|
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 2:19:27 GMT
Georgianna vidste, at ordene nemt ville kunne fremprovokere en uønsket reaktion - uanset om hun kendte den rødhårede magiker godt eller ej. Hun vidste også, at det tonefald de blev leveret i var altafgørende og hun var øvet i det. Da han ikke farede op, anså hun det som succesfuldt og betragtede ham blot lidt efter hans kommentar.
"Nej. Det er det ikke," gav hun ham til sidst ret. Der var ikke meget mere at sige end det. "Og alligevel er det overalt. Uundgåeligt."
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 4, 2016 2:30:17 GMT
Deres samtale var langsomt blevet temmelig tung på den ellers så muntre kro, og dog gjorde Taran intet for at lette stemningen. Det var ikke et emne man bare kunne slå hen med en vittig bemærkning. "Jeg bliver nødt til at være stolt over hvad jeg har gjort. Det er den eneste måde jeg kan affinde mig med det.. Det hjælper ikke at skamme sig over det.. De siger at det bliver lettere med tiden." Han var ikke den eneste der var vendt hjem fra krigen med et arret sind. Hans søster, Bran bar det bedre end ham selv til at håndtere det, men som han hævede glasset let for at skåle med hende igen, forsøgte han sig alligevel med et tappert smil.
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 3:22:11 GMT
Hvis nogen havde spurgt hende, ville Georgianna have troet at fordelen ved at forlade Frankrig, var at de ikke ville blive forfulgt af den evindelige påmindelse om krigen. Det var klart nu, at hun ville have taget fejl og som den fremmede mand delte ud af sine inderste tanker, vidste hun ikke helt, om hun blot ønskede sig væk. Det var som om, at en mørk skygge havde sænket sig over dem.
Alligevel løftede hun sit krus i et modsvar og tog en lille tår af den søde drik. Tungespidsen fangede det af skummet, der sad tilbage på overlæben. "Og gør det så det?" spurgte hun til sidst, simpelt og alligevel alt andet end det.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 4, 2016 3:38:06 GMT
Der var engang hvor Taran havde været en optimist. Før hans hustrus alt for tidlige død, og før krigen havde spoleret det naive syn han havde på verden. Han kunne stadig more sig, når han havde en god dag, men fik han først fordybet sig i de mørke tanker havde de det med at hænge ved. Han havde set mange forsøge at drukne det med alkohol. Han havde selv forsøgt sig en enkelt gang eller to, og dog havde han eller ikke fundet svaret på bunden af en flaske med ildwhiskey. "Det ved jeg ikke.. Jeg har snart været hjemme i et lille års tid, og jeg syntes det går op og ned." Han trak på skuldrene og drak en tår mere. "Men lad os nu ikke gøre det her til en af mine dårlige dage.. Går det din deltager godt i turneringen?" Han forsøgte at skifte emne, dog ikke særlig diskret.
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 3:43:23 GMT
Georgianna havde flere spørgsmål, men også meninger. Hun lod dem dog ligge ved hans ønske og selvom overgangen til et nyt emne ikke just var elegant, så accepterede hun det. Læberne buede op i et smil og hun slap en lille lyd, der var indikativ for svaret allerede inden hun gav det.
"Han har det højeste pointtal," konstaterede hun simpelt, tydeligvis tilfreds. Til gengæld fulgte hun det op med en skuldertrækning. "For nu. Der er endnu tre prøver tilbage."
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 4, 2016 4:05:08 GMT
Taran løftede et øjenbryn, da hun fortalte at eleven fra Beauxbatons førte. På trods af at han ikke kendte knægten, holdt han naturligt med Hogwarts elev, af loyalitet overfor sin gamle skole. "Så kan der jo nå at ske meget endnu. Jeg tænker dog ikke at mange af udfordringerne handler om botanik?" Der kunne selvfølgelig være andre grunde til at det var hende der bar blevet sendt med skolen end hendes fag. Når Elyan havde fortalt om turneringen havde det altid handlet om drager og store labyrinter.
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 4:12:34 GMT
Georgiannas læber trak op i et næsten hemmelighedfuldt smil over hans antagelse og hun slap en lille lyd, før hun tog en tår af den endnu lune ingefærøl. "Det vil mange mene," begyndte hun og rankede sig let. "Men mine planter kan mange ting. Ting, hvor selv en tryllestav er nyttesløs."
Øjnene kneb sig sammen, men tænderne kom til syne i smilet. "Det handler blot om at vide, hvad det er."
