Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Marie virkede ikke overbevist af Ethels ord. I virkeligheden var hun rædselsslagen i nærheden af de store dyr og foretrak at holde sig på afstand.
"Man bliver så frygteligt beskidt," svarede hun blot simpelt, uden at udpensle at det kun var en af hendes forbehold. "Jeg foretrækker andre rejsemetoder."
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 5, 2016 0:49:46 GMT
Ethel havde aldrig rejst lange ture på sin hest som mugglerne gjorde det, i stedet var hun frygtelig begejstret for at bruge den når hun red rundt og betragtede deres møjsommelige arbejde på først Malfoyfamilien og senere Gauntgodsets jorde. "Det er jo derfor at man har ridetøj på, så man ikke smudser sine kjoler." Hun smilede en smule overbærende, hun havde altid følt det frygtelig morsomt at have ridebukser på. "Jeg syntes til gengæld at man bliver så frygtelig støvet af susepulver." Måske var det fordi at hun stadig ikke var blevet helt god til at rejse gennem pejsesystemet, og havde haft et par uheld hvor hun var havnet på det forkerte sted.
Maries øjenbryn hævede sig lidt i overraskelse. "Bukser?" gentog hun og gjorde intet for at maskere sine sande følelser omkring konceptet. Ikke ti vilde heste, ironisk nok, ville nogensinde kunne få hende til at iføre sig mandsbeklædning. "Hvor... Primitivt."
Men uden tvivl ikke lige så pinefuld som samtalen. Heldigvis lød et højt plop snart, da husalfen dukkede op med deres te og serverede den.
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 5, 2016 2:13:30 GMT
Efter at havde forsøgt at ride damesaddel, og ride i kjole var Ethel kommet frem til at et par skindbukser var langt mere praktiske når man skulle sidde på ryggen af en hest. På trods af at det var mandsklædning, var det svært at galopere anstændigt med skørterne oppe om hofterne. Hun kunne derfor ikke undgå at føle sig en smule stødt over Maries kommentar, før det hurtigt blev glemt af alfen dukkede op med teen. "Ah The! De små væsner ved altid hvad man har brug for." Hun smilede venligt til alfen, og derefter til svigerinden. Det var allerede gledet bort i hendes hukommelse at hun havde inviteret selv selv på den varme drik.
Der var tidspunkter, hvor Marie var mere rummelig omkring svigerindens særheden. For eksempel til et selskab, hvor hun nemtk kunne undskylde sig. Her, helt alene med hende i sit eget, private kammer og uden at have haft nogen idé om, at hun ville få selskab, var situationen en helt anden.
Hun undertrykte et suk over Ethels overraskelse og tog blot imod sin egen tekop - lettere uformelt siddende i vindueskarmen.
"Hvad var det, du ønskede at tale med min mand om, Ethel? Måske jeg kan hjælpe?"
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 7, 2016 14:07:34 GMT
Ethel havde næsten glemt hvorfor at hun overhovedet var rejst til Malfoy Manor, og først da Marie nævnte hendes broder kom hun i tanke om det. Synet. I hendes sønderrevne hukommelse, var det sjældent at de satte sig fast, men når hun kiggede ud på de rimdækkede marker, var ordene kommet til hende igen og igen. Hun kiggede tøvende op på svigerinden, på trods af at hun var stolt over sin gave, var det ikke alle hun delte den med, og dog var synet tiltænkt dem begge. "Jeg.. Så noget den anden dag.. Noget om dig og min broder." Hendes blik var pludselig meget alvorligt, som hun trak sin kop til sig og afventende varmede fingrene på den.
Marie vidste, at Ethel var lidt speciel. Hun vidste ikke, hvilken gave heksen besad og da hun talte, var det ikke den kobling tankerne lavede. Tværtimod var hun ikke i tvivl om, at det var endnu en særhed og det krævede lidt at stable det pæne smil på læberne.
"Og hvad var så det?" spurgte hun med let hævede øjenbryn, uden at tage sig af det alvorlige ansigtsudtryk.
