Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Benevolence Wright on Jul 30, 2016 21:11:52 GMT
Det var ugens sidste dage, som for nogen betød afslapning, en pause fra arbejde eller skole. For Benevolence var det helt almindelige dage, det var det samme der skulle gøres. Dyrene skulle fodres, huset skulle gøres rent, mad skulle laves og haven skulle vandet. Det var en vant dagligdag på gården. Hun havde gjort det i så mange år at det ikke var noget hun tænkte yderlige over. Den sidste uges tid var det dog blevet mere besværligt for hende, og overskuden lå ikke så tæt på hende som den før gjorde.
Der havde været et par smerte i løbet af de sidste par dage, men indtil videre var det nogen hun holdt for sig selv. Det var ikke fremmed for hende, især ikke hvis teorien hun havde skulle gå hen og være rigtig. Hun stod ude i køkkenet, med døren og vinduerne åbne så der kunne komme gennemtræk. En let nynne kunne høres, kom man tæt nok på gården. Dejen stod og passede sig selv imens Benevolence rensede frugter.
Post by Josselyn Wright on Jul 30, 2016 21:19:03 GMT
Josselyn havde valgt at hendes hjælp til Bea var at vaske sengetøjet idag, de havde heldigvis ikke så meget som Malfoy familien og det gjorde arbejdet en del mere overskueligt, men det var stadig hårdt. Hun havde sat sig ude på en bænk foran køkkenet hvor hun kunne tale med sin mor imens hun gik indenfor og ordnede nogle ting.
"Jeg må hellere få det her færdigt inden det bliver regn.. " Sagde hun og strøg sig hen over panden med et dybt suk. I stedet for at gøre det med hænderne, fandt hun sin tryllestav frem og satte det igang med at vaske sig selv. "Så!" Udbrød hun tilfreds og rejste sig op. "En af de andre tjenestepiger har lært mig det, det kan vaske sig helt selv nu og tørrer bagefter."
Post by Benevolence Wright on Jul 30, 2016 21:48:13 GMT
Benevolence kiggede op imod solen og kunne godt se de truende skyer langsomt bevæge sig mod dem. "Det er nok en meget - " Benevolence tav og måtte stoppe med at ordne frugterne for at stikke hovedet ud af vinduet. Med et løftet bryn så hun til hvordan sengetøjet ganske rigtigt gik i gang med at vaske sig selv. Hun kunne godt se at brugen af magi ville lette på mange ting, men Benevolence måtte indrømme at hun stadig var en smule skeptisk. Det virkede alt for let, og kunne give bagslag, hvor hårdt arbejde for det meste kunne betale sig.
"Den må være nyttig hos Malfoy familien" sagde hun med et lille smil inden hun vendte opmærksomheden tilbage til fadet med frugter. Hun var virkelig glad for sin datters hjælp, især nu hvor tingene blev mere og mere svære for hende at klare selv. Hun hadet at se det i øjnene, men trøstede sig selv med at det kun var for et par måneder endnu. Når barnet blev født ville det med tiden blive lettere for hende at klare alt arbejdet.
Post by Josselyn Wright on Jul 31, 2016 8:18:42 GMT
Josselyn betragtede magien gøre hvad hun havde givet den besked på og smilede tilfreds. Hun nikkede langsomt over moderens ord og skulle til at fortælle mere om det hun havde lært, men så kom hun i tanke om noget andet hun havde overhørt forleden da hun var ude og købe ting for Marie i Hogsmeade. Hendes smil falmede lidt og hun rynkede tænksomt sine øjenbryn, hun var stadig ikke sikker på at det var det værd at løbe med sladder.
"Mor?" Sagde hun mens hun rettede lidt på sit tørklæde og sukkede let. "Det er måske ingenting.. eller bare tom sladder.. men nogen har sagt at far løber med kropiger. Det var noget jeg overhørte.. Han skulle være blevet set med en.." Fortalte hun og lagde armene over kors med en plaget mine i ansigtet.
Post by Benevolence Wright on Jul 31, 2016 11:09:29 GMT
Selvom Benevolence ikke altid forstod magien, kunne hun ikke lade være med at være en smule forbløbbet og en anelse glad på Josselyns vegne. Hvis hun kunne bruge tricks som disse når hun arbejde, kunne det måske lette en hel del på de pligter og gøremål hun havde. Hun måtte nok indse at nogen af dem ville komme belejligt hos sig selv når den lille kom. I hvert fald når det handlede om at vakse tøj. "Du må lære mig det en dag" kom det så fra hende. Hun vendte blikket mod sin datter, og kunne med det samme se at der var noget galt. Hun vendte sig helt mod hende og lagde hovedet lidt spørgende på skrå. "Ja?" sagde hun og tørrede de våde fingre i sit forklæde. Ordene der fulgte efter skete så hurtigt at Benevolence først ikke helt forstod hvad der var blevet sagt.
