Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Griselda MacFusty on Oct 21, 2016 17:31:55 GMT
Da Devyn satte sig ned ved siden af hende, sendte hun ham et sløvt smil og lagde hovedet lidt på skrå, så hendes kind lå mod hans håndflade. Hun havde kæmpet med det siden hun vågnede op, men langsomt kunne hun mærke at hendes ansigt blev mere vådt, og det var ikke fra vandet i karet. Tårene kom strømmende ned over hendes kinder. Hun kunne næsten ikke få ordene frem, og forsøgte derfor bare at få styr på vejrtrækningen der ret hurtigt kunne blive problematisk.
"Jeg elsker dig" hviskede Griselda så hæst mod ham. Hun vidste ikke hvad der ville ske med dem nu, men hun kunne mærke at det var ord hun blev nød til at få ud, da det måske ville være sidste gang hun nogensinde ville få chancen.
Post by Devyn Ollivander on Oct 21, 2016 17:46:40 GMT
Devyn var bestemt ikke upåvirket af tårerne der trillede ned over hendes kinder i en lind strøm. Han kæmpede med en klump i halsen der dog umiddelbart ikke var påkrævet at få væk, da der tilsyneladende ikke var meget at sige alligevel.
Øjnene var igen blevet blanke da han stivnede ved de tre ellers små ord. Først havde hun nævnt at de nu ikke behøvede at gifte sig og nu dette. Hvad forventede hun af ham? I en stund vidste han ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller hvad han skulle sige. Han endte med, i stedet for at sige noget, blot at klemme en ekstra gang om hendes hånd, inden han slog blikket i en hvis skam over ikke at kunne gengælde erklæringen.
Post by Griselda MacFusty on Oct 21, 2016 18:04:15 GMT
Det havde først været en overraskelse for hende, havde Devyn gengældt den lille kærligheds erklæringen som hun havde givet ham. Måske havde det ikke været det bedste tidspunkt at sige det på, men hun følte ikke at tidspunktet ville komme foreløbig. aldrig. Hun forblev også helt stille, dog stadig med hovedet tæt mod ham. Hendes skuldre var begyndt at blive en smule kolde, men hun kunne lige nu ikke finde ud af at flytte sig fra karet, eller at tænke en fuld selvstændig tanke.
Efter noget tid rettede hun hovedet op og klappede let Devyns håndflade. Så rejste hun sig fra karet efter at have vasket sin krop fri var det blod der havde sat sig ned af hendes ben. Hun tørrede sin krop og bandt et tykt stykke stof omring sit underliv, så hun kunne styre de blødninger der måtte komme. Hun vred vandet ud af håret og gik hen efter den natkjole som Devyn havde taget med til hende. Nu havde hun været ked af, nu blev nu nødt til at være standhaftig.
Post by Devyn Ollivander on Oct 21, 2016 19:16:11 GMT
Devyn havde trukket sig en smule til siden da Griselda så ud til at tage visse af sagerne i egen hånd, mens hans hjerne stadig synes at køre på højtryk, omend den nu rent faktisk også nåede ud af stalden. Igen skubbede han den information han ikke vidste hvad han skulle gøre ved, og som også virkede underordnet for resten af begivenhederne, om i baghovedet hvor den fik lov til at lægge sig med resten. I mellemtiden gjorde han sig hjælpsom ved at rette tryllestaven samt et "evanesco" mod karret.
Tilbage på værelset fik han hurtigt trukket det blodplettede sengetøj af og smidt noget nyt på da han havde fundet det frem. Det tog dog ikke lang tid, idet han allerede havde været forbi det i sin tidligere søgen. "Griselda, du bliver da næsten nødt til at have nogen der ved noget til at kigge på dig," sagde han efter nogen tid. Om det var sandt var måske ikke hans kald, men han følte sig utryg ved hele situationen - og som et lille barn i sin usikkerhed, selvom han forsøgte ikke at lade det skinne igennem.
