Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Aug 30, 2016 16:32:30 GMT
Femkampen mod Hogwarts-skolen var ikke længere et spørgsmål om uger, men om dage. Snart rejste de unge såvel som voksne magikere, der alle var udvalgt til at repræsentere Koldovstoretz, mod Skotland. Aleksandr Vishnevsky manglede kun den sidste, men afgørende, af sine forberedelser til rejsen. At tage bestik af de elever, der skulle repræsentere skolen i øst. Bare fordi han havde undervist dem, mente han ikke at han kendte dem som mennesker. Ingen havde fået deres plads forærende – men Alek havde brug for mere retvisende kvalifikationer end at hans deltagere havde udkonkurreret deres medstuderende.
Han var startet med at kalde Timur Obolensky til samtale. Han startede hvor han helst ville afklares. Obolensky stak ud fra de andre deltagere. Ikke fagligt eller præstationsmæssigt – Alek havde selv overværet den duel hvor sejren selvskrev ham til femkampen. Men foruden sin faglighed og sin sejr, røbede Timur meget lidt om sin person. Derfor havde Alek sat sin elev stævne på sit kontor, en snes tid inden aftensmåltidet blev serveret. Kontoret var spartansk og praktisk indrettet med de nødvendige bøger til at undervise og det nødvendige møblement til at bebo lokalet. Selv uden de enkelte vadsække, der indeholdt den sparsomme oppakning Alek ikke ville være foruden i et år, var der god plads til skrivebordet, stolene og samovaren af sølv. Underviseren behøvede ikke meget og var ikke sentimental nok til at samle nytteløst nips sammen.
Post by Timur Obolensky on Aug 30, 2016 17:50:30 GMT
Timur havde forladt Moskva og var taget afsted til Koldovstoretz, hvor al hans tid gik med at pakke og forberede sig på det næste år i udlandet. Da han fik at vide, at Uchitel Vishnevsky ville snakke med ham sad hjertet oppe i halsen på ham. Muligheden for, at han ikke ville få lov at tage med alligevel, var til stede i hans mareridt og selvom det ikke var æren og guldet han rejste for, så havde han efterhånden investeret sig selv så meget i sine planer, at han dukkede op ved kontoret kampberedt og med hagen hævet højt.
Han bankede pænt på og ventede på svar før han trådte ind på kontoret med skuldrene lidt anspændte og kun bøjede hovedet ganske let for underviseren.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Aug 30, 2016 19:40:06 GMT
Det bankede på døren, og med bestemt ro bød Alek sin gæst indenfor. Som ventet var det unge Obolensky, som indfandt sig. Underviseren forblev stående ved katederet. Det skadede næppe ens fremtoning at stå, når man kunne. Ikke at det var et aktivt valg. Han havde tilbragt så mange år i umøbleret terræn, at det krævede mere at parkere sig i en stol end at lade være. Alek besvarede elevens lette nik på samme afmålte vis. Nok høflighedshensyn. Havde han forventet at blive bukket og skrabet for, var det ikke Koldovstoretz der var blevet hans hjem.
De blå øjne betragtede eleven. Granskede ham, i et forsvindende øjeblik, før blikket atter blev sit årvågne selv. ”Javist, Timur. Træd nærmere,” Alek pegede kort mod stolen nærmest døren, skulle den have interesse. Passende ventede han et øjeblik, inden han fortsatte. ”Jeg skal ikke tage meget af din tid. Men jeg har et par emner, jeg ønsker at drøfte. I forbindelse med femkampen,”
Post by Timur Obolensky on Aug 31, 2016 19:38:41 GMT
Timur tog fingeren, der udpegede stolen, som en ordre mere end et tilbud og han var ikke nær nok oprørsk eller investeret til at protestere. Han sank ned på det hårde træ med et lille dump og klemte læberne lidt sammen, før han så afventende på underviseren.
"Hvilke emner, Uchitel...?"
Det kunne være så meget og Tim var ikke meget i humør til at drøfte nogen af dem. Han var før blevet kaldt doven og det skulle ikke undre ham, at der igen ville være bemærkninger om, at han forberedte sig for lidt, blot fordi han ikke brugte sit fulde liv på at træne.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Aug 31, 2016 23:33:44 GMT
Uchitel Vishnevsky lod blikket følge Timur, som han satte sig på stolen. Forsøgte at tyde hvordan eleven forholdt sig. Så efter tegn på dårlig støbning: skår som opsætsighed, eller bedreværd. Ingen af delene var umiddelbart til stede. Alek tog intet videre med sig fra den lille handling, andet end Timurs spørgsmål – retfærdighedsvis kunne han godt tænke sig at vide, hvad de skulle snakke om. Rødtoppen sænkede hagen ubetydeligt. Det tjente intet formål at tale Timur over hovedet. Hverken i bogstavelig eller overført forstand.
”Din motivation for femkampen. Og en præcisering af den indsats du håber at gøre ved samme.” svarede Alek uceremonielt. ”Jeg ser gerne at jeg ved hvordan Koldovstoretz bliver repræsenteret. Før deltageren er valgt,” tilføjede underviseren med samme nøgternhed.
