Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 2:47:33 GMT
Mørke øjne spærrede sig helt vidt op over, hvad Timur gjorde og måske var det i mildt chok over det, at det endte med at være en halvt bestyret, halvt munter lyd, der slap over hans læber. "Jeg ryger helt sikkert i helvede," røg det knastørt over hans læber, på den måde han så ofte talte, hvor der i sidste ende ikke var tvivl om at han ikke mente sine ord.
Til gengæld tog han en dyb indånding, uden at kunne sænke sit hamrende hjerte. Han burde uden tvivl nå endnu et panikanfald, men han var slet og ret for tilpas i hele kroppen til at det kunne ske. I stedet fik han, en smule anstrengt, skubbet sig op på sin ene albue.
Der var mange ord han kunne sætte på det, men selv nu var han en anelse for genert til det, så i stedet endte han med at svare ved at læne sig frem og trykke et understregende kys mod russerens læber - mens han forsøgte at lade være med at tænke alt for meget på, hvad han havde set lige inden og om en svag salt fornemmelse bare var hans fantasi.
Post by Timur Obolensky on Nov 4, 2016 2:58:37 GMT
Timur kunne ikke lade være med at grine over krøltoppens tørre bemærkning, men himlede lidt med øjnene af ham. "Så får vi det dejlig varmt sammen," bemærkede han selv, før hans absolutte yndlings-Beauxbatons elev lænede sig frem og kyssede ham.
Protesterne var ikke-eksisterende. Han smilede imod Dimas' læber og brød først fri, da han selv var fattig på luft og havde brug for en dyb indånding. "... Du svarede ikke på mit spørgsmål," pointerede han lavmælt, som han åbnede øjnene halvt.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 3:04:25 GMT
Dimas var ikke så blind, at han kunne lade som om overfor sig selv, at han ikke havde kunnet lide det. Et sted i baghovedet ville samvittigheden utvivlsomt begynde at gnave, men han kunne ikke tage sig af det nu, som han for en gangs skyld bare gjorde hvad han havde lyst til og fortabte sig lidt ved Timurs læber.
Han var da heller ikke meget for at bryde væk, men accepterede det med en dyb indånding. "Det var ikke frygteligt," mumlede han, helt tæt på den andens mund, men uden helt at krydse den minimale afstand endnu. "Slet ikke. Jeg har ikke prøvet..." Han sank en enkelt gang.
Post by Timur Obolensky on Nov 4, 2016 3:13:02 GMT
Et dumt lille smil spredte sig på Timurs læber over den måske lidt unødvendige bekræftelse. Det var åbenlyst nok at Dimas havde nydt det, men det var godt at høre og han besvarede det med en dæmpet, munter lyd og et blidt kys mod hans læber. "Det ved jeg godt," forsikrede han. "Tak for at du turde lade mig."
Han tog en dyb indånding og åbnede øjnene helt. "Du er virkelig noget af det mest søde og uimodståelige, Dimas..."
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 3:20:37 GMT
Dimas havde det en smule mærkeligt med at blive takket for det. Han var dog taknemmelig for, at det blev ved det, selvom et lille fnys undslap ham over det næste. "Det er anden gang, du kalder mig sød i dag," bemærkede han, halvt i et forsøg på at forsvare sin maskulinitet, men måske i sidste ende uden at lyde helt som om, at det generede ham for alvor.
I stedet for at dvæle ved det fandt en hånd Tims side og strøg let over den, idet han tog en dyb indånding og fik de ord frem, som han havde tænkt over flere gange, men endnu ikke havde sagt.
"Jeg kan godt lide dig, Tim. Jeg ved godt, at jeg bliver ved med at sige, at det er forkert og du ved at jeg kæmper med det, men sandheden er at jeg ikke helt kan huske, hvornår jeg sidst har følt mig så meget som mig selv, som når jeg er sammen med dig."
Post by Timur Obolensky on Nov 4, 2016 18:13:56 GMT
Et lille fnys forlod Timur som reaktion på Dimas konstatering og han lignede alt andet end en der fortrød. Tværtimod skulle han til at åbne munden og sætte flere ord på, da krøltoppen tog ordet igen. Det, sammen med kærtegnet mod hans side, gjorde ham helt blød som byggrød indeni og han lå en stund blot og så på Dimas uden at have et gyldigt svar.
I sidste ende var et lille, dumt smil alt der viste at han tydeligt havde hørt det hele, før han gemte ansigtet ved krøltoppens brystkasse og trykkede sig lidt ind imod ham. Han kunne ikke sige de ord der reelt var i hans tanker, for han turde ikke, men de tumlede alligevel rundt, som han lå der.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 20:55:00 GMT
Dimas' blik afsøgte forsigtigt Timurs ansigt efter et svar, som aldrig for alvor kom. Alligevel trak hans mellemgulv sig sammen, da et lyst hoved gemte sig mod hans bryst og han kunne ikke helt lade være med at smile. Prøvende lod han armene finde om den anden og trykkede et enkelt, blidt kys mod hans pande.
I takt med hvad han netop havde sagt, var det som om at han levede i to verdner. Der var ting han gjorde med Timur, som han aldrig ville gøre ellers - understreget af hvad der netop var sket - og det var også kun i den her verden, hvor han for en tid kunne lægge samvittigheden fra sig og bare nyde fornemmelsen. For nu, i hvert fald.
Han sagde ikke noget i et stykke tid, men da han gjorde, var det en dæmpet bøn. "Fortæl mig noget om dig selv. Jeg ved så lidt."
