Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Agnes Slughorn on Aug 11, 2016 21:12:48 GMT
Hele Agnes' krop stivnede mærkbart, da han rystede på hovedet. Hun havde ikke inderst inde forventet en afvisning, men som hun så den malet i hans ansigt, snurrede rummet pludselig en omgang. Farven havde forladt hendes ansigt, før han fik talt igen og erstattede den voksende gru med et øjebliks forvirring, der siden blev til mild frustration.
"Det har du sagt i månedsvis nu," svarede hun dæmpet, selv overrasket over, hvor rolig hendes stemme lød. Ro var absolut ikke den dominerende følelse, der strømmede gennem hende. Slanke øjenbryn trak sig sammen og hun så op på ham lige dele længselsfuldt og uforstående. "Hvor længe skal jeg blive ved med at vente, før du spørger?"
Post by Téarlach Slughorn on Aug 11, 2016 21:37:52 GMT
Virkelig overraskelse malede Téarlachs træk, før han slap brevet og rejste sig. I en bevægelse præget en anelse af at have siddet ned på en hård stol i flere timer, kom han ned på gulvet til Agnes og samlede begge hendes hænder i sine, før han bøjede sig lidt over dem og kyssede dem begge ømt.
"Du startede vores forhold med at sige, at du kun havde elskere, mo gràdh," bemærkede han dæmpet, som hans fingre kærtegnede hendes. "Kan du bebrejde mig, at give dig tid?" Han tog en dyb indånding. "Måske kan du. Måske har jeg ikke været tydelig nok. Jeg elsker dig, Agnes. Jeg vil intet hellere end at have din hånd og se dig vokse med nyt liv - vores liv. Og jeg er så frygtelig ked af... Af det hele." Han tog en hurtig indånding og en lige så hurtig beslutning. "Vil du gifte dig med mig?"
Post by Agnes Slughorn on Aug 11, 2016 21:48:36 GMT
Agnes fulgte ham med blikket og selvom anspændtheden stadig sad et sted i hende, havde blide kys absolut sin effekt. Det var dog først, da han talte at rynken mellem hendes øjenbryn glattede sig ud og hun kunne intet andet end at se en anelse skyldig ud. Det varede dog ikke ved, ikke som han fortsatte og fik en varm, kriblende fornemmelse til at sprede sig gennem hele hendes krop.
Frustrationen fra før var forduftet som dug for solen og tilbage sad hun med en anelse klare øjne og et absolut fortabt ansigtsudtryk. Der burde uden tvivl være tanker, der meldte sig nu. Overvejelser, der burde springe frem og betænkeligheder at tage i betragtning. Alligevel var det kun et enkelt, svagt overvældet "ja," der kom over hendes læber. En indånding hævede hendes bryst og hendes stemme knækkede en anelse, omkring samtidig med at hun kom til at smile. "Ja, selvfølgelig vil jeg det."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 11, 2016 21:57:01 GMT
Agnes var ikke alene med overvældelsen. Téarlach havde vidst, at han ville fri til hende, i ganske lang tid, men ikke nu og ikke på denne måde. Han smilede dog varmt og ved hendes svar slap han hendes hænder, satte sig helt op på knæ og fangede hendes læber i et kys, der talte højt om præcis hvor meget han havde savnet hende.
Det samme gjorde armene, der fandt omkring hende, trak hende ind og den hånd, der strøg hendes hår lidt tilbage og fangede en undsluppen tåre, da først han trak sig væk og så på hende. "Undskyld," mumlede han dæmpet, som han strøg hende over kinden.
Post by Agnes Slughorn on Aug 11, 2016 22:18:27 GMT
Der var ingen tøven, da hun mødte hans læber og selv trak ham til sig; tværtimod havde hun et lige så stort behov for at understrege, at hun absolut ikke foretrak et liv uden ham og var ikke engang nær halvt færdig, da han trak sig tilbage igen og trak et lille, lavmælt gisp fra hende.
