Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det ville være løgn at påstå, at Josselyn ikke havde tænkt på den mørkhårede adelsmand siden deres sidste møde, faktisk havde hun været så optaget af sine tanker at en af de andre tjenestepiger havde påtalt hendes flyvske sind. De var selvfølgelig ikke nemme at narre og var alle sammen nysgerrige efter at vide, hvem bejleren var. Desværre kunne hun ikke sige det, hun vidste jo at det aldrig ville blive til mere.
Da hun hørte at Brayan kom på besøg blev det endnu værre og hun endte med at have rutsjebaner af følelser, alt fra glæde, til nervøsitet, til sorg og det der var værre. Middagen nærmede sig og hun vidste han ville være i spisesalen, hun overvejede at gå derhen, men hun havde stadig nogle opgaver hun skulle have klaret og det var først da selskabet trak sig tilbage til de mere afslappede lokaler at hun fik tid til at nærme sig.
Forsigtig åbnede hun døren på klem og stod mussestille ude på gangen og betragtede gæsterne, hendes blik vandrede søgende efter et kendt ansigt. Da hun fandt ham, bankede hendes hjerte hurtigere og hun formåede ikke at tage blikket fra ham. Hun burde måske gå sin vej, men hun blev stående, fortabt i synet af den mand hund elskede.
Post by Brayan Muldoon on Nov 13, 2016 17:37:18 GMT
Brayan var fordybet i samtale med de to, mandlige medlemmer af Malfoyslægten og der var en behagelig følelse af normalitet over det. Én der havde været svær at finde, ovenpå alt, hvad der var hændt og hvordan det også havde forandret ham selv. Her var det mere eller mindre som det plejede og han sippede tilfreds til en dyr vin, mens han lyttede til en udredning af et problem forårsaget af mugglerne i en af landsbyerne.
Et sted bag dem småsnakkede de to Malfoykvinder og det var kun ganske kort, at hans opmærksomhed drev. Trækket, der fik et vokslys til at blafre. Øjnene gled over mod døren og hvad han skimtede gennem den lille sprække, fik ham til at stivne på stedet. Et øjeblik stirrede han, som om han ikke troede sine egne øjne.
Post by Josselyn Wright on Nov 13, 2016 17:52:07 GMT
Josselyn hang alt for længe i døren, hun vidste hun burde gå sin vej, hun stod til at få en skideballe hvis en fra Malfoy familien så hende. Alligevel blev hun stående, først da Brayan uventet mødte hendes blik, fór hun sammen og slap døren så den lukkede med en afdæmpet knirken. Hun trådte et skridt tilbage i den mørke gang og så sig hurtigt omkring. Et øjeblik stirrede hun på døren, inden hun gav sig til at gå ned ad gangen, for blot at stoppe op og kigge sig tilbage over skulderen uden at kunne få sig selv til at gå sin vej.
Post by Brayan Muldoon on Nov 13, 2016 20:51:36 GMT
Brayan nåede at narre sig selv til at tro at han havde set syner i omkring to sekunder, før han hørte dørens knirken. Pludselig tør i halsen, tog han en tår mere af vinen, inden han måtte sætte den fra sig. Med en undskyldning, der ikke behøvede uddybning foran kvinderne, rejste han sig fra bordet og forlod rummet med nogenlunde ro.
Hun var ikke væk, da han kom ud. Skikkelsen i den anden ende af gangen var helt genkendelig og han var i færd med at krydse afstanden allerede, før han tænkte nærmere over det. En hånd lukkede sig om hendes arm, da han nåede frem - ikke hårdt, men alligevel bestemt nok til at trække hende med om det næste hjørne, hvor han var sikker på ikke at blive overhørt.
Post by Josselyn Wright on Nov 13, 2016 21:10:39 GMT
Josselyn hørte skridtene bag sig, men hun skyndte sig ikke videre, det var nærmere som om at hun gik langsommere indtil hun mærkede hans hånd om sin arm. Hendes blik så ængsteligt ind i hans og hun trak vejret hurtigt, en smule panisk over at han havde opdaget hvem hun var. Hun overvejede at brygge videre på historien om skæbnen, men det var vist på tide at hun fortalte ham sandheden.
"Jeg er tjenestepige her." Sagde hun og rynkede sine øjenbryn, mens hun så ham beslutsomt i øjnene. Hun skammede sig ikke, selvom hun vidste, at han nok aldrig ville tale til hende igen.
Post by Brayan Muldoon on Nov 13, 2016 21:26:25 GMT
Svaret gav naturligvis mening, men det betød ikke, at det var det han havde lyst til at høre. Den skarpe indånding måtte kunne høres og han slap hendes arm brat. Det beslutsomme blik tog pusten fra ham, men ikke så meget som indsigten af hvem hun var. Hvor hun var. Hvem hun var hos.
Han fandt ingen ord. Han stirrede bare ned på hende. Overvældet af indsigten. Der var ikke snerten af vrede eller foragt. Kun et decideret håbløst, chokeret udtryk.
Post by Josselyn Wright on Nov 14, 2016 9:08:33 GMT
Brayans reaktion var ikke den hun havde forventet, måske at han var blevet chokeret, men ikke på den måde han så på hende. Håbløs var ikke den følelse hun havde regnet med. Vrede, afsky eller noget i den retning var nærmere det der var dukket op i hendes tanker.
