|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 17, 2016 13:20:41 GMT
Da han vågnede var Devyn en smule desorienteret og skulle lige lade hjernen samle sig mens han glippede med øjnene. Der var blevet redt op til ham på gulvet ved siden af sengen på Griseldas værelse, men i stedet for at sove der, var han krøbet op i sengen til den lyshårede heks hvor der lige var plads til dem begge hvis de lå tæt nok. Tiden havde han ingen fornemmelse af da skodderne dækkede for eventuelt dagslys, men ellers afslørede lyden af regnen. Og det var i hvert fald ikke grundet mangel på varme under tæpperne at han var blevet revet ud af søvnen, til trods for at det var lidt køligt om hovedet. Til gengæld bemærkede han lave jamrende lyde, hvad der fik ham til at spærre øjnene helt op, det var nok dem der havde vækket ham. Om hun var vågen eller om det var i søvne hun klagede kunne han ikke rigtig vurdere fra sin position hvorfra der var udsigt til hendes baghoved, men fandt det dog også underordnet idet han aede hendes overarm og hviskede: "Griselda?"
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 17, 2016 16:35:30 GMT
Griselda lå bumstille. Hendes vejrtrækning var hæs, som om der der noget fast og gjorde at en svag pivende lydvar at høre i stedet for det normale. Hun havde i den sidste tid ligget med sammenknebne øjne, og overbevist sig selv om at den smerte hun havde haft blot var noget hun bildte sig selv ind. Benene var trukket op under hende i et forsøg på at holde det inde, men jo længere tid hun talte sine vejrtrækninger, jo mere gik det op for hende hvad der var ved at ske.
Hun kæmpede med sine tåre, og fik næsten et sæt da han lavmeldt hviskede hendes navn. Hun pev stille og kunne næsten ikke vende sig. "Det er væk" kom det fra hende som hun vendte hovedet en smule, bare så hun kunne skimte hans ansigt. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 17, 2016 18:47:27 GMT
Devyn var først en smule uforstående overfor den korte melding. Så gik det op for ham. Og så havde han svært ved at tro på indskydelsen. Alt indenfor et par sekunder. Det jog et sted langt inde i ham da spørgsmålet bevægede sig ind over hans ansigt som han så mod hendes.
"Det..?" Måske var hun bare søvnig, sov stadig halvt - blandt andet synet af det halve af hendes ansigt talte dog for det modsatte, og han tænkte at han ikke havde lyst til at høre svaret, men kunne ikke gøre andet end at spørge.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 17, 2016 19:43:16 GMT
Griselda satte sig op med et sæt der en hjerteskærende smerte skyllede igennem hende. Hvilket fik hende til at rejse sig fra sengen. Uden at skubbe for mege til Devyn kom hun på benene. Man kunne ikke undgå at se den røde blodplet der strakte sig hen over underdelen af den hvide natkjole, ligeledes kunne det ses på sengen. Hun rystede helt og hun kunne næsten ikke få flere ord frem.
Blikket var festnet mod Devyn som hun forsøgte at få klumpen i halsen væk. "Vores barn.." stemmen var på nippet til at knække helt sammen, det samme var hun selv, da hun mærkede hvordan følelsen i hendes ben langsomt svandt ind under hende |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 17, 2016 20:11:21 GMT
Synet af blodet og erkendelsen det bragte med sig spredte sig som en kvalme ud fra den knude der havde dannet sig i maven på ham. Først stirrede han på det i vantro, inden han skubbede tæpperne væk fra pletten og satte sig på kanten af sengen der nær føltes som en klippeafsats over afgrunden med et tomt blik.
Det var først da han så Griselda være ved at dejse om at Devyn fik skubbet sig væk fra sengen og hurtigt hen for med nød at næppe at gribe fat i hende inden hun ramte gulvet. I stedet hjalp han hende det sidste stykke ned inden han greb ud efter et vilkårligt tæppe og lagde det over skuldrende på hende med rystende hænder og i total mangel på ord.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 17, 2016 21:42:19 GMT
Griselda tørrede sine hænder i kjolen, da der var spor af blod på hendes fingre. Hun satte sig ned på sengens kant med et tungt suk. Til en start kunne hun ikke fjerne blikket fra gulvet og det var først et langt stykke tid efter at hendes hoved drejede sig så hendes blå øjne mødte Devyns brune.
