Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Georgianna Loïc on Nov 23, 2016 21:41:46 GMT
Åben tråd, d. 26. november
Det var koldt udenfor og selvom Georgianna ikke var sart af sig, havde den kvindelige underviser fra Beauxbatons intet behov for at følges skælvende tilbage med flere kollegaer til slottet. Det var blevet mørkt allerede, men med en forhåbning om at vinden ville stilne af, tog hun afsked med dem på hovedgaden og slog selv kursen mod en af de huse, hvor lys stadig skinnede ud gennem små ruder og bød folk at komme ind.
Varmen i krostuen var som en omfavnelse og hun skælvede velbehageligt under kappen, som hun så sig rundt. Der var mange mennesker og selvom der var en chance for, at hun kendte måske en enkelt blandt dem, endte hun selv med at tage plads ved bardisken. Overtøjet blev efterladt på en tom skammel ved siden af, hvor hun kunne holde øje med lange fingre og mens hun ventede på beværtning, gled blikket vurderende rundt i den lille troldmandskro. Det var tydeligt, at besøget var hendes første.
Hogsmeade havde altid haft en særlig plads i Tarans hjerte. På trods af at familiens hjemlige rammer ikke fejlede noget, kunne der af og til blive for småt på den lille borg, så når den rødhårede troldmand fik en anledning til at drage til Hogsmeade og få lidt luft tog han den gerne. Almindeligvis ville han have rundet eftermiddagen af hos sin søster, aftensmad med familien Slughorn var altid en hyggelig begivenhed når hans nevøer var hjemme. Dog var samtlige Slughorns var udenbys til bryllup, og Taran fandt i stedet sig selv på De Tre Koste, hvor varmen syntes at trække ham ind fra de kolde, sjappede gader.
Efter at have indtaget et varmt måltid ved et af kroens borde, følte han for et glas mere af stedets særlige øl, før han vendte næsen mod det sydlige England. Med et let besvær over krigsskaden der havde drillet hele dagen, kom han på benene og fik ved stokkens hjælp spadseret op til bardisken. Som hele krostuen dog virkede til at være en smule på den anden ende, manglende den hjertevarme familien Dodderidge, var der ingen til at tage imod hans bestilling, og de blå øjne faldt i stedet længselsfuldt på en kappedækket skammel der kunne give knæet en smule ro mens han ventede. "Undskyld.. Kan jeg sidde her?" Stemmen var venlig som han henvendte sig til kappens sidemand, med et spillende blik i de vilde, blå øjne.
Post by Georgianna Loïc on Nov 24, 2016 16:34:49 GMT
Georgianna drejede hovedet ved lyden af en dyb stemme og så direkte ind i et sæt isblå øjne. Hendes eget blik gled over ham en enkelt gang, før læberne buede op i et smil. "Naturligvis," svarede hun i en accent, der var klar allerede ved det ene, simple ord. Hun rakte ud og trak kappen til sig, for i stedet at placere den mod sine lår.
"Jeg 'avde ikke set, at pladserne var så få. Der er vist mange, der flygter fra kulden udenfor eller også er det 'er sted meget populært," konstaterede hun venligt, uden at behøve at kaste et sigende blik rundt på den fyldte krostue for at understrege sin pointe.
Post by Taran Weasley on Nov 24, 2016 16:54:49 GMT
Taran sendte hende et venligt smil, som han indtog stolen hun frigjorde. Til at starte med studsede han ikke videre over hendes accent, der kom trods alt mange gæster i troldmandsbyen, særligt nu hvor femkampen stod på, men da hun talte videre opstod der alligevel en svag krampetrækning omkring de blå øjne. Fransk. Han havde snart været ude af det forjættede land i et år, og alligevel bragte den kantede måde at udtale hans smukke modersmål på minderne tilbage. Det tog ham et par blink med de blå øjne før han var helt tilbage igen og fornuften tog over. Han kunne ikke holde imod hende at han havde været i krig. "Ah.. Bonjour madmoiselle.. Det er måske din første gang i Hogsmeade?"
Post by Georgianna Loïc on Nov 24, 2016 18:17:53 GMT
Georgianna ventede fortsat på beværtning og som hun gjorde, så hun ingen harme i at optage en samtale med den rødhårede mand. Af samme grund vinklede hun sig en anelse imod ham og trak på smilebåndet, uden at holde det imod ham at han ikke skelnede hendes accent til perfektion. Hun havde, trods alt, talt fransk det meste af sit liv.
