|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 8, 2016 23:49:53 GMT
At Ethel var skræmt var en underdrivelse. I hvad hendes hullede hukommelse huskede havde broderen altid været hendes klippe, den der havde beskyttet hende, lyttet til hende, og vist hende den rigtige vej. Hun kunne dårligt kende de vrede øjne, eller hånden der havde lagt sig om hendes hals. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder, som billedet af broderen krakelerede. Leo ville ikke slå, eller skræmme hende. "Leo.. Jeg ville jo bare hjælpe.. Advare jer.." Hendes stemme var næsten uhørlig, som de bange, brune øjne mødte hans. Hun vidste at deres far ikke ville forstå hende, at han ikke brød sig om de ting hun så.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 9, 2016 21:46:22 GMT
Vreden fortog sig ikke over tårerne og han slap ikke grebet, men trådte tættere på hende med et faretruende glimt i blikket. Der var ikke meget at sige. Blot et gentagende, lavmælt, truende:
"Er. Du. Med?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 9, 2016 22:20:16 GMT
Ethel var på ingen måder forberedt på Lionels reaktion. Hun havde forventet at han måske ville rynke på næsen, måske bede hende om at holde det for sig selv, men hun havde aldrig troet at han ville blive så fysisk, rasende og skræmmende. Hun kunne ikke gøre andet end at snøfte og nikke, i et forsøg på at få sin velkendte, stolte bror tilbage. Hun ville have at det bare skulle være en ond drøm, ligesom alle de grufulde ting hun så i sine mareridt. "Ja.. Ja.. Du.. Gør mig ondt Leo.." Blikket var både såret og bedende, som hun forsigtigt lagde sin blege hånd på den han havde solidt plantet om hendes hals.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 10, 2016 0:16:05 GMT
Lionels tænder skar mod hinanden, før han trak den ene hånd til sig, men med den anden trak Ethel væk fra væggen og fortsatte videre ned af gangen.
"Stille," beordrede han bidsk, uden at efterlade nogen tvivl om, at han ville gøre hende ondt igen, hvis ikke hun kom med ham og gjorde som han sagde. Hun havde i den grad klokket i det.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 10, 2016 0:29:50 GMT
Ethel turde ikke sige noget, da broderen beordrede hende at tie. Hun anede slet ikke hvad hun skulle stille op med sig selv, om hun skulle føje ham, eller forsøge at tale ham fra hende. Hun kunne ikke huske at hun nogensinde havde stået i en lignende situation, og alligevel føltes det hele sært velkendt, som han han klemte på det blå mærke hun allerede havde på håndleddet. Mindre modvilligt end før, fulgte hun i stedet med, før hun fik samlet mod sammen til et sidste bedende, næppe hørligt "Leo.."
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 10, 2016 18:18:57 GMT
Lionel slæbte Ethel ind på et af de kolde, tomme værelser, som ikke blev varmet op sædvanligvis, men stod klar til gæster. Han slap hende og smækkede døren i, før han drog sin tryllestav og med et irritabelt "Lumos," som fik tippen til at lyse op i det bælgmørke rum og oplyste et ansigt fortrukket i vrede.
Han trådte frem imod sin lillesøster med hævet stav og stirrede på hende. "Hvad bilder du dig ind, Ethel? Du kommer her - uinviteret i mit hjem - og spreder din uønskede forudsigelser til min hustru, som stadig sørger over tabet af vores søn. Du kommer her, velvidende at ingen vil have dig uinviteret på besøg. HVAD BILDER DU DIG IND?!"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 11, 2016 0:21:15 GMT
Ethels underlæbe dirrede, som hun lyttede til broderens skæld ud. Ud over at tonefaldet kom bag på hende, kom budskabet ligeså. Hun vidste ikke at Marie havde tabt en søn, nyheden fik hendes hjerte til at synke endnu dybere ned i hendes spinkle bryst end det allerede var, midt i det hjem hvor hun havde troet at hun altid var velkommen. "Jeg.. Vidste ikke.. Jeg ville jo bare hjælpe." Hendes skræmte brune øjne var bedende, som de kiggede op på broderen der ikke blev mindre uhyggelig af tryllestavens lys.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 11, 2016 1:01:00 GMT
Lionel standsede først, da han var lige foran lillesøsteren, bøjet en anelse ind over hende og uden bekymringer for præcis hvor tæt han stod og råbte hende op i ansigtet. Han gav pokker i det. Hun havde trådt over en grænse.
