|
Post by Timur Obolensky on Sept 7, 2016 19:47:56 GMT
Timur blinkede en anelse overrasket med øjnene og sank en klump, før han tog sig selv i at ryste på hovedet. "Nej, Uchitel," svarede han i stedet lydigt. Hans blik var fæstnet på den til tider temmelig faretruende underviser, men han var hverken bange eller overdrevent nervøs. Han var primært nysgerrig. Det hele var meget anderledes end hans sædvanlige omgang med staben.
"Jeg skal gøre mit bedste for at bryde de rigtige regler," tilføjede han efter et par øjeblikkes tøven med et ganske svagt, prøvende træk i mundvigene.
|
|
|
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 8, 2016 14:21:53 GMT
Alek slækkede på sit granskende blik, da Timur svarede. Han nikkede høfligt, og lod øjnene hvile ved elevens skulder. Nedtoningen var et tegn og en belønning. Et tegn på at den unge troldmand havde været i ilden længe nok, til at hans karakter skinnede igennem. At Timur havde vist sig den rette farve og rette støbning agtede Alek at anerkende, ved at være eleven mere jævnbyrdig resten af samtalen.
Timurs plan om at forbryde sig de steder det var gavnligt under femkampsopholdet, var hverken fri for famlende tavshed eller et prøvende, småusikkert smil. Uchitel Vishnevsky nikkede, og lod tilfredsheden mønstre et afdæmpet smil. "Det ser jeg frem til. Hvad end det bliver i kamp eller ej," godkendte han forsættet. I et forsøg på at formilde stemningen endnu mere, satte Alek sig på kanten af katederet, mere i øjenhøjde. "Du kan gå, Obolensky. Med mindre der er noget, som du ønsker at drøfte?" tilbød han eleven at påvirke samtalen.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 9, 2016 17:30:24 GMT
Timur slappede ikke helt af, men sank dog en anelse sammen i skuldrene ved erklæringen fra underviseren. Hans blik løftede sig til ham, da han satte sig på skrivebordets kant lige overfor Tim og han klarede halsen en anelse med en høflig mine.
"Måske... Hvad kommer jeres hjælp til at bestå af? Jeg mener... Jeg ved I tager med for at undervise os og holde os i ørerne på Hogwarts, men hvad er jeres rolle overfor deltageren? Får han hjælp af jer?"
|
|
|
Post by Aleksandr Vishnevsky on Sept 12, 2016 14:54:30 GMT
Alek flyttede umærkbart på fødderne, for at sidde sikrere på kanten. Tålmodigt ventede han på elevens spørgsmål. Ikke en urimelig antagelse, da Timur sad her endnu.
"Dine undervisere bestemmer selv, hvad deres engagement er i det næste år. Ligeledes med hvad rolle de spiller under femkampen, hvis overhovedet nogen." tilkendegav han. En kort pause indtraf, hvor de blå øjne så frem for sig. "Jeg er indstillet på at vejlede deltageren, hvis han ønsker det." Af almen anstændighed burde Alek måske have sagt at han hjalp og vejledte, forudsat at det ikke forbrød sig mod turneringens regler. Men var det ikke velanset at hjælpe, kaldte Alek bare sin hjælp noget andet.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Sept 15, 2016 17:42:26 GMT
Timurs næse rynkede ganske svagt, men tankerne forblev i hans hoved og kom ikke ud i andet end den lille trækning. Han fyldte lungerne med luft gennem svagt udvidede næsefløje og nikkede langsomt. "Tak, Uchitel," lagde han tænksomt ud, før han rejste sig fra stolen og gav et let nik i respekt. "Jeg vil vende tilbage til pakningen." Han trak ganske svagt og primært høfligt på smilebåndet, inden han forlod kontoret med en temmelig tænksom mine. Der var nok at overveje, hvis man blev udvalgt. Ikke at han for alvor forventede det, blandt alle de andre elever fra Koldovstoretz. Lukket?
|
|