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 8, 2016 21:33:36 GMT
Ethel kiggede sig en smule omkring, før hun var sikker på at de var alene i rummet. Hun vidste at Lionel ikke altid brød at om at vide hvad hun så, men hun følte alligevel at hun blev nødt til at fortælle dem det. Måske var det i grunden bedst at det var Marie der fik det af vide. "Jeg.. Jeg så en mark, en mark omgivet af ulykkesfugle, krager.. De pirkede i jorden, skræppede, de åd alt sæden.. Midt på marken, hånd i hånd, stod du og Lionel. Lionel såede, han kastede sæden omkring jer, men hver gang at det lagde sig på jorden, fløj kragerne ned og åd det.. Det blødte imellem jeres hænder, kragernes skrig blev højere, det dryppede ned på jorden.. Højere og højere og højere." Ethels blik var blevet fjernt som hun fortalte, men hendes stemme var blevet anderledes alvorlig, som hendes blik vendte tilbage til værelset og fandt Maries.
Marie vidste tydeligvis ikke, hvad hun havde i vente. Da Ethel begyndte at tale svandt den lettere ligegyldige attitude ind. I stedet blegnede adelsfruens ansigt og en enkelt, klam kuldegysning løb ned over Maries rygrad. Et højt klink lød, som hun satte tekoppen lidt for hårdt fra sig i vindueskarmen.
"Så er det godt, Ethel," afbrød hun hårdt. Hun var kommet på benene og lingnede absolut ikke en, der var tilnærmelsesvis tilpas. "Jeg tror det er på tide, du tager hjem til din mand."
Lionel havde været ude og tilse marker, der var frostramte før forventet og kom tilbage til Malfoys godt træt fra rideturen med en kold næse og et stærkt behov for et varmt bad eller en varm kvinde. Begge dele burde være at finde i hans egne gemakker og det var der han stilede imod med lange skridt, der nær havde væltet den husalf, som kom skyndigt ud af en dør.
Han beordrede et bad fra den, før han selv åbnede døren og trådte ind til synet af en vred Marie og... hans søster. Blikket gled mellem dem, før han antog en kølig mine, helt afskåret fra den røde tud han gik rundt med.
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 8, 2016 22:52:33 GMT
Hvad end alvorlighed der havde haft hold i Ethel, forsvandt som Marie hidsede sig op. Hun blinkede et par gange forvirret med øjnene, over den andens reaktion, og anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, som hun blot havde forsøgt at hjælpe. Det var vigtigt at Marie forstod hvad hun sagde, der lå altid en advarsel i det hun så. Hun forsøgte at løfte hånden for at berolige den anden og komme til orde, før en kærkommen skikkelse trådte ind i kammeret og afbrød dem. "Jeg.. Jeg forklarede Marie hvad jeg har set. Det er vigtigt Leo." Blikket var igen alvorligt, som det landede sigende på hendes storebror.
Marie var en adelskvinde til fingerspidserne og mistede ikke nemt besindelsen. Alligevel var hun helt klart oprevet nu og det ændrede sig ikke, da Lionel åbnede døren. Hun var kun lettet over at se ham, selvom hun fortsat stirrede ligblegt på Ethel og virkede som en, der ville ønske at hun kunne afstanden mellem dem betragteligt.
"Det er det pure nonsens," svarede hun, men der var en enkelt dirren i hendes stemme, der afslørede hende. Sammen med den klamme fornemmelse, der stadig holdt et greb om hendes rygrad.
Det tog Lionel få øjeblikke af Ethels plapren, før han fattede hvad hun havde gang i og de lyse øjne lynede af vrede. Han gik frem imod hende og greb fat ved hendes arm. "Du har skræmt Marie med dit vås," skændte han, før han begyndte at gå og hev hende med sig.
"Det tager blot et øjeblik," lovede han Marie, før han trak lillesøsteren videre med sig, uden nogen forsøg på at foregive blidhed.
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 8, 2016 23:28:40 GMT
Ethel kunne ikke huske at Lionel nogensinde havde kigget sådan på hende, det skræmte hende, og hun rystede svagt, som storebroderen trak af sted med hende. Hun forstod ikke hans reaktion, den vrede han tydeligvis havde rettet mod hende, Den gjorde hendes øjne våde, og fik ordene til at sætte sig fast i hendes hals. Hun havde jo bare forsøgt at hjælpe.. Advare dem. "Lionel.. Det er vigtigt.." Der var en svag hulken i hendes stemme, som hun forsøgte at sætte hælene i, og vride sig fri, en modstand svarende til en brise der forsøgte at vælte et bjerg.
Som Ethel satte hælene i, greb han hårdere fat og trak hende mere bestemt ud af rummet, før døren smækkede i bag dem. Han pressede hende op imod væggen med et greb om hendes hals og et blik, der ikke lod sig modsige.
"Nu følger du med mig som en god lille pige, Ethel, eller jeg svarer ikke for konsekvenserne, er du med?"