"Din far, løber med. Kropiger?" Hendes bryn trak sig sammen imens hun kort så ned af sig selv. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen, i forhold til deres lille møde for et par dage siden. "Han er blevet set med en?" at sladderen var at han var tæt på dem, var en ting, men at han også rent faktisk var blevet set med en stak lidt i hjertet på hende. "Det kunne have været hvem som helst" forsøgte hun at bilde sig selv ind. Hun ville ikke lyde hverken skuffet eller vred foran sin datter, og tog derfor er par skridt mod hende. "Tak fordi du fortalte mig det" sagde hun så stille, hvorefter hun blidt og kort lagde armene om hende. Det gik op for hende at det slet ikke var nemt for hende at sige at Blair aldrig kunne finde på det. Der voksede lige pludselig en tvivl frem hos hende, som den anden dag. Hun rømmede sig lidt.
"Hjælper du mig med frugterne?" spurgte hun så en anelse fraværende.
Det var sent, at det var gået op for den engelske kropige, at hun ikke havde den fjerneste anelse om, hvor i det skotske land Wrightgården befandt sig. Det var et held, at Dodderidgefamilien vidste en ting eller to om alle og med lidt forsigtige forespørgsler, havde hun langt om længe fået en relativ placering. Ukendt med selve stedet, måtte hun transferere sig til et kendt landmærke i nærheden og havde vandret de sidste kilometer til fods - uden utilfredshed, men til gengæld alene med sine tanker tilpas længe til, at en lille, nervøs knude havde nået at forme sig i hendes mave.
Da en lille spredning af bebyggelse blev synlig over en bakketop, slog hendes hjerte et slag over. Antydningen af et smil rørte hendes læber og forblev der, som hun trodsede den sidste afstand og trådte ind i den gård, der ledte op til det, der uden tvivl måtte være hovedhuset. Nervøsiteten kriblede frem igen, men hun var besluttet og stålsat - lige indtil det øjeblik, hvor en glammen annoncerede ankomsten af det store, grå bæst af en hund og effektivt fik kropigen til at bakke tre skridt, da den nærmede sig.
Post by Josselyn Wright on Jul 31, 2016 19:50:15 GMT
Josselyns blik hvilede på sin mor mens hun talte og hendes øjenbryn blev kun trukket mere sammen. Hun vidste heller ikke hvad hun skulle tro, men de ville forhåbentlig snart komme frem til en eller anden form for sandhed. Hun smilede lidt da Bea gav hende et halvt kram og skulle til at gå igang med at hjælpe hende, men hendes tanker blev forstyrret af en pludselig gøen. Hun vendte sig brat om og fik øje på en ung heks, som hun genkendte som kropige.
Josselyn sendte sin mor et sigende blik, inden hun gik udenfor og kaldte hunden til sig, som løb hen til hende og hun satte sig på hug ved siden af og holdt fast i den. Hendes blik hvilede afventende på deres uventede gæst, der var vel en grund til hun var her.
Post by Benevolence Wright on Jul 31, 2016 20:09:10 GMT
Benevolence ventede ikke selv gæster, og hun vidste at både Josselyn og Blair ville have informeret hende hvis det var dem. Derfor kom det som et let chok da Beathach begyndt at gå, og stormede ud af køkkendøren, som den ville gøre når en fremmede dukkede op. Det vat tydeligt at høre på hunden at vedkommende som var dukket op var en den ikke kendte. Blikket fra Josslyn gav hende en mærkelig følelse i maven som hun stillede sig i døråbningen med armene over kors.
Hun så ikke decideret fjendtlig ud, men var alligevel på vagt. Hun kunne ikke genkende Annet Mercer, som arbejdede som kropige på de tre koste. Hun kendte til hendes eksistens, men det var kun via samtaler med Yvette de sjældne gange hun var forbi Hogsmeade. At det var den samme kvinde som Bowman for flere uger siden havde talt om vidste hun ikke. Med det sigende blik fra datteren brændt fast mente hun ikke hun skyldte pigen noget. Alligevel trådte hun frem. "Jeg beklager hvis hunden skræmte dig" sagde hun og strøg kort bæstet over dens hoved.
Nan var absolut ikke bange af sig, men hun var ikke dum nok til ikke at have respekt for det store dyr, der gøede af hende - og hun var skam også tilpas lettet, da en ung kvinde dukkede op og kaldte bæstet til sig. En tung udånding undslap kropigen og hun så op, kun for at indse, at endnu en kvinde - ældre, men ellers meget lig den første - var dukket op i døråbningen.
Da den sidstankomne trådte frem, gjorde hun selv det samme og klarede halsen. "Tænk ikke på det," slog hun det hen og glattede ubevidst sin kjole lidt; engang af den fineste uld i den dybeste, mørkerøde farve - men efterhånden temmelig slidt af mange måneders hårdt arbejde. Tungespidsen fugtede tørre læber, men hendes smil var venligt. "Er det her Wrightgården? Jeg er Nan. Fra De Tre Koste. Jeg blev... Inviteret?"