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 4, 2016 4:29:22 GMT
På trods af at Tarans mor ikke var nogen botanikprofessor, var hun selv urtekyndig, og holdt en stor samling af de magiske urter, rundt omkring slægtens borg. Han havde som ung knægt lært at man ikke skulle undervurdere hvad de kunne, om det så var at tage hans feber, eller få onde drømme til at forsvinde. Han nikkede derfor også blot anerkendende og tog endnu en tår af sin øl. "Min moder er selv urtekyndig. Desværre har jeg ikke arvet hendes grønne fingre. Jeg hører stadig en smule dårligt på mit venstre øre efter at vi skulle omplante mandrakes på mit andet år." Det var synd at sige at Taran havde brillieret i sine botaniktimer i sin tid på Hogwarts.
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 4, 2016 4:40:05 GMT
Georgiannas interesse vågnede med det samme over hans svar og ved hans uventede afslutning, røg en impulsiv, dæmpet latter over hendes læber. Det blev siddende i mundvigenes bue og skinnede kort i de mørke øjne, da hun så på ham.
"Det er ikke ment for alle," konstaterede hun. "Kun de mest nænsomme formår at tøjle planterne til fulde. Ser du dig selv som en nænsom mand, sir Weasley?"
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 4, 2016 4:47:32 GMT
Ovenpå den tunge stemning der havde hersket over dem for lidt siden, kom hendes dæmpede latter en smule bag på ham. Det var ikke uvant at han formåede at underholde folk, men som latteren blev besvaret med et bredt smil, glemte han et kort øjeblik at hun var franskmand. "Jeg er desværre en soldat og ikke en håndværker. Mine hænder er lavet til at svinge et sværd, ikke til at lue ukrudt. Jeg har stor respekt for de der forstår sig på det, men jeg ville have ondt af den plante jeg selv skulle passe."
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 6, 2016 21:01:43 GMT
Det var som om den tunge stemning løftede sig, da først Taran smilede. Det ændrede hele hans udstråling. Hun gengældte det, mere diskret, og det forblev der, da han svarede på hendes næste spørgsmål. Hans ord var velrettede og interessen var stadig levende i hendes blik, selv efter samtalens tidligere drejning.
"Måske har du bare ikke fundet den rigtige," drillede hun lavmælt og så på ham med et glimt i de mørke øjne, før hun drak af sin ingefærøl.
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 6, 2016 22:47:56 GMT
Taran var ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere den mere løsslupne stemning der var opstået imellem dem. Måske var det ingefærdøllet der havde gjort sin virkning på franskmanden, men da det ikke indeholdt de store procenter, var det måske nærmere øllet han selv drak der havde løsnet hans humør. "Hvis du kender en plante der hverken skal vandes eller passes er jeg lutter ører. Min kære moder ville blive svært imponeret hvis jeg var i stand til at holde liv i noget grønt."
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 6, 2016 22:57:05 GMT
Georgianna var ikke en person, der hang sig i alvor, hvis hun kunne undgå det. Hun foretrak livets lysere sider og hvad de havde at byde på. Af samme grund hengav hun sig nemt til stemningsskiftet og smilede lidt over den halve udfordring han stillede foran hende.
"Det er ikke små krav," konstaterede hun og hævede øjenbrynene lidt. "Spørg mig igen, næste gang vi ses, sir Weasley. Så har jeg måske et svar til dig."
|
|
|
Post by Taran Weasley on Dec 7, 2016 0:50:58 GMT
Taran havde intet imod at sætte franskmanden på en svær opgave, og dog måtte han alligevel løfte et rødligt øjenbryn ved hendes svar. Han havde ærlig talt ikke regnet med at hun ville tage hans forspørgsel seriøst, og dog virkede det til at hun oprigtigt havde tænkt sig at finde ham en mirakelplante. "Næste gang? Hvor tænker du at vores veje kunne mødes igen?" Taran var ikke frastødt ved tanken, slet ikke, han var blot nysgerrig. Det var ikke tit at han kom til Hogsmeade, og der skulle derfor ligeså tilfældige omstændigheder til, som dem der havde sat dem sammen ved baren den pågældende aften.
|
|
|
Post by Georgianna Loïc on Dec 7, 2016 14:56:01 GMT
Overraskelsen på hans ansigt fik hende til at smile let og skuldrene hævede sig en enkelt gang, før de faldt igen. "Det kan jeg ikke sige," svarede hun ærligt og drejede hovedet mod ham. Der var noget ved den rødhårede troldmand, hun ikke helt kunne sætte fingeren på - som om hun ikke forstod ham helt og måske var det det, der havde fanget hendes interesse.
"Måske sker det aldrig. Måske gør det."
|
|