Det blide kærtegn og det ene ord blev det, der fik bægeret til at flyde over og uden at hun kunne gøre det mindste ved det eller helt vidste hvorfor, fulgte flere tårer den første. Det var komplet tåbeligt, men ikke desto mindre brød den mur hun havde rejst i løbet af de sidste par dage helt sammen og gav frit løb. For noget, som ikke for alvor var sket for hende i årevis.
"Lad være med at undskylde," fik hun frem, en anelse klemt - og uden at vinde meget mere kontrol. "Lad være..."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 12, 2016 16:49:49 GMT
Agnes' tårer fik en lille lyd, en overrasket latter uden munterhed, til at ryge over Téarlachs læber, før hans hænder kuplede hendes ansigt og han strøg flere tårer væk, før han kyssede hendes kinder.
"Schh, elskede," mumlede han dæmpet og beroligende. "Undskyld - ikke flere undskyldninger," tumlede det håbløst efter, før samme lidt overvældede, latter kæmpede sig frem igen og han forkrampet lænede sin pande imod hendes. "Merlin, jeg elsker dig så højt..."
Post by Agnes Slughorn on Aug 12, 2016 18:28:48 GMT
Gennem tårerne kom hun selv til at le over hans fortumlede ord og den blandede sig med hans et kort stykke tid, før et håbløst smil trak hendes læber op; uden tvivl ikke hendes mest charmerende, tænkte hun frakoblet, da hun snøftede ind - men hvem kunne tage sig af det?
"Jeg elsker også dig," svarede hun lavmælt, mens hænderne trak sig tilbage og lukkede sig blidt om hans nakke. En tommelfinger strøg det bløde punkt bag øret, før hun kyssede hans læber, trak sig væk og snøftede ind igen. "Alt, alt for meget."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 14, 2016 14:15:18 GMT
Hun gjorde det med vilje. Det måtte hun gøre. Smeltede hans hjerte og fik hans tæer til at krumme sig lidt sammen af velbehag, som hun kærtegnede ham under et blødt kys, der efterlod ham lige så håbløst opslugt som han var forelsket. Læber fandt hendes igen og der gik en tid, før han løsrev sig nok fra deres omfavnelse til at komme på benene og tilbyde hende en hånd for at hjælpe hende op.
Længe gik der ikke, faktisk blot sekunder, før han havde trukket hende ind i en tæt omfavnelse, der reelt var mere varm end sensuel. "Min elskede," mumlede han lidt, nær hendes øre, før han begravede ansigtet ved hendes hals og trak hende et umuligt stykke tættere.
Post by Agnes Slughorn on Aug 14, 2016 19:15:50 GMT
Agnes gjorde absolut intet for at hindre hans kys og da først han trak sig væk, tog hun aldrig helt hænderne til sig, da de kom på benene. Tværtimod var hun lige så snart tilbage i hans arme, som han trak hende til sig og sank ind i den velkendte, trygge favn med en let følelse omkring hjertet; komplet i kontrast til alt, hvad der var sket i løbet af de sidste dage.
"Jeg har savnet dig," hviskede hun ind mod hans hals og kyssede den varme hud. Det var kun tre dage siden hun havde set ham sidst, men han havde været oprørt og det var endt katastrofalt. "Og jeg havde sådan brug for at se dig."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 14, 2016 20:21:27 GMT
Behovet for at have Agnes tæt på sig var temmelig overvældende, men han kunne ikke fornægte det selv hvis han ville. Det ville han lige nu overhovedet ikke. Hans hænder strøg over hendes ryg og han tog en dyb indånding, før han endelig svarede hende.
"Du gør dig ingen anelser." Han trak sig lidt væk, så han kunne se hende i øjnene. "Måske gør du. Jeg havde også brug for, at se dig. For at sige hvor stor en idiot jeg var, at lade dig slippe væk."