"Nu behøver du ikke gifte dig med mig" hviskede hun stille. Hun løftede sin hånd for at ville lægge den på hans kind, men stoppede sig selv. Hendes fingre lukkede sig sammen og hun så væk. Det var alt for smertefuldt for hende. Både fysisk og psykisk til at kunne komme med nogen andre ord. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 18, 2016 14:31:07 GMT
Devyn satte sig ned tæt ved siden af Griselda mens han ufokuseret så i hendes retning, som var luften gået fuldstændig af ham mens hjernen arbejdede på højtryk for bare at komme i gang, uden noget egentligt held.
Først da hun så på ham fik de blanke øjne deres fokus tilbage og det blev rettet mod hendes. Det næste der kom ud af hendes mund ramte ham som en smasher i ansigtet og i et øjeblik så dets udtryk helt forkert ud. Hvad skulle han sige til det? Han kunne slet ikke tænke så langsigtet. I stedet lod han stilheden fortsætte som hun vendte sig væk, men lagde blot sin hånd ovenpå hendes lukkede.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 18, 2016 18:02:17 GMT
Griseldas hjerne arbejdede på højtryk. Mest af alt for at dække over det chok som langsomt spredte sig i kroppen på hende. Hun kunne mærke at hun på den ene side følte lettelse, men også sorg, og hun kunne derfor ikke helt finde ud af at græde. Hun var dog fattet nok til at udtrykke sig selv, dog ikke på den lange indviklede måde.
Hun klappede let hans hånd. Hun havde lyst til at sige mere, forklare ham hvad det præcist var hun mente med sine ord. Men hun kunne ikke. Hun ikke simpelhent ikke få sig selv til at uddybe det mere end hun havde gjort. Han elskede hende jo ikke. Ikke på samme måde som hun elskede ham.
|
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 19, 2016 12:11:44 GMT
Ordene gav genlyd i hans hoved mens han fortsat forsøgte at tænke, nu også igennem dem. Han gav dem derfor heller ikke den opmærksomhed de krævede, det måtte vente til et andet tidspunkt. Efter hans overbevisning kunne de ikke bruge fremtiden til meget i dette øjeblik.
"Skal vi få dig i bad? Skal jeg hente din mor?" spurgte han da tankerne begyndte at forme sig til enheder der var til at sætte ord på frem for småstykker der ikke ville samle sig.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 19, 2016 17:39:15 GMT
Først hørte hun ikke hvad der blev sagt. Hans stemme rungede i hovedet på Griselda men hun fik da til sidst nikkede tavst med hovedet. "I-ikke min mor" fremstammede hun og knugede hans hånd. Hun ville ikke vide hvordan hun skulle tackle det. Aldrig havde hun følt sig så sårbar som hun gjorde nu.
Følelsen var så fremmed for hende at hun ikke vidste hvordan hun skulle håndtere det. Hun sank en klump. "Men jeg bliver nødt til at vaske mig" måtte hun erkende. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 19, 2016 19:51:15 GMT
Devyn trykkede hendes hånd inden han rejste sig for at iklæde sig bare nogle af sine klæder, da kulden nu også var ved at trænge igennem klokken der syntes at have lagt sig over ham. Han gik hen til døren for at åbne den på klem og kigge ud, inden han gik tilbage for at gøre det samme med skodderne. Det var stadig mørkt udenfor.
