|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 16, 2016 20:08:47 GMT
Det var tydeligvis et nyt og fascinerende fremtidsprojekt. Téarlach havde ikke boet i et hus han selv ejede siden... Lilith. Det hang sammen med meget smerte, men også meget glæde og han fokuserede på den sidste del, som han mødte Agnes' overvejelser med et lille, varmt smil.
"Et hus," gentog han blot, før han lænede sig lidt frem og plantede et lille, fjerlet kys på hendes næsetip. En fjollet handling og ganske atypisk for ham. "Hvor vil du bo?"
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 16, 2016 21:03:28 GMT
Hvis nogen havde besværet sig med at spørge hende, ville Agnes kunne fortælle, at hun aldrig ville have troet, at det hele skulle foregå sådan. Det var som om, at det endnu ikke helt var gået op for hende, at hun helt reelt var på vej til at dedikere sit liv helt til et andet menneske; kun at den boblende, varme fornemmelse i hendes mave gjorde hende helt rundt på gulvet.
Det var formentlig til dels det, der fik hende til at le overrasket over det lille kys og hun rynkede en anelse på næsen over den kildende fornemmelse. "Hogsmeade ville være ideelt. Der vil kun være ganske kort til slottet for dig, men..." Hun trak eftertænksomt på brynene. "Måske noget lidt mere afsides...? Der er aldrig rigtigt ro i landsbyen."
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 17, 2016 15:29:29 GMT
Téarlach var næsten allerede i gang med at ryste på hovedet, da Agnes fortsatte sine egne overvejelser. Afstand var ikke så stort et problem, velvidende at en professors ildsted kunne kobles på susenetværket. Han nåede dog aldrig rigtig at argumentere, da hun fortsatte og et skævt smil trak lidt op i hans mundvige.
"Hvis vi havde tid til at gøre min families hus ved havet til et rigtigt hjem," tænkte han lidt højt. Tydeligvis var det dog en tanketorsk og han tog en dyb indånding, før han lod hånden falde fra hendes kind til hendes side. "Afsides ville passe mig glimrende. Avery en del mindre, tør jeg vædde på..."
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 17, 2016 17:32:39 GMT
Agnes' øjenbryn hævede sig lidt over hans overvejelse og selvom han selv virkede til at fortryde det, kunne hun ikke lade være med at overveje mulighederne. Det sidste distraherede hende dog fra det og bragte et andet, presserende emne på banen, der ikke kunne undgås - og som (en del Agnes absolut ikke var ubevidst om) havde ledt til at de ultimativt var gået fra hinanden for tre dage siden.
"Vi bliver nødt til at fortælle det til Morgan og Avery også," konstaterede hun under svagt rynkede øjenbryn.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 17, 2016 17:35:50 GMT
Realisationen var kommet til Téarlach som en af de første, men det var først nu han for alvor havde tænkt over det, at han virkelig... Tænkte over det. Agnes' reaktion var ikke komplet betryggende, men der var ikke så meget andet for og han nikkede en anelse som svar.
"Avery kommer ikke til at kunne lide det," konstaterede han simpelt. "Morgan..." Han trak en anelse på skuldrene. "Du taler så godt med ham...?"
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 17, 2016 21:42:12 GMT
Det var et par nervepirrende konfrontationer at se frem til og hun kunne ikke sige sig fri for at være nervøs. Besluttet på, at det dog ville blive til en realitet, var hun ikke så fraværende i tanker, at hendes fingerspidser ikke kunne kærtegne hans nakke blidt, mens hun nikkede let og talte.
"Jeg tror det vil være bedst, hvis jeg også er der. Jeg kan også tale med ham først, hvis du ville foretrække det...?" De mørke øjne var søgende og det var tydeligt, at hun ikke havde tænkt sig at påtage sig det ansvar uden velsignelse. Det var trods alt ikke hendes søn, selvom hun i stille sind tænkte, at det måske ville være nemmere at tale med de to hver for sig. En lille rynke trak hendes øjenbryn sammen. "Avery... Der kommer jeg en anelse mere til kort."
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 18, 2016 18:56:44 GMT
Morgan var Téarlachs søn, men han var tydeligvis kommet til kort. Skuldrene faldt da også lidt ved Agnes ord og han kyssede hende bestemt på panden, før han trak sig væk med en lille, opgivende latter.