"Ikke helt, men det ér mit første besøg på kroen her," konstaterede hun og så sig rundt. "Det er ganske charmerende, monsieur...?"
Post by Taran Weasley on Nov 24, 2016 18:36:42 GMT
Taran selv havde ikke travlt med at blive skænket for. Han havde allerede drukket et krus øl til sin aftensmad, og smilede i stedet blot så venligt som han nu kunne mønstre et smil til en franskmand. "Weasley.. Sir Taran Weasley." Hans navn ville med stor sandsynlighed ikke vække nogen genkendelse, Weasleyfamilien var ikke synderlig kendt udenfor England, selvom de dog havde gjort sig bemærket på begge sider af frontlinjerne. "Hvad bringer dig i så fald hertil.. Madmoiselle..?" Stokken blev diskret lænet op af bardisken, som han nu kunne sidde og hvile knæet.
Post by Georgianna Loïc on Nov 24, 2016 21:27:45 GMT
Georgianna havde ikke hørt om familien før, men den lille titel fortalte hende alt hvad hun behøvede at vide. Hun løftede hagen lidt og læberne trak op, mens hun taktfuldt undlod at lade blikket falde til stokken og det knæ, som han tydeligvis havde problemer med.
"Femkampen på Hogwarts, sir Weasley. Georgianna Löic - botnaikmaîtresse på Beauxbatons," præsenterede hun sig selv, ikke uden stolthed.
Post by Taran Weasley on Nov 24, 2016 22:46:50 GMT
Tarans smil blev en smule mere oprigtigt, som hun fortalte at hun var i England i forbindelse med femkampen. På trods af hans store modvilje imod franskmænd, var troldmandsskolen trods alt mere neutral grund. Han kneb de blå øjne en smule sammen som han tænksomt smagte på hendes efternavn. Det virkede ham bekendt, men så snart det gik op for ham hvorfor, var det for sent at skjule det i hans blik. De havde haft en udsultet, mørkhåret knægt siddende da de havde overvintret i for to år siden. Elouan Loïc.. Han huskede ham mest af alt fordi hans braveste flugtforsøg havde kostet ham hans unge væbner, før han endelig var blevet købt fri og taget af den rødhårede Weasleys hænder. Han rømmede sig lidt, som han endelig bemærkede at han var blevet tavs, mens blikket igen blev klart i de krigsplagede øjne. "Spændende.. Loïc som i adelsslægten fra Bretagne?" Han nikkede let, og dog var det tydeligt at efternavnet havde ændret noget i ham.
Post by Georgianna Loïc on Nov 24, 2016 23:10:59 GMT
Georgianna var en opmærksom kvinde og hun overså absolut ikke den forandring, der skete. Noget flakkede forbi de blå øjne, så klart at hun næsten var overrasket over at hun ikke kunne se det afspejlet i dem. En enkelt, tynd linje viste sig mellem hendes øjenbryn, men det venlige smil forblev, som hun tiltede hovedet og så på ham med et søgende blik.
"Du kender til min familie?" spurgte hun, næsten tøvende. Ikke overrasket over at han gjorde, men snarere hvad det gjorde ved hans ansigtsudtryk.
Post by Taran Weasley on Nov 24, 2016 23:34:40 GMT
Taran havde altid været en ærlig mand, og dog var han ikke sikker på hvordan han skulle besvare hendes spørgsmål da hun tilkendegav sit tilhørsforhold til Loïc. Hun var ingen fransk soldat, hun var en uskyldig botanikprofessor, hvilket gjorde det svært for ham at ødelægge hvad der var tilbage af den gode stemning imellem dem. Hans blik flakkede, hans mangel på øvelse havde gjort ham til en elendig løgner, og dog gjorde han et oprigtigt forsøg. Det var ikke en synd når hun var bedre tjent uden sandheden. "Af navn.. Min familie stammer fra Devon i det sydligste England. På en klar dag kan vi næsten se til Betagne." Det var en tynd forklaring, det vidste han godt, men hun havde de samme brune øjne som ham, omend hendes ikke var sultne, hadefulde og blodskudte.