Der gik en lille rum tid hvor det var som om han havde glemt hvorfor han havde rejst sig til at starte med. "Det virker til at der er fri bane," konstaterede han, i en stemme der tydeligvis ikke var hans mest nærværende, da det faldt på plads. "Ren kjole?" spurgte han derefter, som han gav sig til at rumstere videre i rummet.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 19, 2016 20:17:01 GMT
Griselda rejste sig langsomt fra sengen. Hun havde det på en mærkelig måde, som om hun følte det nødsadig at holde omkring sin mave. Som om der var noget hun ikke måtte tabe. Hendes ben føltes ustabile og hun måtte række ud efter Devyn. Hun nikkede og søgte det lille værelse for en ledig kjole. Hun ville ikke til at iføre sig noget hverdagstøj og mente hun kunne nøjes med en natkjole, hun skulle med sikkerhed direkte tilbage i seng. Hun greb sin stav på vej mod døren
Døren knirkede en smule da hun åbnede den og gik med forsigtige fødder ned af gangen. Det ville tage for lang tid med at rende frem og tilbage for at hente vand, så hun rettede sin stav mod den baljen i det lille rum og slog mod den med en enkel bevægelse. "Aguamenti" hviskede hun som hun betragtede det varme vand fylde baljen. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 21, 2016 15:52:33 GMT
Devyn fik fat i Griselda og støttet hende da hun rakte ud efter ham, på en afmålt måde der langt fra vidnede om den febrilskhed der langsomt var begyndt at manifestere sig under hans rumsteren. Da de fandt en kjole tog han den under armen og fulgte hende ud af rummet og fik ligeledes sin tryllestave med i forbifarten selvom han var ved at tabe den først, inden han forsigtigt lukkede døren bag dem for ikke at vække nogen. På vejen holdt han sig konstant i hendes nærhed hvis nu hendes ben skulle beslutte sig for at give efter. Han havde ikke den fjerneste anelse om hendes tilstand, udover det han kunne aflæse.
I vaskerummet lukkede han igen døren, som han denne gang stillede sig op ad, det var trods alt ikke en balsal. Til sig klyngede han både natkjole og tryllestav med samme hånd, mens den anden ledte efter et sted at være: på døren, over den anden, i lommen. Uden succes blev det dog blot en lidt anspændt gentaget relokation af hans hånd, indtil han gav op og lod den hænge, helt uden at have rykket på den første.
"Kan jeg gøre noget?" spurgte han afdæmpet, med en følelse af både at være tilovers og magtesløs.
|
|
|
|
Post by Griselda MacFusty on Oct 21, 2016 16:50:34 GMT
Griselda var evigt forvirret og hun kunne mærke at følelsen i hendes krop ikke var til stede hele tiden. Hun var derfor glad for at Devyn var ved hendes side så han kunne hjælpe hende. At føle sig så lille, var ikke noget hun var komfortable med, og hun ønskede inderligt hun kunne forblive den stærke. Hendes hjerte slog hårdt bag brystet på hende og hun havde inderligt lyst til bare at give op og lade benene knække under sig. Alle følelser var i spil, og det var næsten ikke til at håndtere.
Griselda kiggede ned på vandet og kunne mærke at hun ikke turde tage det næste skridt, da hun vidste at hun kom tættere på at realisere hvad der var sket. Hun trådte ned i baljen, og var slet ikke genret af det varme vand. Hun kunne derfor lægge sig med hovedet mod kanten. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet.
"J-jeg ved det ikke.." hviskede hun og løftede hånden en smule op, for alligevel at vise at hun gerne ville have ham tæt på. |
|
|
|
Post by Devyn Ollivander on Oct 21, 2016 17:09:07 GMT
Devyn lukkede hånden om klædet og staven for stadig at holde om det da han sænkede hånden for at gå det sidste stykke hen til. Han lagde det han havde i hånden som han satte sig ved siden af karret for derved at tage fat i hånden hun havde markeret med, med begge hænder. Han klemte om den og kyssede tomlen en enkelt gang, mens han inderligt ønskede at han kunne gøre noget mere. Indtil et tegn på dette viste sig, blev han siddende i samme position mens hans øjne gled i, halvt i et håb på at det ville lade noget komme. "Jeg er i hvert fald lige her," mumlede han, i sit forsøg på at være et i det mindste lidt stabilt punkt.
|
|