Post by Timur Obolensky on Sept 1, 2016 9:19:21 GMT
En lille, hørlig indånding fulgte underviserens erklæring og et øjeblik var Tim helt tavs, imens han tumlede med ordene og betydningen. Han rankede sig lidt i stolen og lagde en hånd på armlænet, før hans bryn trak sig sammen over et par vågne øjne.
"Jeg beklager, Uchitel, men er det spørgsmål vi alle ti bliver stillet?"
Hans gryende mistanke om, at hans legende tilgang til fagene var ved at koste ham rejsen til Skotland fik hans mellemgulv til at trække sig hårdt sammen. Han havde ikke lyst til at blive udpeget som den uduelige, dovne eller bare heldige. Heller ikke selvom det måske til dels - nogen gange - passede.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 1, 2016 14:31:20 GMT
Den tavse modtagelse passede underviseren udmærket. Alek stod afventende, imens hvad end udmeldingen udløste hos eleven, fandt sted. Stod passiv, uden at spilde kræfter på at antage udfaldet på forhånd. Det endte med et opklarende spørgsmål. Underviseren så nærmere på den årvågenhed, der ledsagede spørgsmålet.
”Hvis jeg mener det er nødvendigt, ja.” blev det diskrete svar. Alek betragtede endnu spørgeren, uinteresseret i at hægte mere på. En underviser behøvede ikke begrunde sig. Han agtede ikke at udlevere nogen deltagere til deres jævnaldrende, desuagtet om det var hensigten eller ej. Om det var Alek alene der syntes samtalen var nødvendig, måtte Timur afgøre med sin egen samvittighed.
Post by Timur Obolensky on Sept 1, 2016 17:37:02 GMT
En lidt spændt kæbe var den primære reaktion på underviserens svar og mentalt var Tim både angst og vred. Han fattede sig dog efter et øjeblik at have strammet grebet om armlænet. En dyb indånding senere formåede han endda et høfligt lille nik og en mine, som hun hans adelsstand havde skænket ham evnen til at bibeholde. Den, der mindede en om slebet ibenholdt. Stenhårdt og glat som våd sten. Han fugtede tænksomt sine læber og lignede et splitsekund sin far næsten uhyggeligt meget.
"Jeg har, går jeg ud fra, den samme motivation som adskillige af mine medstuderende. Jeg ønsker at gøre Koldovstoretz, min familie og mig selv ære. De må vide, at jeg ikke har brug for pengene." Han holdt en kort lille pause. De var ikke stenrige i hans gren, men han havde bestemt ikke behov for at risikere sit liv for en pose guld. Han var i gang med at få en førsteklasses uddannelse.
"Det er umuligt at sige hvilken indsats jeg vil gøre. Vi har ingen anelse om hvilke udfordringer vi kommer til at stå overfor. Men jeg er sikker på De ved, at jeg både fysisk og magisk er klar. Jeg er den bedste duellant på Koldovstoretz." Han havde hævet hagen lidt, men sænkede nu hovedet en anelse med en sitren i mundvigene. "- af eleverne, naturligvis."
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 2, 2016 9:54:36 GMT
Kun den uopmærksomme eller enfoldige tilskuer turde påstå, at Aleks dagsorden ikke blev indfriet. Timur begrænsede sit svar til et nik og en præcist eksekveret forbeholdenhed, med den underspillede velærværdighed man kun fandt i den adeliges holdning. Alek mønstrede samme adfærd. De to ting var rigeligt, til at stemme underviseren. Først ved pausen nikkede underviseren kort. Nikket var svar nok - andet risikerede at give modparten en tro på, at han sagde det rigtige. Nok var det tilfældet, her og nu. Men eleven skulle helst overgå det rigtige.
Da Timur snakkede om egne evner, blev det ikke uden et bøjet hoved og et beskedent suffiks, om at han kun var den fremmeste, blandt sine jævnaldrende. ”Udmærket, Timur,” takkede han afmålt. Fingrene masserede skægget, imens Alek valgte sine videre ord. ”Jeg er af samme mening som du. Dine evner i offensiven er betragtelige, og med stort potentiale. Kun en tåbe ville ikke give dig lejlighed til at bruge dem i mere krævende forhold.” roste han, kort men uforbeholdent. Det var glimrende håndværk, han havde set. Talent skulle nævnes og plejes, ikke affejes eller nedgøres. ”Men ærgerrige, indbildske eller tøvende deltagere sætter meddeltagere såvel som Koldovstoretz’ navn og sejr over styr. Derfor glæder det mig, at du endnu har din sunde fornuft. Og din realitetssans, i behold.” Et smil tittede frem, men denne gang fik det ikke lov til at blive.
Post by Timur Obolensky on Sept 3, 2016 12:31:12 GMT
Enhver der kendte Timur bare en lille smule ville vide, at han var alt andet end indbilsk og han følte sig heller ikke truet over dén udtalelse fra underviseren. At han overhovedet behøvede at forsvare sig selv havde fået en sjælden gnist af hidsighed frem i de lyse øjne, men han formåede at kvase den under det lille smil, som han flygtigt så på Uchitel Vishnevskys læber.