Post by Griselda MacFusty on Oct 22, 2016 15:17:50 GMT
Griselda kunne ikke blive ved med at holde på de følelser der svang sig omkring hende, som var hun ved at blive kvalt. Hun kunne ikke forestille sig at gå rundt i flere dage, endda uger at have det dårligt, og måske var det alligevel også et tegn til at det ikke skulle være dem. En viden hun måske havde indset alt for sent, hvor hun havde forsøgt at bilde sig selv ind at hun var alt det som Devyn ville have. Tydeligvis var det ikke sagen. Hun glattede let sine fingre hen over det hvide stof og stoppede kort op ved hendes mave, hvor der nu ikke bankede et lille liv. Et lille liv der den sidste månedstid havde været centrum for en nærliggende fremtid. Hun anede ikke hvordan hun skulle fortælle det til sin mor. Ville det degradere hende som kvinde? Var hun slet ikke i stand til at holde på et barn?
Som var det ikke sket begyndte Griselda at rydde op på det lille værelse, lægge tøj på plads i skabet og lægge det blodige lagen hen mod døren. Hun blev nød til at blokere det, da hun var overbevist om at hvis hun lod sig sænke så langt ned i sit sind, ville hun ikke være i stand til at komme op. "Nej. Ikke endnu" sagde hun stille. Hun kunne ikke tage hen til en helbreder alene, og hun kunne ikke bede Devyn om at tage med. Det fungerede ikke for hende. Faktisk havde hun helt svært ved at komme til den konklusion at det her måske var enden for hende. Et dybt suk forlod hende.
Post by Devyn Ollivander on Oct 23, 2016 19:13:48 GMT
De var med et fortvivlet blik at han så mod Griselda da han var færdig med at rede sengen. Tryg ved situationen var han langt fra og var også nervøs for om der var noget der skulle blive være.
"Hvornår så?" spurgte han, usikker på om hun mente timer eller dage. Han var ikke sikker på at han ville acceptere det sidste. Med en let bevægelse gjorde han plads til hende i sengen så det blot var at trække stofferne over, og trak sig derved væk så han ikke stod i vejen, med en kort gestus mod den som hentydning.
Post by Griselda MacFusty on Oct 24, 2016 20:05:29 GMT
Griselda vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, da hun stadig ikke helt selv var kommet sig over det der var sket. Hvor længe kroppen ville være i fornægtelse vidste hun ikke. Faktisk anede hun intet om kroppen på den måde, og kunne derfor ikke helt beslutte sig for hvad der var det rigtige at gøre.
"Jeg ved det ikke" nok forsøgte hun at være stærk i troen om at det hele i sidste ende nok skulle ende godt, men lige nu kunne hun ikke fastlægge noget. Uden at gøre mere med det nye lagen, satte hun sig på sengen ved hans side, med sit blik rettet direkte frem for sig.
Post by Devyn Ollivander on Oct 24, 2016 20:40:24 GMT
Devyn fulgte hende med blikket som hun satte sig og fik i mellemtiden taget en dyb indånding. "Griselda.." startede han, som om han havde noget længere at sige. Men der kom ikke noget ud lige med det samme. Han fulgte hendes blik ud i rummet, men fandt intet af betydning og så derfor tilbage på hende. "Please," bad han så. Han havde ikke lyst til at tvinge hende til noget, men ville heller ikke at noget skulle gå galt. Selvom han måske ikke kunne sige at han elskede hende, så bekymrede han sig om hende. Og der var ingen lille størrelse tilbage at bekymre sig om længere - noget han stadig ikke helt kunne forstå.
Post by Griselda MacFusty on Oct 24, 2016 21:33:54 GMT
Griseldas lettere tomme blik vendte mod Devyn da han nævnte hendes navn. Hun vidste ikke helt om der ville komme mere, det var derfor et spørgende blik der lå i hendes øjne. Men da der ikke kom andet end et enkelt ord, satte hun sig tilbage i sengen, så hun havde ryggen mod væggen. Det hjalp ikke ligefrem at han ikke ville stoppe med at snakke om det, og det sidste hun havde lyst til var at bede ham om at gå.
"Hvad vil du have af mig Devyn? Jeg kan ikke gå ned til min mor nu. Jeg kan bare ikke" sagde hun og bøjede hovedet en smule forover for at hvile panden mod sine knæ.
Post by Devyn Ollivander on Oct 24, 2016 22:03:12 GMT
Devyn rejste sig og begyndte at bruge den plads der var på gulvet til at bevæge sig rundt på uden noget egentligt formål. Hvad skulle han svare for at få hende til at lytte? Var det overhovedet så kritisk som han bildte sig selv ind at det var? Han stoppede op og så mod hende igen.