"Jeg taler med Avery. Men ikke... Før du har fundet noget nyt og vi har fundet nye helbredere. Hun er ikke god til at holde på en hemmelighed, min datter..." Han trak lidt på smilebåndet og strøg hende over kinden igen. "Jeg elsker dig," forsikrede han.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 18, 2016 20:55:01 GMT
Et halvt opgivende smil rørte hendes læber og hun lod øjenlågene falde i, som hans fingre kærtegnede hendes kind. "Jeg elsker dig," gentog hun og så langsomt op på ham igen, endnu med armene omkring ham og uden noget ønske om at give slip.
"Jeg glæder mig til, at det ikke er en hemmelighed længere. Uanset hvad det så medbringer," konstaterede hun og trykkede et enkelt kys mod hans skulder, hvor hun kunne nå uden at strække sig. "Og jeg glæder mig til, at jeg ikke behøver at liste væk i ly af mørket..."
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 20, 2016 0:06:25 GMT
Et udpræget varmt smil fandt vej til professorens læber og han tøvede kun i et øjeblik, før han bøjede sig og fandt Agnes' læber insisterende. Præcis hvor meget han selv glædede sig til alt det samme, kom ud som et klart svar i det kys. Det var ikke alting, der behøvede at blive sagt med ord.
Endelig, efter grundig understregning, trak han sig lidt væk igen og tog en dyb indånding. "Apropos," brummede han. "Min familie... Vi må nok..."
Han sukkede lidt. "Hvornår kan jeg se dig igen? Snart... Ikke så forhastet... Måske ved vandet?"
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 20, 2016 10:54:33 GMT
Agnes var varm i hele kroppen, da han trak sig tilbage. Hendes forlovede. Selvom det kun var mellem de to, var det det, der gjorde det muligt for hende at nikke nu; velvidende at hun ikke kunne blive.
"Vi burde udnytte varmen, mens den er her," erklærede hun dæmpet sin enighed. "Du sagde, at man kunne bade omkring klipperne. Om nogle dage? Jeg vil ikke vente længe med at se dig igen."
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 22, 2016 17:08:39 GMT
Buskede bryn røg lidt op i panden på professoren, før en halv-behagelig varme spredte sig i hans nakke ved tanken om badning med Agnes. "Jeg... Jeg ved ikke om det er for koldt allerede," brummede han lidt, uden at se hende helt i øjnene. "Og det er mange år siden..."
Han klarede halsen lidt og skuldrene løftede sig en smule, som han endelig mødte hendes blik en kende tøvende.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 23, 2016 8:44:31 GMT
Agnes betragtede professorens minespil med interesseret forundring og selvom hun mente at kende ham godt, kunne hun ikke tolke hans tanker ud fra det. Af samme grund trak hun blot ganske let på skuldrene og løsnede grebet om ham - omend kun for at smyge armene om hans nakke i stedet.
"Hvis det er for koldt, kan vi gå en tur," konstaterede hun blot og lænede sig frem for at placere et enkelt, dvælende kys mod hans læber. En anelse uvillig til at gå, selvom hun ikke var fjerneste i tvivl om, at det ville blive nødvendigt.
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 23, 2016 21:52:36 GMT
Kysset varmede Téarlach igennem og han fulgte hende et lille stykke, før han trak sig væk og så småt også slap hende, selvom det ikke var med sin gode vilje. "Om tre dage...?"
Han tog en dyb indånding og trådte vitterligt helt væk med et fortrydende blik. "Jeg elsker dig," brummede han forsikrende.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Aug 23, 2016 23:22:55 GMT
Agnes lod sig modvilligt frigive og tvang sig et skridt tilbage, skønt hun intet ønske havde om at gå fra ham. Alligevel var det et smil, der rørte hendes læber.
"Jeg elsker dig. Tre dage," svarede hun simpelt og samlede sin hat op, fra hvor hun havde efterladt den - først nu klar over, at hun endnu bar kappen. "Mød mig lige efter middag?"
|
|
|
Post by Téarlach Slughorn on Aug 24, 2016 16:28:41 GMT
Et tungt suk forlod Téarlach, før han nikkede lidt i enighed. Tre dage var lang tid når man var elskovssyg, men han havde ting at se til, en storebror der skulle have en historie og et hoved, der værkede lidt af chokket over de beslutninger de lige havde truffet. Alting var vendt på hovedet. Alting var bedre. Lukket
|
|