|
Post by Griselda MacFusty on Nov 4, 2016 20:25:40 GMT
Af en eller anden grund såede det både tvivl og glæde hos Griselda over Devyns ord. Det måtte vel betyder at han ikke var helt afskrækket ved tanken om at bruge sit liv sammen med hende? Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af det endnu, og på en eller anden måde havde han jo ret.
De havde brug for at tænke sig om, og Griselda vidste godt at hun havde sagt nogen ting som måske ikke helt havde været hendes mening. Men hvordan hun lige tog dem tilbage vidste hun ikke. Hun bed sig i kinden og rejste sig efterfølgende da hendes mor havde givet Devyn ret. Alt i alt så skulle der komme ro på, og nu behøvede de ikke presse et bryllup ind fordi de blev nødt til det.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 4, 2016 20:36:29 GMT
Selv havde Devyn ingen ide om hvad han ville, men var dog klar over at han ikke var i stand til at træffe nogen vigtige beslutninger på daværende tidspunkt. Han havde ikke glemt hvad Griselda havde sagt tidligere, men ligesom han ikke vidste hvad han ønskede, vidste han stadig heller ikke hvad han skulle sige til det. Der var en hvis befrielse i at det ikke var noget de var nødt til, men han var samtidig ikke klar til at give slip på det hele.
Han rejste sig instinktivt efter hun havde givet slip på hans hånd for at rejse sig og skubbede stolen ind under bordet efter sig. "Tak for forståelsen," halvt mumlede han, rettet mod hendes mor inden han gik tilbage mod døren for at åbne den og holde den åben for Selda - uden egentlig at vide om det var tilbage hun ville. Handlingen var udelukkende baseret på hans egen lyst til at komme lidt væk fra den virkelige verden igen.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 5, 2016 12:51:59 GMT
Griselda var næsten tom for ord, og alligevel følte hun sig en anelse lettet. Nu måtte de selv bestemme. Nok vidste hun at hendes familie gerne så hende gift, men hun vidste også at de også satte hendes glæde højt. Men de vidste godt hvor glad hun var for Devyn, så det var vel ikke så underligt at de gerne så det fungere mellem de to.
Efter hun igen havde givet sin mor et knus rejste sig hun sig fra bænken og forlod køkkenet sammen med Devyn. Det var lige før hun ikke turde at sige noget, af frygt for hun ville komme til at få det forkert ud. Et dybt suk forlod hende og hun stoppede ved foden at den lille trappe. Enden gik de sammen derop, eller også så gik Devyn mod pejsestuen. "Jeg er bange for at spørge hvad du vil nu" hviskede hun stille.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 5, 2016 13:56:00 GMT
Efter ligeledes at have stoppet op undersøgte hans blik Griseldas ansigt mens hun gav udtryk for ønsket om at stille spørgsmålet, selvom hun ikke fik spurgt direkte var det direkte nok til at få ham til at svare på det. "Jeg kan sende en ugle til mine forældre. Det ville nok ikke gøre så meget at jeg blev en enkelt dag forsinket, tror du? Hvis altså du gerne vil have jeg bliver, mener jeg." Han havde ikke lyst til at forlade hende lige med det samme, så kort tid efter, medmindre det egentlig var det hun ville have. Alligevel fik han halvt til at lyde det som om at det primært ville være for hendes skyld at han blev, selvom det ligeså meget ville være for sin egen. Han kunne ikke bære at lade hende få indtrykket af at det var fordi han var interesseret i hende, når nu han ikke selv anede hvor han stod men til gengæld vidste netop hvor hun gjorde.
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 5, 2016 17:30:04 GMT
Griselda kunne mærke at ordene ikke kom ud lige med det samme, hun endte derfor blot med at nikke lidt med hovedet til en start. Stemmen knækkede sammen og hun rømmede sig en smule. "Nej.. Nok ikke. Men burde du ikke fortælle dem det så de ved det?" spurgte hun stille og lagde hovedet en smule på skrå. Hun ville jo gerne have at han var hos hende, men forvirringen over hvad de skulle gøre nu, hvad de var for hinanden lå som et sort sky hen over hovedet på hende, og hun ville så nødigt ødelægge det venskab som hun vidste de havde.
"Jeg vil gerne have at du er her" sagde hun så mere præcist. Hun ville helst ikke have at han tøvede med om hvorvidt han skulle blive på Hebriderne eller ej, og hun ville gøre sit for at det hele ville ende godt, hvilken måde det så end var p.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 6, 2016 16:02:08 GMT
Det første smil i et stykke tid viste sig på Devyns læber da hun gav udtryk for at hun rent faktisk gerne ville have at han blev. Hun kunne ligeså godt have bedt ham om at skride på trods af, eller netop på grund af, de følelser hun havde givet udtryk for. I lettelsen over ikke at blive sendt væk lige med det samme var der en lille pause inden han blev mindet om at hun jo også havde stillet et spørgsmål. "Jo.. Selvfølgelig. Men jeg vil helst kunne se det i øjnene når det er. De har jo også.." Han sukkede kort inden han meget bevidst valgte ikke at fortsætte. "Må jeg låne en ugle?"
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Nov 6, 2016 19:07:56 GMT
Griselda kunne godt forstå at han gerne ville være ansigt til ansigt med sine forældre, når han skulle fortælle dem hvad der var sket. Hun nikkede derfor bekræftende med hovedet inden hun tog et enkle par skridt mere op af trappen. Hun bed sig svagt i underlæben og skævede lidt mod ham. "Min mor sender bud efter helbrederen, så jeg kan blive undersøgt, og få noget for smerterne." sagde hun så inden hun tog de sidste skridt op på første etage.
Hun glattede natkjolen lidt inden hun gik ind på sit værelse. "Jeg er nok ikke meget værd idag" måtte hun så til sidst erkende. Der ville nok ikke ske andet end at hun ville slappe af i sengen.
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Nov 7, 2016 13:05:03 GMT
Devyn nikkede til informationen med et svagt smil og fulgte derefter med hende op ad trappen, med en betydeligt mere tryg fornemmelse i maven over at vide at der ville komme en helbreder til hende. Han følte sig lidt skyldig over situationen, på trods af at hans fornuft fortalte ham at det var ulogisk. Derfor så han helst at det værste var overstået, så de begge kunne begynde at komme videre. På værelset lukkede han døren efter dem og gik hen for at rede sengen igen, bare så den ville være lidt dejligere at ligge sig i for hende. "Det kan du da ikke mene. Skal du ikke ud at træne drager?" Han sagde det med et halvt smil, tydeligvis i sjov, med et håb om at kunne løfte stemningen lidt. Resten af dagen brugte han på Griseldas værelse, udover den ene gang hvor han skulle sende en ugle afsted og de andre hvor han hentede noget mad og vand med op. Han tog selv et par lure, men gik ellers og ordnede de helt små ting, hvad han egentlig ret godt kunne lide. Det gav ham en ro ovenpå morgenens hændelser. Tråd afsluttet
|
|