Han rankede sig en anelse og fugtede sine endnu svagt stramme læber, før han svarede med et let nik. "Jeg håber det var et tilfredsstillende svar, Sir," svarede han simpelt. Mere havde han ikke at sige; og han var ikke blevet spurgt om noget.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 5, 2016 14:12:26 GMT
Alek mente at være i sin gode ret til at provokere. Han havde aldrig set Timur opføre sig, så den advarende pegefinger var tiltrængt. Men var man nem at tirre, og opfattede man retningslinjer som en hentydning og en videre lejlighed til at trække stave, var man ikke en som Uchitel Vishnevsky agtede at vejlede gennem en femkamp. Var der noget tilbage at vejlede af en stridslysten deltager når prøvelserne startede, ville det overraske ham gevaldigt.
Eleven havde tydeligvis sin forstand og jordforbindelse endnu. Alek nikkede til den unge mand, hvis positur var ligeså ulastelig som de ord han sagde. ”Ganske tilfredsstillende,” svarede underviseren uceremonielt. Intensiteten i blikket tiltog, indtil Alek fortsatte: ”Så jeg forventer, at du giver mig en ligeså tilfredsstillende afklaring om hvad dine begrænsninger er.”
Post by Timur Obolensky on Sept 5, 2016 15:45:50 GMT
Timur formåede ikke at stoppe et muntert og lidt håbløst fnys, der halvt lød som et fnis. Han rømmede sig en anelse og så væk et øjeblik, før han rankede sig forsigtigt. Hans selvkontrol var ved at være overspændt og han var ikke i tvivl om at underviseren kendte hans begrænsninger.
"Jeg er dårlig til begrænsninger, Uchitel. Magiske begræsninger. I mener, at jeg eksperimenterer overdrevent og ikke følger reglerne for besværgelser. Jeg er ikke disciplineret nok." Han tog en dyb indånding; kunne godt ridse flere fejl op, men stoppede endelig sig selv.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 6, 2016 12:16:16 GMT
Elevens upassende udbrud fik ikke lov til at gå ubemærket hen. Aleks ellers koncentrerede blik vendte til decideret tyngende. Øjenbrynene krummede sammen og dannede en misbilligende fure, der nemt hamlede op med resten af ansigtets strenghed. Timur forskånede sig kun påtale, fordi han havde pli nok til at se væk. Alek var udpræget modstander af at huske en elevs samlede gang ud fra en enkelt fodfejl. Men mere nidkære lærere havde nok mindet om, at successen af Koldovstoretz’ ankomst i september hvilede på den koncentration eleven glemte før.
Rødtoppen nikkede og brummede, med fingrene hæftet til skægget. Ikke ligefrem en jordskredsbekendelse. Alek havde konsekvent påtalt elevens hang til at fifle lidt for opfindsomt med sin offensive magi. ”Det er du heller ikke,” erklærede han sig nøgternt enig i sidstnævnte. Alek gik over mod katederet og placerede sig på kanten. ”Det er problematisk her på skolen. Men femkampen er ikke Koldovstoretz. Din overraskende magibrug kan vise sig en fordel mod skolelydige modstandere,” bemærkede han med en tidligere udtalelse om elevens evner flettet ind.
Post by Timur Obolensky on Sept 7, 2016 7:49:14 GMT
Timur rømmede sig lidt og skrumpede en enkelt størrelse i skuldrene. Han sad og studerede sine egne negle og fik pillet en enkelt urenhed ud fra under tommelfingerens, før underviseren fortsatte og han langsomt løftede hovedet. En lidt overrasket blinken besvarede den sidste bemærkning og han tillod sig at smile en anelse forsigtigt, som en hånd sneg sig op og han kløede sig lidt i det spæde skæg.
"Tror du, Uchitel?" Han ledte ikke efter skamros, men så lettere håbefuldt op på sin underviser, imens billedet tegnede sig for hans indre blik. Han ville være glad for turen til Skotland i sig selv, men han var ikke gået gennem en hel sommerferie uden at have nået at forestille sig selv som deltager og varme op for idéen.
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 7, 2016 16:15:23 GMT
Alek lod drengen opsluge af sine fingerspidser. Underviseren var ikke ømskindet nok til at føle sig tilsidesat for negleforskønnelse. Timur var ikke blevet afkrævet en enetale og var, som ventet, fornuftig nok til ikke at buse ud med en. Havde det været alvor eller femkampen, havde underviseren flere idéer til hvordan det blev at foretrække at se op på ens underviser end ned på ens negle.
Tiltroen kom øjensynligt bag på eleven. Timur så op og spurgte ind til ordene, med en optimisme der hverken var inddæmmet i spørgsmål eller udstråling. Alek nikkede, slap det røde skæg og så indgående mod eleven. "Du havde ikke siddet her, hvis ikke det var tilfældet." bemærkede han kort. De kun sparsomme dun Timur selv slog an med fingrene, foranledigede emneskiftet. "Og du havde ikke siddet her meget længere, hvis du havde lydt overmodig eller for tilfreds over den vurdering."