Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Tiden var gået ufattelig langsomt. Tre dage efter bruddet med Agnes var Téarlach stadig hårdt ramt og efter halvt at have hevet sig selv op fra sin elendighed, havde han indset, at det ikke kunne fortsætte sådan. Blair var fornuftens stemme, der til sidst fik ham til, at sætte sig ned og forsøge, at få sine tanker ned på pergament.
Indtil videre havde hanmagisk måtte slette sine ord fem gange, men han var ikke færdig med at forsøge, da det bankede på døren og en af hans nevøer meddelte ham, at der var en kvinde udenfor, der spurgte efter Professor Slughorn. Med hamrende hjerte, men alligevel ikke med meget håb, forlod han sit kammer og nåede døren. Der stoppede hans hjerte med at slå, før det gav sig til, at hamre insisterende i brystkassen igen.
Post by Agnes Slughorn on Aug 7, 2016 22:29:47 GMT
Tre dage. Tre dage med samtaler, overvejelser, sorg, frustration og til sidst selverkendelse. Det var så lang tid, det havde taget den unge heks at bevæge sig målrettet nedad Hogsmeades hovedgade en tidlig aften, hvor menneskerne var færre end i løbet af dagen og selvom hendes indre var en anelse i oprør, var hun ulasteligt klædt i kjole, sommerkappe og spidspuldet hat, da hun nåede den dør, der forhåbentlig var den rette.
Det var også med både rank ryg og værdighed, at hun stod der, da den ældre troldmand viste sig i døren og fik hendes mave til at knuge sig sammen, som havde hun intet spist i en uge. Det krævede alt, hvad hun havde ikke at vise det - ikke at risikere at afsløre, hvorfor hun var der for andre, nysgerrige blikke.
"Professor Slughorn," hilste hun lavmælt, selvom titlen klingede mere eller mindre uvant på hendes tunge. En lille indånding fik hendes bryst til at hæve sig, men ellers var der kun ganske lidt, der afslørede, at flere, modstridende følelser rasede under overfladen. "Jeg er ked af at forstyrre. Må jeg udveksle et ord med dig?"
Post by Téarlach Slughorn on Aug 7, 2016 22:47:44 GMT
Téarlach var en fattet, moden og kontrolleret mand, men det var ikke til at se på ham for nu, hvor han stirrede lamslået på Agnes og på en gang forelskede sig og fik knust sit hjerte tre gange til i løbet af ti sekunder. Han sank en klump, før han rankede sig en anelse og forsøgte, at finde værdigheden, imens han afsøgte hendes ansigt for svar på spørgsmålet i hans øjne - Hvad laver du her? Vil du have mig tilbage?
Hans eget svar på hendes spørgsmål var et simpelt nik, men beslutningen om hvorvidt han skulle invitere hende ind, hvor de kunne blive overhørt, eller gå ud, hvor de kunne blive overhørt, tog mere end et øjeblik og efterlod ham tøvende, før han endelig trådte til side og lod hende komme ind med hjertet i halsen.
Post by Agnes Slughorn on Aug 7, 2016 23:02:02 GMT
Udtrykket i de lyse øjne havde nær fået hende til at tabe det hele på gulvet; sin egen værdighed og behovet for diskretion, først og fremmest. Det rystede hende, men hun tvang en påtaget ro frem - uden at vide, hvordan hun skulle besvare de spørgsmål, hun læste på hans ansigt. Hvad de så end var. Hjertet krøb længere op i halsen på hende, da han trådte til side og det krævede alt hvad hun havde at gå forbi ham - så tæt på, uden at kunne gøre noget ved det. Det red hende som en mare og kun sin egen beslutsomhed, fik hende til at forblive tavs og ulæselig.
Først en anelse længere ind i huset og med fornemmelsen af at være nogenlunde alene - selvom hun ikke vidste, om den var falsk - gjorde hun anstalter til andet. Med hatten i den ene hånd, rakte hun under sin kappe med den anden og fremdrog et stykke pergament; foldet til en firkant og forseglet med en enkelt, dybrød lakplet. Blikket hvilede på det, før hun langsomt så op og mødte hans blik - uden at række brevet frem.