Post by Timur Obolensky on Nov 4, 2016 21:09:03 GMT
Timur havde det som blommen i et æg. Det var dejlig varmt, at ligge sådan i Dimas' arme og han kunne både mærke og høre krøltoppens hjerteslag hvor han lå. Alt i alt havde han absolut ingen grund til at flytte på sig og hans øjne var gledet i i velbehag, da en dæmpet stemme brød den behagelige stilhed.
Han smilede ind imod hans brystkasse og flyttede en anelse på sig med en tænksom lyd. "Jeg er født i Moskva," fortalte han lavmælt. "Min farfar er en vigtig mand, beslægtet med vores Storfyrste, men min far er kun hans anden søn og jeg er kun den tredje, så jeg er ikke så vigtig selv." Han tog en dyb indånding, der bragte duften af Dimas med sig og fik ham til at smile svagt igen. "Jeg har tre søskende og jeg er den yngste, så det har aldrig rigtig interesseret nogen hvad jeg gjorde med mit liv. Og det passer mig fint, for jeg har ikke lyst til at være i Rusland. Jeg vil gerne bo her, når jeg er færdig næste år. Jeg vil gerne have et hus og et godt arbejde og måske endda en der holder af mig i nærheden..."
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 21:31:38 GMT
Dimas lyttede opmærksomt til alt Timur fortalte og sank kun en enkelt, lille klump ved den præcise forklaring af netop hvor stor forskel der var på deres familier, selvom det langt fra var det hele han hørte for første gang. Det fik dog ikke hans opfattelse af Tim til at ændre sig meget, velvidende og en smule betrygget af, at russeren hele tiden havde vidst, at han ikke kom fra en lignende baggrund. En hånd gled op over hans ryg, før fingerspidserne strøg gennem det tilbagebundne, lyse hår.
"Hvad var det du fortalte mig? Lovkyndig?" mumlede han og granskede sin hukommelse lidt efter en samtale de havde haft for efterhånden længe siden.
Post by Timur Obolensky on Nov 4, 2016 22:02:54 GMT
En lavmælt lyd forlod Timur af rent velbehag over kærtegnet og hans øjne faldt helt i igen med en bekræftende brummen. "Lovkyndig," gentog han ind imod Dimas' brystkasse. "Min fader var altid meget optaget af det, men han fik aldrig en formel uddannelse, fordi farfar havde så travlt med at sende ham ud for at repræsentere huset, når min onkel ikke kunne."
Han rakte helt indiskret op og løsnede sit hår lidt, med rigeligt håb om flere kærtegn. Der var ingen grund til at lade som om han ikke havde det helt fantastisk i Dimas' arme.
"Jeg vil gerne hjælpe dem, der ikke selv ved hvordan de kan bruge loven til deres eget bedste. Men jeg vil også gerne tjene penge nok til at leve for, for min familie kan ikke blive ved med at sende midler. Så rige er vi ikke..."
Han smilede svagt, men det havde mere at gøre med hans position end hans ord. "Hvad vil du gerne lave?"
Post by Dimas San Nicolas on Nov 4, 2016 22:26:33 GMT
Dimas smilede lidt over den indiskrete hentydning, men tøvede ikke med at tage den op. Fingrene gled helt ind i håret igen og nussede hovedbunden. "Det er en god tanke," mumlede han med læberne tæt på Timurs pande og lod øjnene glide i.
"Jeg ved stadig ikke, hvad jeg vil. Det ville være rart at være så afklaret omkring det..." svarede han med et lille suk. "Men jeg tror ikke, at jeg tager tilbage til Valencia."
Post by Timur Obolensky on Nov 5, 2016 1:28:37 GMT
En lavmælt, velbehagelig brummen besvarede Dimas' ord og de fingre, der gled gennem hans hår og sendte små, behagelige kuldegysninger igennem ham. Hans egne fingre tegnede et mønster på krøltoppens ryg imens han lyttede med interesse til svaret på spørgsmålet.
"...Nej?" Han ville have trukket sig væk og set op på valencianeren, men kærtegnene var alt for behagelige og han nøjedes med at tale direkte ind til hans brystkasse. "Hvad er du god til? Ud over at være kvik og smuk og sjov..." Han smilede dumt.
Post by Dimas San Nicolas on Nov 5, 2016 2:02:57 GMT
Fingrene fortsatte deres nussen i håret, som uden tvivl ville ende med at have brug for en kam efterfølgende. Han tog sig dog ikke af det, men fortsatte blot og slap en lille munter lyd. "Du smigrer," mumlede han, uden at forsøge at lade som om at han havde noget imod det.
I stedet tog han en dyb indånding og åbnede øjnene igen. "Jeg tror problemet er, at jeg ikke har fundet min niche endnu. Jeg har ikke noget specifikt yndlingsfag eller område, der adskiller sig fra alt andet..."
Post by Timur Obolensky on Nov 5, 2016 3:05:43 GMT
En munter lyd forlod Timur, som tog endnu en dyb indånding og trykkede sig lidt tættere ind til Dimas. "... Ikke uden grund," mumlede han som svar, imens han smilede lidt. Smilet forsvandt dog langsomt over uddybelsen af svaret lidt efter og han brummede tænksomt.
"Mm. Hvis du var blevet valgt at femkampspokalen, hvad havde så været din styrke, tror du?"
Post by Dimas San Nicolas on Nov 5, 2016 10:54:46 GMT
Dimas' arme smøg sig instinktivt lidt tættere om Timur, da han rykkede sig tættere på. En tænksom lyd lød fra ham og han tog sig tid til at tænke over spørgsmålet, mens han alligevel lå komfortabelt der med fingrene viklet ind i lyst hår og varmen fra en anden krop helt tæt på.
"Det er svært at svare på uden at det lyder tamt," mumlede han indledende, før han diskret købte sig lidt mere tid til at overveje. "Hvad er din styrke?"