Post by Agnes Slughorn on Aug 15, 2016 7:56:49 GMT
Da hun så ind i de klare, lyse øjne, der tilhørte den mand, der engang blot havde været hendes professor og siden overhoved, men som nu var blevet meget mere end det, var der ikke engang et gram af tvivl, der vejede hende ned. Den sitrende, boblende fornemmelse af at alt var som det skulle være, strømmede gennem hende og selvom tårer havde efterladt hendes øjne en anelse rødrimmede, hindrede det ikke det kærlige, varme smil, som langsomt overtog hendes læber.
Fingerspidser kærtegnede en kind let og mærkede den svage antydning af en skægskygge, der ville blive til mere, hvis det fik lov til at gro. "Jeg var det samme, for at lade dig gå," affejede hun lavmælt hans ord og strøg en tommelfinger langs hans kæbe. "Måske kan vi blive enige om, at det hele var en tåbelig ting at gøre."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 15, 2016 17:22:11 GMT
Téarlach havde åbnet munden for at svare på Agnes' første ord, men lukkede den igen ved hendes næste og smilede blot lettere taknemmeligt. Han nikkede svagt, før han lænede sig nok frem til at hvile panden imod hendes, imens fingre kærtegnede de små hår i hendes nakke.
"Lad os ikke være så tåbelige igen," svarede han håbefuldt, før en hel del af konceptet ægteskab pludselig faldt ham ind og fik ham til at trække sig en anelse væk med store øjne.
Post by Agnes Slughorn on Aug 16, 2016 12:18:40 GMT
Agnes kunne have stået der ganske længe, hvis ikke han havde trukket sig en anelse tilbage; en bevægelse, der da heller ikke fik hende til at løsne sine egne arme helt. En tavs spørgen havde netop nået at rodfæste sig i de mørke øjne, da han talte og med sin lille erklæring, fik hende til at indse det, der endnu ikke havde strejfet hende.
Erkendelsen af at opsigelsen ikke blot betød, at hun trådte fra sit arbejde, men også sit hjem, sank langsomt ind og manifesterede sig noget, der i større grad var upraktisk end det gjorde hende oprørt.
"Det havde jeg ikke tænkt på," undslap det hende eftertænksomt og slanke øjenbryn trak sig en anelse sammen, som hun gjorde en mental optælling af sine egne, sparsomme midler. Resultatet var ikke videre imponerende og hun var udmærket klar over det. "Jeg kan altid tage et værelse på kroen..."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 16, 2016 14:02:07 GMT
En lille, håbløs latter forlod Téarlach, som hævede brynene lidt over Agnes med et sigende blik. "Så jeg skulle lade min hustru leje sig ind på en kro?" Han tog en dyb indånding og det var tydeligt, at han betragtede det som utænkeligt. Decideret skandaløst.
"Jeg skal købe et hus," gentog han eftertænksomt. "Hm. Jamen jeg har pengene sat væk. Goraidh har ikke ladet mig bidrage med meget, omend jeg ikke er en rig mand. Det håber jeg ikke du tror..." Han trak en anelse på smilebåndet og kærtegnede hendes kind med et varmt glimt i de lyse øjne.
Post by Agnes Slughorn on Aug 16, 2016 14:50:12 GMT
Agnes kunne intet andet end blot at smile opgivende over Téarlachs forargelse, for med det kom indsigten af, at hendes egne overvejelser tydeligvis var unødvendige. "Jeg anede end ikke, at du ville have råd til et hus i det hele taget," simplificerede hun svaret på det halve spørgsmål. Det havde aldrig været en overvejelse.
Fingerspidserne kærtegnede hans nakke og som hun stod der, var hun ikke sikker på, hvordan hun skulle løsrive sig og forlade ham igen. En dæmpet, overvejende lyd undslap hende. "Jeg har lidt sat til side, men ikke meget. Nok til et lille bidrag, men intet imponerende, er jeg bange for."