|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 3, 2016 16:20:16 GMT
Marie MalfoyPå trods af at Ethel snart havde boet på Gauntgodset i et par år, var og blev Malfoy Manor hendes hjem. Hun brugte derfor også enhver lejlighed til at invitere sig selv tilbage dertil. På trods af at det ville være passende at aftale hvornår hun kom, havde Ethel aldrig følt at hun behøvede det når hun besøgte sit hjem, det var et af de få steder hun kunne tage hen ueskorteret af sin husbond. Tjenestepigen så derfor også en smule overrasket ud, da Ethel trådte ud af pejsen, og stammende kunne fortælle at ingen af de to Hr. Malfoys var hjemme i øjeblikket, men at kun husets frue befandt sig i sine gemakker. Ethel forsøgte ikke at være skuffet, da hun lod pigen føre hende til Maries kammer, hvor hun forsigtigt bankede på.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 3, 2016 21:52:39 GMT
Marie var kommet sig. Helt fysisk og næsten mentalt. Der var dog sket en forandring efter episoden. En forsigtighed, som ellers aldrig havde været der før og det var samme grund til at hun ikke var taget med sin mand til en begivenhed, hvor hendes tilstedeværelse ikke var absolut nødvendig.
I stedet for at bruge tiden med sin svigermor, nød hun en stille dag i sine egne gemakker. Den snehvide kat spandt i hendes skød og hun strøg den over hovedet, som blikket vandrede ud gennem en rude mod et næsten frostklart landskab. Trods sine forbehold mod det kolde, våde land, så var det smukt nu i det lys og hun smilede ganske svagt for sig selv, da det bankede på døren.
En lille rynke trak hendes bryn sammen, velvidende at Josselyn ikke var der i øjeblikket og at Deana havde været optaget. Ikke desto mindre kaldte hun et bydende "ja?" uden at rejse sig fra vindueskarmen. Det var formentlig en af tjenestefolkene uanset.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 3, 2016 22:10:22 GMT
På trods af at de var svigerinder, var det ikke synderligt meget Ethel kendte til den franske heks. Hun havde mødt hende til forlovelsesfesten og brylluppet, og det var derfor også en smule mere høfligt at hun åbnede døren, da hun blev budt ind. "Marie.." Hun lyste op i et bredt smil da hun trådte ind i rummet. "Jeg kom egentlig for at besøge Leo, men han er åbenbart ude. Jeg håber ikke at jeg forstyrrer." De brune øjne gled nysgerrigt rundt i værelset, før de gled spørgende over på svigerinden. Hun havde dog ikke tænkt sig at godtage nej som et svar.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 3, 2016 23:52:23 GMT
Overrasket ville være et mildt ord at bruge for hvordan Marie havde det, da hendes svigerinde trådte ind i de private gemakker. Normalt ville hun forvente en annoncering af en gæst og forberedelse af en af stuerne og af samme grund var hun helt uforberedt - og ikke helt tilfreds med det.
"Ethel," hilste hun tøvende, men med et venligt smil. "Jeg er ked af, at du måtte rejse forgæves. Er der noget vi kan gøre for dig...?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 0:14:39 GMT
Ethel havde aldrig følt sig som en fremmed i sit eget hjem, og på trods af at hun kom uanmeldt ind på det store kammer, havde hun betrådt broderens værelse længe før han overhovedet havde vidst at Marie fandtes. Ikke fordi hun følte sig mere berettiget til at opholde sig derinde, men hun følte sig dog berettiget nok til ikke at bede om tilladelse til at være der. Hun var en smule usikker på hvad hun egentlig skulle stille op, som om hendes oprindelige formål allerede var gledet halvt ud i glemslen, som om det lykkedes hende at overbevise sig selv om at hun aldrig havde forladt godset. "Te..?" Endte hun endelig med at foreslå spørgende, mens det fjerne, drømmende blik gled rundt i det velkendte værelse.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 4, 2016 0:51:49 GMT
Marie kunne ikke gennemskue Lionels lyshårede lillesøster og var en anelse ukomfortabel i hendes selskab. Hendes måde at slentre ind i rummet var absurd, men hun kunne ikke sige meget til det - så i stedet rankede hun sig bare lidt hvor hun sad og smilede pænt.
"Naturligvis. Itsy," kaldte hun og øjeblikket efter lød et plop, da den ene af husalferne dukkede op. Den forsvandt igen med bestillingen om te og Maries opmærksomhed måtte nødvendigvis vende tilbage til Ethel.