"Jeg vil sikre mig at du ikke får det værre, for jeg ved ikke med dig, men jeg ved intet om det her," svarede han, halvmumlende og bundærligt. Han så bedende på hende, for selvom han fornemmede at de måske var ved at have ramt en væg for nu så var det et forsøg værd.
Post by Griselda MacFusty on Oct 26, 2016 15:30:36 GMT
Det hjalp ikke ligefrem at Devyn begyndte at gå rastløst rundt på det lille værelse, hvilket bare fik rummet til at virke mindre end det egentligt var. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, og selvom det måske kunne virke åbenlyst for andre, så sad Griselda med følelser hun ikke kunne udtrykke. Det var derfor ikke særlig mange ord hun ytrede da han havde rejst sig fra sengen. I stedet trak hun sin dyne om sig og lagde sig ned i sengen som et stykke krøllet pergament.
"Men det kan godt vente lidt" sagde hun bare mumlende mod puden. Hun havde jo ikke tænkt sig at vente særlig længe. Faktisk ville hun blive nødt til at sige noget inden dagen var omme, men for nu havde hun inderligt bare lyst til at være stille, og lade virkeligheden sive ind.
Post by Devyn Ollivander on Oct 29, 2016 17:17:22 GMT
I en næsten frossen tilstand stod han og overvejede hendes ord, og der gik en rum tid før han igen bevægede sig. Uden et ord gik han hen til Griselda hvor han satte sig ved siden af sengen. I sin stille, omend midlertidige, accept af hendes ønske strøg han hende over håret. Det føltes anderledes mod hans fingerspidser, som havde noget ændret sig, selvom han ikke var klar over hvad det var. Måske det bare var omstændighederne.
Devyn stoppede ikke med at ae hende over håret, men blev ved i kontinuerlige bevægelser mens ømme øjne var rettet mod hendes ansigt. Han kunne ikke få sig selv til at sige noget, selv hvis han vidste hvad han skulle sige.
Post by Griselda MacFusty on Oct 29, 2016 20:09:56 GMT
Det kunne tydeligt mærkes da Devyn satte sig på sengen, hvilket fik Griselda til kort at dreje hovedet en smule til den ene side, blot for kort at nærstudere hans træk. Selvom hun klart havde en forestilling omkring hans følelser, kunne hun ikke vide det hundrede procent. Berøringen af hans fingre mod hendes hår føltes rart, og det fik hendes krop til at slappe lidt mere af. Da han intet sagde vendte hun kroppen en smule, så hun i stedet lå med ryggen mod madrassen og blikket direkte mod ham.
Hun var træt. Drænet psykisk for kræfter, og hendes opmærksomhed var derfor ikke særlig synlig. Brystet hævede sig som tunge åndedrag forlod hende, og hun næsten mærke hvordan der sad flere ord i halsen på hende, men hun var stadig ikke i stand til at sige mere.
Post by Devyn Ollivander on Oct 29, 2016 21:52:16 GMT
Devyn så for en stund overvejende på Griselda inden han stoppede sin hånds bevægelse da den igen han endnu engang havde lagt den mod hendes hår på ny. "Få noget søvn," opfordrede han hende og gik kort i stå, som vidste han ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv, inden han trak sin hånd til sig. "Så vækker jeg dig når det er blevet lysere udenfor," forsikrede han hende. Han åbnede det ene af skodderne på klem så han rent faktisk havde en forudsætning for det og den friske men kølige luft bevægede sig ind i det lille værelse for stille at overtage for den gamle.
Post by Griselda MacFusty on Oct 29, 2016 22:11:57 GMT
Griselda nikkede stille. Hun kunne ikke helt finde ud af om hun var træt eller ej, da adrenalinen stadig pumpede løst i hendes krop. Hun kunne dog ikke lade være med kort at sende ham et smil og trak dynen tættere om sig. I stedet for at vende sig, blev hun liggende på ryggen med lukkede øjnene. "Du må ikke gå" hviskede hun så stille. Hun ville helst gerne have han blev, selvom hun ikke kunne tvinge ham til at blive, kunne hun mærke at hun ville få brug for støtte når nyheden skulle bringes videre til resten af familien.
Desuden ville hun gerne have snakket ordenligt med ham inden han tog hjem, hun kunne ikke bære skulle de skilles fra hinanden, uden at de havde fået det løst. Hun trak vejret dybt ind og lagde begge sine hænder mod sin mave.