Post by Josselyn Wright on Aug 1, 2016 18:04:06 GMT
Josselyns blik hvilede først på den ukendte heks, indtil hun begyndte at forklare og en lille uro bredte sig i hendes bryst. Selv havde hun ikke så meget mere at sige, men nøjedes med at klappe Beathach og sørge for at den ikke blev aggressiv igen selvom den stadig betragtede det ukendte menneske ret opmærksomt. Josselyns eget blik hvilede undersøgende på Bea.
Post by Benevolence Wright on Aug 1, 2016 19:03:40 GMT
Benevolence trådte ud af døren og gik et par skidt tættere på. Hun forstod først ikke hvad den anden mente med hun var blevet inviteret, da hun ikke havde hørt nogen fortælle hende det, hvilket hun egentlig mente var oplagt nu hvor det var hende der stod for maden, hun skulle vel også have en seng at sove i? Brynene var stadig trykket en smule mod hinanden. Det var ikke til at tage fejl af at Benevolence ikke var i det bedste humør. "Det her er Wrightgården ja" sagde hun roligt og lod armene skænke sig fra den fjendtlige stilling.
"Inviteret? Af hvem, min mand?" spurgte hun i en tone mere alvorlig og en anelse bidsk end før. Det var ikke fordi hun ønskede at skræmme hende væk, men det ildehørte rygte sad stadig som en dårlig følelse i maven på hende.
Tankerne havde været tilpas optagede af, hvordan det ville blive at se Bowman igen efter deres sidste møde, til at hun knapt havde overvejet, at hans resterende familie måtte befinde sig på gården. Mindst af alt ville hun desuden have regnet med, at de ville møde hende med så stor fjendtlighed, som hun klart anede under det bidske svar - der nær havde fået hende til at træde tilbage.
I sidste ende rørte hun sig dog ikke, men rynkede blot en anelse på brynene og så spørgende på kvinden - hvis ikke også en god del varsomt. "Din mand? Blair?"
Post by Benevolence Wright on Aug 2, 2016 14:56:58 GMT
Benevolence måtte til at få styr på sin fjendtlige attitude, men før hun var nået til bunds i hvad der tyngede hos hende, kunne hun ikke bare lade det ligge. Selvom det i længden ikke var fair overfor den unge pige. "Så du kender ham?" lød det roligt fra hende med hovedet lagt en smule på skrå. Det burde egentlig slet ikke komme som en overraskelse. Hun arbejde tydeligvis på De tre koste, et sted der ikke ligefrem var fremmede for familien.
Hun så lidt ned mod jorden i et øjeblik. "Du arbejder på kroen siger du?" hun rettede blikket mod hende igen. "Der går et rygte om at min mand er blevet set sammen med en Kropige. Det er selvfølgelig bare et rygte, nogen med sikkerhed blot har plantet. Men jeg kan ikke lade være med at tro at det er derfor du dukker op uanmeldt?" ordene kom over hendes læber uden at hun overhovedet nået at sætte det hele i perspektiv.
I et let suk gned hun et par fingre mod sin pande, "Undskyld. Det var ikke min mening at angribe dig på den måde" sagde hun så beklagende da det også gik op for hende at de stadig stod udenfor og at hun ikke engang havde budt hende ind.
Post by Josselyn Wright on Aug 2, 2016 17:55:22 GMT
Josselyn betragtede situationen eskalere og tænkte at det var bedst at få en anden ind over nu ud over de to kvinder. Selv havde hun ikke meget at sige til det, ud over at hun ikke brød sig om at hendes far rendte med andre kvinder. Derfor rejste hun sig op, smilede kort til sin mor og gik indenfor for at finde en der måske kunne kaste lidt lys på sagen.
Nan havde halvt åbnet munden for at give et svar, der ville forklare en ganske god del, men kvinden - Blairs hustru - kom hende i forkøbet og den anklagelse, der fulgte, fik kropigen til at spærre øjnene en anelse op. I et øjeblik så hun overrasket ud, før en muskel omkring hendes kæbe gav hende et stramt drag om munden. Ikke ligefrem typen til at tage blindt imod beskyldninger fra vidtfremmede eller hvad der lød som nedladende tanker omkring hendes egen profession, formildedes hun ikke meget over undskyldningen og hun bemærkede knapt nok, at den yngre kvinde forsvandt.
Hele hendes holdning var forsvarsberedt og hun overvejede i et splitsekund blot at gå, før hun ombestemte sig og endelig svarede afmålt - med nærmest faretruende ro. "Som jeg sagde, blev jeg inviteret. Jeg har mødt din mand. Han er ikke grunden til, at jeg er her."