Post by Téarlach Slughorn on Aug 8, 2016 17:16:19 GMT
Hans indre var et virvar, som han fulgte Agnes ind i den lille, tomme stue. Før han så på hende, havde han løftet tryllestaven og med to klik låst begge døre. Et svirp senere var det umuligt, at overhøre dem. Han ville have gjort mere, men da blikket faldt til hendes hånd med brevet, sank hjertet i hans bryst og han måtte tage en gevaldig dyb indånding, for ikke helt at miste fatningen.
"Den tager jeg ikke imod," svarede han stift, selvom hans puls hamrede og han snart efter så op i hendes øjne med langt mindre bestemthed. "Agnes... Undskyld. Jeg skulle aldrig have..."
Post by Agnes Slughorn on Aug 8, 2016 22:26:26 GMT
Brevet hun holdt i hænderne, var ikke uden betydning. Det havde magten til at ændre hele hendes liv, men mere end det, så var det også en lille del af hjertet, der hamrede i brystet på hende - som hun nu samlede mod til at byde ham. Hvis han ville have det.
Svaret på det spørgsmål kom, før hun kunne stille det og mørke øjne fæstnede sig i hans, levende af følelser, som resten af hende skjulte. Halsen snørede sig sammen og hun var som sømmet til gulvet. Da hun talte, var det ikke meget over en hvisken; tonefaldet alvorligt og noget meget mere kompliceret end det.
Post by Téarlach Slughorn on Aug 8, 2016 22:44:45 GMT
Der var en grund til, at den udpræget korrekte mand havde tænkt sig, at formulere sig på skrift. Han var absolut ikke god til den slags pressede situationer og blikkede borede sig kort ind i Agnes', før han sænkede sit eget til hænderne og tog en dyb indånding.
"Være gået. Jeg skulle aldrig have givet dig et ultimatum." Han løftede blikket til hende og sank en tyk klump. "Jeg... Jeg var bange for at miste dig. Jeg taler ikke ofte om det, men min hustru... Lilith, det var... Hvad hvis du? Så..." Han var tydeligt lettere usammenhængende og endte med at synke sammen på en polstret bænk. "Du kan få alle de børn du vil have, bare du får dem med mig," røg det ud af ham, før han så lettere hjemsøgt op på hende.
Post by Agnes Slughorn on Aug 8, 2016 23:01:56 GMT
Agnes havde holdt vejret, mens hun ventede på svar, vished, og da han endelig talte, trak hun det skarpt ind. Den usammenhængende strøm af ord var ikke nem at følge med i, men da han sank sammen og kom med en erklæring, var det pludselig klart, hvad han havde prøvet at sige.
Mørke øjne spærrede sig op og hun så på ham med noget, der mindede om chok. Hun burde naturligvis have indset det. Hvorfor han havde været afvisende. At det ikke var af den grund, hun havde troet. "Terry..." åndede hun, uden længere at kunne tøjle det, hun havde prøvet på at skjule - eller hindre sin stemme i at knække en anelse, bare på det ene ord.
I stedet for at fortsætte med at tale, krydsede hun afstanden hen til bænken og sank ned foran ham. "Jeg vil ikke have nogen andre," konstaterede hun lavmælt og som hun gjorde, tog hun hans ene hånd og trykkede brevet ind i den. "Jeg vil have dig. Du havde ret. Der ér andet arbejde..."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 9, 2016 21:39:18 GMT
Det var ikke rigtigt, at hun knælede foran ham og Téarlach ville have protesteret, hvis ikke han var så rystet over Agnes' ord. Han trak ikke hånden væk, men stirrede ned på brevet, før han så på hende og lydløst bød sit eget hjerte at stoppe med, at slå som om han skulle til at falde om af udmattelse.
"Men du elsker Hogwarts," protesterede han dæmpet, men uden rigtig kraft bag. Hvis Agnes virkelig forlod skolen for at blive hans, så kunne han danse på det forbandede opsigelsesbrev.
