|
Post by Silvester Nordström on Aug 25, 2016 22:21:10 GMT
Silvester kiggede lidt på søsteren som hun bevægede sig ud i vandet og lå og plaskede rundt. Han pillede selv en enkelt beklædningsgenstand af og smed den tilbage til skoene. "Förmodligen inte.." svarede han, hvorefter han skaffede sig af med det sidste af sin beklædning og bevægede sig ud efter hende i vandet.
"Jag tror att hon blev lite trött på mig. Tack vare dig." Som han sagde det kunne han ikke lade være med at grine lidt over hele situationen, men satte også farten op og var efterhånden henne ved hende. "Uppdrag utfört. Är du stolt?" Med spørgsmålet gjorde han et slag i vandet som fik det til at ramme Svala.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 17:24:50 GMT
Svala var i sine egne tanker og lod slet ikke mærke til at hendes bror stod tilbage på stranden, i fuld sving med roligt at afklæde sig selv. Hun var stærkt optaget af at holde benene vandret i et forsøg på at flyde rundt så hun kunne kigge op på de få stjerner der havde vist sig på himmelen. Hun svarede ikke på det første han sagde, da hun var så langt væk fra ham at hun i sidst ende alligevel ikke kunne høre det. Først da han gjorde hende selskab i vandet vendte kun øjnene mod ham, dog stadig i fuld gang med at flyde rundt.
"Du är välkommen" sagde hun med et roligt smil. Hun var langt fra ked af at have brudt samtalen mellem Hjördis og hendes bror. Det betød jo at han var gået efter hende, hvilket hun hele tiden havde ønsket. Han behøvede ikke tilbringe tid sammen med andre piger end hende. "Naturligtvis" sagde hun og rettede sig op. Hele kroppen udover hovedet var under vandet, og armene bevægede sig frit for at holde balancen. Den blev dog afbrudt da et ordenlig plask fik vandet til at sprøjte op i ansigtet på hende. Hun hostede let og gned sine øjne inden hun bevægede hænderne i vandet i et forsøg på også at ramme ham. En let latter skyllede over hende som hun flygtede længere ud på havet.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 20:37:59 GMT
Silvester kneb øjnene instinktivt i og fnøs da hun sendte vand tilbage i hans retning og han var ved at få det i synet. Efter at have tørret sine øjenomgivelser fri bevægede han sig efter Svala og hendes grin, længere ud, mens han ikke kunne skjule et smil på sine læber. Ikke at der umiddelbart var nogen at skjule det for - hun var på vej væk fra ham og ellers var de vidst mutters alene.
"Du är otrolig," halvt kaldte han efter hende, smilet ikke helt skjult fra tonelejet. Han fik svømmet ind foran hende og dernæst stillet sig bredende, med et overvejende blik.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 20:46:25 GMT
Havde det ikke været for at vandet faldt utallige grader når det var nat, kunne Svala bruge en helt dag i vandet. Ligeglad med den rynkede hud det ville give hende. Hun følte sig så meget mere livlig og fri i vandet. Blot den bløde og friske følelse vandet gav hendes nøgne krop. Hun følte sig uovervindelig.
Grinet fortsatte over hans ord og hun vendte blikket mod ham med et bredt smil. "Där är intet nyt i det" sagde hun og mærkede efter om hun stadig kunne mærke bunden. Hun kunne lige knapt røre den med tåspidserne. Hun så overvejende på sin bror som han nu svømmede foran hende og vendte fronten mod hende. Uden at sige noget svømmede hun helt hen til ham og lagde sine hænder mod hans fugtige brystkasse.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 21:17:31 GMT
Silvester rystede lidt på hovedet over hende med smilet der bevægede sig hen i det skæve hjørne. "Självbehärskning, min kära Svala," sagde han med så dæmpet en stemme at det var på grænsen til hvisken.
Ved hendes berøring af den del af han overkrop der var over vand strøg hans hænder hen for at gribe fat om hver af hendes håndled, uden at slippe hendes ansigt af syne. "Allt handlar inte om dig," hviskede han. I virkeligheden var det nok mere ham der havde brug for at indse det, men det forhindrede ham ikke i at sige det til andre, heller ikke Svala.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 21:27:49 GMT
Svala sukkede dybt. Han ødelagde lidt hele den ro som vandet egentlig burde give hende. Hun skulede let til ham og rakte tunge. Han skulle ikke fortælle hende hvad der krævede af hende, og især ikke nu hvor hun egentlig ikke havde gjort noget. Hun skar en grimasse. "Jaja" sagde hun bare tørt.
Hendes øjne trak sig sammen da han greb rundt om hvert af hendes håndled og hun forsøgte at trække sig væk. Der løb vanddråber ned af hendes ansigt og skuldre som hun hvilede let i vandet. "Nej. Nu handlar det om dig" sagde hun og rynkede let på de lyse bryn. Hun vidste godt alt ikke handlede om hende. "Släpp mig" sagde hun med rolig stemme.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 21:52:42 GMT
Silvester blinkede et par gange, uforstående over at hun nu ville væk. Han havde ikke ment det han sagt på en voldsomt negativ måde, men nærmere drillende. Men det var jo efterhånden bevist at deres drillerier ikke altid huede den anden. "Svala.. förlåt.. det var inte.."
