. Hun sank en klump. Hun blev nødt til at forklare sin usikkerhed, som han tog på vej. "Jeg er.. Bange for hvad du gør den dag du bliver træt af mig." Hendes blik flakkede. Hun havde aldrig været bange for at sige hvad der lå hende på sinde, men alt for ofte kom det tilbage og bed hende i røven.
”Oooh?” I et øjeblik stod Ludwik stille, så tørrede han blodet af sine læber i sin håndryg og slog en høj latter op. Han kørte hånden igennem sit pandehår for at fjerne det fra ansigtet. Det her var begyndt at blive underholdende. ”Jeg kunne skaffe mig af med dig. Det ville ikke være et problem. Eller jeg kunne finde en af mine dukker der kunne gøre det for mig, men så igen… Det ville være et forfærdeligt stort arbejde både før og efter. Og så ville jeg skulle lede efter en ny fødekilde, Anwen. Willie blod er ikke normalt omgængeligt, så det ville tage tid før jeg kunne finde nogen til at erstatte dig”. Han bøjede sig ned mod Anwen igen indtil hans ansigt var lige foran Anwens med de dæmoniske hjørnetænder blottet i et stort smil. ”Men hvis det er din frygt må du jo sørge for ikke at gøre mig træt af dig. Hvorfor skulle jeg skade dig, når du er sådan en fin lille medgørlig dukke?” Han kørte sine fingre igennem Anwens hår og greb fat i en lok som han nærstuderende begyndte at rulle og vikle imellem sine fingre.
Anwen skælvede som Ludwik lo af hende. Hun havde valgt at være hudløst ærlig, sårbar, og i stedet valgte han blot at le. Hun havde håbet at han ville forsikre hende om at hun var uundværlig, speciel, og dog var det tydeligt hvilken del af hende han satte pris på. Det var ikke hendes skarpe sind, end ikke hendes krop, men i stedet den røde væske der flød igennem hende. Han beholdt hende, fordi hun var besværlig at erstatte. Hun måtte bide tænderne sammen. Hun havde altid været viljestærk, selvstændig, og derfor gjorde det ondt at høre hvordan han blot betragtede hende som en værdifuld genstand i sin samling. Hun havde lyst til at slå ham, bruge sin tryllestav imod ham, men hun kendte prisen hvis hun gjorde. Instinktivt trak hun sit hoved til sig som håret gled ud gennem hans fingre som flydende guld. Hun sad stille et et øjeblik, chokeret over sin egen reaktion, før hendes blik flakkede, og landede på den åbne dør, før det gled tilbage på ham. "Undskyld. Jeg vil.. Bare gerne behage dig Ludwik."