Post by Georgianna Loïc on Nov 28, 2016 15:28:38 GMT
Det var som om, der var noget i hans ansigt, hun ikke kunne tyde. En sandhed, der stod malet der, men alligevel manglede de sidste detaljer. Forklaringen burde have været brikken, der fuldendte puslespillet, men i stedet føltes formen af den forkert. Mørke øjne kneb sig en anelse sammen og det undersøgende glimt forsvandt ikke helt, selvom hun smilede.
“Ah,” lød det simple svar, som om hans gav mening. Men han var en fremmed og hun kunne ikke spørge til udtrykket i de isblå øjne. I stedet tiltede hun hovedet til den ene side og fremviste hvide tænder i et enkelt, kort smil. “Det er en lille verden, hm?”
Post by Taran Weasley on Nov 28, 2016 18:43:47 GMT
Så diskret som muligt forsøgte Taran at ånde lettet op, da hun købte hans forklaring. Det havde været tæt på at gå galt, men på trods af at han ikke brød sig om hvor hun kom fra, prøvede han at overbevise sig selv om at det ikke var hendes skyld. Om det var hans ridderlighed eller det faktum at hun var en betagende kvinde var usikkert, men han endte blot med at sende hende et slet usikkert smil, mens han nikkede. "Ja." Hun havde ingen ide om hvor lille verden pludselig føltes for den rødhårede troldmand. "Nyder du så din tid her i landet indtil videre? Man må kun håbe at turneringens spænding vejer op for det dårlige vejr." Han fandt det temmelig ironisk at bede en franskmand om at beskrive sit smukke fædreland, særligt nu hvor han kendte hendes families tilhørsforhold til krigen.
Post by Georgianna Loïc on Nov 29, 2016 23:37:19 GMT
Der var noget ved den flammehårede troldmand hun ikke kunne sætte fingeren på og måske var det det, der var med til at fastholde hendes opmærksomhed. Tanken om en lille gåde at løse, som ikke blot ville afsløre sig selv. I hvert fald summede det lidt rundt i hendes tanker endnu, som hun strøg en krølle væk fra ansigtet og rankede sig.
"Det er ikke mit første besøg i landet, men det kræver lidt at vænne sig til jeres vejr," konstaterede hun og sendte ham et sigende smil. "Men så længe mine planter trives, så kan jeg ikke beklage - og det er absolut værd at opleve femkampen. Det sker jo ikke så ofte, hm?"
Et venligt smil forblev på Tarans læber, som han noterede sig franskmandens svar. England havde altid haft ry for at være et regnfuldt forjættet land blandt franskmændene, i hvert fald de nævenyttige unge krigsfanger der demonstrativt spyttede på jorden hver gang de udtalte landets navn, og dog ville den rødhårede troldmand ikke have det anderledes. "Jeg kan forestille mig at regnen er godt for planterne." Han havde aldrig været særlig dygtig til botanik, den slags lod han sin mor og søstre om, men han vidste dog så meget at planter skulle have vand for at gro. "Jeg ville ønske at jeg selv kunne opleve det. Mine nevøer er så heldige stadig at gå på skolen. Jeg selv var i sin tid for ung, men min bror var en af de udvalgte få der fik lov til at tage til Frankrig." Havde han snakket med enhver anden, havde han blot udtalt ordene med en broderlig bitterhed, men som der i forvejen var blevet rodet op i minderne fra krigen, fik ordene en sur smag i hans mund, som han kortvarigt blev nødt til at kigge væk. Elyans anden tur til Frankrig var langt fra gået ligeså vel som den første.
Post by Georgianna Loïc on Nov 30, 2016 14:42:57 GMT
Et enkelt, mørkt øjenbryn hævede sig en smule over det bitre tonefald, som Georgianna tolkede som ren og skær misundelse. Det var ikke et kønt træk og det forekom hende, at englænderen måske ikke var det bedste selskab, trods alt. Som det var, var han dog den eneste der var og uden udsigter til opmærksomhed fra det travle personale snart, besluttede hun sig for at lade tvivlen komme ham til gode.
"Dine nevøer er på Hogwarts? Måske har jeg mødt dem?" spurgte hun ledende og drejede hovedet mod ham igen, uden at spørge ind til hans bror. Hun vidste udmærket, hvem der havde været deltager fra Hogwarts dengang og Theodore Bennett var absolut ikke bror til den rødhårede Weasley.