Post by Agnes Slughorn on Aug 9, 2016 22:48:48 GMT
Selv da det var klart, at han ikke ville afvise brevet helt, forblev hendes hånd hvilende over hans håndled - ikke sikker på, om hun kunne tillade sig det, men ude af stand til at lade være. Hendes eget hjerte hamrede, mindede hende om, hvad hun gav afkald på, men også, hvad hun fik til gengæld. Forhåbentlig.
"Det gør jeg," indrømmede hun dæmpet og fugtede sine tørre læber. Blikket faldt kort til pergamentet i hans ene hånd, men inden længe løftede hun det til de lidt for velkendte, lyse øjne igen. "Men jeg blev ikke helbreder, for at hele småskader." En indånding hævede hendes bryst en enkelt gang, men hun trak sig ikke væk eller rejste sig. "Så. Min opsigelse. På to betingelser..."
Post by Téarlach Slughorn on Aug 10, 2016 17:03:52 GMT
Det var knapt til, at fatte, at han sad med hendes opsigelse i sin ene hånd. Téarlach skulle netop til at folde den ud og se på den, da hun afbrød hans tanker og han i stedet så intenst ned på hende. Han lagde sin hånd blidt over hendes og nikkede.
"Og hvad er de?"
Han var stort set klar til, at gøre alt, men fornuften bød ham alligevel, at holde en anelse igen. Det kunne være noget umuligt hun bad om.
Post by Agnes Slughorn on Aug 10, 2016 17:25:01 GMT
Spørgsmålet fik hendes hjerte til at springe et slag over. Det var ikke en accept, men det var et skridt og hun tog en indånding, før hun listede sin første - og mest harmløse - betingelse.
"Jeg har brug for tid til at finde noget andet. Før det træder i kraft." Hun nikkede mod brevet, men så ellers ikke væk fra ham - ventede blot på hans svar, mens det andet ønske summede rundt i hendes tanker.
Post by Téarlach Slughorn on Aug 11, 2016 15:08:38 GMT
Téarlach blinkede kort med øjnene, før han nikkede. "Selvfølgelig," mumlede han, med et udtryk af både undren og svag desperation. "Agnes, hvis det... Selvfølgelig..." Frustreret over, at noget så småt og ligegyldigt skulle afholde ham fra, at tage hende i sine arme og knuge hende hårdt, gav hans stemme en anelse kant.
Han bed sig i kinden for ikke at forklare hende præcis hvor ligegyldigt et løfte det var, med tanke på, at han skulle bruge tid på, at finde ikke blot en, men flere nye helbredere. I stedet gav han hendes hånd et klem. "Fortsæt." Hans stemme var anspændt af undertrykte følelser, men han blødte dog op med et mere bedende "så er du sød" få øjeblikke efter.
Post by Agnes Slughorn on Aug 11, 2016 15:41:10 GMT
Agnes kendte ham udmærket og kunne se frustrationen i de små trækninger, men hun valgte simpelt at ignorere det for nu. Der var mere at sige og med det første af vejen, hamrede hendes hjerte en anelse hurtigere. Hånden forblev i hans og den lille, fysiske kontakt gav hende meget mere, end han måtte have nogen anelse om. I hendes tanker summede alle de ting, der burde holde dem fra hinanden - og alle de ting, der ikke gjorde.
Tungespidsen fugtede læberne og da hun åbnede munden for at tale, sprang hjertet alligevel et slag over. "Gift dig med mig?"
Post by Téarlach Slughorn on Aug 11, 2016 20:46:13 GMT
Af alt Téarlach havde forventet efter det første spørgsmål; alt Agnes kunne have fundet på, at bede ham om, var det, der forlod hendes læber, absolut noget af det sidste. Det burde det selvfølgelig ikke være. Der var mange mere urealistiske scenarier, men for en kvinde, at knæle foran ham og bede ham om, at gifte sig...
Hans kæbe havde allerede ramt gulvet, da han langsomt rystede på hovedet: Ikke i benægtelse, men i vantro. Han fandt først sin stemme efter, at have rømmet sig to gange og så hende dybt i øjnene, som han lukkede hånden tæt om hendes.
"Det ved du jeg vil. Men du... Det bliver nødt til at være ordentligt. Okay?"