"Hvad er der?" Spurgte hun og så tøvende på ham, mens hun løftede sine øjenbryn en smule i en undrende mine. "Jeg er tjenestepige for Marie Malfoy, hun er en ganske venlig frue." Sagde hun, mest for at fylde stilheden med et eller andet. Hans tavshed gjorde hende nervøs.
Post by Brayan Muldoon on Nov 14, 2016 22:35:17 GMT
Det var så absurd. Han kunne ikke forstå det. Han hørte hendes ord, selvom han absolut ikke havde lyst og det var som om, at hans hoved nægtede at anerkende sandheden. "Hvad lavede du i Skotland, hvis du hører til her?" kvækkede han endelig og som han gjorde, indså han også hvor han stod.
Før hun kunne nå at svare, havde han taget en skarp indånding. "Jeg kan ikke blive stående her," konstaterede han og var allerede på vej væk, mentalt, såvel som fysisk.
Post by Josselyn Wright on Nov 15, 2016 8:06:35 GMT
Josselyn trådte ind foran ham og blokerede hans vej, fast besluttet på ikke at lade ham gå lige med det samme. "Så nu betyder alt det der er sket ingenting?" Spurgte hun og så ham direkte i øjnene uden at give ham lov til at slippe, før han havde vist i hvor høj grad han rent faktisk var et arrogant røvhul, som alle havde sagt han var.
Post by Brayan Muldoon on Nov 15, 2016 20:47:55 GMT
Brayan kunne have fysisk flyttet hende, da hun trådte ind foran ham. I stedet så han ned på hende med et stormfuldt blik, gennemsyret af både frustration og håbløshed.
"Det sagde jeg ikke," svarede han hende med den dybeste alvor og en stemme, der næsten dirrede, selvom han ikke havde hævet den. "Nogen kommer til at se os her og medmindre du har tænkt dig at bryde de løfter du gav mig om at holde tand for tunge, hvordan har du så tænkt dig at forklare det?"
Hænderne knyttede sig sammen, men han rakte ikke ud efter hende. Heller ikke selvom han havde lyst til at gribe om hendes skuldre. "Det her er ikke stedet eller tiden."
Post by Josselyn Wright on Nov 16, 2016 7:47:16 GMT
Josselyn pressede sine læber sammen og blev meget tavs, mens han forklarede sig selv. Hun følte sig utrolig dum og vidste derfor ikke hvad hun skulle sige, hendes blik gled tøvende hen over hans ansigt inden hun trådte til siden og så ned på gulvet. Hendes ansigt var udtryksløst, men indeni bankede hendes hjerte hurtigt og tårerne pressede sig på i hendes øjne. Hun forsøgte at blive stående sådan, men i sidste ende kunne hun ikke holde sig selv fra at skæve op på ham. "Undskyld." Mumlede hun og bed ned i sin underlæbe.
Post by Brayan Muldoon on Nov 16, 2016 11:30:42 GMT
Brayan var overvældet. Han havde ikke regnet med, at det var stedet han ville blive konfronteret med den lyshårede kvinde, der havde taget sig af ham. Det var delvist det, der fik ham til at reagere som han gjorde. Da han så de skinnende, blå øjne, kunne han dog ikke tilnærmelsesvis lade som ingenting.
Et lettere forpint udtryk gled over hans ansigt og han endte med at dreje sig helt mod hende. "Lad være," bad han. En enkelt hånd gled op og kærtegnede hendes kind flygtigt. "Jeg vil gerne se dig, men det kan ikke være nu. Senere...?"
Post by Josselyn Wright on Nov 16, 2016 17:24:32 GMT
Josselyns kinder brændte da han kærtegnede hendes kind og hun vendte blikket op mod hans, mens et lille smil hvilede på hendes læber. Hun nikkede en enkelt gang, inden hun gled tungespidsen hen over sine læber og sagde: "Senere." Hendes blik hvilede stadig i hans, hun ville ønske hun kunne give ham et kys men det var for risikabelt.
Post by Brayan Muldoon on Nov 16, 2016 22:44:56 GMT
Brayan nikkede let og trak hånden til sig igen, selvom han stadig kunne mærke fornemmelsen af hendes varme hud mod fingerspidserne. Der var dog ikke flere ord at sige nu, så uden mere forlod han hende der - med hamrende hjerte og en stigende uro i kroppen. Som om han ikke havde haft bekymringer nok i forvejen.
Han kunne dog ikke hænge ved det, men måtte vende tilbage til selskabet og da han gjorde, var det med en mine som om at intet udsædvanligt var hændt.
Post by Josselyn Wright on Nov 17, 2016 7:30:04 GMT
Josselyn lå senere i sin seng og overvejede hvad mulighederne var, enten lagde hun sig til at sove som hun egentlig havde forestillet sig, eller også så opsøgte hun ham på hans værelse. Det sidste virkede utrolig ufornuftigt, men hun kunne ikke længere holde sig på dydens smalle sti, som hun ellers altid havde været så stolt af at kunne.
Et øjeblik senere havde hun forladt sin seng og var listet ud på gangen, iført sin underkjole og et sjal udenover. Mirakuløst blev hun ikke opdaget på vej derhen og formåede da også at finde hans værelse. Forsigtig tog hun i dørhåndtaget og åbnede døren, uden at spørge om lov, hun risikerede for meget ved at blive stående ude på gangen. Hun lukkede den også i bag sig hurtigt og bed sig i læben, mens hun håbede han ikke ville smide hende ud med det samme.