"'avde du en aftale med min mand?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 1:02:13 GMT
Ethel var allerede begyndt at fortabe sig i rummet, som hun pillede fraværende ved himmelsengens gardiner, før franskmandens spørgsmål trak hende tilbage til virkeligheden. Ærlig talt kunne hun ikke helt huske det. "Ja..? Ja.. Ikke at jeg plejer at aftale når jeg besøger min broder. Har du fundet dig til rette? Jeg har altid syntes at hans kammer manglede en kvindelig hånd." Hun var i tvivl om hvad der egentlig havde ændret sig derinde, men gardinerne virkede nye, som hun lod fingrene glide over det smukke stof, der syntes at opsluge hendes opmærksomhed.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 4, 2016 1:33:44 GMT
Marie, der havde nydt sin dag alene, var allerede træt af selskabet. Den eneste grund til at hun ikke bad den lyshårede heks om at lade være med at pille ved det dyre sengeforhæng var fordi hun var Lionels søster.
"Jeg er tilfreds," svarede hun med det samme, pæne smil og uden den mindste smule lyst til at give et mindre generisk svar. Ikke til den sære, uforudsigelige skikkelse.
"Vil du ikke sidde ned, Ethel...?"
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 1:47:45 GMT
Ethel var endnu engang svundet ind i sin egen verden, som hendes fingre studerede det dyre stof, der var langt mere interessant end svigerindens forudsigelige svar. Hun ville gerne have hørt noget mere uddybende, og hun frigjorde sig derfor først fra gardinet da hun blev budt at sidde. På trods af hendes rådne hukommelse, var det så vandt en bevægelse at sætte sig på broderens sengekant, at kroppen fandt den helt af sig selv, mens hendes opmærksomhed igen fandt hendes franske svigerinde. "Er du med barn? Thomas glæder sig sådan til at få en lille fætter eller kusine." Hun nikkede venligt, mens hendes øjne studerede Maries maveregion efter tegn på at hun snart skulle være faster.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 4, 2016 2:08:23 GMT
Marie var ikke sikker på, at hun nogensinde så brændende havde ønsket at Lionel ville komme hjem, som hun gjorde i det øjeblik. Fingre krummede sig sammen i kattens pels, med en utilfreds miaven som svar, mens hun selv kontrollerede sine ansigtstræk til det yderste.
"Non. Ikke endnu," fik hun frem med et fremtvunget, beklagende smil og en knugen i mellemgulvet.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 2:24:12 GMT
Ethel kunne ikke undgå at se skuffet ud et kort øjeblik. På trods af at hendes mor havde gjort hvad hun kunne for at sætte styr på sin datters ansigtsmuskler, var hun langt fra ligeså poleret som den franske Malfoyfrue. Hun skyndte sig derfor også at ligge en beroligende arm på Maries, med et opmuntrende smil. "Det skal nok komme. Det tog også Gilbert og jeg et års tid, før Thomas endelig var på vej." På trods af at hendes hukommelse var et stort rod, var der dog en ting hun huskede ganske tydeligt, som et blåt mærke kom til syne over hendes håndled da hun rakte ud efter svigerinden, Thomas var først kommet til dem, da hun var vandret ind i Geoffreys favn.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 4, 2016 2:52:17 GMT
Marie ville måske reelt have taget imod forsikringen, hvis ikke hun fortiede hvad der var sket kun dage forinden. Det rev i hende indefra og hun ledte efter ord at sige, da blikket faldt til det blå håndled og hendes tanker fandt den afledning, de havde brug for.
"'ar du slået dig, Ethel?" spurgte hun og så op med et spørgende udtryk i de lyse øjne.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 2:59:10 GMT
Ethel var så vant til at hendes klodsethed bragte hende blå mærker, at hun dårligt lagde mærke til dem mere. Hun blev derfor også først klar over den blå arm, da svigerinden spurgte til den. Hun kunne ikke helt huske hvor mærket stammede fra, men kiggede man godt efter kunne man se de fingre er havde holdt hendes håndled i et fast greb. "Det.. Jeg tror at min hest bed mig.." Hun kiggede eftertænksomt tilbage på den franske heks, uden at virke til at have noget konkret at genkalde.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Nov 4, 2016 3:08:17 GMT
Marie nærstuderede ikke det blå mærke, men havde set spørgende op på Ethel det øjeblik hun havde bemærket det. Af samme grund bed hun ikke mærke i yderligere, men slap blot en lille, spottende lyd bagerst i halsen.
"Frygtelige bæster," sagde hun ligeud, uden at gøre et forsøg på at skjule sin uvilje mod de store dyr - ikke som hun havde gjort det med Leo.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on Nov 4, 2016 3:15:08 GMT
Ethel var dybt uenig med den franske heks. På trods af at hestens bid var den mest rationelle forklaring hun kunne tvinge ud af hendes søderrevne sind, holdt hun det ikke imod det store varme dyr, der havde været i hendes ejerskab længe før hende og Gilbert var blevet viet. "De er ædle på deres egen måde. Der må være noget der har skræmt hende.. Nyder du ikke at ride?" Ethel havde altid følt hestens ryg meget befriende, som hun altid havde elsket at ride rundt på familiens jorde og betragte bøndernes hårde arbejde.
|
|