Han så ned på sine hænder og tilbage i hendes øjne som han slap hendes håndled i en let bevægelse. "Stanna?" Med den anmodning sænkede han sig ned i vandet, til kun hovedet fra hagen var over overfladen.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 22:03:45 GMT
Svala kunne ikke altid finde ud af ham, og havde ofte svært ved at tyde hans måde at sige tingene på. Men det var vidst en egenskab hun også selv delte, da hun vidste at det kunne være svært for andre at finde ud af hende. Hendes bryn løftede sig og hun så ømt på ham som han forsøgte at undskylde. Hun havde heller ikke selv ment det på den måde. "Jag vet. Tror jag." sagde hun så med et dybt suk.
Hans greb omkring hendes hænder havde ikke været hårdt, og hun havde sikkert med en mere bestemt bevægelse let kunne vride sig fri. Dog var det altid lettere når den anden part selv gav slip. Hun nikkede tavst og uden mere at sige sank hun selv sammen i vandet. Dog forsvandt hun helt ned under.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 22:16:21 GMT
Det skæve smil vendte tilbage ved hendes tilføjelse og suk. Silvester betragtede synet af hendes hoved der forsvandt ned i det mørke vand der kun var oplyst af månens blege skær. Da toppen af hendes hoved havde sænket sig ned under overfladen gled han efter en indånding ligeledes selv helt ned under.
Efter vandet havde fundet vej ind i hans tidligere relativt tørre hår åbnede han øjnene, men måtte blinke lidt med dem for at lade dem vænne sig til omgivelserne. Hænderne rakte han imidlertid fremad i mørket, søgende efter sin søsters tilstedeværelse.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 22:24:16 GMT
Vandet havde efterhånden en så stor del af Svalas opvækst og teenage år at hun kunne holde vejret ret længe. Nok fandtes der charms man kunne anvende, men hun fandt det langt mere spændende at øve sig så meget på at kunne det uden hjælp. Hun bevægede let sine hænder hen over bunden i et forsøg på at finde noget interessant at tage med op.
Hun vendte sig rundt i vandet, så hun nu havde fronten mod Silvesters ansigt der snart kom til syne. Hun kunne først rigtig se hans blege hud i det mørke vand jo tættere han kom på hende. Svalas eget blonde hår flød let i vandet og svang sig let om hendes ansigt.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 22:36:46 GMT
Der var noget befriende i at være under vandet, lidt som at befinde sig i en anden verden. En række bobler forlod Silvesters næse og steg til vejrs som følge af det korte smil hendes ansigt bragte frem. Hænderne søgte det lyse hår der omkransede selv samme ansigt, blot for at føle dets tekstur i vandet.
Efter at have trillet en hårtot om sin pegefinger, slap han den for at bevæge fingrene over Svalas kind i stedet. Som den gled udover kanten af hendes kæbe steg han dog til vejrs igen for at få luft, bevidst om at tvillingen var i stand til at holde længere i dybet.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 22:45:23 GMT
Selvom tiden omkring dem fortsatte, føltes det alligevel som de var blevet givet et par stille sekunder. Hun kunne ikke lade være med at smile over ham da han var kommet tættere på hende. Hun fulgte hans bevægelse med blikket som han roligt snog en blond lok om sin finger. Hovedet blev lagt lidt til den ene side som han svagt kærtegnede hendes kind. Hun havde ikke lyst til at det han skulle stoppe, men da mangel på luft viste sig hos tvillingen, blev hun klar over at han var nød til det.
Hun betragtede ham som han forsvandt op mod overfladen. Med en drillende undertone greb hun fat om hans fod i et forsøg på at trække ham ned igen så hun selv kunne komme op, som den først.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 22:54:26 GMT
Silvester nåede kun lige at hive en smule luft ind før han måtte lukke for indgangen da han mærkede grebet og blev trukket ned igen. Han rykkede lidt på sin fod som han åbnede øjnene for at se efter Svala som han naturligvis antog var synderen.
Det stoppede ham dog ikke fra at forsøge at bevæge sig opad igen, med en hvis interesse i at få mere luft i lungerne. Det havde hjulpet med den lille smule, men det ville ikke holde længe.
|
|
|
Post by Svala Nordström on Aug 26, 2016 22:58:04 GMT
Svala var ikke lige så yndefuld, som i gamle sagn, da hun kom op til overfladen. Hendes hår lå tæt mod hendes hoved, og hun havde endda noget af det ind over hendes ansigt. Hun forsøgte ihærdigt at få det væk ved at gnubbe sine hænder mod det og trække det tilbage. Ikke længe efter hun selv var kommet op kunne hun se at Silvester havde været lige i hælene på hende.
Hun indtog den vante stilling, med ryggen mod vandet og benene vandret. Hun havde igen brug for bare at flyde med vandet. Lukke øjnene og lade strømme tage hende med.
|
|
|
Post by Silvester Nordström on Aug 26, 2016 23:12:50 GMT
Silvester blinkede et par gange da han for anden gang nåede op til overfladen, men denne gang rent faktisk havde tid til at åbne øjnene og orientere sig. Han betragtede Svalas flyderi i en stilfærdig stund, før han begyndte at bevæge sig ind mod land.
"Jag simmar in," sagde han dæmpet, i tvivl om hvorvidt hun kunne høre præcis hvad han sagde, men satsede på at det gik. Derved fortsatte han indad, hvor han stillede sig i vandkanten for at holde øje med at søsteren stadig var der.
|
|