"Du er ingen hjælp, forstår du?" Blikket var lige så edderspændt som resten af ham. "Du er til besvær, du sætter familien i et frygteligt lys og ingen vil høre om dine syner. Det ville være bedst, om du aldrig kom her og holdt dig til Gaunts, hvor du hører til!"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 11, 2016 1:10:26 GMT
Sandhederne nåede Ethels ører, som var det første gang at hun hørte dem. Det var som om noget gik i stykker inden i hende, som han tog alt det hun havde gået og troet på fra hende, og rev fundamentet væk under hende. "M.. Men.. Jeg er din søster.." Det var det eneste rationelle holdepunkt hun havde. Deres blodsbånd kunne han ikke tage fra hende. "En Malfoy.." Hun blinkede et par tårer ud af sine øjne, som hun stadig stirrede sig blind på ham, i søgen efter et gran af medlidenhed og forståelse.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 14, 2016 18:39:10 GMT
Lionel vidste, at han ville blive nødt til at fjerne Ethels minder. Det var enten det eller at lade faren eller Gaunt gøre det samme og han havde ikke tænkt sig at overlade dem det beskidte arbejde, fordi han selv var for blødhjertet. For nu fik han sine frustrationer ud. Det hjalp indtil hun begyndte at græde og han rynkede på næsen i svag væmmelse.
"Du er ikke en Malfoy," konstaterede han. "Du er svag. Og du er uværdig. Og du forstår ikke hvornår du er uvelkommen."
Han tog en dyb indånding og forberedte sig mentalt. Han havde aldrig udført besværgelsen på Ethel før.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 14, 2016 19:58:03 GMT
På trods af at han ikke slog hende, føltes det alligevel som om han gav hende den ene lussing efter den anden. Hvordan kunne han sige sådan til hende.. Hendes elskede bror. "Men.. Jeg er din søster.. Elsker du mig ikke?" Det var farligt at stille spørgsmålet, og hun frygtede svaret, men hendes mund løb af med hende som den altid havde gjort.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 14, 2016 23:04:51 GMT
Lionel tog en dyb indånding ved Ethels ord og tvang sig selv til at lægge ansigtet i alvorlige folder. "Selvfølgelig," svarede han hult og uden meget ægthed bag. Han var ellers en god skuespiller når han gad.
"Men du er i vejen," konstaterede han fladt. "Heldigvis er der råd for det. Kom her, Ethel." Han vinkede hende lidt hen imod sig.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 14, 2016 23:26:34 GMT
Ethel forstod ikke alt hvad han sagde, og dog valgte hun at stole på ham, alt andet ville gøre for ondt. Hendes storebror var trods alt hendes klippe. "I vejen.. Hvad mener du?" Hun trådte tøvende et skridt væk fra ham. Hun var ganske vidst forvirret og distræt, men hun var langt fra så dum som de fleste troede. "Hvis du elsker mig, hvorfor gør du så sådan ved mig?" Hendes hånd vidste udmærket hvor hendes tryllestav var, og dog havde hun ikke tænkt sig at bruge den imod Leo. Hun havde dog heller ikke tænkt sig at gå direkte ind i løvens hule igen.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Nov 15, 2016 19:40:23 GMT
Lionels kæbe spændte lidt, da hun ikke lystrede. Det kom ikke som en overraskelse, men det var ville ikke gøre nogen forskel i sidste ende. Hans tryllestav var allerede fremme og gav hele rummet et spøgelsesagtigt skær og han var en dygtig duellant med både et sværd og den skarpe træstav. Der havde ikke været et alternativ da han voksede op.
"Obliviate," sagde han bestemt, som han svang tryllestaven direkte imod Ethels hoved og holdt den der i luften. Der var en del at fjerne og han var ikke nær så øvet som sin fader.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 16, 2016 23:47:12 GMT
På trods af at mange ville tro det, var Ethel ikke langsom. Hun var aldrig blevet truet med en tryllestav før, ikke så vidt hun huskede, men da broderen pegede sin egen imod hende for at kaste en besværgelse, var hun ikke sen til at gribe om sin egen. Det var temmelig instinktivt at hun kastede sig i ly for hvad end han ville kaste, mens hun hørte sin egen mund sige "Expelliarmus" til modsvar. Ethel var ikke nogen duellist. Faktisk havde hun temmelig flittigt undgået disciplinen hele hendes liv. Afvæbnebesværgelsen var så langt hun overhovedet var kommet. Hun havde heller ikke lyst til at udkæmpe en duel imod Leo, hun ønskede blot at han ville stoppe med at være så led imod hende, det lignede ham slet ikke. Ligeså lidt som obliviate lignede en besværgelse man ville bruge i en duel, nu hun tænkte over det.
|
|